Lev ikke over evne

DE ER unge, lykkeligt gift og har ingen børn. De bor i et af New Yorks pæne kvarterer. De har købt et hus, for de syntes det var mere fornuftigt at sætte pengene i fast ejendom end at betale husleje. De måtte selvfølgelig have nye møbler, og de købte også en bil, begge dele på afbetaling. Og så lod de sig overtale til at købe et stort stereoanlæg med pladespiller, radio og farvefjernsyn. Selv om de begge arbejdede og manden havde to job, kunne de ikke klare deres afdrag.

De henvendte sig til en god ven for at få råd og fik at vide hvordan de kunne begrænse deres udgifter så de ikke levede over evne. De besluttede sig straks til at følge de råd de fik, ikke kun fordi de havde økonomiske problemer men også fordi de som kristne kunne se at de havde for travlt og var alt for trætte til at tage sig af deres kristne pligter.

Flere og flere familier overbebyrder sig selv ligesom dette par gjorde. I de sidste ti år er der således i De forenede Stater sket en fordobling af konkurserne, fra 97.750 til næsten 183.000 om året. Skønt nogle få af disse tilfælde uden tvivl skyldes „tid og tilfælde“ (for eksempel sygdom, ulykkestilfælde eller arbejdsløshed), siges det at langt de fleste fallitter skyldes overdreven brug af afbetalingssystemet. (Præd. 9:11) Som en dommer i konkurssager udtrykte det: „Den stigende anvendelse af forbrugerkredit er skyld i det hele. Handelsfolk og långivere har pånødet folk kredit i deres hårde konkurrence om føringen inden for afbetalingsbranchen.“ — U.S. News & World Report, 19. juli 1971.

Noget der får folk til at leve over evne er slogans som: „Køb nu — betal senere.“ Men et bedre slogan at følge er: „Spar nu — køb senere.“ Ja, det er et godt råd. At betale kontant er den mest økonomiske måde at skaffe sig noget på; derved undgår man de høje renter.

Hvad gør en familie til offer for pågående sælgere? I mange tilfælde er det ønsket om at „holde trit med naboen“. Hvis naboen køber en ny bil eller et udendørs svømmebassin, betyder det så at man også selv må anskaffe sig disse ting? Nogle vil måske synes det. Men det kan være tåbeligt, især hvis naboen har råd til det og man ikke selv har. For øvrigt behøver det at naboen lever over evne, ikke at få en selv til at begå den samme fejltagelse, vel?

Det kan også være et spørgsmål om statussymboler. Mange familier har pålagt sig selv tunge afbetalingsbyrder ved at købe en flot bil, simpelt hen fordi det gav dem position i samfundet. Men hvis man ikke har råd til det, er statussymbolet så ikke bare en facade? Det kan også dreje sig om et farvefjernsyn. En lærer ved en privatskole hørte således en dreng sige til en anden: „Jeg kan ikke lege med dig når I ikke har farvefjernsyn!“ Tænk engang! Men hvor mon drengen havde fået den idé fra? Uden tvivl fra sine forældre.

Naturligvis er der også nogle der køber af ren og skær lyst og for at glæde sig over tingene. Ja, det er dejligt at eje smukke ting, at føle stoltheden ved at eje noget, uden hensyn til hvad andre måtte tænke. Der er også stor fornøjelse ved at spise god mad, og lysten hertil får ikke så få til at leve over evne.

Alt dette og meget andet som kunne nævnes, får en til at tænke på den vise kong Salomons ord: „Det er alt sammen tomhed og jag efter vind.“ (Præd. 1:14) Tomhed? Ja, for de forøgede glæder opvejer ikke de forøgede bekymringer, den større ængstelse og den tiltagende utryghed. Jesus sagde: „I [må] ikke være bekymrede for dagen i morgen.“ Men de der ikke ’sætter tæring efter næring’ har god grund til at være bekymrede for morgendagen. — Matt. 6:34.

Man må altså lære at se nøgternt på tingene og lade sig lede af sin fornuft, fremfor udelukkende at lade et pludseligt ønske eller en stemning være det afgørende. Man må lære at skelne mellem det man virkelig behøver og det man blot gerne vil have, luksusting som man godt kan klare sig foruden. Begynd ikke at kæle for ønsket om luksus, for så kan De i løbet af kort tid få en fornemmelse af at visse luksusting er blevet „nødvendigheder“. Dette skyldes alt sammen vore nedarvede svagheder, vore selviske tilbøjeligheder „fra ungdommen af“, og det viser behovet for at vi bliver retledt. — 1 Mos. 8:21.

Som i så mange andre spørgsmål i livet giver Bibelen også her god vejledning. Den advarer om at materialistisk stræben er roden til alt ondt. Den tilskynder os også til at være tilfredse, idet den siger: „Vi har ikke bragt noget med ind i verden og kan heller ikke bringe noget ud fra den. Når vi har føde og klæder, skal vi lade os nøje med det.“ (1 Tim. 6:7, 8) Apostelen Paulus lærte sin ven Timoteus at være nøjsom og tilfreds, og han praktiserede selv det han lærte. Han satte et godt eksempel og kunne derfor skrive: „Jeg har lært at nøjes med det, jeg har. Jeg ved, hvad det er at have trange kår, og jeg ved, hvad det er at have overflod.“ — Fil. 4:11, 12.

Hvad satte apostelen Paulus i stand til at ’nøjes med det han havde’, at være tilfreds uanset om han havde lidt eller meget? Det at han havde noget i livet som var vigtigere end det materielle, vigtigere end fin mad, fornemme klæder eller andre dyre ting. Hvad var det? Hans gudhengivenhed eller gudsfrygt. Om dette skrev han også til sin ven Timoteus: „Gudsfrygt er virkelig en stor vinding — sammen med nøjsomhed [evnen til altid at være tilfreds, New World Translation].“ (1 Tim. 6:6) Ja, åndelige skatte vil i høj grad hjælpe en til at nøjes med det man har, til at være tilfreds og fordringsløs i sine krav og vaner.

Mennesket skal ikke leve af brød alene eller for materielle ting alene. (Matt. 4:4) Vi har brug for åndelig føde, åndelige rigdomme — noget som det kræver tid at opdyrke og erhverve. Giv derfor agt på Jesu ord: „Søg først Guds rige og hans retfærdighed.“ Det betyder at man må tage sig tid til at læse og studere Guds ord, tage sig tid til at tale med Gud i bøn, tage sig tid til at komme sammen med andre som også er interesseret i åndelige ting. Ja, et ligevægtigt syn på tingene vil hjælpe en til ikke at blive fristet til at leve over evne. — Matt. 6:33.