Hvordan vi kan „vandre Jehova værdigt“
„Vi . . . er [ikke] holdt op med at bede for jer og anmode om at I må blive fyldt med den nøjagtige kundskab om hans vilje i al visdom og åndelig forståelse, så I kan vandre Jehova værdigt.“ — Kol. 1:9, 10.
1. (a) Hvilket enestående forhold kan vi have til Jehova? (b) Hvilken indstilling bør vi følgelig have til hans bud? (Sl. 119:47, 48)
JEHOVA GUD er den bedste ven man kan have. Fordi patriarken Abraham „’troede på Jehova, . . . blev [det] tilregnet ham til retfærdighed,’ og han blev kaldt ’Jehovas ven’.“ (Jak. 2:23) Hvilket enestående forhold! Men Jehova ønsker at alle der har en sådan tro skal vandre i hans navn som hans venner. Hvis enkeltpersoner skal behage Gud og opnå et venskabeligt forhold til ham, må de naturligvis give agt på de ord som Prædikeren udtalte for flere hundrede år siden: „Frygt den sande Gud og hold hans befalinger. For det er menneskets hele forpligtelse.“ — Præd. 12:13, NW.
2. Hvad er nødvendigt for at „vandre Jehova værdigt“?
2 For at være Guds ven, for at holde hans befalinger og for at vandre i hans navn er det nødvendigt at have nøjagtig kundskab. Det var derfor på sin plads at den kristne apostel Paulus skrev følgende til sine trosfæller i Kolossæ: „Vi . . . er [ikke] holdt op med at bede for jer og anmode om at I må blive fyldt med den nøjagtige kundskab om hans vilje i al visdom og åndelig forståelse, så I kan vandre Jehova værdigt for fuldt ud at behage ham, mens I fortsat bærer frugt i enhver god gerning og vokser i den nøjagtige kundskab om Gud.“ — Kol. 1:9, 10.
Vågne over for vort ansvar
3. Hvordan må vi leve hvis vi skal vandre i Jehovas navn på en værdig måde?
3 Vi kan ikke bevare venskabet med et andet menneske hvis vi på en eller anden måde stiller vedkommende i et dårligt lys. Hvis vi ønsker at have Jehova som ven må vi forstå at det at vandre i hans navn på en værdig måde indebærer at vi lever i overensstemmelse med alt hvad dette navn står for. Det kræver at vi flittigt og regelmæssigt studerer Bibelen og personligt anvender det vi lærer. Når folk ser os forbinder de os med den Gud vi tjener, og som Jehovas vidner er det vigtigt at vi repræsenterer Gud på rette måde og handler i harmoni med hans ord.
4. Hvilket ansvar har Jehovas vidner i forbindelse med at repræsentere Guds navn?
4 Jehovas vidner forstår også at det at vandre hans navn værdigt indbefatter alle livets områder. Det er deres ansvar at repræsentere Guds navn over for menneskeheden på en værdig måde. Vi ligner afgjort ikke de folk i kristenheden i dag som afholder sig fra at bruge navnet Jehova af frygt for at det skal støde nogen. Jehova ønsker at hans navn skal forkyndes på hele jorden. (2 Mos. 9:16) Og det er i sandhed en forret at oplyse folk om at Jehova er den højeste Gud.
5. Hvordan er den kristnes indstilling til politiske anliggender, og hvorfor?
5 Men den kristnes forpligtelse indbefatter mere end blot at bruge Guds navn. Jehova, vor dyrebareste ven, er hele universets store konge. Hans navn er knyttet til hans rige med Jesus Kristus som den messianske hersker der er underlagt ham. Det er derfor klart at de der vandrer i Jehovas navn på en værdig måde, må fremme dette riges interesser. De har derfor ikke nogen del i denne verdens politiske anliggender. De indtager samme stilling som Jesus Kristus, der sagde: „Mit rige er ikke en del af denne verden.“ — Joh. 18:36.
6. Hvordan ser de der vandrer Jehova værdigt, på synd?
6 Verden er fyldt med uretfærdighed. De der ønsker at vandre Jehovas navn værdigt må derfor sky denne verden og alt det onde der findes i den. De har samme syn på synd som Jehova Gud, der er „retfærdig . . . på alle sine veje, miskundelig [loyal, NW] i alle sine gerninger“. (Sl. 145:17) Kristne ved at hvis de stjal, begik ægteskabsbrud eller på anden måde overtrådte Guds lov, ville de dermed vanære Jehovas navn. Måtte det aldrig ske! Vi ønsker tværtimod at vores adfærd skal være til ære for Gud, sådan som apostelen Peter skrev: „Bevar jeres adfærd god blandt folk fra nationerne, så at de, som følge af jeres gode gerninger hvortil de er øjenvidner, kan herliggøre Gud på den dag han inspicerer.“ — 1 Pet. 2:12; Rom. 2:21-24.
„Guds efterlignere“
7. Hvordan er det muligt at efterligne Gud?
7 Et menneskes venner kan øve en enten god eller dårlig indflydelse på det, for man er tilbøjelig til at efterligne dem man omgås. De der vandrer Jehova værdigt som hans venner, kan være sikre på at et nært forhold til Gud altid vil have en god virkning på dem. Det er i høj grad gavnligt for os at søge at efterligne Jehova. Apostelen Paulus tilskyndede: „Bliv derfor Guds efterlignere, som elskede børn.“ (Ef. 5:1) Selv om vi er ufuldkomne kan vi alligevel efterligne Gud ved at tage imod den vejledning der findes i Jehovas ord og ved at underlægge os Guds hellige ånds eller virksomme krafts indflydelse.
8. Hvad bør kristne opdyrke? Hvordan?
8 Jehovas kristne vidner ønsker afgjort at opdyrke og bære Guds hellige ånds frugter — kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed og selvbeherskelse. (Gal. 5:22, 23) Når Guds tjenere lægger disse frugter for dagen vil det få andre til at tænke på disse egenskaber når deres opmærksomhed rettes mod Jehova Gud. Dette forudsætter naturligvis at sande kristne lægger Guds ånds frugter for dagen overalt og over for alle. Det vil derfor være gavnligt om Jehovas tjenere stiller sig selv følgende spørgsmål: Gør jeg virkelig det, hvad enten jeg er hjemme, på arbejde, i skole, eller når jeg kører bil, er optaget af fritidsinteresser, adspredelser, eller andet? Skal vi vandre i Jehovas navn på en værdig måde, indbefatter det alt dette. Vi bør naturligvis også lægge disse åndens frugter for dagen over for vore brødre og søstre i troen. Så vil vi alle kunne glæde os over at være blandt Jehovas folk. — Sl. 144:15.
9. Hvilken rolle spiller bøn i denne forbindelse?
9 Hvis vi oprigtigt og alvorligt beder til Jehova om at få hans hellige ånd og blive hjulpet til at opdyrke og lægge åndens frugter for dagen i vort liv, vil vi blive bønhørt. (Luk. 11:13; Rom. 5:5) Lad os nu kort betragte nogle af de goder der følger med åndens frugter. Det vil tydeligt fremgå at de har en gavnlig virkning, ikke blot på den der lægger disse egenskaber for dagen, men også på hans eller hendes trosfæller og på vore medmennesker i øvrigt.
10. (a) Hvor vigtigt er det at kristne har kærlighed til hinanden? Forklar. (b) Hvordan er kærligheden, ifølge Første Korinterbrev 13:4-8?
10 Kærlighed er den første af de frugter Paulus omtaler. „Gud er kærlighed,“ skrev apostelen Johannes. (1 Joh. 4:8) Et gudfrygtigt menneske der lægger kærlighed for dagen efterligner altså Jehova på dette punkt. Jesus Kristus sagde også: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Joh. 13:35) Den kærlighed der råder blandt kristne tiltrækker sig opmærksomhed nu, ligesom den gjorde før i tiden. Tertullian gengiver hvad udenforstående sagde om de første kristne: „’Se,’ siger de, ’hvor de dog elsker hinanden . . . og hvor de er rede til at dø for hinanden.’“ Kærligheden er også „enhedens fuldkomne bånd“ i den kristne menighed. (Kol. 3:14) Og det er ikke så mærkeligt! Kærligheden er langmodig og venlig. Den er ikke brovtende, bliver ikke opblæst, opfører sig ikke uanstændigt, søger ikke sine egne interesser, lader sig ikke provokere, holder ikke regnskab med hver en forurettelse eller fryder sig over uretfærdigheden. Den fryder sig tværtimod med sandheden og tåler, tror, håber og udholder alt. Ja, „kærligheden svigter aldrig“. — 1 Kor. 13:4-8.
11. Hvad er glæde, og hvorfor bør vi være glade?
11 Glæde, den anden af Guds ånds frugter, er blevet betegnet som ’en dybere følelse end fornøjelse, varigere end fryd’. En forkynders venlige, glade udseende har ofte fået en tilhørers ansigt til at lyse op. Og har vi ikke god grund til at være glade når vi vandrer i Jehovas navn på en værdig måde? Jo, afgjort, for vi forkynder „den lykkelige Guds herlige gode nyhed“. (1 Tim. 1:11) Desuden har vi noget glædeligt i udsigt, et velbegrundet håb om at få del i de velsignelser fremtiden vil bringe, hvis vi fortsat vandrer Jehovas navn værdigt. Lad os tænke på det når vi står over for problemer i livet. Lad os også søge at sprede glæde blandt vore kristne brødre, for det forventes at de der har indviet sig til Jehova, tjener ham „med fryd og hjertens glæde“. — 5 Mos. 28:46, 47.
12. Hvordan er det til gavn for de kristne at der råder fred blandt dem?
12 Fred, den tredje af åndens frugter, er en af Jehovas mest fremtrædende egenskaber. Han er „fredens Gud“. (Hebr. 13:20) Sande kristne ’jager efter fred med alle’. (Hebr. 12:14) Som eksempel kan nævnes at Jehovas vidner ved det internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ i 1958, vedtog en resolution hvori de blandt andet erklærede: „AT vi i overført betydning har smedet vore sværd til plovjern og vore spyd til vingårdsknive, og at vi, skønt vi kommer fra så mange nationaliteter, ikke vil løfte sværd mod hverandre, eftersom vi er kristne brødre og medlemmer af Guds ene familie, ej heller vil øve os i våbenfærd mer, men vil vandre ad Guds stier i fred, enhed og broderlig kærlighed.“ Jehovas folk har levet op til denne resolution, og den fred der råder blandt dem drager fredselskende mennesker til sand kristendom. (Es. 2:2-4) Dertil kommer at Jehova ’velsigner sit folk med fred’. (Sl. 29:11) De er ikke bekymrede for noget, men lader i bøn deres anmodninger blive gjort kendt for Gud. Følgen er at ’Guds fred, som overgår al forstand, beskytter deres hjerter og deres sind ved hjælp af Kristus Jesus’. — Fil. 4:6, 7.
13. Hvad indebærer langmodighed, og hvordan er denne egenskab gavnlig?
13 Langmodighed, den fjerde af åndens frugter, indebærer at man er sen til vrede, at man tålmodigt finder sig i at blive provokeret eller at lide uret og at man nægter at opgive håbet om at forbedre et spændt forhold. Jehova er „sen til vrede“, langmodig. (2 Mos. 34:6, NW) Guds tålmodighed gør det muligt for mennesker at nå til en sindsændring og at undgå tilintetgørelse. (2 Pet. 3:8-18) Mens Gud viser langmodighed indsamler han „et folk for sit navn“ gennem hvem han gør sit navn kendt overalt på jorden. (Apg. 15:14; Rom. 9:22-24) De der bærer Jehovas navn stræber efter at være „langmodige over for alle“. (1 Tess. 5:14) Dette fremmer ikke alene et godt forhold til deres trosfæller. Langmodighed sætter også kristne i stand til tålmodigt at lære andre om Jehova, så disse kan gøre hans vilje og opnå evigt liv. (1 Tim. 4:16; Hebr. 6:11-15) Ved således at vandre Jehova værdigt har Guds folk desuden den tilfredsstillelse at vide at han finder behag i dem nu, og de kan se frem til de evige velsignelser han har stillet dem i udsigt.
14. Hvad er venlighed, og hvilken virkning har den?
14 Venlighed er den femte af Guds ånds frugter. Den indebærer at man virkelig er interesseret i andres velfærd. Jehova er endda „venlig mod de utaknemmelige og onde“, idet han opmuntrer dem til at ændre sind. (Luk. 6:35; Rom. 2:4) Som „Guds efterlignere“ må kristne derfor iføre sig venlighed. (Ef. 5:1; Kol. 3:12) De følger den bibelske formaning til at være ’venlige over for hinanden, inderligt medfølende, idet de frit tilgiver hinanden’ ligesom Gud ved Kristus har tilgivet dem. (Ef. 4:32) Venlighed avler venlighed, og den virker tiltrækkende. Venlighed er altså både til gavn for den der viser den, for den der tager imod den, og for den der bliver draget til Guds folk på grund af den venlighed der råder blandt dem.
15. Hvad er godhed et udslag af, og hvordan kan den opelskes?
15 Godhed, den sjette af åndens frugter, er et udslag af den rette etiske beskaffenhed, retskaffenhed, retlinethed. „God og oprigtig er [Jehova].“ (Sl. 25:8) For at kunne udvikle denne egenskab gør kristne klogt i at bede således til Gud: „Lær mig godhed, [giv mig] forstand og indsigt, for jeg tror på dine bud.“ (Sl. 119:66, NW) Man opelsker også godhed ved at adlyde Jehovas bud. Det er en tilfredsstillelse at vide at man efterligner Jehova ved at vise godhed mod sine trosfæller og alle andre. En sådan godhed kan drage mennesker til sand kristendom. — Gal. 6:10.
16. (a) Hvordan defineres tro? (b) Hvilken virkning kan det have på andre at vi lægger denne åndens frugt for dagen?
16 Tro, den syvende i rækken af åndens frugter, er en absolut nødvendighed for dem der ønsker at „vandre Jehova værdigt“. Uden denne egenskab er det umuligt at bevare venskabet med Jehova og behage ham. (Hebr. 11:6) „Tro er den sikre forventning om ting der håbes på, det klare bevis på virkeligheder som ikke ses.“ (Hebr. 11:1) Tro er altså ikke blot et ubegrundet håb, men en velbegrundet forventning. Den indebærer desuden en overbevisning om at der findes virkeligheder som ikke ses. For et tænkende menneske er det skabte, for eksempel solen, månen og stjernerne, et bevis på at Gud, Skaberen, eksisterer. (Rom. 1:20-23; Hebr. 11:3) Når en kristen viser at han har tro på Jehova, sætter han sine trosfæller et godt eksempel. Deres tro kan blive styrket ved at de ser hans urokkelige tro på Jehova. En sådan levende tro kan også udvirke at ikke-troende begynder at sætte deres lid til Jehova Gud.
17. Hvad er mildhed, og hvad fører det til når de der efterligner Jehova lægger mildhed for dagen?
17 Mildhed, den ottende af åndens frugter, kan defineres som blidhed, imødekommenhed, forlenet med en vis styrke. Jesus Kristus sagde: „Jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet.“ (Matt. 11:29) Jehova, der har sørget for at vi kan nærme os ham gennem Kristus, er mild, ikke hård og grusom. De der stræber efter at vandre i Guds navn på en værdig måde, behøver derfor ikke at være bange for at nærme sig ham i bøn. (Hebr. 4:16; 1 Joh. 4:17, 18) Som Jehovas og hans søns efterlignere lægger kristne mildhed for dagen når de omgås alle andre, og dette er i sandhed til stor gavn. En kristen hustrus „stille og milde ånd“ kan være en medvirkende faktor til at vinde hendes ikke-troende ægtefælle for den sande tro. (1 Pet. 3:1-4) Mildhed bidrager desuden til at der kan råde et behageligt forhold blandt mennesker, selv når der opstår problemer, for „mildt svar stiller vrede“. — Ordsp. 15:1.
18. Hvad indbefatter selvbeherskelse, og hvilken virkning kan den have?
18 Selvbeherskelse, den sidste af åndens frugter der omtales, indebærer at man kan beherske sig selv, sine ord og sine handlinger. Jehova „fortsatte med at vise selvbeherskelse“ indtil det rette tidspunkt var inde til at straffe Babylon, der havde ødelagt Jerusalem. (Es. 42:14, 15, NW) Som „Guds efterlignere“ stræber kristne efter at vise selvbeherskelse i alt, og de kan tillidsfuldt bede Jehova om hjælp til at opdyrke denne egenskab. (1 Kor. 9:25) Selvbeherskelse er en velsignelse for den der praktiserer denne egenskab og for alle dem der omgås ham. Ligesom de andre af åndens frugter kan denne egenskab også drage dem der iagttager den, til sand kristendom.
Hvad Gud kræver
19. Hvor meget kræver Jehova af os?
19 De der bærer Jehovas navn kan behage Gud hvis de beder om hans hjælp til at opdyrke åndens frugter. Hvis vi virkelig ser hen til Jehova efter vejledning og tager vort ansvar over for ham alvorligt, vil han afgjort styrke os så vi kan vandre på hans veje. Paulus sagde: „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ (Fil. 4:13, NW) Jehova vil, i sin kærlige godhed, hjælpe os på alle måder, og det er kun forholdsvis lidt han kræver af os. „Det er sagt dig, o menneske,“ skrev Mika, „hvad der er godt, og hvad [Jehova] kræver af dig: hvad andet end at øve ret, gerne vise kærlighed og vandre ydmygt med din Gud.“ — Mika 6:8.
20. Hvorfor kan vi have tillid til at Jehova vil beskytte og hjælpe os?
20 Når vi øver ret, gerne viser kærlighed og vandrer ydmygt med Jehova, er vi ikke uden beskyttelse i denne fjendtlige tingenes ordning. Nej, for vi kan have tillid til at Jehova Gud vil beskytte og hjælpe os som hans folk og vil udfri os og lade os komme ind i hans lovede nye orden, hvis vi fortsat vandrer ham værdigt. Som profeten Samuel engang sagde: „For sit store navns skyld vil [Jehova] ikke forstøde sit folk, da det jo har behaget [Jehova] at gøre eder til sit folk.“ — 1 Sam. 12:22.
21. Hvilket fremtidshåb har de der nu vandrer i Jehovas navn på en værdig måde?
21 Hvis vi tager vort ansvar over for Gud alvorligt og virkelig vandrer i Jehovas navn på en værdig måde, vil han være med os som vor ven. Hvis vi bliver ved med at tilegne os kundskab fra hans inspirerede ord og lever efter det, vil han på ingen måde svigte os. Som hans vidner har vi erklæret at vi vil „vandre i [Jehova] vor Guds navn“. (Mika 4:5) Måtte vi leve op til denne beslutning. Gør vi det, har vi det storslåede fremtidshåb at kunne vandre Jehova værdigt i al evighed.