Hvorfor kristne må være anderledes
Hvordan er deres forhold til verden?
Hvorfor kan de ikke være som andre mennesker?
KRISTNE er i verden, men er ikke af verden. Den romerske verden i det første århundrede havde vanskeligt ved at forstå dette. De kristne ville ikke dyrke dens guder, overholde dens helligdage, deltage i dens politik, brænde røgelse for dens kejser, kæmpe i dens hære eller være med til dens løsagtighed. Fordi de holdt sig adskilt fra verden blev de hadet og forfulgt. At de kristne var fredelige og lovlydige borgere der havde en høj moral syntes ikke at betyde noget i verdens øjne.
Den kristne forfatter Tertullian, der levede i det andet århundrede, anstiller følgende sammenligning mellem de kristne og mennesker i verden: „Vi kalde nemlig nu til Vidne Eders egne Retsakter, I, som daglig føre Forsædet ved de Fængsledes Domfældelse, og som forsyne Anklagelisterne med Eders Kjendelser. Saamange Forbrydere blive drøftede af Eder ifølge Anklage for den en eller anden Forbrydelse. Hvilken Snigmorder, Lommetyv, Tempelraner eller Forfører eller Plyndrer af de Badende findes der, som tillige tillægges Kristennavnet? Eller naar Kristne bringes for Domstolen som saadanne, hvem af dem er da tillige af det Slags som alle disse Forbrydere? Fængslet er bestandig fuldt af Folk af Eders egen Midte, Bjergværkerne gjenlyde altid af Eders Egnes Stønnen, de vilde Dyr mæske sig altid med Folk af Eders, af Eders Egne finde altid de, som bekoste Legene, Forbryderflokke at føde. — Deriblandt findes ingen Kristen uden alene som saadan.“ — Vidnesbyrd af Kirkefædrene. II. Tertullians Forsvarsskrift, Christiania 1880, siderne 113, 114.
Hvorfor anderledes?
Hvordan kunne de kristne adlyde Gud hvis de lod sig opsluge af den romerske verden, deltog i dens afgudsdyrkelse, dens udsvævelser, dens blodige sportskampe, dens selviske stræben? Mennesker der blev kristne måtte ændre deres tankegang og livsførelse. De måtte iføre sig en ny personlighed. Paulus påpegede dette da han sagde til de kristne i Efesus: „I skal aflægge den gamle personlighed som svarer til jeres tidligere adfærd.“ (Ef. 4:22, NW) Deres tidligere adfærd var antagelig for verden, men ikke for Gud.
I sit brev til de kristne i Galatien nævnede Paulus nogle af de kødets gerninger der hørte til deres tidligere adfærd, mens de endnu var en del af verden. Han sagde: „Kødets gerninger er åbenbare, såsom: utugt, urenhed, løsagtighed, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, nid, hidsighed, egennytte, splittelser, partier, misundelse, drukkenskab, svir og deslige.“ Eftersom alt dette er imod Guds ords retfærdige principper måtte den der blev kristen lade dette bag sig og iføre sig en ny personlighed der var antagelig for Gud. Og Paulus fortsætter: „Og jeg siger jer forud, som jeg før har sagt, at de, der øver sådanne ting, skal ikke arve Guds rige.“ (Gal. 5:19-21) Peter gav en lignende formaning.
Til mennesker der havde vendt verden ryggen for at leve som kristne sagde Peter: „Det er nok, at I tidligere har gjort hedningernes vilje og levet jeres liv i tøjlesløshed, onde lyster, fylderi, svir, drik og skammelig afgudsdyrkelse.“ Denne ændrede livsførelse adskilte dem i den grad fra andre i den romerske verden at de der havde kendt dem før de blev kristne var højligt forundrede. Det nævner Peter også: „Derover undrer de sig nu og spotter jer, når I ikke med de andre styrter jer ud i den samme strøm af udsvævelser.“ (1 Pet. 4:3, 4) Deres opførsel gjorde dem anderledes end verden i almindelighed. De fulgte det eksempel Jesus Kristus havde sat.
Kristendommens grundlægger mistede ikke sin selvbeherskelse og gav efter for kødelige begæringer som mennesker i verden. Han lod sig ikke fylde af den tids had og fordomme og deltog ikke i dens voldshandlinger. Han deltog heller ikke i politik og gjorde sig således ikke meddelagtig i det romerske styres onde gerninger. Han var forfriskende anderledes end den fordærvede verden. Det samme forventede han af sine efterfølgere. Ved én lejlighed sagde han: „De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.“ — Joh. 17:16.
De kristne og verden i dag
De nitten hundrede år der er gået siden de første kristnes tid har ikke ændret verdens tankegang, adfærd eller voldshandlinger. Apostelen Paulus forudsagde dette da han sagde: „Det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme strenge tider. Thi menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, rå, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, opblæste, lystens venner snarere end Guds venner.“ (2 Tim. 3:1-4) Hvordan kunne kristne være sådan og samtidig have Guds velbehag? Gud har ikke ændret sine krav. De er stadig som de var i det første århundrede. Han kræver stadig at kristne er som Kristus og ikke som verden.
Skønt der i dag er mange lande der kalder sig kristne, adskiller befolkningen i disse lande sig ikke væsentlig fra den romerske verden i tankegang og livsførelse. De daglige referater i aviserne vidner om en lignende lav moral blandt folk. Forbrydelserne er ved at tage overhånd. De forenede Staters politi meddeler for eksempel at der i 1960 blev begået 1.861.300 mord, voldtægtsforbrydelser, røverier, overfald, indbrud, automobiltyverier og almindelige tyverier. Der blev begået gennemsnitlig et manddrab hvert otteoghalvtredsindstyvende minut og et indbrud hvert niogtredivte sekund. I hele verden hører forbrydelser, uærlighed og politisk korruption til dagens orden. Sande kristne kan i dag sige til denne verdens mennesker som Tertullian sagde til den romerske verden dengang: „Fængslet er bestandig fuldt af Folk af Eders egen Midte.“
Enhver der ønsker at være kristen i dag må være anderledes end verden. Hvordan kan man leve som den og samtidig hævde at følge Kristi eksempel? Hvordan kan man sanktionere kødets uretfærdige gerninger og samtidig leve efter gode kristne principper?
Hvad apostelen Paulus sagde om verden dengang gælder også i dag. Til de kristne sagde han: „Dette siger jeg da og lægger jer i Herren indtrængende på sinde, at I ikke mere må vandre som hedningerne i deres sinds tomhed, . . . thi åndeligt afstumpede som de er, har de givet sig tøjlesløsheden i vold, så de i deres havesyge begår alle slags urene handlinger. Men således er I ikke blevet undervist om Kristus.“ (Ef. 4:17, 19, 20) Det betyder at de kristne må være anderledes, ikke i klædedragt men i livsførelse.
Verdens slette frugter er et vidnesbyrd om hvem der er dens usynlige hersker. Det er ikke den retfærdige Fredsfyrste, der satte de kristne et eksempel ved at holde sig adskilt fra verden. Heller ikke den himmelske Fader, der har fastsat de retfærdige love hvorefter de kristne lever deres liv. Paulus erklærer at „denne verdens gud“ har gjort mennesker blinde for de kristne sandheder, „så de ikke skuer ind i det lys, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, han, som er Guds billede“. (2 Kor. 4:4) Apostelen Johannes viste hvem han var da han sagde: „Hele verden er i den Ondes vold.“ (1 Joh. 5:19) Verdens slette frugter genspejler dens onde, usynlige hersker, Jehova Guds ærkefjende. Hvordan kan en kristen søge at være antagelig for verden og dens hersker og samtidig forvente at være antagelig for Gud?
Følger forskellige veje
Kristendommens vej og verdens vej er to forskellige veje. De går i hver sin retning. Den kristne kan ikke gå på begge veje på samme tid. Han kan ikke nære kærlighed til Gud og samtidig nære kærlighed til et system der krænker hans love, ignorerer hans formaninger, modstår hans hensigter og forfølger hans tjenere. Hvis han elsker verden er det umuligt for ham også at elske Gud. Dette påpegede Johannes da han sagde: „Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham.“ (1 Joh. 2:15) Kærlighed til Faderen gør automatisk den kristne anderledes end verden fordi han vil søge at adlyde Faderens love. Bliver han på denne vej kan han undgå at lide samme skæbne som verden.
Johannes viser hvad dens skæbne bliver: „Verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.“ (1 Joh. 2:17) Eftersom verden og dens onde lyster vil forgå, må vi slutte at de der går på den vej vil forgå sammen med den. Herom sagde Jesus: „Vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, der går ind ad den.“ (Matt. 7:13) Det er Guds hensigt at fjerne den verdslige tingenes ordning og dens onde usynlige hersker.
Vejen til liv er loyal hengivenhed og lydighed mod Jehova Gud. Den er kærlighed til Gud og kærlighed til næsten. Den er efterlevelse af Bibelens principper og en god kristen adfærd. De der elsker ret og retfærdighed vil følge denne vej selv om de derved bliver anderledes end verden. De forstår at det er langt bedre og langt mere værd at opnå godkendelse af universets retfærdige hersker end af en uretfærdig og afskyelig verden. De vil ønske at være i overensstemmelse med sand kristendom fremfor med denne verden.