Ydmyghed — en højst attråværdig egenskab
ALT for ofte er stolthed — fremfor ydmyghed, beskedenhed og sagtmodighed — den mest fremtrædende egenskab hos ufuldkomne mennesker. Universets øverste Suveræn, Jehova Gud, er imidlertid ydmyg. Dette ses af hans villighed til at handle barmhjertigt med usle syndere som oprigtigt søger hans godkendelse og velsignelse.
Jehovas ydmyghed skildres på en smuk måde i Klagesangene, det tredje kapitel. Her giver profeten Jeremias udtryk for sin sorg og fortvivlelse over de frygtelige lidelser der kom over israelitterne for babyloniernes hånd. Som nation betragtet led israelitterne et knusende nederlag. En dag ville Jehova Gud imidlertid huske de angrende i nationen. Jeremias udtrykker sin tillid til dette med disse ord i Klagesangene 3:19, 20, som han henvendte til Gud i bøn: „Husk min nød og min hjemløse tilstand, malurten og giftplanten. Din sjæl vil helt sikkert huske mig og bøje sig over mig.“ (NW) Ja, den almægtige Gud ville give udtryk for sin overmåde store ydmyghed ved at „bøje sig“ for at vise de angrende gunstig opmærksomhed og løfte dem op fra deres fornedrelse.
Skønt Jehova Gud er den Højeste og ikke skal stå til ansvar over for nogen, nedlader han sig altså til at se med velvilje på dem der befinder sig på selv det ringeste stade. Han kan derfor med rette kræve at hans tjenere er ydmyge. Det er kun de ydmyge han begunstiger, idet han gør dem til genstand for sin særlige opmærksomhed. Hans ord siger: „[Jehova] er ophøjet, ser til den ringe, han kender den stolte i frastand.“ (Sl. 138:6; Jak. 4:6) Der er stor afstand mellem de stolte og Jehova Gud i de højeste himle. Ikke desto mindre lægger han mærke til deres motiver og nægter derfor at anerkende dem som sine tjenere. Han vil ikke kendes ved dem.
Opdyrk ydmyghed
Hvis vi ønsker Jehovas anerkendelse gør vi vel i at betragte det eksempel som hans ydmyge tjenere i fortiden satte. David var en af dem. Selv om han var blevet salvet til konge, forsøgte han ikke at bestige tronen med magt, men udholdt villigt ydmygelser og forfølgelse fra kong Sauls side. David var ikke indbildsk, han havde ikke et stolt hjerte. Han var ikke misundelig på dem der besad højere stillinger, og han ringeagtede heller ikke jævne mennesker. Han kendte sine begrænsninger og forsøgte ikke at opnå noget der oversteg hans evner eller muligheder. Derfor kunne han sige: „[Jehova], mit hjerte er ikke hovmodigt, mine øjne er ikke stolte, jeg sysler ikke med store ting, med ting, der er mig for høje.“ — Sl. 131:1.
At opdyrke denne ydmyghed krævede en bevidst indsats fra Davids side. Han indrømmede under inspiration: „Jeg har lullet og tysset min sjæl; som afvant barn hos sin moder har min sjæl det hos [Jehova].“ (Sl. 131:2) Åbenbart måtte David på et tidspunkt berolige eller ’tysse på’ sin sjæl, sine stærke ønsker, for at kunne lægge sand ydmyghed for dagen. Hans inderste ønsker og længsler vakte en uro i ham, som uroen hos et spædbarn der længes efter sin moders bryst. Når barnet er vænnet fra, bliver det imidlertid vant til at indtage føde på en anden måde, og det finder tilfredshed i sin moders arme. På samme måde lykkedes det David at dæmpe sine ønsker. Da han forstod at ophøjelsen skulle komme fra Jehova, ventede han tålmodigt på ham og kunne derfor tilskynde sine landsmænd, israelitterne, til at gøre det samme: „Israel, bi på [Jehova] fra nu og til evig tid.“ — Sl. 131:3.
I dag vil ydmyghed på tilsvarende måde bevirke at en kristen mand tålmodigt venter indtil han kan bruges som menighedstjener eller ældste i en menighed. Han vil ikke forsøge at trænge sig frem for at opnå en fremtrædende stilling, men han vil med glæde bruge sine kræfter på at gøre „godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med [ham] i troen“. (Gal. 6:10) Selv om hans gode egenskaber og gerninger måske bliver overset for en tid, kan han være forvisset om at de ikke vil forblive skjulte. Første Timoteusbrev 5:25 fastslår: „Gode gerninger [er] tydelige, og selv når de ikke er det, kan de ikke skjules for bestandig.“ — New English Bible.
Ydmyghed fører til fred
Hvis man bevarer en ydmyg indstilling og ikke gør et stort stridsspørgsmål ud af at man ikke bliver benyttet i en bestemt henseende, bidrager man til at bevare freden blandt sine kristne brødre. Selv om man skulle blive udsat for en fejlbedømmelse, er det ikke altid klogt at afsløre det og søge at retfærdiggøre sig. En der føler sig forbigået kunne måske nok bevise at han har ret, men samtidig kunne han skade andre ved det. Ja, han kunne undergrave menighedens respekt for de ældste. Det ville afgjort blive vanskeligt for ham at samarbejde med de ældste hvis han først havde ydmyget dem i andres øjne.
Hvis en broder mener at han er blevet bedømt forkert, kan han derfor spørge sig selv: Er fejlen alvorlig nok til at jeg bør afsløre den, i betragtning af de skadelige virkninger dette kunne få? Er det ikke bedre at vente med at rette den til senere? Ville det, hvis jeg gjorde sagen til et stridsspørgsmål, give anledning til unødige vanskeligheder der kunne forstyrre menighedens fred?
Den ydmyge forstår at han også selv gør fejltagelser, og han er derfor villig til at tage imod bibelsk vejledning og at anvende den. Hvis han er blevet undervurderet kan han søge at drage nytte af denne erfaring, og ihærdigt arbejde på ikke selv at undervurdere andre.
Tjen med ydmyghed
De udnævnte ældste og menighedstjenere gør vel i at efterligne apostelen Paulus’ eksempel med hensyn til at tjene andre ydmygt. Om sig selv og sine medarbejdere skrev Paulus: „Vi har heller ikke søgt ære fra mennesker, nej, hverken fra jer eller fra andre, skønt vi som Kristi apostle kunne være en bekostelig byrde. Tværtimod, vi optrådte med nænsomhed i jeres midte, som når en ammende moder plejer sine børn. Idet vi således nærede en inderlig hengivenhed for jer, besluttede vi at give jer, ikke blot Guds gode nyhed, men også vore egne sjæle, fordi I var blevet os kære.“ (1 Tess. 2:6-8) Er man i besiddelse af denne ydmyghed, der giver sig udslag i at man er villig til at tjene andre uden noget ønske om „ære“, og giver man gavmildt af sin tid og sine kræfter, hvilket er et udtryk for selvopofrende kærlighed, vil man appellere til andres hjerte og være et nyttigt redskab i Jehovas hånd, til andres velsignelse.
Ud over at hjælpe os til at genspejle en tjenende ånd over for andre, vil ydmyghed øge vores værdsættelse af vore medtroende. Apostelen Paulus rådede de kristne i Filippi til ’intet at gøre af stridbarhed eller selvoptagethed, men i ydmyghed at agte de andre højere end sig selv’. (Fil. 2:3) Den der følger dette råd er i stand til at se de gode egenskaber hos andre — egenskaber som i visse retninger kan være bedre end hans egne. Hans beskedne syn på sig selv afholder ham fra forhastet at søge at få sin egen mening eller vilje igennem og at tilsidesætte andres forslag. Han forstår at der kan være flere måder at gøre en ting på og at hans bedømmelse ikke nødvendigvis er den bedste. Derfor er han villig til at tage hensyn til andres meninger og følelser. Han tager ikke hele æren for et stykke arbejde hvori andre har deltaget. Hans ydmyghed gør ham behagelig at omgås.
Ydmyghed er i sandhed en vigtig egenskab når man skal bevare et godt forhold til Gud og til sine medmennesker. Det er derfor en egenskab som alle vi der er indviede tjenere for Jehova, må ønske at opdyrke i endnu højere grad.