-
Dåbens betydning i vor tidVagttårnet – 1955 | 15. juli
-
-
Ap. G. 4:13; 8:4) Man kan blive tilstrækkeligt udrustet til at forkynde ved at studere hjemme om aftenen og i weekenden, og ved at overvære de forskellige bibelstudiemøder, der arrangeres under ledelse af Vagttaarnets Selskab.
Som følge heraf er et eksamensbevis fra et teologisk seminarium heller ikke en nødvendig forudsætning for at kunne blive en ordets tjener. Det allerbedste bevis, nogen kan have på, at han er en Guds tjener, er det samme, som Paulus henviste til som sit anbefalingsbrev, nemlig mennesker, der på grund af ens bestræbelser har indviet sig til Jehova Gud. — 2 Kor. 3:1-3.
Når vi een gang har indviet os til Gud og symboliseret vor indvielse ved vanddåben, kan vi aldrig lade den kendsgerning ude af vor bevidsthed, for det er bedre ikke at have lovet end at love og så ikke holde sine løfter. (Præd. 5:5) Jesus var sig altid bevidst, at han havde indvilget i at gøre Guds vilje, og han omtalte Guds vilje som en kalk, han skulle tømme, og en dåb, hvormed han skulle døbes, og som han endnu ikke var blevet døbt med. (Matt. 20:22, 23; Luk. 12:50) Kun ved at bevare vor retskaffenhed over for Gud og ved at slutte os til Guds folk, den nye verdens samfund, har vi håb om at overleve ødelæggelsen af denne onde verden i det kommende Harmagedonslag og blive bevaret ind i den nye retfærdighedens verden, ligesom Noa og hans familie kom ind i en ny verden efter Vandfloden. — Matt. 24:37-39; 2 Pet. 3:7, 13; Åb. 16:14, 16.
Resumé: Vi har set, at Johannes’ dåb var et billede på omvendelse, at kristen dåb i vand er et billede på indvielse til at gøre Guds vilje, at kun fuldstændig nedsænkning er vanddåb, at kun den på passende måde afbilder indvielse og at den både tjener som en offentlig bekendelse af ens indvielse og som en ordinationsceremoni; at hverken en uddannelse på et teologisk seminarium eller et eksamensbevis er nødvendige forudsætninger for at blive en Jehova Guds tjener, og at vi ved at forblive retskafne har håb om at overleve ødelæggelsen af denne onde tingenes ordning og komme ind i den nye retfærdighedens verden, som medlemmer af den nye verdens samfund.
-
-
Spørgsmål fra læserneVagttårnet – 1955 | 15. juli
-
-
Spørgsmål fra læserne
● Hovedartiklen i Vagttaarnet for 15. december 1954 fortalte om et Jehovas vidne, der ikke talte til et andet vidne i samme menighed, og at dette gik for sig år efter år på grund af en personlig uoverensstemmelse, og det blev fremhævet, at dette viste mangel på sand næstekærlighed. Kunne det imidlertid ikke være et tilfælde af en rigtig anvendelse af det råd, der gives i Mattæus 18:15-17? — A. M., Canada.
Nej! Vi kan næppe betragte dette skriftsted som tilrådende en sådan tidsrøvende fremgangsmåde, der måske ville medføre, at to medlemmer af menigheden ikke talte sammen og undgik hinanden blot på grund af en eller anden mindre personlig uoverensstemmelse eller misforståelse. Det ville være stridende mod kravet om kærlighed.
Mattæus 18:15-17 lyder: „Hvis din broder forsynder sig, så gå hen og sæt ham i rette under fire øjne. Hører han dig, så har du vundet din broder. Men hører han dig ikke, så tag endnu een eller to med dig, for at „enhver sag kan blive afgjort efter to eller tre vidners udsagn“. Men er han dem overhørig, da sig det til menigheden, men er han også menigheden overhørig, så lad ham være for dig som en hedning og en tolder.“
Hvor kan vi tro, at denne tekst betyder, at vi skulle bære nag og ikke tale sammen i dage eller uger eller år, når det udtrykkeligt siges os: „Lad ikke solen gå ned over jeres vrede,“ „men vær gode mod hverandre og barmhjertige, så I tilgiver hverandre“? Kærlighed „bærer ikke nag“. „Hav inderlig kærlighed til hverandre; thi kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder.“ Og Jesus sagde: „Salige er de barmhjertige, thi dem skal der vises barmhjertighed. Men jeg siger jer, at enhver, som bliver vred på sin broder, er skyldig for domstolen.“ Jehovas ord ville næppe give et sådant råd, som ville tillade, at mange personlige gnidninger og stridigheder fortsatte i en menighed, og derved spolere dens enhed og fylde den med indre strid. — Ef. 4:26, 32; 1 Kor. 13:5; 1 Pet. 4:8; Matt. 5:7, 22-24.
Jehova vil bevare enheden og den kærlige ånd inden for sin menighed, og han vil sørge for, at enhver, som fortsat ville forstyrre enigheden og skabe splid, bliver udstødt. Der er lejligheder, hvor medlemmer af en menighed må lade være med at tale til og komme sammen med hinanden, men årsagerne hertil må være meget alvorlige — mere alvorlige end blot og bar personlig uenighed uden betydning for menigheden. Brødrene skulle skille sig ud fra dem, som ikke opførte sig ordentligt og skabte strid og gjorde oprør mod sandheden. En menighed skulle udstøde urene fra sin midte: „I . . . skal [ikke] have samkvem med nogen, som bærer brodernavn, og som dog er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller æreskænder eller dranker eller røver.“ (1 Kor. 5:11; Ap. G. 19:9; 2 Tess. 3:6) For sådanne alvorlige forseelser vil brødrene sætte de skyldige uden for fællesskabet og behandle dem som „en hedning“, men ikke for ubetydelige personlige uoverensstemmelser. Sådanne mindre ting skulle tilgives, dækkes af kærlighed, barmhjertigt glemmes og ikke få lov at forårsage, at nogen bærer nag eller lader solen gå ned over sin vrede.
Vi må derfor betragte den synd, der omtales i Mattæus 18:15-17, som en alvorlig synd, der må bringes til ophør, og hvis det ikke er muligt, må den, der synder således, sættes uden for menighedens fællesskab. Hvis modne brødre i menigheden ikke kan bringe den, der synder, til at indse sin alvorlige fejl og få ham til at ophøre med at handle forkert, er sagen af en sådan betydning, at den må bringes for menighedens tremandsudvalg, for at menigheden kan tage affære. Hvis udvalget ikke kan få synderen til at angre og forbedre sig, må han sættes uden for menighedens fællesskab, for at den kristne menigheds renhed og enhed kan bevares. Hvis den, der handler forkert, er tilstrækkelig slet til at blive undgået af een broder, fortjener han en sådan behandling af hele menigheden. Hvis det ikke er så alvorligt, skulle sagen ordnes og alle forenes i kærlighed og i tjenesten, uden at nogen tåbelige personlige stridigheder fortsatte inden for menigheden. Hvis teksten
-