Bliver man lykkelig af at komme frem i livet?

I DAG er såvel forretningslivet som samfundslivet præget af stærk konkurrence. Nogle kalder det et ’rotteræs’. Som regel stræber folk efter at blive forfremmet, enten for at få højere løn eller for at få større indflydelse. De er ivrige efter at opnå prestige. Men fører det til lykke?

I bogen Peter-princippet siger Laurence J. Peter og Raymond Hull at i enhver organisation der har en pyramidestruktur (hvor topstillingen eller -stillingerne er pyramidens spids), stiler alle de ansatte som regel efter at blive forfremmet. Jo finere titel, jo større prestige. Bogens forfattere siger imidlertid at resultatet heraf er at alle til sidst vil nå ’niveauet for deres inkompetence’. En mand er måske yderst kompetent i en underordnet stilling, men i et firma er der en tendens til at forfremme sådanne kompetente ansatte indtil de opnår en stilling de ikke kan bestride. De når ’niveauet for deres inkompetence’.

Bogen giver adskillige halvt humoristiske men samtidig realistiske eksempler. Et af dem lyder:

„E. Tinker var usædvanlig flittig og dygtig som lærling hos G. Reece Auto Repair Inc. og blev mekaniker med glans. I sit arbejde udviste han en enestående evne til at diagnosticere skjulte fejl og endeløs tålmodighed med at rette dem. Han blev udnævnt til værkfører.

Men her er hans kærlighed til mekanik og hans perfektionisme blevet en hemsko. Han påtager sig et hvilket som helst stykke arbejde han finder interessant, ligegyldigt hvor travlt der er. ’Vi klarer det på en eller anden måde,’ siger han. . . .

Han blander sig konstant i alt. Man kan sjældent finde ham ved sit skrivebord. Han er som regel begravet til albuerne i en adskilt motor, og mens manden der skulle have gjort arbejdet står og ser til, sidder andre arbejdere rundt omkring og venter på at få tildelt nyt arbejde. Resultatet er at værkstedet altid er overbebyrdet med arbejde, altid ligger i rod, og at afleveringstidspunkterne sjældent overholdes. Tinker . . . var en kompetent mekaniker, men er nu en inkompetent værkfører.“

Den tilstand som funktionærer eller personer i overordnede stillinger befinder sig i når de har nået niveauet for deres inkompetence, kalder Laurence J. Peter „slutplacerings-syndromet“. Af skuffelse over deres inkompetence — hvad enten de erkender at de er inkompetente eller ej — pådrager de sig ofte mavesår, forhøjet blodtryk og adskillige andre fysiske lidelser. Der kan også forekomme psykiske symptomer. Deres overordnede ønsker som regel ikke at tabe ansigt ved at „degradere“ dem, og de forbliver derfor i denne ubehagelige situation på ubestemt tid. De har opnået en vis status, men er de lykkelige?

Denne situation er ikke ny. Fortidens vismand, kong Salomon, iagttog menneskenes stræben og kom til følgende resultat: „Jeg så, at al flid og alt dygtigt arbejde udspringer af den enes misundelse mod den anden. Også det er tomhed og jag efter vind.“ — Præd. 4:4.

Salomon havde mere at sige om misundelse. I Ordsprogenes bog skrev han: „Sagtmodigt hjerte er liv for legemet, avind [misundelse] er edder i benene.“ (Ordsp. 14:30) Dette forklarer hvorfor de der af misundelse og lyst til kappestrid bestandig søger at opnå en højere stilling, ofte pådrager sig mavesår og andre sygdomme.

Det er naturligvis ikke forkert at man søger at gøre sit bedste og at man gør en virkelig indsats på sin arbejdsplads at man anstrenger sig for at forbedre sit arbejde og opnå større færdighed, så vidt som ens evner rækker. Men Bibelen viser at vort mål ikke bør være at opnå rigdom eller position. Den giver os i stedet dette råd: „Hvad I end gør, så arbejd på det med hele jeres sjæl som for Jehova [Gud], og ikke for mennesker, for I ved at det er fra Jehova I til gengæld vil få arven.“ (Kol. 3:23, 24) Lønnen for dette består blandt andet i tilfredshed og fred i sindet, og det er bedre end en høj position med de bekymringer der følger med.

Jesus Kristus advarede os imod at stræbe efter anseelse da han sagde:

„Når du bliver indbudt af nogen til en bryllupsfest, så læg dig ikke på den fornemste plads [ved bordet]. Måske er en der er mere anset end du, blevet indbudt af ham, og han som indbød dig og ham, vil komme og sige til dig: ’Overlad din plads til denne mand.’ Og så må du med skam begynde at indtage den nederste plads. Derimod skal du, når du bliver indbudt, gå hen og lægge dig på den nederste plads, så manden der har indbudt dig vil sige til dig når han kommer: ’Ven, ryk højere op.’ Så bliver det til ære for dig for øjnene af alle som ligger til bords sammen med dig.“ — Luk. 14:8-10.

Det er med position som det er med rigdom. I sit første brev til sin medarbejder Timoteus omtaler apostelen Paulus følgerne af at gøre rigdom til sit mål: „De der er besluttede på at ville være rige, falder i fristelse og en snare og mange uforstandige og skadelige ønsker, som styrter mennesker i undergang og ødelæggelse. For kærligheden til penge er en rod til alle slags skadelige ting, og ved at række ud efter denne kærlighed er nogle blevet ført vild fra troen og har gennemstukket sig selv overalt med mange smerter.“ (1 Tim. 6:9, 10) Disse smerter kan enten være af fysisk, mental eller åndelig art, og de kan føre til ulykke for én og til at man går glip af de ting i livet der har virkelig betydning.

På den anden side sagde Jesus ikke at det var forkert at have penge eller at nyde nogle af livets materielle goder. Han var hverken asket eller eneboer. Han tog imod invitationer, også til bryllupper, og nogle af de mennesker han spiste hos, var rige. Han havde selv en yderklædning som var så værdifuld for de soldater der naglede ham til marterpælen, at fire af dem delte den imellem sig, og en underklædning der var vævet ud i ét og som de ikke ville ødelægge og derfor kastede lod om. (Luk. 5:27-29; 19:1-6; Joh. 2:1-10; 19:23, 24) Som man kan tænke sig blev Jesus kritiseret fordi han nød disse goder. Som svar sagde han:

„Her kom Johannes [Døber], som hverken spiser eller drikker, og folk siger: ’Han har en dæmon’; så kom Menneskesønnen, som både spiser og drikker, og folk siger: ’Se! En frådser, forfalden til vin, ven med skatteopkrævere og syndere.’ Dog, visdommen er retfærdiggjort af sine gerninger.“ (Matt. 11:18, 19) Jesu ligevægtige indstilling og hans gerninger beviste at han ikke stræbte efter at opnå rigdom eller anseelse. Det gjorde hans modstandere derimod, og de dømte ham ud fra deres egne fordærvede synspunkter.

Ingen bør derfor laste en anden for at han har mange penge eller tjener godt. Det er hans egen sag. Det vil heller ikke være rigtigt af andre at misunde ham hans position eller hans rigdom. Hvis han ikke er uærlig og hvis han behersker sin rigdom i stedet for at lade sig beherske af den, kan han være tilfreds. Et sådant menneske vil hjælpe andre med det han har. Faktisk tilskynder apostelen Paulus de kristne til ikke at lade tingene gå på bedste beskub, men til at have selvrespekt og et mål i livet. Han sagde at en kristen bør ’arbejde i stilhed, hvorved han kan spise mad han selv har tjent til’, og at han bør „slide i det og med sine hænder udføre godt arbejde, så han har noget at dele ud af til den som er i nød“. — 2 Tess. 3:12; Ef. 4:28.

De vise principper der står nedskrevet i Bibelen stammer fra Skaberen, der kender den menneskelige natur til bunds. Hvis man tager ved lære af disse principper og anvender dem i sit liv, vil man opnå stor vinding i form af tilfredshed, og man vil undgå de mange smerter som den der stræber efter rigdom og anseelse påfører sig selv. — 1 Tim. 6:6, 10.