Lær at vandre ydmygt på Jehovas vej til frelse
„De ydmyge frelser du; men dine øjne er imod de hovmodige.“ — 2 Sam. 22:28, NW.
1. Hvilken forandring fandt sted i Jehovas vidners menigheder i 1972?
I SEPTEMBER 1972 skete der en stor forandring i Jehovas vidners menigheder jorden over. Fra 1932 til 1972 havde det i hver menighed været en enkelt mand der blev betragtet som menighedens „tilsynsmand“, og i mange tilfælde blev denne opgave varetaget af den samme i adskillige år. Men i 1971 blev det klart ud fra Bibelen at de kristne menigheder i det første århundrede havde et råd af ældste eller tilsynsmænd, ikke kun en enkelt tilsynsmand. (1 Tim. 4:14; Fil. 1:1) I betragtning af dette blev menighedsordningen endnu en gang tilpasset det bibelske mønster, således at et ældsteråd kom til at fungere i hver menighed og posten som ordstyrer i dette råd kom til at gå på omgang fra år til år. Sådan gik det til at der kom en ny præsiderende tilsynsmand i de fleste af de 28.407 menigheder af Jehovas vidner der fandtes i september 1972.
2. Hvordan var denne ændring i menighedsstrukturen med til yderligere at vise hvem der er Guds folk på jorden i dag?
2 Hvordan reagerede de tidligere „menighedstjenere“, der indtil da havde stået alene med tilsynsmandens ansvar? Næsten alle accepterede de ydmygt forandringen og værdsatte at Jehova havde ledet sin organisation til i endnu højere grad at følge mønsteret i den første kristne menighed. Hver især gav de villigt afkald på at være den ene som menigheden så hen til som tilsynsmanden, og i stedet tog de fat på arbejdet i et ældsteråd, bestående af ligemænd. Mon en sådan forandring kunne foretages i nogen verdslig organisation, altså at man tog alle på nøgleposter og overførte dem til andre opgaver, uden at det ville få katastrofale følger? Næppe. Og dog var dette muligt blandt Jehovas vidner, for de ’gør intet af stridbarhed eller selvoptagethed, men agter i ydmyghed de andre højere end sig selv’. — Fil. 2:3, NW.
3. Hvorfor har Jehovas vidner lært ydmyghed?
3 Men hvordan er sådanne egenskaber blevet fremtrædende blandt Jehovas vidner? De er født som syndere ligesom kong David og resten af menneskeheden, og denne synd er som en dødbringende sygdom. (Sl. 51:7) De har imidlertid lært at man kan blive frelst fra en sådan tilstand ved ydmygt at slå ind på Jehovas vej, ligesom Na’aman gjorde og blev reddet fra eller helbredt for spedalskhed. I Na’amans tilfælde var Jehovas vej den eneste der fandtes. Gud havde truffet en ordning gennem sin profet Elisa, og den ville han ikke fravige. Først da Na’aman ydmygede sig og bøjede sig for den ordning, blev han velsignet med helbredelse og med at lære sandheden at kende. Ydmyghed er derfor noget vi også har brug for at lære.
4. Hvilken betydning indeholder begrebet ydmyghed ifølge de ord der bruges på hebraisk, græsk, engelsk og dansk?
4 Det ord i De hebraiske Skrifter der oversættes med „ydmyghed“, kommer af et rodord som betyder „at være bøjet ned“. Begreber som ydmyghed, sagtmodighed, nedladelse og ringhed er alle forbundet med betydningen af ordet. I De kristne græske Skrifter er ordet for ydmyghed nært forbundet med tanken om en beskeden sindsindstilling. Det engelske ord „humility“ kommer fra latin humus, jord, og betyder „uden stolthed eller arrogance“. Det danske ord ydmyg betyder egentlig „som let bliver myg“, det vil sige blød, bøjelig og smidig.
Tilegnelse af ydmyghed
5. Hvad hjælper os til at forstå behovet for at opelske ydmyghed?
5 Ydmyghed er en egenskab der kan opelskes. For at kunne gøre det må man først og fremmest have et ønske om at være ydmyg. Dette ønske forstærkes ved at man læser i Bibelen. Deri lærer vi at „Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde“. (Jak. 4:6) Vi kommer til at forstå at Jehova ønsker vi skal „vandre ydmygt“ med ham. (Mika 6:8) Vort ønske om at behage Gud tilskynder os derfor til at opelske ydmyghed.
6. Hvordan hjælper det os til at være ydmyge at vi forstår vort forhold til Jehova?
6 I den forbindelse er det meget vigtigt at vi har en god forståelse af vort forhold til Jehova. Vi må have den rette frygt for ham, det vil sige en ærbødig respekt, en frygt for at mishage ham, fordi vi ved at det han kræver af os er ret. (Sl. 111:10; Ordsp. 8:13) Og Salomon kædede frygten for Jehova sammen med ydmyghed da han sagde: „Lønnen for ydmyghed og [Jehovas] frygt er rigdom, ære og liv.“ — Ordsp. 22:4.
7. Hvilken betydning har Jehovas eksempel for os i denne forbindelse?
7 Jehovas eget eksempel med hensyn til at vise ydmyghed er også en hjælp for os. (2 Sam. 22:36; Sl. 18:36) Han viser syndere barmhjertighed og medfølelse; han gik endda så langt at han gav sin søn som et offer for menneskenes synder. (1 Joh. 4:10) Hvis Jehova, den største personlighed i universet, er ydmyg, bør vi ubetydelige skabninger da ikke være det?
8. Hvordan er Jesu ord og gerninger en hjælp for os til at opelske ydmyghed?
8 Vi må også følge Jesu eksempel hvis vi er kristne, Kristi efterfølgere. (1 Pet. 2:21) Var det ikke forudsagt at han ville være „ydmyg“ når han drog ind i Jerusalem for at fremstille sig som konge? (Zak. 9:9; Matt. 21:5) Som Ordet, Guds førstefødte søn i himmelen, havde Jesus i sandhed haft en ophøjet stilling, men „da han af udseende og væremåde fandtes som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden“. Og Paulus gav menigheden i Filippi det kloge råd at ’bevare denne indstilling i sig som også var i Kristus Jesus’, en indstilling der indbefattede ydmyghed. (Fil. 2:5-8, NW) Som menneske på jorden talte Jesus om hvor dyrebar en egenskab ydmyghed var, idet han tilskyndede sine disciple til at være ydmyge som et lille barn og mindede dem om at „den, som ydmyger sig, skal ophøjes“. — Matt. 23:12; 18:4.
9. Hvilken indflydelse har bøn på ydmyghed?
9 Endnu en hjælp til at opelske ydmyghed er bøn. Bønnen minder os om Guds storhed og vor egen ubetydelighed, om at også andre ønsker at opnå eller at bevare et godt forhold til „vor Fader“, og om hvor storslået det er at vi kan få vore synder tilgivet gennem den ordning Jehova har truffet ved sin søn. Ved at bede holder vi os for øje at vi ikke i os selv har noget at være stolte af. — Matt. 6:9-12.
10. Hvilken sammenhæng er der mellem kærlighed og ydmyghed?
10 Egenskaben kærlighed, en af Guds ånds frugter, er nødvendig i forbindelse med at opelske ydmyghed. (Gal. 5:22) „Kærligheden . . . opblæses ikke.“ (1 Kor. 13:4) Vi lærer at forstå at vi først og fremmest må elske Jehova; dernæst må vi også ’elske vor næste som os selv’, det vil sige at vi må regne vore medmennesker lige med os selv og ikke holde mere af os selv end af andre. (Matt. 22:37-39) Jehovas vidner ønsker at være ydmyge. De ved fra deres studium af Bibelen at Jehova kræver dette af dem. De har grundet over det eksempel Jehova og Kristus Jesus har sat i denne henseende. De benytter sig af bønnen og bestræber sig for at vise den kærlighed Jesus sagde skulle kendetegne hans disciple; alt dette hjælper dem til at opelske ydmyghed. — Joh. 13:34, 35.
Behov for ydmyghed i dag
11, 12. Hvordan hjælper ydmyghed os i denne hadfyldte verden?
11 At opelske ydmyghed vil hjælpe os til at modstå de farlige tendenser i vore dages verden som er fyldt med selviskhed og had. Gud inspirerede apostelen Paulus til at forudsige at menneskene „i de sidste dage“ ville blive „egenkærlige, . . . hovmodige“. (2 Tim. 3:1, 2) Denne indstilling har fået tag i folk fra alle samfundslag, og vi ønsker afgjort ikke at den skal smitte af på os.
12 Når folk af forskellig nationalitet eller race kæmper indbyrdes, skyldes det at de er fyldt med national eller racemæssig stolthed, hvilket de ofte selv giver udtryk for. Men stolthed er det modsatte af ydmyghed, og „hovmod går forud for fald, overmod forud for snublen“. (Ordsp. 16:18) ønsker vi at træde op imod Gud på grund af nationalstolthed eller racehovmod? Det ville betyde vort fald, vort endeligt.
13. Hvordan hjælper ydmyghed kvinder i denne onde tingenes ordning?
13 Kampen for kvindens ligeberettigelse har vakt opmærksomhed i hele verden. Nogle af de kvinder der har sluttet sig til denne bevægelse, betragter Bibelen som en bog skrevet af mænd; når et skriftsted siger at manden „er Guds billede og herlighed; men kvinden er mandens herlighed“, siger de med foragt at det blot er udtryk for mandssamfundets selvdyrkelse. (1 Kor. 11:7, NW) Sådanne kvinders stolthed har bragt dem i direkte konflikt med Jehova, som har inspireret dem der nedskrev Bibelen. I kvinder der ønsker at være godkendt af Gud, undgår I at lade jer påvirke af en sådan mangel på ydmyghed? Apostelen skrev til mænd i den kristne menighed: „Så ydmyg jer da under Guds vældige hånd.“ Har I kvinder ikke erfaret at det er lettere at underordne sig og giver større glæde og tilfredshed når alle, også kvinderne, følger denne bibelske formaning? — 1 Pet. 5:6.
14. Hvordan kan ’husets overhoved’ vise sin ydmyghed?
14 At manden skal være kvindens hoved kan naturligvis føres ud i det urimelige. For at udfylde sin plads som fader og ægtemand må en mand være ydmyg, kunne se sine egne fejl og arbejde på at overvinde dem, samt være parat til at indrømme det når han begår fejltagelser. Ydmyghed vil gøre ham forstående over for de øvrige i familien, og han vil tage dem med i sine overvejelser før han træffer vigtige afgørelser. Ydmyghed vil også hjælpe ham til at være tilgivende og ikke forvente det fuldkomne af sin familie, ligesom Jehova heller ikke forventer det fuldkomne af ham. Ydmyghed hjælper virkelig alle i familien til at overvinde problemer der har deres rod i forskelle mellem mand og kvinde, barn og voksen. Det rette ydmyge sindelag hjælper os til at blive ved med at ’bære over med hverandre, i kærlighed’. — Ef. 4:2.
15. Hvordan hjælper ydmyghed os i forkyndelsen og i udholdenhed under forfølgelse?
15 Ydmyghed hjælper os i det arbejde Jesus sagde ville blive udført før afslutningen på denne onde tingenes ordning. Han forudsagde en verdensomfattende forkyndelse, et arbejde der gik ud på at fortælle andre om Riget, den regering hvorigennem Gud vil styre jorden. (Mark. 13:10) Ydmyghed hjælper os til at vise forståelse for dem vi forkynder for og tage deres synspunkt i betragtning; vi kan bedre tale med dem når vi ydmygt sætter os ind i deres situation. Jesus forudsagde også at hans disciple ville blive hadet og forfulgt for at gå i hans fodspor. (Matt. 24:9) Når vi stilles over for en sådan modstand hjælper ydmyghed os til at anerkende at Jehova står over alle, og vi vil derfor ikke gøre oprør mod ham fordi han tillader at dette sker. Vi ser hen til det eksempel Jesus satte da han led forfølgelse, idet han forblev ydmyg over for dem der spottede ham og bevarede sin loyalitet mod sin Fader. — 1 Pet. 2:23.
16. Hvorfor er ydmyghed en hjælp for den der tugtes?
16 Den der er ydmyg tager imod vejledning og tugt. „Tugtens revselse [er] livets vej.“ (Ordsp. 6:23) De der er stolte afviser vejledning; de mener ikke at de gør noget forkert. Den ydmyge, derimod, anerkender at han begår fejl og værdsætter vejledning som kan rette dem. „Al tugtelse synes vel i øjeblikket ikke at være til glæde, men til sorg; men siden giver den dem, der er opøvet ved den, en fredens frugt: retfærdighed.“ (Hebr. 12:11) De der tager imod vejledning og tugt hjælpes med andre ord til at gøre gode fremskridt i åndelig henseende.
Nutidige eksempler på ydmyghed
17. Hvordan blev en ung mand hjulpet fordi han ydmygt indrømmede at han var analfabet?
17 Hvis du ikke kunne læse, ville du så være ydmyg nok til at indrømme det og bede om hjælp? En ung mand i Vestafrika fortæller om sit eget tilfælde: „Det pinte mig at jeg i en alder af nitten år ikke kunne læse og skrive. Men en dag hørte jeg om den læseundervisning Jehovas vidner giver i deres rigssal. Selv om jeg ikke var et Jehovas vidne, lod de mig blive tilmeldt den gruppe der modtog undervisning. Læseundervisningen blev givet i forbindelse med et af deres menighedsmøder, og for at vise min taknemmelighed plejede jeg at blive siddende til resten af aftenens program. Jeg blev meget glad for disse møder, og jeg længtes efter at holde et foredrag sådan som andre unge mænd gjorde. En af dem påbegyndte et hjemmebibelstudium med mig. På mindre end to år lærte jeg ikke alene at læse og skrive, men jeg blev også i stand til at være med i den offentlige forkyndelse, at symbolisere min indvielse ved at blive døbt og at opnå det lykkelige privilegium at være pioner.“ Denne mands ydmyghed satte ham i stand til at lære at læse og skrive, at komme til kundskab om sandheden og som heltidsforkynder at dele sandheden med andre.
18. Hvilken ændring skete der med en stolt mand, og med hvilket resultat?
18 I samme del af verden var der en mand som ikke var så ydmyg. Han sagde stolt til den forkynder, et af Jehovas vidner, der opsøgte ham at han ikke havde brug for at nogen skulle undervise ham, direktøren for et stort firma, da han kunne læse Bibelen selv. Imidlertid tog han imod indbydelsen til at overvære et af menighedens møder. Den teokratiske skole gjorde især stort indtryk på ham og han begyndte at komme regelmæssigt. Snart tilmeldte han sig skolen, og hele hans indstilling ændrede sig da han begyndte at tage imod den vejledning han fik på skolen og følge den. Han bad selv om at man ville studere Bibelen med ham i hans hjem, og han gjorde gode fremskridt. Ja, han ydmygede sig og har nu den forret at være en indviet og døbt tjener for Jehova Gud.
19. Hvordan viste en blind præst ydmyghed?
19 På en ø i nærheden af Australien traf et ungt Jehovas vidne en ældre mand, og efter mange besøg påbegyndtes et studium med en gruppe på fem til ti mennesker, og hver gang varede besøget to eller tre timer. En gammel blind mand var altid til stede og viste stor kærlighed til Bibelen. Inden længe begyndte han at tale med alle han traf om de sandheder han lærte. Man blev senere klar over at denne blinde mand var den lokale lutherske præst. Efter nogle få måneders forløb begyndte denne gruppe at overvære nogle af Jehovas vidners møder, selv om disse interesserede måtte gå to og en halv til tre timer for at komme derhen. Snart fortalte den gamle præst de andre i kirken at han måtte forlade den, fordi han var klar over at det han før havde lært andre ikke var sandheden. Ja, han var ydmyg nok til at indrømme at han hidtil havde fulgt en forkert vej i livet, og han tog de fornødne skridt til at komme ind på Jehovas vej til frelse.
20. Hvorfor trak en anden præst sig tilbage fra sin kirke?
20 En anden ydmyg præst blev besøgt i en landsby på en ø i det sydlige Stillehav, og han tog også imod tilbudet om et bibelstudium i sit hjem. Han fik hurtigt øje på forskellen mellem det hans kirke lærte og det Bibelen sagde, og efter at have studeret blot to gange trak han sig tilbage fra kirken. Hans tilbagetræden vakte bestyrtelse, og hans tidligere sognebørn forsøgte at overtale ham til at fortsætte som deres præst. Han sagde til dem at han fra nu kun ville virke til fremme af sand kristendom. Han fortsatte med at gøre åndelige fremskridt og er nu en døbt tjener for Jehova der hjælper andre til at lære sandheden at kende.
21. (a) Hvad indbefatter „den nye personlighed“? (b) Hvilken god anbefaling har Jehovas vidners „nye personlighed“ fået?
21 Apostelen Paulus giver denne tilskyndelse: „Affør jer den gamle personlighed sammen med dens forehavender, og ifør jer den nye personlighed, . . . inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed.“ (Kol. 3:9-12, NW) Til den nye kristne personlighed hører altså også ydmyghed. Denne egenskab ses hos Jehovas folk, og dette virker tiltrækkende på andre. Det filippinske afdelingskontor for Watch Tower Society har modtaget et brev der kan illustrere dette; det er fra en direktør for en virksomhed hvor to Jehovas vidner er ansat: „Vi er i færd med at reorganisere vor fabrikationsafdeling, og i denne forbindelse vil vi gerne høre om De vil være så venlig at hjælpe os i vor søgen efter dygtige medarbejdere. Når vi henvender os til Deres selskab er det først og fremmest fordi vor iagttagelse, nøje undersøgelse og erfaring har vist at mænd der tilhører Deres organisation er særdeles pålidelige i udførelsen af enhver opgave, uselviske, flittige og ærlige, og vi er også forbløffede over deres evne til at forstå og tilpasse sig eksisterende økonomiske og arbejdsmæssige problemer.“
22. Hvordan viste et Jehovas vidne sin værdsættelse af menighedens møder, og med hvilket resultat?
22 Når Jehovas vidner bliver rost for deres verdslige arbejde glemmer de ikke at æren tilkommer Jehova, og de bliver ved med at sætte det privilegium højt at overvære møderne i den kristne menighed så de fortsat kan udvikle „den nye personlighed“. Et ungt kvindeligt Jehovas vidne blev nødt til at søge verdsligt arbejde da hendes familie kom i økonomiske vanskeligheder. Et sted hvor hun søgte, blev hun klar over at arbejdstiden ville indebære at hun skulle undvære nogle af menighedens møder, og arbejdsgiveren var ikke villig til at imødekomme hendes ønsker. Så hun sagde til ham: „Jeg har brug for dette arbejde, men jeg kan ikke ofre min tro for et arbejde,“ og hun gav afkald på det. To dage senere sendte arbejdsgiveren imidlertid et bud til rigssalen for at finde hende og tilbyde hende arbejdet med frihed til at overvære alle møderne. Jehova velsignede hendes ydmyge bestræbelser for at behage ham.
23. (a) Hvordan har en rejsende tilsynsmand givet udtryk for en ydmyg indstilling? (b) Hvad er tilsynsmændene blandt Jehovas vidner interesseret i?
23 Blandt Jehovas vidner har nogle rejsende tjenere til opgave at besøge menighederne regelmæssigt for at opbygge dem åndeligt gennem foredrag og ved samarbejde i forkyndelsen. For et par år siden blev denne besøgstjeneste omlagt således at menighederne kun skulle have besøg hver sjette måned og ikke som hidtil hver fjerde, og følgelig var der ikke længere brug for så mange til at udføre denne særlige tjeneste som kredstilsynsmænd; nogle måtte overføres til andre opgaver. En der virkede som kredstilsynsmand i byen New York fremsatte ydmygt denne kommentar: „Da jeg hørte at et vist antal skulle tages ud af arbejdet med at besøge menighederne, bad jeg til Jehova om at jeg, hvis mine besøg hæmmede menighederne eller ikke var så stor en hjælp for dem som andres, måtte være en af dem der blev taget ud af rejsetjenesten.“ Det er den samme gode indstilling ældste eller tilsynsmænd blandt Jehovas vidner i hele verden har vist. De er ikke hovmodigt optaget af deres egen position, men derimod interesseret i ydmygt at sørge for Jesu disciple i erkendelse af at „fårene“ tilhører ham. — Joh. 10:14.
Lad os følge den rette vej
24, 25. Hvad må vi gøre hvis vi tror at det er de ydmyge der frelses?
24 Tror du virkelig på de ord bibelskribenten David udtalte i sin bøn til Jehova: „De ydmyge frelser du; men dine øjne er imod de hovmodige“? (2 Sam. 22:28, NW) Den der tror det, vil ønske at slette ethvert spor af hovmod i sit liv, enhver tanke om at han er bedre end andre på grund af race, nationalitet, uddannelse eller stand. Vi nedstammer alle fra synderen Adam og har derfor i grunden ikke noget at være stolte af i os selv. — Ap. G. 17:26.
25 Vi har håb om frelse hvis vi ydmygt lærer at gå på Jehovas vej. Vi må forstå at „alt det, der er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, [ikke er] af Faderen, men af verden. Og verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.“ (1 Joh. 2:16, 17) At følge Jehovas vej indebærer at vi ikke kan tillade os at blive opslugt af verdens materielle stræben. At hige mod materielle mål kunne let betyde at vi mistede alt, sådan som vi har set i tilfældet med den begærlige Gehazi.
26. Hvilken handlemåde må vi hver især følge?
26 De skridt vi må tage er at studere Bibelen, at indrette vort liv efter Jehovas vilje og at blive hans indviede og døbte tjenere der hjælper andre til at slå ind på Jehovas vej til frelse. De der allerede er kommet så vidt må nødvendigvis fortsætte fremad i samme retning. „Lad os i hvert fald, så langt som vi er nået, fortsat vandre regelret i samme gænge.“ (Fil. 3:16, NW) Måtte vi aldrig i forholdet til vore kristne brødre føle et stik af ubehag ved Paulus’ ord: „Agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv.“ (Fil. 2:3) Måtte vi fuldt ud værdsætte den ydmyghedens ånd der findes blandt Guds folk og arbejde på at bidrage til den. Måtte vi føle os godt tilpas, fuldt ud tilfredse, ved at der råder ydmyghed. Dette at vi ydmygt viser vor kærlighed til hele samfundet af brødre, skaber og bevarer en dejlig atmosfære som er til gavn for alle. Husk også at Jehovas organisation ikke kan laves om for at passe til nogle enkelte.
27. Hvorfor ville det være forkert at kritisere menighedens ældsteråds arbejde?
27 Hvis vi ikke bryder os om en afgørelse ældsterådet har truffet, eller kritiserer den måde en eller anden sag er blevet behandlet på, er vi illoyale mod Jehovas organisation. Lad os huske at de ældste ikke er nyomvendte; de har tjent Jehova i adskillige år. (1 Tim. 3:6) Og hvad er det der får en til at finde fejl eller udtrykke beklagelser? Er det ikke ofte et ønske om at ophøje sig selv i andres øjne? Det er med andre ord stolthed der er ondets rod. Denne handlemåde kan ligefrem indebære at man modstår den hellige ånd, for det er den hellige ånd der er ansvarlig for udnævnelsen af ældste i menigheden. (Ap. G. 20:28) Hvorfor skulle vi da kritisere en af brødrene for at varetage Rigets interesser på den måde den hellige ånd åbenbart leder ham til at gøre det på? Og hvis broderen varetager noget på en forkert måde, bør vi have tro på at den hellige ånd vil rette det.
28. Hvad må vi alle anerkende, til vort eget evige vel?
28 I en verden med bitter strid og rivaliseren, en verden splittet i talløse partier som hver især kæmper for sine egne særinteresser, skiller ét samfund sig ud som anderledes, Jesu sande efterfølgere, Jehovas kristne vidner. Nogle af dem er som den lille israelitiske pige der kom ind i Na’amans liv. De har udvist tro og mod, idet de har talt om det de vidste var sandheden, med det håb at andre ville drage nytte af det. Det kan godt være at de som enkeltpersoner er ukendte og upåagtede, men de har Jehovas godkendelse. Andre har haft mere fremtrædende opgaver, som Elisa, men også de er først og fremmest optaget af at vinde Jehovas gunst; de er ikke ude efter selvisk vinding. Lad os alle samarbejde med dem, idet vi anerkender at frelse kun opnås ved ydmyghed og villighed til at lære at gå på Jehovas vej.