Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w73 1/4 s. 165-166
  • Hvad din holdning over for dine forældre afslører

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvad din holdning over for dine forældre afslører
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1973
  • Lignende materiale
  • Hvordan ser du på dine forældre?
    Hvordan du får det bedste ud af din ungdom
  • Hvad skylder børn deres forældre?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1968
  • Glæd dine forældres hjerte
    Hvordan man opnår et lykkeligt familieliv
  • Hvordan skal man ære sine forældre?
    Vågn op! – 1976
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1973
w73 1/4 s. 165-166

Hvad din holdning over for dine forældre afslører

Råd og vejledning til gavn for unge

HVORDAN er din personlighed nu? Hvilken personlighed får du som voksen? En af de måder du kan afgøre det på, er ved at analysere din holdning over for dine forældre.

Hvad har det med sagen at gøre? Jo, den måde du taler til dine forældre på og din opførsel over for dem viser hvad der bor i dit sind og hjerte. Det siger en hel del om hvordan du er netop nu. Det er også et klart fingerpeg om hvordan du sandsynligvis vil blive i fremtiden. Grunden er at det adfærdsmønster du danner dig i familiekredsen, bliver en del af dig selv.

Nogle unge mennesker udvikler en negativ holdning over for næsten alt hvad deres forældre forlanger. De føler at deres forældre ikke forstår dem, at de er håbløst gammeldags og ikke kan give råd der er nyttige i denne foranderlige verden. Men en sådan indstilling fremkalder oprørskhed, og den bliver en vane hvis den ikke bekæmpes. Den vil komme til udtryk i ens omgang med andre mennesker af alle aldersklasser uden for familiekredsen. Den kan også gøre én uvillig til at adlyde love der er givet til gavn for samfundet som et hele.

Men der er andre unge der ikke har denne indstilling. De betragter deres forældre med respekt. Disse unge ved hvorfor verden er i vanskeligheder, og de ved hvad fremtiden vil bringe dem. De føler derfor ikke trang til at antage den negative holdning som andre har over for deres forældre. De ved at den vejledning de får af deres forældre er gavnlig. Hvorfor? Fordi de er blevet opdraget af forældre der har respekt for de højeste principper for menneskers adfærd der findes — dem vi finder i Skaberens, Jehova Guds, skrevne ord — og fordi de har taget velvilligt imod denne opdragelse og oplæring. (Ef. 6:4) På grund af oplæringen i Guds ords sandheder forstår disse unge deres plads i familieordningen. Derfor er der et godt forhold i deres hjem.

Men hvad med unge mennesker hvis forældre ikke underviser dem i Bibelens principper? Behøver de ikke at respektere og adlyde deres forældre? Det er ganske vist sandt at forældres vejledning mister i værdi når den ikke ledes af Guds normer, men dette mindsker ikke behovet for at sådanne unge opelsker den rette holdning over for deres forældre. Hvorfor ikke? Det er der flere grunde til.

Har du nogen sinde tænkt nærmere over hvad dine forældre har gjort for dig? Da du aldrig har boet alene og har skullet klare dig selv, forstår du måske ikke helt dette. Men tænk over følgende: Siden du blev født har din fader og moder taget sig af dig hver dag. De har givet dig mad og tøj, sørget for din skolegang og for at du har et sted at bo.

Hvis du skulle ansætte en til at gøre alt det dine forældre har gjort for dig siden din fødsel, ville det koste dig en hel lille formue. Dine forældre fortjener altså respekt for alt dette. Hvis du en dag gifter dig og får børn vil du bedre kunne forstå hvor meget dine forældre i virkeligheden har gjort for dig. Hvorfor ikke vise din værdsættelse nu? Gengæld dine forældre noget af deres kærlighed til dig ved at vise dem respekt og ved at adlyde dem. Dermed vil du vise at du er ved at blive en moden mand eller kvinde, og at du er ved at opdyrke sund fornuft og forstår at påskønne det andre gør for dig.

Det vil ikke sige at dine forældre er fuldkomne. De begår selvfølgelig fejl. Men det gør du jo også. Sandsynligvis begår du mange flere, eftersom du ikke har deres erfaring i livet. Er du intolerant over for dine forældres fejltagelser men forlanger at de skal være tolerante over for dine? For at være konsekvent må du lære at bære over med fejl som dine forældre begår, ligesom de må bære over med mange af dem du begår. Og eftersom de har et langt større ansvar, er det forståeligt at de måske somme tider kommer til kort. — Sl. 130:3; Jak. 2:13.

I nogle tilfælde kan det du betragter som en fejltagelse fra dine forældres side, dog blot være et synspunkt der er anderledes end dit. Når dette er tilfældet og dine forældre har taget et afgjort standpunkt i den pågældende sag, hvad bør du da gøre?

Du må huske at dine forældres stilling ikke er den samme som din. I Guds ordning indtager dine forældre en overordnet stilling. Gud har givet dine forældre en myndighed og et ansvar som du endnu ikke har. Derfor er det op til dine forældre at træffe den endelige afgørelse i spørgsmål der berører dig. Guds ord siger: „I børn! adlyd jeres forældre i alt, thi det er Herren velbehageligt.“ (Kol. 3:20) Dette vil selvfølgelig sige at du skal gøre alt hvad dine forældre forlanger medmindre det er i modstrid med Guds lov.

Der må være orden i samfundet, ikke sandt? Uden orden vil resultatet blive forvirring, måske endda anarki. På samme måde må der også være orden i familiekredsen. Gud har udpeget faderen til overhoved, og moderen bør samarbejde nært med ham. Begge forældre har fået anvist det hverv at opdrage deres børn. Når dine forældre fastsætter visse regler du skal overholde — for eksempel bestemmer hvornår du skal være hjemme om aftenen, hvem du må omgås, hvordan du skal klæde dig og så videre — og du adlyder dem, så respekterer du altså Guds ordning. Når du er ulydig mod dine forældre viser du manglende respekt for Guds ordning. Du støder sammen med Gud! Og du ved hvem der vil tabe. Den måde hvorpå du reagerer over for dine forældres vejledning, genspejler altså din indstilling til den der har en højere stilling end de, nemlig Jehova Gud.

Det er grunden til at Guds ord siger: „Den, som håner sin fader og spotter sin gamle moder, hans øje udhakker bækkens ravne, ørneunger får det til æde.“ (Ordsp. 30:17) Ja, unge mennesker der har en forkert holdning over for deres forældre, vil miste livet!

Når du en dag bliver voksen og måske selv stifter familie, vil du så ikke gerne have at dine børn viser dig respekt og er lydige? Men hvis du ikke har lært at vise dine egne forældre respekt, er det da sandsynligt at du med større held kan opdrage dine børn til at vise dig en sådan respekt? Hvad man sår skal man også høste, siger Bibelen. Lær at acceptere den underordnede stilling du nu har; det vil hjælpe dig til senere at klare det større ansvar der følger med at være voksen, og måske fader eller moder.

Hvis du udvikler en negativ holdning over for dine forældre, kan den komme til udtryk under andre forhold senere i livet. Hvis du for eksempel kommer til at arbejde for en arbejdsgiver, vil du da altid være irriteret over hans myndighed over dig? Når han sætter dig til at gøre noget, vil du da finde det vanskeligt at gøre som han siger? Vil du hele tiden klage over dit arbejde? Hvad med din holdning over for dem du arbejder sammen med? Du opdager måske at du hele tiden beklager dig over dem, og aldrig roser dem for de gode ting de uden tvivl gør for dig. Hvis du går på fag- eller handelsskole eller står i lære, begynder du måske efter få uger at mene at du ved mere end din læremester. Hele denne indstilling og holdning kan volde dig megen sorg senere i livet. Men den kan være en følge af at du har udviklet en forkert holdning over for dine forældre.

Acceptér derfor familieordningen og din stilling i familien. Forstå at den er Guds ordning, og at hans ordning er den bedste.

Hvis du undlader at påtage dig dit ansvar som et af familiens yngre medlemmer, så beder du ligefrem om at få vanskeligheder. Det vil ikke blot berøre dit forhold til dine forældre og andre, samt dit liv senere hen. Langt alvorligere er det at det vil skade dit forhold til Gud. Og det er ham der afgør om du skal leve evigt i hans nye orden eller ophøre med at eksistere når denne onde tingenes ordning snart bliver ødelagt. — Ordsp. 3:1, 2.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del