Spørgsmål fra læserne
● Er det rigtigt at bede for en der er blevet udstødt af den kristne menighed? — Tjekkoslovakiet.
Bibelsk set synes det ikke passende og rigtigt at en trofast kristen beder for en der er udstødt. Bibelen nævner visse afskyelige ting som Gud hader. Disse indbefatter utugt, afgudsdyrkelse, ægteskabsbrud, homoseksualitet og tyveri. (1 Kor. 6:9, 10; Gal. 5:19-21) Jehovas lov påbyder den kristne menighed at udstøde dem der øver sådanne ting og som ikke af hjertet angrer det de har gjort. Menighedens trofaste medlemmer bør ikke dyrke noget åndeligt samkvem med dem. — Se Vagttårnet for 15. oktober 1963, siderne 476-480, som behandler det bibelske grundlag for udstødelse.
Eftersom den dom der er fældet over sådanne i virkeligheden er Guds dom, afsagt på grundlag af hans ord, ville bøn for dem være ensbetydende med at man bad Gud om at overse eller tilgive synder begået af nogle der ikke angrer eller som fremturer i noget ondt. De udstødte har kastet vrag på den barmhjertighed som Gud på grundlag af Kristi genløsningsoffer med glæde tilbyder enhver der angrer og vender sig bort fra en uret adfærd og oprigtigt beder Jehova om tilgivelse. — 1 Joh. 1:9; 2:1, 2; 3:4-8; Hebr. 6:1-8; 10:26-31.
Husk også at Bibelen holder menighedens udnævnte „ældste“ eller tilsynsmænd ansvarlige for at dens renhed med hensyn til lære og moral bevares, så hele menigheden ikke rammes af Guds mishag. Dette viste apostelen Paulus klart dengang han pålagde menigheden i Korint at gribe ind over for en alvorlig synd som den havde ignoreret. — 1 Kor. 5:5-8, 12, 13.
De udnævnte „ældste“ i en menighed må lægge barmhjertighed for dagen hvis der foreligger vidnesbyrd om oprigtig anger. (Matt. 9:13; Jak. 3:17; 5:11) Men de må ligeledes være nidkære for retfærdighed og for at bevare menighedens rette forhold til Jehova. Paulus roste brødrene i Korint for den harme de gav udtryk for, da de blev klar over hvilken uhyrlig synd og hvilken skændig handling over for Gud der blev begået i deres midte. Han roste deres nidkærhed med hensyn til at rette den tidligere fejlagtige indstilling de havde vist ved at tillade en sådan ond handling. — 2 Kor. 7:8-11.
Apostelen Johannes kaster yderligere lys over spørgsmålet om man kan bede for udstødte, idet han siger: „Hvis nogen ser sin broder begå en synd, som ikke er til døden, så skal han bede, og han vil give ham liv, hvis han da er blandt dem, der ikke synder til døden. Der er en synd til døden; det er ikke med hensyn til den, jeg siger, man skal bede.“ — 1 Joh. 5:16.
Men hvordan kan vi som enkeltpersoner vide om nogen har begået en synd som er til døden? Johannes hentyder øjensynlig til overlagt, forsætlig synd som en modsætning til en synd der ikke er til døden. Hvis der forelå beviser på en sådan overlagt, forsætlig synd, skulle den kristne ikke bede for den der havde begået en sådan overtrædelse. (Og sådanne beviser må foreligge for at en udstødelse kan finde sted.) Her er ikke tale om at nogen er blevet „overrasket af en synd“, har begået et fejltrin før han er klar over det, og derfor stadig fortjener vore bønner. (Gal. 6:1; Jak. 5:19, 20) Gud er naturligvis den endelige dommer med hensyn til synderens hjertetilstand, men når det drejer sig om udstødelse gør den kristne klogt i ikke at løbe den risiko at hans bønner er forgæves eller mishager Gud.
Men hvad nu hvis et af menighedens medlemmer mener at udvalget, som består af „ældste“, har handlet ubarmhjertigt eller forhastet ved at udstøde nogen? Vedkommende bør da huske at han ikke har fået til opgave at dømme i denne sag. Når menighedens udvalg undersøger en sag, samler den alle de oplysninger og vidnesbyrd det er muligt at få fat på. Mange enkeltheder i sagen, såvel som den anklagedes indstilling over for udvalget, kendes måske ikke af andre end udvalget. Det ville derfor være forkert at dømme om udvalgets afgørelse uden at kende alle omstændighederne. (Ordsp. 18:13) Det ville også være forkert af vedkommende, da han ikke er bibelsk bemyndiget til at dømme i sagen. Selv Jesus nægtede at virke som dommer i en sag som han ikke var blevet sat til at dømme i. (Luk. 12:13, 14) Hvis der bliver begået fejl eller uretfærdigheder, vil Jesus Kristus, som er menighedens hoved og gode hyrde, afgjort rette alle sådanne fejl uden at nogen som er trofaste får varig mén af dem. — Kol. 1:18; Joh. 10:14; Åb. 3:19.
Den udstødte hører måske til ens familie eller er en nær ven. Det kan også være at vedkommende efter sin udstødelse viser tegn på anger. Ville det så være ret at bede for ham? I loyalitet mod Jehova og hans ordning vil den kristne afholde sig fra at bede for ham, men kan samtidig hente trøst i at Jehova selv siger: „Jeg har ikke lyst til den gudløses død, men til at han omvender sig fra sin vej, at han må leve!“ — Ez. 33:11.
I harmoni med denne udtalelse fra Jehova kan vi være forvisset om at hvis nogen virkelig angrer vil Gud til sin tid rejse vedkommende op og sørge for at vedkommende bliver genoptaget som et medlem af menigheden. Når han så er genoptaget af menigheden, vil den der trofast og urokkeligt har holdt fast ved Jehovas lov og som har støttet menighedens afgørelse, kunne yde den genoptagne virkelig støtte og hjælpe ham til at opnå livet. — 2 Kor. 2:5-8.
● Hvad er „verdens elementære ting“, der omtales i Galaterbrevet 4:3 og Kolossenserbrevet 2:8, 20, ifølge New World Translation? — U.S.A.
Efter at apostelen Paulus i sit brev til galaterne har vist at et barn er som en træl, fordi det er under andres formynderskab indtil det er myndigt, skriver han videre: „På samme måde vedblev også vi, da vi var småbørn, at være trælbundne af verdens elementære ting.“ (Gal. 4:1-3, NW) Derpå viser han at Guds søn kom „da tidens fulde mål var nået“ og løskøbte de jøder der blev hans disciple, fra Loven for at de kunne blive „adopteret som sønner“. (Gal. 4:3-7, NW) I sit brev til de kristne i Kolossæ advarede Paulus modtagerne imod at blive bytte for „filosofi og tomt bedrag i overensstemmelse med menneskers tradition og i overensstemmelse med verdens elementære ting og ikke i overensstemmelse med Kristus; for det er i ham den guddommelige egenskabs hele fylde bor legemligt“. De skulle være „døde sammen med Kristus med hensyn til verdens elementære ting“. — Kol. 2:8, 9, 20, NW.
Da „verdens elementære ting“ stilles op som en modsætning til det de kristne nu kunne glæde sig over, må de åbenbart være de fundamentale eller grundlæggende principper som følges af dem der ikke er sande kristne, de mennesker der er en del af den verden som er fremmed for Gud. An American Translation gengiver det græske udtryk for „verdens elementære ting“ med „materielle måder at betragte tingene på“. Den måde man betragter tingene på afhænger naturligvis af de principper man følger.
Det skriftsted vi her drøfter, nemlig Kolossenserne 2:8, viser at disse grundlæggende principper eller „elementære ting“ indbefatter filosofi og bedrageriske lærdomme der bygger på menneskers normer, opfattelser, ræsonnementer og myter, noget som grækerne og andre ikke-jødiske folkeslag gik meget op i. Som det fremgår af Kolossenserbrevet 2:16-18 og Galaterbrevet 4:4–5:4, indbefattede ’de elementære ting’ også de ubibelske jødiske lærdomme om askese og „engledyrkelse“, såvel som den lære at kristne måtte overholde Moseloven for at blive frelst.
Men var Moseloven da ikke af guddommelig oprindelse? Jo, ganske afgjort. Hvordan kunne man da sige at de der overholdt den var „trælbundne af verdens elementære ting“?
Vi må huske at Loven var blevet opfyldt i Kristus Jesus. Han var den ’virkelighed’ som Lovens ’skygger’, deriblandt templet og de ofre der blev bragt dér, pegede frem til. Loven havde derfor tjent sit formål og var ikke længere den målestok man skulle dømme efter. (Kol. 2:13-17) Desuden var de kristne som apostelen Paulus skrev til, kaldet til åndeligt liv i himmelen. Loven var for mennesker, og den bestod af ’juridiske krav der angik kødet’. (Hebr. 9:10, NW) Ja selv tabernaklet (og senere templet) kunne kaldes ’verdsligt’ (Hebr. 9:1, Kingdom Interlinear Translation; Moffatt) i den forstand at det var en del af menneskets domæne, noget der var blevet bygget og brugt i menneskehedens verden, og ikke noget himmelsk eller åndeligt. Men nu var de kristne blevet kaldet til den højere form for tilbedelse der var grundlagt på Kristus Jesus, som var gået ind i selve himmelen. (Hebr. 9:11, 24) I brevet til kolossenserne sagde apostelen om Jesus Kristus at „det er i ham den guddommelige egenskabs hele fylde bor legemligt“. (Kol. 2:9, NW) I betragtning heraf var det Jesus Kristus — og ikke mennesker og deres principper eller læresætninger, lige så lidt som den nu opfyldte Moselov — der skulle anerkendes som Guds udvalgte eksempel for hans tjenere, og derfor også som den fuldgyldige målestok for sandhed i forbindelse med en hvilken som helst lære eller livsførelse.
Ligesom apostelen havde vejledt de kristne i Kolossæ skrev han også til de kristne i Galatien om ikke at være som børn og frivilligt underlægge sig det han sammenlignede med en „tugtemester“ [„pædagog“, Kingdom Interlinear Translation], nemlig Moseloven. Deres forhold til Gud kunne nu sammenlignes med en voksen søns forhold til sin fader. Sammenlignet med den kristne lære var Moseloven blevet ’elementær’. Det ville derfor have været forkert af de kristne at vende tilbage til „de svage og fattige elementære ting“ der hørte den menneskelige verden til. De ejede den fulde sandhed.
På samme måde lever de der i dag udgør den verden som er fremmed for Gud, efter visse livsanskuelser og skikke som ikke er i harmoni med Guds ord. Men for dem er det nu engang den måde man lever på, og følgende talemåder er betegnende for deres indstilling til livet: „Hensigten helliger midlet“, „den enes død den andens brød“, „enhver er sig selv nok“ og „i krig og kærlighed gælder alle kneb“. De mangler visdommen ovenfra og har ingen åndelig indsigt. (Jak. 3:13-18) Som kristne må vi passe på at vi ikke lader os forlede til at følge verdslige principper i vort familieliv, i forretningsanliggender og i vor opførsel over for andre. En kristen gør klogt i at spørge sig selv: Lader jeg mig helt og fuldt lede af Guds ord og af hans søns eksempel og lære i alt hvad jeg gør, eller lader jeg mig påvirke af denne verdens populære talemåder?