Spørgsmål fra læserne

● Hvad bør en kristen ifølge Bibelen gøre i situationer hvor det forventes af ham at han rejser sig for en dommer eller hersker, eller at han benytter en ophøjet tiltaleform over for en sådan person? — H. A., Afrika.

Gud opfordrer de kristne til at vise respekt for statsoverhoveder og øvrighedspersoner. Med hensyn til den verdslige øvrighed skrev apostelen Paulus under inspiration: „Giv alle, hvad I er dem skyldige: . . . den, I er frygt skyldige, frygt; den, I er ære skyldige, ære.“ (Rom. 13:1, 7) Paulus skrev også at man kunne gå i forbøn for „konger og alle i høje stillinger“. (1 Tim. 2:1, 2) Den almindelige måde hvorpå man forventes at yde denne ære eller respekt, varierer fra sted til sted. Der kan blive tale om at bøje sig for regenten eller rejse sig for ham når han kommer ind (nogle steder kaster man sig ligefrem til jorden for ham) og at bruge en særlig tiltaleform over for ham. Det som lokal skik og brug i sådanne tilfælde kræver af den kristne, er at han viser respekt for personens officielle stilling, for embedet.

Der er bibelske eksempler på at gudfrygtige mennesker har vist en vis respekt ved at indtage en særlig stilling. Jakob kastede sig til jorden syv gange da han mødte Esau. (1 Mos. 33:3) Patriarken Abraham bøjede sig for de indfødte hedninger i Kana’ans land, hetitterne. (1 Mos. 23:7, 12) Da Jesus levede på jorden tillod han, som den Jehova havde udpeget til at være konge, at folk viste ham ærbødighed. (Matt. 8:2; 9:18) Eftersom disse handlinger ikke omfattede nogen egentlig tilbedelse af et menneske, var det tilladt at foretage dem som udtryk for respekt. — 2 Mos. 34:14; Matt. 4:10.

Der findes også bibelske eksempler på at man mundtligt har vist øvrighedspersoner ære. Paulus brugte titlen „højædle“ om den romerske landshøvding Festus. (Ap. G. 26:25) Både Guds tjenere og hedninger brugte udtryk som: ’Måtte kongen leve evindelig,’ og gav derved udtryk for ønsket om at kongen måtte få et langt liv. — 1 Kong. 1:31; Dan. 3:9.

Der findes imidlertid grænser for hvilken ære man kan vise jordiske øvrigheder. Kristne må huske på at det er Jehova alene som har krav på tilbedelse. (2 Mos. 20:3-5; Sl. 100:3) En lov som Jehova længe har fremhævet er at man ikke må tilbede noget af det skabte, heller ikke mennesker, for det ville være afgudsdyrkelse. Paulus og Barnabas var klar over dette, og da skarerne i Lystra begyndte at betragte dem som guder og ville ofre til dem, råbte de derfor: „Hvad er det dog, I gør? Vi er også mennesker under samme kår som I.“ (Ap. G. 14:11-15) Hvis man med en tilbedende indstilling kaster sig til jorden for et menneske, er det forkert! Derfor ville Peter ikke tillade Kornelius at gøre noget sådant, men sagde: „Stå op! jeg er selv kun et menneske.“ (Ap. G. 10:25, 26) Det ville være forkert at udføre en tilbedende handling, selv over for en engel, hvilket Johannes fik at vide da han, ganske overvældet, var ved at miste sin åndelige ligevægt og kastede sig ned for at tilbede en engel. — Åb. 19:10; 22:8, 9.

Disse eksempler må man have i tanke når man kommer i en situation hvor man må vise ærbødighed for en stammehøvding, en dommer eller anden civil øvrighedsperson. Bibelsk set ville det være forkert at tilskrive sådanne mennesker magt som en gud. (Ap. G. 12:22, 23) Man må i hvert enkelt tilfælde afgøre om det der kræves er almindelig respekt for en øvrighedspersons embede, eller om de ord eller handlinger der forventes, er det samme som religiøs tilbedelse og derfor i strid med formaningen: „Fly afgudsdyrkelsen!“ (1 Kor. 10:14) Hvis herskeren ikke selv er til stede og det kræves at man skal udtale de smigrende ord eller gøre de ærbødige handlinger blot når man ser hans billede, eller når man hilser på andre, så er han gjort til en afgud. — 1 Joh. 5:21.

De første kristnes adfærd i denne henseende er af interesse for os. Som vi allerede har set viste Paulus passende ærbødighed over for Festus. Og selv om den herskende kejser ikke på nogen måde levede efter de kristne principper (han havde på det tidspunkt myrdet flere af sine slægtninge og var berygtet for sin umoralitet), respekterede Paulus dog hans embede og appellerede til „kejseren“. — Ap. G. 25:10-12.

Var det almindeligt at kristne dengang viste en sådan respekt? Ja! Bogen The Early Church and the World siger: „Når de blev ført for retten talte de som regel deres sag med høflighed og ærbødighed over for deres dommere.“ Senere omtaler bogen mænd som i det andet århundrede skrev til forsvar for kristendommen, og siger: „Deres sprog er høfligt; de følger etikettens love idet de benævner kejserne ved deres fulde ærestitler, og de føjer nogle komplimenter til.“ — Siderne 108, 109, 258, 259.

Men vil det sige at de første kristne kunne gøre alt hvad der forventedes af dem med hensyn til at ære en embedsmand? Kunne de for eksempel kalde kejseren deres fører, frelser, eller Gud? Kunne de ofre røgelse til ham? Nej, der var en grænse for hvor vidt de kunne gå. Et værk oplyser: „Man tilkendegav i regelen sin loyalitet over for både kejseren og den kejserlige stad ved at brænde røgelse til henholdsvis hans og Roms genius. Den kristne mente at en sådan handling var det samme som tilbedelse af guder og guddomme som han ikke anerkendte.“a Hvad gjorde de kristne når de blev opfordret til at ofre til kejseren, til at overskride grænsen, så at sige, mellem respekt og religiøs tilbedelse? Historien giver os dette svar: „De kristne nægtede at . . . ofre til kejserens genius . . . man forklarede også omhyggeligt [den kristne] at han ikke derved tilbad kejseren — han anerkendte blot kejserens guddommelighed i dennes egenskab af overhoved for den romerske stat. Alligevel benyttede næsten ingen af de kristne sig af denne chance til at slippe fri.“b

De første kristne nægtede altså at tilskrive en jordisk hersker magt som en gud, de nægtede at udføre handlinger hvorved de tilbad en myndighedsperson, men de var villige til at vise vedkommende en tilbørlig ære. I nogle tilfælde kan samvittigheden dog spille yderligere ind. Selv i tilfælde hvor det at bøje sig for en hersker tydeligvis blot er en almindelig lokal måde at vise respekt for hans stilling på, og ikke nogen tilbedelseshandling, afslår nogle kristne måske at gøre det. Eller nogle føler sig måske tvunget til at undgå at bruge visse almindeligt anvendte tiltaleformer over for en bestemt hersker på grund af hans handlinger, mens de dog stræber efter at være fredelige og lovlydige borgere. Det at andre respekterer dem for deres gode opførsel kan gøre det muligt for de kristne, hvis de er taktfulde, at følge deres samvittighed uden at nogen søger at hindre dem deri. (Ap. G. 24:16) Men hvis ikke, må de være villige til at tage følgerne af deres beslutning. — 1 Pet. 2:19.

Et sidste punkt som fortjener en kort omtale i denne forbindelse, er betydningen af at man forholder sig neutral. Undertiden bliver enkeltpersoner som, uden at krænke deres samvittighed, mundtligt kunne udtrykke respekt for en civil øvrighed, opfordret til at råbe med på politiske slagord eller synge med på patriotiske sange. Dette ville imidlertid være at tage stand punkt i nationernes politiske anliggender. Vil en kristen kunne gøre det, i betragtning af, at Jesus sagde om sine efterfølgere: „De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden“? (Joh. 17:16) Hvis man nægter at være med til noget sådant vil man måske blive udsat for midlertidig modstand, men apostelen Peter sagde: „Det er bedre, hvis det skulle være Guds vilje, at lide, når man gør det gode, end når man gør det onde.“ — 1 Pet. 3:17.

I alle disse spørgsmål vil de kristne først og fremmest tænke på at bevare en ren tilbedelse og Guds godkendelse. Hvis de søger at gøre dette i hele deres færd, vil det være til evig gavn for dem, ligesom det var for Jesus, som sagde: „I verden har I trængsel; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.“ — Joh. 16:33.

● Hvordan kan man ’bedrøve’ den hellige ånd når den ikke er en person? — H. S., U.S.A.

I sit inspirerede brev til de kristne i Efesus gav apostelen Paulus denne vejledning med hensyn til kristen adfærd: „Bedrøv ikke Guds Helligånd, som I blev beseglet med til forløsningens dag.“ — Ef. 4:30.

Mange kommentatorer i kristenheden har forklaret dette vers forkert fordi de tror på treenighedslæren, læren om tre personer i én gud. Vi har ofte i vore publikationer fremsat bibelske og historiske beviser for at treenighedslæren ikke er en bibelsk lære men snarere er af hedensk oprindelse. (Se for eksempel kapitel 12 i „Det er umuligt for Gud at lyve“ og kapitel 3 i „Babylon the Great Has Fallen!“ God’s Kingdom Rules!) Efeserbrevet 4:30 taler derfor ikke om den hellige ånd som en person, en gud, en del af en treenighed der kan bedrøves.

Så langtfra at lære at den hellige ånd er en person og en gud ligestillet med Jehova, viser Bibelen at den simpelt hen er Guds usynlige virkekraft. Jesus skulle døbe med „Helligånd og ild“, ligesom Johannes Døber døbte med vand. (Luk. 3:18) Man kan døbe et menneske med vand eller ild ved at nedsænke vedkommende i vand eller flammer, men hvordan kan man døbe nogen med en person? Vand og ild er ikke personer, og det er den hellige ånd heller ikke. På pinsedagen år 33 blev de 120 disciple „fyldt med Helligånd“. De blev tydeligt nok ikke fyldt med en person. (Ap. G. 1:5, 8; 2:4) I himmelen havde Jesus modtaget hellig ånd fra Jehova og han udgød den over sine efterfølgere. Det var ikke en, person der blev behandlet på denne måde, men Guds virkekraft. — Ap. G. 2:33.

De til hvem Paulus rettede formaningen: „Bedrøv ikke Guds Helligånd,“ var salvede kristne; de havde modtaget hellig ånd og var blevet kaldet til himmelsk liv. Til nogle i denne himmelske skare sagde Paulus: „I modtog en Ånd, der giver barnekår.“ Denne ånd tjente som et segl eller et „pant [tegn på det der skal komme, NW]“. (Rom. 8:15; 2 Kor. 1:22) Men hvad gjorde den for dem mens de endnu var på jorden? Den tilskyndede eller ledede dem til et liv i trofasthed indtil deres død og opstandelse til liv i himmelen. (Rom. 8:14, 17) Den hjalp dem til at undgå „kødets gerninger“, som kunne føre til Guds mishag og til at de helt mistede den hellige ånd. Den hjalp dem også til at bære „Åndens frugt“ så de kunne vandre sømmeligt „i Ånden“ og eje Guds godkendelse. — Gal. 5:19-25.

En kristen som ignorerede Bibelens gode vejledning, der er inspireret eller skrevet under ledelse af den hellige ånd, kunne begynde at udvikle en holdning eller visse træk som kunne føre til forsætlig synd og til at han mistede Guds gunst. Han ville måske ikke synde straks, men kunne begynde at følge en kurs som med tiden ville føre ham direkte imod åndens ledelse. På den måde ville han ’bedrøve’ den hellige ånd, for at bruge Paulus’ billedlige udtryk. Den hellige ånd er ikke en person, men den er dog et udtryk for Guds personlighed, ligesom Bibelen er det. Hvis én spillede et smukt stykke musik meget dårligt, kunne man kalde hans spil en fornærmelse mod musikken; det ville også være en fornærmelse mod komponisten. På samme måde med den hellige ånd som er under Guds ledelse: den der mishager og ’bedrøver’ ånden, modstår og bedrøver også Jehova.

De tjenere for Gud som håber at leve evigt på jorden er ikke blevet salvet med ånden og kaldet til himmelsk liv, men de kan alligevel få lige så meget af Guds ånd som de der tilhører den himmelske skare. De kan derfor også komme til at ’bedrøve’ Guds ånd.

Men hvad kunne et menneske, bevidst eller ubevidst, gøre som ville ’bedrøve’ ånden? I det samme kapitel i Efeserbrevet, kapitel 4, talte Paulus om at undgå tendenser til løgn og uærlighed, vedvarende vrede, dovenskab og rådden snak. Hvis et menneske som har iført sig den nye kristne personlighed, igen begyndte at praktisere noget sådant, ville han gå imod Bibelens inspirerede vejledning, han ville afvise sine modne medkristnes gode indflydelse og eksempel, ja han ville ’bedrøve’ den hellige ånd.

I Efeserbrevet, kapitel 5, fortsætter Paulus med at råde til at undgå enhver utilbørlig interesse for utugt, skammelig færd og letfærdig skæmt. Kristne som ønsker at undgå enhver ’bedrøvelse’ af ånden, bør huske dette når de vælger underholdning og adspredelse i deres fritid. Hvorfor vise interesse for den slags ved at tale om det, læse om det i bøger og blade og se det demonstreret på film eller teater?

Lad os betragte nogle andre situationer. Den hellige ånd bruges til at opelske enhed i menigheden og til at udnævne kristne til at være tjenere. Hvis en løb med sladder, yppede kiv over småting som kunne gøres på flere måder, eller bidrog til klikedannelse, ville han modarbejde åndens ledelse som går i retning af fred og enhed. Generelt er det at ’bedrøve’ den hellige ånd. De som forårsagede splittelse i menigheden i Korint modstod således åndens virke. (1 Kor. 1:10; 3:1-4, 16, 17) I denne forbindelse er det interessant at Paulus også over for efeserne understregede betydningen af enhed. (Ef. 4:1-8, 16) Den der med ødelæggende kritik undergraver respekten for de tjenere som ånden har udnævnt, vil dermed irritere ånden. — Ap. G. 20:28; 1 Tess. 5:12, 13.

Enhver kristen kan på denne måde betragte sin adfærd og indstilling i lyset af det han ved er åndens ledelse, som den kommer til udtryk i Bibelen og i den kristne menighed i dag. Dette vil hjælpe ham til at samarbejde med ånden og ikke komme ind på en gal kurs og derved ’bedrøve’ ånden, hvilket til sidst kunne føre til Guds mishag og til at ånden helt blev taget bort fra ham.

[Fodnoter]