Taknemmelighed for små ting

HVIS nogen gav dig en stor sum penge uden at vente noget til gengæld, ville du så ikke sige tak? Det ville sandelig være et utaknemmeligt menneske som ikke gav udtryk for påskønnelse af en sådan gavmildhed. Giveren kunne let føle sig fristet til at trække sin gave tilbage på grund af så stor utaknemmelighed. Det ville være langt bedre at vise oprigtig værdsættelse.

Men, du ville slet ikke have mulighed for at få nogen fornøjelse af denne gave dersom du måtte undvære de ting vi mennesker så ofte tager for givne, ting som vi anser for små i tilværelsen, men som vort liv dog afhænger af. Hvad kunne man overhovedet nyde hvis solen holdt op med at skinne? hvis der ingen luft var at indånde? hvis vi ikke havde vand at drikke? hvis der ingen planter voksede? Hvordan kunne vi værdsætte livet uden vor forfriskende nattesøvn eller vore vidunderlige sanser?

Alle de mange ting vi behøver for at opretholde livet og glæde os over det, er gaver fra Gud. Salme 106:1 giver dette råd: „Tak Jehova, for han er god; thi hans miskundhed varer til ubestemt tid.“ (NW) Mange af jordens beboere retter aldrig en bøn til Gud og takker for hans miskundhed. (2 Tim. 3:2) Vi bør være taknemmelige over at han ikke tilbageholder sine gaver på grund af en sådan utaknemmelighed.

Der findes mennesker som kun beder til Gud når de vil anmode om noget. Det er ret af os at bede Gud om noget hvis vort ønske er i harmoni med hans vilje, men kan vi forvente at Gud vil bønhøre os hvis vi ikke regelmæssigt taler med ham og takker ham for det han allerede har givet os? „Vær udholdende i bønnen,“ sagde apostelen Paulus, „og årvågne i den med taksigelse.“ „Lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet i beder og bønfalder under taksigelse.“ — Kol. 4:2; Fil. 4:6.

Eftersom taknemmelighed er et udtryk for at man påskønner det gode man har modtaget, bør man aldrig fremsætte en takkebøn på en mekanisk, overfladisk måde. Vore bønner må afspejle en inderlig værdsættelse af Gud og de ting han har givet os, ting der har langt større værdi end store pengesummer. Da Jesus skaffede mad til cirka fem tusind mænd, tog han brødene, „takkede og delte dem ud til dem, som havde sat sig“. (Joh. 6:11) Vi kan ikke tænke os at Jesus havde hastværk da han sagde tak, som om han blot ønskede at få det overstået.

At være Gud taknemmelige for alt hvad han har tilvejebragt er en af de måder hvorpå vi kan vise om vi elsker ham. At elske Gud er det største bud, har Jesus sagt. Hvis var kærlighed til Gud indbefatter taknemmelighed, må det andet store bud, det om næstekærlighed, så ikke også være knyttet sammen med taknemmelighed? Jesus sagde: „Du skal elske din næste som dig selv.“ En af de måder hvorpå vi kan give udtryk for denne kærlighed er at vise vore medmennesker taknemmelighed når de er venlige mod os. — Matt. 22:37-39.

Alt for ofte er mennesker tilbøjelige til at spekulere på hvad andre ikke har gjort for dem. Hvor megen venlighed og kærlighed ville det imidlertid ikke fremkalde dersom man viste taknemmelighed for det der er gjort! Hvis man i ord og gerning giver udtryk for sin værdsættelse vil det opmuntre andre til at fortsætte med at være venlige. Har du nogen sinde holdt døren åben for en fremmed som fór forbi uden at sige dig tak? Tænkte du venligt ord ham? Du følte dig sikkert meget bedre tilpas når nogen smilede og takkede dig. Det opmuntrede dig til fortsat at gøre disse små ting.

Sætter du ikke pris på at andre flytter sig så du kan komme forbi når du skal stige af bussen eller toget? Hvorfor ikke give udtryk for denne taknemmelighed med et hjerteligt „tak“? Du vil animere til venlighed ved at gøre det.

Indenfor familien kan man vise samme anerkendelse af små ting, og derved sprede glæde i hverdagen. Vi takker Gud for maden. Hvorfor ikke også lade den der tilbereder og serverer den føle vor taknemmelighed? En husmoder gør et stort arbejde for at hendes mad skal være indbydende og nærende. Nogle få ord til tak vil opmuntre hende til at fortsætte sine bestræbelser for at familien kan have det godt. Det forhøjer hendes glæde ved arbejdet og kærligheden til den taknemmelige familie vokser. Hvis mand og børn forlader bordet uden så meget som at sige tak, tænker husmoderen måske at det kan være ligegyldigt hvordan hun tilbereder maden, den påskønnes jo ikke alligevel.

Man bør heller ikke glemme husfaderen, der arbejder hårdt for at skaffe føden og øvrige fornødenheder til familien. Det vil være en opmuntring for ham hvis familien viser ham at hans anstrengelser påskønnes.

Den tone vi taler i kan også røbe om vi er taknemmelige for de små ting. Dersom vi udslynger et køligt, ligegyldigt og mekanisk „tak“ for et eller andet, vil andre ikke reagere venligt, gavmildt og kærligt. Hvor nødvendigt det er at vise venlighed kan vi iagttage når vi har med den laverestående dyreskabning at gøre. Har du nogen sinde talt til en hund i en bøs og fjendtlig tone? Hvad skete der? Hunden stak sandsynligvis halen mellem benene og trak sig bort fra dig. Men hvis du havde sagt de samme ord i en venlig og munter tone, ville dyret ivrigt og glad være sprunget hen til dig. Det var ikke så meget det du sagde, som måden du sagde det på. Venlighed er endnu mere påkrævet når vi har at gøre med den højerestående og mere følsomme skabning, mennesket. Taler vi til mennesker har det stor betydning hvad vi siger; men det betyder også noget hvordan vi siger det.

Utaknemmelighed over små ting kan udvikle sig til utaknemmelighed over store ting. Hvor mange af de ti spedalske mænd var taknemmelige da Jesus havde helbredt dem? „En af dem vendte tilbage, da han så, at han var helbredt, og priste Gud med høj røst. Og han kastede sig ned på sit ansigt for hans fødder og takkede ham.“ (Luk. 17:15, 16) De ni andre opførte sig som om de havde fortjent at blive helbredt. De udtrykte ikke taknemmelighed for Jesu venlighed. De var utaknemmelige. Den ydmyge samaritaner var ikke alene taknemmelig fordi han var blevet helbredt, han var også taknemmelig mod den der havde udvirket hans helbredelse.

Man beriger sin tilværelse ved at vise taknemmelighed for små ting. Det koster ikke noget, men giver en vældig dividende i form af kærlighed og venskab. Især med henblik på Guds’ gaver efterlod Paulus os dette vise råd: „Sig tak under alle forhold.“ — 1 Tess. 5:18.