Spørgsmål fra læserne

● Er der i Bibelen nogen direkte angivelse af hvilke handlinger der er moralske eller umoralske i det kønslige forhold mellem mand og hustru? Skal menighedens ældste søge at føre kontrol med sådanne intime ægteskabelige anliggender blandt menighedens medlemmer?

Det må indrømmes at Bibelen ikke opstiller specifikke regler eller begrænsninger for den måde det intime samliv plejes på i ægteskabet. I Ordsprogene 5:15-20 og forskellige steder i Højsangen (1:13; 2:6; 7:6-8) finder vi nogle korte beskrivelser af passende kærlighedsytringer, og disse steder kan, sammen med skriftsteder som Job 31:9, 10, i det mindste sige os lidt om hvilke handlinger der i fortiden ansås for almindelige og normale i forbindelse med kærlighedsleg og kønsligt samliv. Dette stemmer med hvad der sædvanligvis anses for almindeligt og normalt i dag.

Den tydeligste vejledning i Bibelen går ud på at vi skal elske Gud af hele vor sjæl og vor næste som os selv; en mand skal elske sin hustru ligesom han elsker sit eget legeme, og værne om hende og vise hende ære. (Matt. 22:37-40; Ef. 5:25-31; 1 Pet. 3:7) Som apostelen siger, opfører kærligheden sig „ikke uanstændigt, søger ikke sine egne interesser, lader sig ikke provokere“. (1 Kor. 13:4, 5) Dette udelukker naturligvis at man påtvinger ægtefællen usædvanlige handlinger som denne føler ubehag ved eller ligefrem finder frastødende og perverse.

Da Bibelens vejledning ikke går videre end disse grundlæggende retningslinjer, kan vi ikke gøre andet end at råde i harmoni med det Bibelen faktisk siger. Tidligere har vi her i bladet kommenteret visse usædvanlige handlinger i det ægteskabelige samliv, som for eksempel oralt samleje, og disse handlinger blev ligestillet med grov kønslig umoralitet. På dette grundlag drog vi den slutning at de der gav sig af med sådanne seksuelle handlinger måtte udstødes af menigheden hvis ikke de ændrede sind og adfærd. Vi anlagde det syn at menighedens ældste var bemyndigede til at foretage undersøgelser og afsige domme i sager vedrørende sådanne handlinger i det ægteskabelige samliv.

Efter endnu en grundig overvejelse af sagen er vi imidlertid blevet overbevist om at eftersom der ikke foreligger nogen klar bibelsk vejledning, er dette et område hvor ægtefællerne selv må bære ansvaret over for Gud og at det ikke kan være menighedens ældstes opgave at føre kontrol med disse intime forhold i ægteskabet og foretage udstødelser udelukkende på grundlag af sådanne handlinger.a Men hvis et medlem af menigheden på eget initiativ søger vejledning hos en ældste kan han eller hun naturligvis gøre det, og den ældste kan overveje bibelske principper sammen med vedkommende — som hyrde, uden at gøre forsøg på at „overvåge“ eller „bestemme over“ den rådspørgendes kønsliv.

Dette skal ikke opfattes som en billigelse af alle de forskellige former for kønslige handlinger folk giver sig af med — på ingen måde. Det er blot et udtryk for et oprigtigt ønske om at lade Bibelen være afgørende og at undlade at tage et dogmatisk standpunkt hvor der ikke synes at være tilstrækkeligt grundlag for det. Det er også et udtryk for tillid til at Jehovas tjenere som folk betragtet ønsker at gøre alt som for Jehova og at afspejle hans storslåede egenskaber i alt hvad de tager sig for. Det er et udtryk for villighed til at overlade bedømmelsen af sådanne intime ægteskabelige forhold til Jehova Gud og hans søn, der kender alle forhold og har den nødvendige visdom til at kunne træffe den rette afgørelse. Vi gør vel i at huske at „vi . . . alle [skal] træde frem for Guds dommersæde“ og at „hver enkelt af os . . . [skal] aflægge regnskab for sig selv over for Gud“. (Rom. 14:7-10, 12) „Vi skal nødvendigvis alle gøres kendt for Messias’ dommersæde, for at hver enkelt kan få løn for det der er gjort gennem legemet, efter det han har øvet, hvad enten det er godt eller slet.“ — 2 Kor. 5:10.

Vi må også holde os for øje at apostelen, da han skrev vejledningen i Kolossenserbrevet 3:5, 6, ikke kun henvendte sig til ugifte men også til gifte mennesker. Han skrev: „I skal derfor gøre jeres lemmer som er på jorden, døde med hensyn til utugt, urenhed, seksuel lidenskab, skadeligt begær, og havesygen, som er afgudsdyrkelse.“ I Første Tessalonikerbrev 4:3-7 giver Paulus yderligere denne vejledning: „Dette er Guds vilje, . . . at enhver af jer ved hvordan han får herredømme over sit eget kar i hellighed og ære, ikke i begærlig seksuel lidenskab, sådan som folk fra nationerne der ikke kender Gud; . . . Gud har jo ikke kaldet os med indrømmelse til urenhed, men i forbindelse med helliggørelse.“

Med denne udtalelse om „seksuel lidenskab“ fordømmer apostelen på ingen måde den normale kønsdrift der retmæssigt kommer til udtryk og tilfredsstilles inden for den ægteskabelige ordning. Vi har en naturlig trang til at spise og drikke, og vi kan med rette tilfredsstille dette behov. Men plejer vi madlysten og spiser og drikker uhæmmet, kan vi gøre os selv til frådsere og drankere. På samme måde kan man blive så optaget af det seksuelle at tilfredsstillelsen af kønsdriften antager altoverskyggende betydning for én og ligefrem bliver et mål i sig selv, i stedet for blot at være en biting, en underordnet udtryksmåde for den kærlighed Bibelen tilskynder os til at vise. Når dette er tilfældet gør man sig skyldig i havesyge, „som er afgudsdyrkelse“, idet kønsdriften er blevet en gud for én. — Ef. 5:3, 5; Fil. 3:19; Kol. 3:5.

Hvad gør man nu hvis en gift person, lad os sige en gift kvinde, henvender sig til en af menighedens ældste og beklager sig over at hendes ægtefælle misbruger hende ved at tvinge hende til seksuelle handlinger som hun ikke bryder sig om, idet hun finder dem frastødende og perverse? Hvis ægtefællen er villig til at tale om sagen, kan den ældste, muligvis sammen med en anden ældste, tilbyde at hjælpe ægteparret med at løse problemet ved at give bibelsk vejledning.

Og hvad gør man hvis en gift person hævder at visse handlinger som ægtefællen foretager i det seksuelle samliv er tilstrækkeligt grove til at komme ind under det græske begreb porneia, der benyttes i Mattæus 19:9 (gengivet med „utugt“)? Som nævnt i det foregående giver Bibelen ingen direkte oplysninger som sætter os i stand til med sikkerhed at afgøre om bestemte seksuelle handlinger inden for ægteskabet er — eller ikke er — porneia. Det kan bemærkes at dette græske ord er afledt af et ord der har grundbetydningen „at sælge“ eller „at overgive eller hengive sig til“; porneia har således betydningen „det at sælge sig selv eller hengive sig til lyst eller liderlighed“. Det tilsvarende udsagnsord (porneuo) har blandt andet betydningen „at skeje ud“. (Liddell og Scotts A Greek-English Lexicon) Hvis en gift person mener at ægtefællens seksuelle handlinger er af så grov karakter at de — uden dog at omfatte nogen uden for ægteskabet — klart vidner om overgivelse eller udskejelse til liderlighed, er det en afgørelse han eller hun selv må træffe og selv må tage ansvaret for.

Vedkommende holder måske på at forholdene er en bibelsk gyldig skilsmissegrund. I så fald må han eller hun bære det fulde ansvar over for Gud for en eventuel skilsmisse. De ældste kan ikke forventes at udtrykke (bibelsk) anerkendelse af en skilsmisse når de ikke er helt sikre på grundlaget. På den anden side har de heller ingen myndighed til at påtvinge andre deres samvittighed når der er tvivl om sagen. (Jak. 4:11, 12) Efter at de har givet den bibelske vejledning de finder passende, kan de forklare den pågældende sagens alvor og det fulde ansvar der påhviler ham eller hende hvis der gribes til skilsmisse. Hvis én blot søger en undskyldning for at slippe ud at sit ægteskab, kan den pågældende kun forvente Guds mishag, for med hensyn til en sådan troløs optræden over for ægtefællen siger Gud at han „hader skilsmisse“. (Mal. 2:16) „Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere“; og enhver der blot finder et påskud for at lade sig skille og derefter gifte sig igen, vil blive ramt af dommen. (Hebr. 13:4) De ældste kan nære tillid til at Herren, når tiden er inde, „både vil bringe mørkets hemmeligheder for lyset og gøre hjerternes råd kendt“. (1 Kor. 4:4, 5) Ingen som sår svig og bedrag vil undgå at høste følgerne af det, for „Gud kan man ikke narre“. — Gal. 6:7, 8.

Ligesom menighedens ældste indrømmer deres brødre og søstre ret til at følge deres egen samvittighed i sager hvor Bibelen ikke giver præcise retningslinjer, sådan har de ældste også ret til at følge deres egen samvittighed i deres syn på dem der giver sig af med tvivlsomme handlinger. Hvis de oprigtigt føler at et medlem af menigheden på det her omtalte område handler på en sådan måde at de ikke med god samvittighed kan anbefale ham eller hende til en tjeneste i menigheden som kræver at man sætter et godt eksempel, har de fuld ret til at anlægge dette synspunkt. — 1 Tim. 1:19; 3:2-12; 5:22.

● Hvad er „den store by som i åndelig forstand kaldes Sodoma og Ægypten“, der omtales i Åbenbaringen 11:8?

Den „store by“ der nævnes i Åbenbaringen 11:8 er Jerusalem, så der er i første række tale om det som det gamle Jerusalem var et symbol på.

I Åbenbaringens ellevte kapitel læser vi om apostelen Johannes’ syn af Guds „to vidner“. I fortsættelse heraf tales der om at Jehova Gud ’har taget sin store magt og er begyndt at herske som konge’. Jehovas vidner forstår at dette fandt sted i 1914. (Åb. 11:17, 18) I Åbenbaringsbogens symbolske sprog siges der at de to vidner bliver overvundet og dræbt og at „deres lig skal ligge på den brede gade i den store by som i åndelig forstand kaldes Sodoma og Ægypten, hvor også deres Herre blev pælfæstet“. — Åb. 11:8.

Hermed må der hentydes til Jerusalem, for Jesus blev dømt til døden i Jerusalem og pælfæstet lige uden for denne bys mure. Jerusalems indbyggere afspejlede på det tidspunkt de samme træk som fandtes i det gamle Sodoma og Ægypten. (Jævnfør Esajas 1:10, 21.) De gamle ægyptere, for eksempel, var tilfredse med deres egne hedenske religiøse skikke, og på Moses’ tid, da den første jødiske påske blev holdt, afviste de den sande Gud. På samme måde afviste jøderne i det første århundrede Jesus, „Guds lam“, og holdt sig til deres religiøse traditioner. (Joh 1:29; Matt. 15:3-9; 23:13-26) Som Jehovas Vidner længe har påpeget, finder fortidens Jerusalem i dag sit modstykke i kristenheden. De fleste af kristenhedens kirkemedlemmer mener om sig selv at de tilbeder Gud på rette måde, men i almindelighed lægger de samme indstilling for dagen som de jøder der forkastede Jesus.

Derfor kan man i bogen „Guds hemmelige rådslutning fuldbyrdet“ (1971) læse følgende: „Det utro Jerusalem kunne ’i åndelig forstand kaldes’ Ægypten fordi det religiøst havde undertrykt og trælbundet Jehovas folk. Ligesom det første påskelam blev slagtet i Ægypten på profeten Moses’ tid, således blev Jesus Kristus, det modbilledlige påskelam, dræbt i det utro Jerusalem.“ Og hvad nutiden angår, siges der videre i bogen at udtrykket „den store stad“ (da. aut.) må „hentyde til det modbilledlige utro Jerusalem, nemlig kristenheden“. — Siderne 272, 273.

Hvorfor citeres Åbenbaringen 11:8 da i Vagttårnet for 15. august 1977 i forbindelse med det verdensomspændende politiske system der findes i dag?

I det nævnte nummer af Vagttårnet behandles Ezekiel, kapitel 31, hvor der rettes en advarsel „til Farao, Ægyptens konge, og til hans larmende hob“.b Fortidens Ægypten var en fremtrædende politisk magt. Formålet med at henvise til Åbenbaringen 11:8 var hovedsagelig at vise at det er bibelsk korrekt at knytte en åndelig betydning til ordet „Ægypten“. I den nutidige, modbilledlige opfyldelse af Ezekiel, kapitel 31, sigtes der ikke til det bogstavelige Ægyptens land. Opfyldelsen gælder derimod vor tids verdensomfattende politiske tingenes ordning. Hvordan kan vi sige det? Jo, fortidens Ægypten var en fremtrædende militærmagt der, ligesom et vældigt træ, søgte at udbrede sin dominerende indflydelse til hele verden, til alle folkeslag. På tilsvarende måde findes der i dag en verdensomfattende politisk organisation der kan sammenlignes med et højt cedertræ på Libanons bjergskråning, en organisation som mange nationer søger tilflugt under.

Det fremgår altså af sammenhængen i Åbenbaringens 11. kapitel at vers 8 specielt opfyldes på nutidens kristenhed. Imidlertid kan man udmærket benytte verset for at vise at udtrykket „Ægypten“ i Ezekiel, kapitel 31, kan tillægges en åndelig betydning i vor tid.

● Hvad betyder Amos’ profeti mod ’Basankøerne’?

Profetien findes i Amos 4:1-3, og den lyder: „Hør dette ord, I Basankøer, I, som bor på Samarias bjerg og kuer de ringe, knuser de fattige og byder eders herrer: ’Giv hid, at vi kan drikke!’ Den Herre [Jehova] svor ved sin hellighed: Se, over eder skal dage komme, da I drages op med hager, de sidste af jer med kroge, og slæbes gennem murbrud én for én og slænges på mødding, lyder det fra [Jehova].“

Disse „Basankøer“ var kvinderne i Samaria, der, for at kunne leve i luksus, ansporede deres ægtemænd til at kue og knuse de ringe. De bad deres „herrer“, deres ægtemænd, om at skaffe dem det de ønskede for at kunne fortsætte deres vellevned. Den højeste Gud så imidlertid ikke med blide øjne på denne uretfærdighed. Han er hellig og ren, og derfor svor han ved sin hellighed på at gribe ind over for disse „Basankøer“. De ville med vold blive slæbt bort fra Samaria som med hager, og den overlevende rest som med mindre kroge. Fjenden ville drive dem ud gennem de huller den havde brudt i den erobrede bys mur.

[Fodnoter]