Er der udfrielse i sigte?

NÅR man kører igennem en lang tunnel eller et stort og farligt skovområde virker det meget befriende at se lys forude. Man får næsten lyst til at komme med et glædesudbrud.

Men den form for udfrielse som Gud vil udvirke for menneskeheden er endnu mere kærkommen, og den kan ses forude af dem der oprigtigt ønsker fred, retfærdighed og ordnede forhold for sig selv og deres medmennesker. For øjeblikket bevæger menneskeheden sig igennem et farligt område, og der er grund til at juble fordi udfrielsen er i sigte. Men det kræver tro at se at udfrielsen er nær. Det er dog ikke svært at få denne tro, hvis man undersøger det Gud har sagt og gjort.

For at øge vor tro og glæde har Gud ladet nedskrive en beretning om det han gjorde for den nation der engang var underlagt hans særlige lov. (Rom. 15:4) Denne nation blev faktisk brugt som et mønster der skulle vise hvilken slags Gud han er og hvordan han vil administrere forholdene på jorden under sit messianske rige. (1 Kor. 10:11) Den omtalte lov havde „en skygge af kommende goder“. (Hebr. 10:1) „Virkeligheden [af det disse skygger repræsenterede] hører Messias til“ — det vil sige at under Kristi herredømme vil disse ting blive til varige virkeligheder for jordens beboere. — Kol. 2:17.

Jubelåret

Gud gav fortidens Israel en god start da han lod dette folk bosætte sig i det forjættede land. Det havde alle muligheder for at blive et velstående folk uden store økonomiske uligheder. Men selviskhed og andre svagheder som ufuldkomne mennesker er behæftet med, bragte nationen ud i vanskeligheder. Den havde en tilbøjelighed til at komme ud i den situation som vi ofte ser i dag — at få er meget rige og mange er meget fattige. Ligesom i dag var menneskene dengang selv skyld i de uønskede forhold.

Hvordan bremsede Gud denne tendens til nationalt forfald? På hvilken måde hjalp han israelitterne så de kunne være et mønster for os? Tvang han de rige til at dele ud til de fattige? Nej. Det ville ikke have været retfærdigt. Han indførte derimod et jubelår.

Jubelåret har sit navn fra det hebraiske ord „jobel“, der betyder vædderhorn og leder tanken hen på den lyd der frembringes når man blæser i dette horn. Årets begyndelse blev netop proklameret ved at man blæste i vædderhorn. Det var en lyd der forkyndte stor glæde, for jubelåret var et frihedsår. — 3 Mos. 25:9, 10.

Hvad skulle der ske i jubelåret? Måske havde en mand på grund af økonomisk modgang været nødt til at sælge sin arvelod for at betale sin gæld. Eller en familie havde været nødt til at afvikle sin gæld ved at sælge sig selv, eller nogle af sine medlemmer, som trælle til en mere velstående nabo. I Israel blev en hebraisk „træl“ ganske vist behandlet som en daglejer, men alligevel var det dog bedre at have sin frihed. Jubelåret var derfor virkelig en glædens tid, for enhver fik frit sin jord igen og alle hebraiske trælle blev frigivet så de igen kunne dyrke det stykke jord Gud havde givet dem. — 3 Mos. 25:28, 39-41.

Var denne ordning uretfærdig over for dem der flittigt og arbejdsomt havde samlet sig nogle værdier? Var det at favorisere de fattige? Slet ikke. Jordens værdi blev fastsat efter hvor mange år der var tilbage til jubelåret. En arvelod kunne ikke sælges uigenkaldeligt. (3 Mos. 25:23) Man „solgte“ faktisk jorden på samme måde som vi i dag praktiserer bortforpagtning. „Køberen“ betalte blot for at bruge jorden og for værdien af afgrøderne indtil jubelåret. (3 Mos. 25:15, 16) Når jubelåret kom udløb lejemålet, og jorden gik igen over til den oprindelige ejer. „Køberen“ havde ikke mistet noget.

Tænk på de store velsignelser nationen fik af denne ordning så længe man holdt denne lov. Økonomien kunne komme lidt ud af balance i de halvtreds år der var mellem jubelårene, men i jubelåret blev den oprindelige tilstand genoprettet og hver mand overtog sit eget stykke jord. Ejendomsværdien forblev stabil. Der var ingen inflation og heller ingen som var meget rige eller meget fattige. Ingen familie kunne for bestandig synke ned i håbløs fattigdom. Enhver havde mulighed for at opnå en menneskeværdig tilværelse. Derfor var hvert halvtredsindstyvende år, jubelåret, som dagslyset for enden af en lang tunnel. Men hvad er der i denne ordning med jubelåret som giver mennesker i dag grundlag for håb? Hvad var det en skygge af?

Det store jubelår

Da Gud skabte mennesket på jorden gav han det en god start. Det havde alt hvad det behøvede for at leve et virkelig lykkeligt liv, for evigt. Men ved at gøre oprør mod Gud bragte Adam ulykke over hele sin familie. I et selvisk forsøg på at opnå uafhængighed af Gud solgte han sit afkom til trældom under synd og død. (Rom. 7:14; 5:12) Gud har imidlertid vist at han i et stort jubelår vil genrejse menneskeheden og give den sin oprindelige frihed tilbage.

I århundreder har menneskeheden været udsat for mange trængsler. Mange byer og nationer har økonomiske problemer og kan ikke se nogen løsning. Mennesker undertrykkes, samtidig med at de ligger under for sygdom og død. Men sådan skal det ikke fortsætte. At Gud har noget godt i sinde for menneskeheden viser apostelen Paulus, idet han taler om hvordan menneskene blev underlagt synden: „Skabningen blev nemlig underlagt frugtesløshed, ikke af egen vilje, men gennem ham som lagde den derunder, på grundlag af håb om at også skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed.“ — Rom. 8:20, 21.

Ja, Gud påtænker et meget større og bedre jubelår for menneskeheden. Dette symbolske jubelår er de tusind år hvori Kristus skal regere. Den nuværende undertrykkende ordning med sin alliance mellem den falske religion, den politiske verden og handelsverdenen vil ikke være der. Hvorfor ikke? Fordi Gud vil oprette sit rige over hele jorden. Han siger om denne tid: „Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.“ — Åb. 21:3, 4.

Dette jubelår vil ikke kun udvirke en midlertidig frihed så menneskeheden igen vil glide tilbage til de ulykkelige forhold, og det behøver heller ikke at gentages ligesom det jødiske jubelår. Det er fordi Jesus Kristus ikke blot vil være menneskehedens konge men også dens ypperstepræst. I kraft af hans sonoffer vil mænd og kvinder blive hævet op til fuldkommenhed på sind og legeme. De vil blive frelst i fuldeste forstand. Om Kristus som ypperstepræst står der: „Han [er] også i stand til fuldt ud at frelse dem der nærmer sig Gud gennem ham, fordi han altid er i live til at gå i forbøn for dem.“ (Hebr. 7:25; 1 Kor. 15:26) Hver eneste vil kunne glæde sig over at passe og opdyrke et stykke jord. Ingen vil frygte økonomisk ruin.

Det symbolske jubelår vil virkelig give menneskeheden hvile. Fortidens jubelår var nemlig et sabbatsår, og „sabbat“ betyder „hvile“. (3 Mos. 25:11, 12) Der vil foregå en fuldstændig udfrielse og helbredelse, endog de døde vil opstå, hvilket Kristus viste i mindre målestok da han var på jorden og helbredte mennesker for alle slags sygdomme og tilmed oprejste døde. (Matt. 15:30, 31; Luk. 5:12-16; 7:12-15; Joh. 11:38-44) Den bibelske beskrivelse af dette træk ved jubelåret lyder: „Og jeg så de døde, de store og de små, stå foran tronen, og skriftruller blev åbnet. Og en anden skriftrulle blev åbnet; det er livets skriftrulle. Og de døde blev dømt ud fra de ting der stod skrevet i skriftrullerne, efter deres gerninger [i ’jubelåret].“ — Åb. 20:12, 13.

Alt tyder på at dette herlige store jubelår er meget nær. Jesus Kristus beskrev profetisk de forhold der ville markere at denne udfrielse var nær forestående. Han talte om at der over hele jorden ville råde „angst blandt nationerne, som ved hverken ud eller ind . . . mens mennesker besvimer af frygt og forventning med hensyn til det der kommer over den beboede jord“. Han sagde også at „denne gode nyhed om riget“ ville blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne. Dette ville indbefatte den gode nyhed om udfrielsen i det symbolske jubelår, Kristi tusindårige regering over jorden. Vi ser dette ske i dag. — Luk. 21:25, 26; Matt. 24:14.

Lykkeligvis er denne udfrielse i sigte! Jesus fortsatte med at sige at mennesker der hørte den gode nyhed blive forkyndt, ville opleve jubelåret. Han sagde til sine tilhørere: „Når I ser disse ting ske, [ved I] at Guds rige er nær. Jeg skal sige jer en sandhed: Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt sker.“ — Luk. 21:31, 32.

Er der noget man bør gøre nu, eller er det blot et spørgsmål om at ’vente og se’? Læg mærke til den kraftige advarsel som Jesus sluttede sin profeti med. Han talte om den „dag“ eller tid lige før jubelåret hvor han ville gøre det af med det nuværende dekadente samfund og i fuldt omfang oprette sit styre over menneskeheden. Han sagde: „Men vær opmærksomme på jer selv, så jeres hjerter aldrig bliver tynget af frådseri og drikkeri og det daglige livs bekymringer, og den dag pludselig, i et øjeblik, er over jer som en snare. For den vil komme over alle dem der bor på hele jordens flade. Våg da, idet I hele tiden beder, så I må være i stand til at undslippe alle disse ting som skal ske, og til at bestå over for Menneskesønnen.“ — Luk. 21:34-36.

Ved at bruge sin tid på denne verdens bekymringer og dens materialistiske stræben kan man åndelig talt falde i dyb søvn. Men man kan holde sig vågen ved at have et nært forhold til Gud. Det kan man få ved at lære Bibelen at kende og gøre de forandringer som den kræver: „Ophør med at lade jer forme efter denne tingenes ordning, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I ved prøve kan bedømme hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ — Rom. 12:2.