Søg Rigets interesser først
„Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.“ — Matt. 6:33.
1. Hvad er den almindelige indstilling til Guds rige, og i hvilken stilling befinder de fleste mennesker sig?
DE FLESTE mennesker lader ikke Guds rige under Kristus få indpas i deres liv. I særdeleshed er de der er med til at forme denne verdens tankegang ikke interesseret i dette rige. Ydermere er de besluttet på at hindre så mange andre som muligt i at blive interesseret. I den hensigt at holde mennesker i undertrykkelse har de der er ansvarlige for verdens anliggender taget kvælergreb om menneskets interesser. Den tilværelse de har tilrettelagt for mennesket tvinger det ind i bestemte baner som det føler sig nødsaget til at følge hvis det skal gøre sig håb om at fortsætte sin eksistens. Som resultat heraf, og ofte som en forsvarsforanstaltning, lukker mennesker deres øjne for enhver anden mulighed og fortsætter i den kurs der er afstukket for dem, simpelt hen fordi det kræver den mindst mulige indsats af dem.
2. Hvilken kurs må mennesker følge hvis de vil holde sig fri af dæmonbehersket tænkning, og hvilken forsikring gav Jesus om det kloge i at følge en sådan kurs?
2 Højt hævet over alle disse mennesker befinder denne verdens gud sig, og hans største interesse er at vende alle mennesker bort fra Riget, som nu af Gud tilbydes som frelsesmidlet. Hvis nogen derfor skal kunne færdes i samme livscirkler som denne verden uden at blive suget ind i den dæmonbeherskede tænknings malstrøm, må de lade Guds riges interesser komme først i deres liv. Det er den kurs Jesus foreskrev de kristne da han sagde: „I må ikke være bekymrede for jeres liv, hvad I skal spise, eller hvad I skal drikke; heller ikke for jeres legeme, hvad I skal klæde jer med. Er ikke livet mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se til himmelens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og dog giver jeres himmelske Fader dem føden; er I ikke meget mere værd end de? Og hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin livsvej? Og hvorfor er I bekymrede for klæder? Læg mærke til liljerne på marken, hvorledes de vokser; de arbejder ikke og spinder ikke; men jeg siger jer, at end ikke Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder da Gud således græsset på marken, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, skulle han så ikke meget snarere klæde jer, I lidettroende? Derfor må I ikke være bekymrede og sige: ’Hvad skal vi spise?’ eller: ’Hvad skal vi drikke?’ eller: ’Hvad skal vi klæde os i?’ Thi efter alt dette søger hedningerne, og jeres himmelske Fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.“ — Matt. 6:25-33.
3. Hvem gav Jesus dette råd, og af hvad afhænger det om man kan følge det?
3 Denne befaling, som er givet af Jehovas riges ypperste repræsentant, indeholder et løfte om at alle dem der lyder Guds lov og sætter Guds regerings interesser først i livet, vil Gud udfri fra denne verdens greb og tage sig af. (Sl. 18:21; Ordsp. 13:13; Hebr. 11:6) Her talte Jesus ikke blot til dem der allerede var Jehovas tjenere. Denne befaling er en del af hans „bjergprædiken“, og han talte ned gennem tiden til mennesker af alle nationer, mennesker der søger Guds vej til en lykkeligere tilværelse. Derfor ville alle der hævder at være Kristi Jesu efterfølgere i dag gøre vel i alvorligt at overveje disse ord på baggrund af deres egne interesser og deres stilling i denne verden. Jehovas evne til at dække vort behov er hævet over enhver tvivl, hvilket Jesus her understreger; derfor behøver ingen mene at han er afhængig af denne verden. Den kristnes kurs bliver derfor udelukkende et spørgsmål om tro og om villighed til at lade sine egne interesser komme i anden række, altså efter Guds riges interesser.
4. Hvilket forhold skulle der være mellem Rigets interesser og ens personlige interesser?
4 Betragter vi sagen på denne måde bliver alle den kristnes interesser Rigets interesser. Som Paulus siger det: „Hvad I end har for, gør det af hjertet som for Herren.“ (Kol. 3:23) Den kristne spiser, ikke alene for at glæde sig selv, men også for at han kan blive styrket fysisk til at udføre sin tildelte tjeneste. Han interesserer sig kun netop så meget for verdslig beskæftigelse at han kan skaffe sig selv og sin familie føde, klæder og husly, således at han fortsat kan tjene Gud. Forfremmelser vil ikke have hans største interesse. Han vil endog være agtpågivende over for hvem han kommer sammen med, og til enhver tid vælge den rigtige omgangskreds så hans tanker i forbindelse med virksomheden for Riget stimuleres og ledes i den rigtige retning. En kristen som er Rigets interesser hengiven, vil også have det nødvendige til livets opretholdelse. Begærlighed og selviskhed bringer mange sorger. Som Paulus formaner: „Vær vis på at den er et middel til stor vinding, denne gudhengivenhed, tilligemed evnen til altid at kunne være tilfreds.“ — 1 Tim. 6:6, NW.
5. Hvordan var Noa et eksempel på én hvis interesser stod i det rette forhold til hinanden?
5 Den rette ligevægt i tingene bliver et spørgsmål om tro, og hvis vi har en tro i lighed med Noas kan vi leve i en verden hvis gudgivne interesser er blevet ledet i personlig og selvisk retning, og dog bevare vor ligevægt og interessen for vort gudgivne ansvar. Det gjorde Noa. Noa var gift, og det var hans sønner også. Alligevel greb interessen for familien, nødvendigheden af at skaffe det daglige brød, ikke forstyrrende ind i hans gudgivne opgave som bestod i at bygge en ark. Noa koncentrerede sig om at udføre sit arbejde, der blev heldigt gennemført, og han overlevede afslutningen på en verden. Fordi Noa satte Rigets interesser først kaldes han retfærdighedens forkynder, og Paulus siger om ham: „Ved . . . tro blev [Noa] en dom over verden og arving til tros-retfærdigheden.“ (2 Pet. 2:5; Hebr. 11:7) Noa var ikke alene et eksempel for den verden han levede i, men Kristi Jesu vidnesbyrd udpeger ham som et eksempel for den nuværende tingenes ordning. (Matt. 24:37-39) De som giver Guds riges interesser førstepladsen behøver derfor ikke at føle sig usikre.
6. Hvorfor indtager Jehovas vidner den holdning de gør over for denne verdens regeringer, men hvordan betragter nogle mennesker alligevel vidnernes indstilling?
6 Fordi Jehovas vidner har gjort Guds riges interesser til det vigtigste i deres liv, betragter nogle mennesker mistænksomt deres holdning over for denne verdens regeringer. Hvis disse nationer evnede at skaffe sig alt det fornødne og kunne tilfredsstille folkenes behov, var Guds rige slet ikke nødvendigt. Men Jesus lærte sine efterfølgere at bede om at Guds rige måtte komme for at Guds vilje kunne ske på jorden. (Matt. 6:10) Kristne kan sandelig ikke fordømmes fordi de sætter deres lid til og arbejder for det håb der gives udtryk for i denne bøn. De der ser hen til denne verdens regeringer ville gøre vel i at spørge sig selv hvilken nations flag Jesus ville hilse hvis han gik på jorden i dag. Hvilket land ville han kæmpe for? Hvilket politisk parti ville han stemme på? Der er ingen fornuft i at hævde at det var noget andet med Jesus Kristus. Jesus sagde selv: „En discipel står ikke over sin mester; men enhver, som er udlært, skal være som sin mester.“ (Luk. 6:40) Den oprigtige Jesu Kristi efterfølger vil være interesseret i Hans syn på sagen, og han vil stræbe efter at følge nøjagtig samme kurs som Jesus selv. Mange navnkristne ville aldrig bøje sig for eller hilse et billede af Kristus Jesus repræsenterende Guds regering. De ville betragte det som afgudsdyrkelse. Dog vil de udføre lignende handlinger foran et symbol der repræsenterer en af denne verdens nationer. De der lader Guds riges interesser komme først kan se at alle sådanne handlinger ikke stemmer overens med fadervor og med Guds ords principper, men at de er ensbetydende med at man kuldkaster Guds interesser til fordel for en anden hersker. Dette kan en kristen ikke med god samvittighed gøre imod Guds rige.
7. Hvorfor er Jehovas vidner ikke en fare for noget lands sikkerhed når de søger Guds riges interesser først?
7 En sådan absolut hengivenhed for Gud og hans riges interesser er ikke farlig for nogen nations sikkerhed. Jesus Kristus var ikke samfundsnedbrydende selv om hans religiøse modstandere beskyldte ham herfor. (Luk. 23:2, NW) Han nægtede at tage del i denne verdens politiske liv, for som han sagde: „Ingen kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden.“ (Matt. 6:24) En sådan formaning fra Jesu mund ligger til grund for at Jehovas vidner har nægtet at lade deres regeringsinteresser være delte. Men dette gør dem ikke samfundsnedbrydende. Når Jehovas vidner har nægtet at efterkomme sådanne patriotiske krav som at deltage i valg, hilse flag eller lade sig indrullere i hæren, er det en forsikring for ethvert land om at Jehovas vidner ikke vil bringe landets sikkerhed i fare, eftersom de samtidig har afholdt sig fra at udføre disse handlinger i alle andre lande. Når derfor et land truer med angreb har Jehovas vidner intet at gøre dermed. Det er ikke Jehovas vidner der skaber det alvorlige problem for et land. Deres neutrale standpunkt overalt i verden er en garanti for at de ikke vil gå til angreb eller blande sig i statens anliggender, en garanti der er mere bindende og pålidelig end alle de overenskomster fjendtlige nationer kunne underskrive, fordi den hviler på absolut hengivenhed for Gud og hans riges interesser. Det bånd eller løfte der binder dem hertil kan ikke ustraffet brydes.
8. Hvordan har denne verdens falske religioner et ganske andet ansvar med hensyn til nationernes sikkerhed?
8 De religioner der er mest dadelværdige er dem der blander sig i alle nationers politik og derfor er medvirkende til at forme nationernes tankegang, selv deres der kæmper mod hinanden. Dog er disse religioner de mest fremstående, dem der nyder størst anseelse. Selvfølgelig fralægger de sig ethvert ansvar når et land angriber et andet, og de prøver at vaske deres hænder. Men de unge mænds blod, de unge mænd der har fulgt dem som deres „åndelige vejledere“, råber til himmelen fra begge sider af fronten når den ene „kristne“ broder dræber den anden „kristne“ broder. (Es. 1:15) Sådanne „anerkendte“ religioners undladelse af at give Guds riges interesser førstepladsen har bevirket at jorden til stadighed har været vædet af uskyldigt blod. Fremskridtsvenlige, fornuftige mennesker vil overveje sådanne forhold alvorligt før de fordømmer Jehovas vidner fordi disse sætter Guds regerings interesser over enhver anden jordisk nations interesser.
9. Hvilken grund angiver nogle mennesker som undskyldning for ikke at lytte til Rigets budskab, men hvordan betragter Jehovas vidner sådanne begrundelser?
9 Mange der ikke er bekendt med Jehovas vidners arbejde og hensigt tror at deres eget medlemsskab af en eller anden religiøs sekt er en gyldig grund til ikke at overveje budskabet om Guds rige som det fremholdes af Jehovas vidner. Hvis én siger at han er medlem af en kirkeorganisation, går Jehovas vidner altid ud fra at dette kirkemedlem er oprigtig i sin tro. Men eftersom vidnet har indviet sig til at give Guds riges interesser førstepladsen vil han opfordre vedkommende til at overveje de skriftsteder han vil fremholde.
10. Hvordan så mange jøder på Jesus og Johannes Døber, og hvad gik disse jøder derfor glip af?
10 Jesus foregik os med et eksempel da han vandrede på jorden. Selv jøde brugte han de tre og et halvt år hans tjenestegerning varede til at forkynde den gode nyhed om Guds rige for jøderne. Det var en ny lære for dem. For dem var det noget andet end den lov Gud havde givet dem ved Moses. I mange jøders øjne var Jesus Kristus og de der fulgte ham frafaldne, og derfor mennesker man måtte afsky, mennesker der ikke burde have lov til at leve. Men for dem der ikke ville lade en sådan bitterhed stille sig i vejen, og i stedet lyttede og vejede Jesu ord omhyggeligt i lyset af Mose lov og de øvrige hebraiske skrifter, viste han sig at være Guds sande repræsentant og den der var blevet bemyndiget til at bringe dem Guds budskab. Selv Johannes Døber, Jesu forløber, der ikke tilskyndede jøderne til at anerkende en ny pagt, som Jesus senere gjorde det, blev vraget af de religiøse farisæere og saddukæere fordi han opfordrede oprigtige jøder til at forkaste de traditioner og ceremonier som de religiøse ledere gennem århundreder havde fået indført. De der var for blinde og for opslugte af deres egne interesser til at ville høre på ham, gik glip af lejligheden til at opleve det som havde været den jødiske nations inderligste håb lige siden Moses’ dage, nemlig at møde Messias når han kom.
11. Hvad kan disse jøder have anført som begrundelse for at de følte sig berettigede til at følge en sådan kurs, men hvordan gav Jesus til kende at de manglede værdsættelse?
11 Nogle af jøderne følte sig uden tvivl berettigede til at følge en sådan kurs. Var deres nation ikke opbygget på Guds egen lov ved Moses? Var de stillinger som deres ledere indtog ikke indstiftet af Gud? Men da Jesus fremstillede sig som den længe ventede Messias vendte han sig ikke til disse mænd der hævdede at sidde på Moses’ stol. Sådanne mennesker, hvis interesser var imod Guds regering, kunne han ikke gøre til Rigets arvinger. Derimod indsamlede han fiskere, foragtede skatteopkrævere og andre med ringe anseelse blandt folket. Ved at vælge sine apostle på denne måde tilkendegav han at Guds anerkendelse er et personligt anliggende der hviler på tro og gerninger som er i overensstemmelse med denne tro, ikke på stillinger eller slægtsregistre.
12. (a) Hvorfor havde jøderne ingen undskyldning for ikke at anerkende Jesus som Messias, og hvilken pligt havde de, set med kristnes øjne i dag? (b) Hvilke spørgsmål skulle alle der hævder at være kristne stille sig i dag, og hvad står de i fare for at gå glip af?
12 Men Gud undskyldte ikke, ej heller så han igennem fingre med at jøderne nægtede at undersøge hans Messias’ gerninger. Jesus havde rettet denne opfordring til dem: „Hvis jeg ikke gør min Faders gerninger, så lad være med at tro mig. Men hvis jeg gør dem, så tro gerningerne, selv om I ikke tror mig, for at I kan fatte den kendsgerning og fortsat vide at Faderen er i samhørighed med mig og jeg er i samhørighed med Faderen.“ (Joh. 10:37, 38, NW) I dag hævder alle kristne at de anerkender værdien af de gerninger Jesus gjorde blandt jøderne. Det er fordi vi i dag har den fordel at kunne se tilbage. Men vi kunne passende spørge os selv: Ville vi have haft lige så let ved at nå til den erkendelse hvis vi havde levet på Jesu tid? Svaret på dette spørgsmål kan vi finde ved at betragte vor holdning i dag over for Guds riges interesser. Kan vi i overensstemmelse med sandheden sige at vi er ærlige over for Gud og over for os selv? Tillader vi os selv at blive blindet eller draget bort af mennesker hvis delte interesser gør dem uegnede som åndelige vejledere når det gælder den absolutte tilbedelse af Gud og hengivenhed for hans riges interesser? Hvis vi gør det kan vi være sikre på at gå glip af lejligheden til at opleve det som har været den kristne menigheds inderligste håb lige siden Jesu første nærværelse, nemlig at tage imod ham ved hans genkomst og få del i hans herredømmes velsignelser.
13. Hvordan advarede Paulus og Peter om faren for at gå glip af at få dette kristne håb opfyldt?
13 Paulus advarede mod det menneske „der vil tage jer som bytte ved filosofi og tomt bedrag i overensstemmelse med menneskers overlevering og i overensstemmelse med verdens elementære ting og ikke i overensstemmelse med Kristus“. (Kol. 2:8, NW) Sådanne er ligesom dem Peter omtalte da han sagde: „Og først og fremmest skal I vide dette, at i de sidste dage skal der lyde spot fra spottere, der lever efter deres egne lyster og siger: ’Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet? Fra den dag, vore fædre sov hen, er alt jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse.’“ (2 Pet. 3:3, 4; Ez. 13:8, 16) Den slags mennesker afviser blankt Rigets budskab og nægter at give agt på alle de tegn der beviser at Kristus er nærværende, og lader sig fortsat forblinde af denne tingenes ordning.
14. Hvilket andet fejlagtigt syn på Kristi nærværelse anlægger nogle, og hvilken misforståelse ligger til grund for deres opfattelse?
14 Andre begår den fejl at mene at Kristus ikke er nærværende nu men snart vil komme. De støtter deres synspunkt på de tegn Jesus sagde skulle være beviser på hans genkomst, idet de erkender at de omtalte tilstande råder i vor tid. Imidlertid glemmer sådanne mennesker at Jesus nævnede at disse tegn skulle tilkendegive at han allerede ville være vendt tilbage, ikke at hans genkomst ville følge efter sådanne tegn. Disciplene spurgte ham: „Hvad er tegnet på din nærværelse og den samlede afslutning på tingenes ordning?“ (Matt. 24:3, NW) Den kendsgerning at man ikke nu kan se Kristus, modbeviser ikke at han i virkeligheden er nærværende samtidig med at disse tegn viser sig. For hvis det havde været hans hensigt at mennesker skulle erkende ham i synlig skikkelse ved hans genkomst, til hvilken nytte var så et tegn?
15. (a) Hvordan harmonerer Åbenbaringen 1:7 og Johannes 14:19? (b) Hvordan kaster 1 Timoteus 6:14-16 og Hebræerne 1:3 lys over Kristi genkomst?
15 Nogle som hævder at Kristi genkomst vil være synlig, citerer Åbenbaringen 1:7, der lyder: „Se, i skyerne kommer han, og alles øjne skal se ham.“ Men Jesus sagde tydeligt før sin død: „Endnu en liden stund, så ser verden mig ikke mere.“ (Joh. 14:19) Da det er tilfældet, ses det derfor tydeligt at skriftstedet i Åbenbaringen taler om at man skulle se Kristus med forstandens øjne. Hvis ikke, ville Paulus’ ord i 1 Timoteus 6:14-16 være meningsløse; her taler han om Kristus Jesus og siger at han „bor i et lys, ingen kan komme nær, som intet menneske har set, ej heller kan se“. At det er muligt for Kristus at besøge menneskeheden og dog være uset fremgår klart af beretningen om Israel, hvor der i mange tilfælde siges at Gud besøgte folket uden dog at blive set. (1 Mos. 50:24; Rut 1:6) Alle bibellæsere vil beredvilligt indrømme at intet menneske kan se Gud og leve; dog sagde Paulus, da han skrev til hebræerne, om Jesus: „Han er hans [det vil sige Guds] herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede.“ (Hebr. 1:3) Når Guds søn således er blevet forvandlet og har fået denne udtrykkelige lighed med Gud ved sin opstandelse, forstår man let hvorfor ’verden ikke ser ham mere’. Man bør derfor ikke lade et sådant unøjagtigt syn på Kristi genkomst gøre en blind for Guds ords sandhed og sandheden om Guds rige. Personlige og private fortolkninger der ikke harmonerer med det klare syn af Guds rige må fjernes hvis man skal vinde frelse.
16. Hvad opfordrer Jehovas vidner alle der elsker retfærdighed til?
16 Jehovas vidner opfordrer alle der oprigtigt elsker retfærdighed, uanset deres religiøse opfattelse, til at undersøge de kendsgerninger der viser at denne generation lever i tiden for Kristi genkomst og for opfyldelsen af Guds løfter til menneskeheden. (Matt. 24:1-51) Læg for eksempel mærke til Herrens mønsterbøn. Jesus påpegede den guddommelige vilje da han lærte os at bede: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ (Matt. 6:10) Sker Guds vilje på jorden i dag, så fyldt denne verden er med kommunistisk undertrykkelse, varme og kolde krige, kriminalitet i alle samfundsklasser, og med sygdomme der hærger alle nationer? Lad oprigtige mennesker vende sig til 2 Timoteus 3:1-5 og læse at Gud har forudsagt at netop disse tilstande skulle tjene som en advarsel om at holde sig fra denne verden og om ikke at forvente at den vil opfylde den guddommelige vilje. Måtte sådanne oprigtige mennesker, efter at de har vendt sig bort fra menneskers tomme løfter, glædes i deres hjerter og tage imod Guds løfte om den nye jord som Jehovas vidner forkynder ud fra Bibelen. Lad sådanne i deres egen bibel læse Guds forsikring om at retfærdigheden vil sejre overalt på jorden og at menneskene vil komme til at leve i fred og velstand uden frygt for fremtiden. — 2 Pet. 3:13; Es. 66:22; Sl. 78:69; Åb. 21:1-4.
17. Hvordan skal man møde det stridsspørgsmål som verden står over for i dag?
17 Lad nu sådanne oprigtige medlemmer af verdens forskellige religioner spørge sig selv: Er dette ikke et håb der er værd at sætte sin lid til? Er det ikke umagen værd at overveje sådanne løfter fra Gud? Ville det ikke være snæversynethed at ignorere et sådant håb om velsignelser, og at ignorere den organisation der viser vejen til dette håbs virkeliggørelse? Man må i sandhed sige at Guds får er blevet spredt og vildledt af denne verden, og som Jesus i medynk vendte sig til fårene, lader den store Hyrde, Jehova Gud, gennem sin hyrdesøn, Jesus Kristus, sine vidner vende opmærksomheden mod ethvert sted i verden for at forkynde den sandhed som vil frigøre fårene. (Joh. 8:32) Hvor dåragtig er ikke den tankeløse indstilling nogle lægger for dagen når de siger: „Jeg prøver at få det bedste ud af det nu, og så må jeg tage hvad der kommer!“ Denne kurs er den der kræver den mindst mulige indsats, og alle der følger den kan være sikre på at falde i den snare som denne verdens gud har sat. Det stridsspørgsmål som verden står over for i dag må mødes med positiv handling af alle der oprigtigt ønsker at lade Guds rige komme i første række.