I en sådan situation gør man vel i at erindre sig: „Bedre langmodig end hovmodig. Vær ikke hastig i dit Sind til at fortørnes; thi Fortørnelse hviler i Daarens Barm.“ (Kalkar) Derimod kan man lægge en god kristen opførsel for dagen hvis man behersker sig, idet man fortrænger ærgrelsen, bevarer sin ro og optræder venligt. Så vil vi ikke volde anstød i noget, men „ved langmodighed, ved mildhed, ved Helligånden . . . ved Guds kraft“ vil vi som kristne og som Guds tjenere anbefale os i enhver henseende. — Ordsp. 16:32; Præd. 7:8, 9; 2 Kor. 6:3-7.

²⁷ Det koster også selvbeherskelse at følge vejledningen om at man ’må lægge bånd på sig selv når man lider ondt og med mildhed undervise dem der ikke er gunstigt stemt’. Det er ikke let at optræde venligt og sagtmodigt når man står over for urimelige mennesker, men det er anstrengelsen værd eftersom det forskåner den sande kristne for at volde anstød i noget. „Mildt svar stiller vrede.“ Og det gør et taktfuldt svar også, hvilket fremgår af det svar som Gideon ifølge Dommerbogen 8:1-3 gav de utilfredse efraimitter. — 2 Tim. 2:24, 25, NW; Ordsp. 15:1.

²⁸ En kristen opførsel fører til resultater: „Ved tålmod [at være sen til at vredes] overtales en dommer, mild tunge sønderbryder ben.“ I virkeligheden er det sådan, at jo mindre andre kan beherske sig, og jo dårligere deres opførsel er, desto mere påkrævet er det at den kristne lægger en god opførsel for dagen og behersker sig. Ligesom Jehovas langmodighed eller tålmodighed fører til frelse, således kan den kristnes tålmodighed over for andre medvirke til at de bliver frelst. — Ordsp. 25:15; 2 Pet. 3:15.

Retfærdighed og kærlighed

29. Hvilken forbindelse er der mellem en kristen opførsel og en skarp retfærdighedssans?

²⁹ En skarp retfærdighedssans er også en forudsætning for at kunne optræde med kristne manerer. Hvorledes det? Sagde Jesus ikke: „Gør mod andre mennesker sådan, som I vil, at de skal gøre mod jer“? Jo, det er ganske rigtigt! Hvis vi altså udelukkende ser på hvad der er retfærdigt og rimeligt, vil kristne manerer simpelt hen sige at vi opfører os over for andre således som vi gerne vil have at de skal opføre sig over for os under lignende forhold. Dersom et eller andet menneske aflagde os besøg ved døren, ville vi ikke bryde os om at vedkommende optrådte hensynsløst, uhøfligt, påtrængende eller behandlede vore ejendele skødesløst, vel? At man mener det godt og handler ud fra et ædelt motiv, undskylder ikke at man glemmer alt om den kristne opførsel. — Luk. 6:31.

30, 31. (a) Hvilken egenskab er fremfor alt en forudsætning for en kristen opførsel, og hvorfor er den det? (b) På hvilken måde er Paulus os et eksempel til efterfølgelse?

³⁰ Men fremfor alt er kristne manerer kærligheden i virksomhed. Kærlighed afføder betænksomhed, hensynsfuldhed, hjertelighed, venlighed og medgørlighed, hvilket alt sammen er fibrene i den kristne opførsel. Kærligheden vil især hjælpe os til at undgå at optræde tankeløst, for den vil få os til at have andres velfærd på sinde, se på deres interesser og betragte en sag med deres øjne. Kristne ønsker ikke alene at bevare deres hjerte rent og at tjene Gud i uselviskhed; de ønsker også at lade deres rene motiv komme til udtryk på den gavnligste måde, i kærlighed. Kærligheden vil styre vor opførsel midt imellem de to yderligheder: den hykleriske smiger og taktløsheden, eller tankeløsheden. Den vil værne os imod at være sleske i vor tale og at gå på kompromis, ligesom den vil afholde os fra at ønske at „byde ild fare ned fra Himmelen og fortære“ de mennesker der modstår os. — Es. 30:10; Luk. 9:54.

³¹ Apostelen Paulus gik ikke til nogen af disse yderligheder, og vi kan lære af hans eksempel ved at læse følgende ord i hans brev til de kristne i Tessalonika: „Vi kom jo, som I ved, aldrig med smigrende ord eller med påskud, der skulle dække over havesyge.“ Dette er ofte alt hvad forretningsverdenens manerer er: en mængde smigrende ord og en påtaget høflighed der dækker over havesyge, eller begærlighed. „Men vi færdedes,“ fortsætter Paulus, „med mildhed iblandt jer, som når en moder hæger om sine børn.“ Paulus ikke alene mente det godt, men var også i handling kærlig, mild og hensynsfuld over for dem. — 1 Tess. 2:5, 7.

32. Hvorfor kan man sige at kærligheden er de kristne manerers sine qua non?

³² Eftersom det er kærligheden der driver de kristne til at tage del i forkyndelsen, skulle denne kærlighed give dem ører og øjne så de kan høre og se hvad der vil blive det bedste at gøre og sige i en given situation. Kærligheden vil få dem til at tænke over hvad der vil gavne mennesker mest muligt, og hvordan de bedst kan undgå at skade eller såre dem. De vil altså optræde med varsomhed. Selv om kærligheden „glæder sig over sandheden“, kan den til tider lede os til at give et tvetydigt, undvigende eller gådefuldt svar, fremfor taktløst at buse ud med en sviende sandhed. Hvad den kristne opførsel angår, har man lov til at sige at kærligheden er et sine qua non, en uundværlig faktor: „Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; . . . kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse . . .; den tåler alt . . ., udholder alt.“ — 1 Kor. 13:4-7.

33. Hvad har udenforstående sagt om den nye verdens samfunds opførsel?

³³ Der kan ikke herske tvivl om at det er meget vigtigt at optræde med kristne manerer. Deres værdi fremgår med al ønskelig tydelighed af det omdømme som den nye verdens samfund af Jehovas vidner har vundet ved deres opførsel. Karakteristisk i denne forbindelse er den udførlige rapport som en senator i De forenede Stater fik føjet ind i U.S.A.’s Congressional Record. I al væsentlighed gik den ud på at Jehovas vidners opførsel hørte til „en anden verden“. Og en journalist ved New Yorkerbladet Herald Tribune skrev: „De er pæne i tøjet, har gode manerer og viser respekt for mennesker i alle aldre. De er omgængelige på en så behagelig måde at det får en til at føle sig skamfuld over den dårlige opførsel som beboerne i vor snavsede og kolde by udviser.“

34. Hvor stor værdi har altså en kristen opførsel og kristne manerer?

³⁴ At have kristne manerer kan for nogle synes at være af underordnet betydning, men det forholder sig modsat. De er af største vigtighed: „Vi volder ikke anstød i noget, for at tjenesten ikke skal komme i vanry.“ Optræder kristne med gode manerer vil de ikke alene „have godt lov blandt dem, som er udenfor“, men der vil også bestå et godt forhold imellem dem inden for familien og den kristne menighed, hvilket vil være til gensidig opbyggelse for dem og til ære for Jehova Gud! — 2 Kor. 6:3-7; 1 Tim. 3:7.

Kristus ville ikke føle sig hjemme i kristenheden

● Som svar på spørgsmålet: „Hvad ville der ske hvis Kristus viste sig iblandt os i dag?“ svarede Ralph W. Sockman, der er præst ved Christ Church i New York: „Folk ønsker en mere bekvem religion end den Kristus bragte. Jesus var ikke en salgsagent der anviste vejen til en god samfundsordning og økonomisk succes. Sensationslystne skarer og overfladisk tænkende kirkegængere ville finde Jesus skuffende og holde op med at lytte.

Hvilken dom ville Kristus fælde over vor civilisation? Han ville sige det samme som han sagde til hovedstaden Jerusalem: at vi ikke kender og gør de ting der tjener til vor sande fred. Han ville dadle vor overdrevne materialisme, der gør os blinde for det usynlige og evige. Han ville udtale en sønderknusende fordømmelse over vor snæversynede nationalisme, vore sociale kaster og vore raceskel. Kristus ville ikke føle sig hjemme i mange af de kirker som er opført i hans navn, fordi de har tilladt præstevælde og verdslighed at spolere den enkelhed og oprigtighed der kendetegnede hans evangelium.“ — Cosmopolitan, december 1958.