Ordinerede Guds tjenere
„Derfor takker vi også uophørligt Gud for, at I, dengang I modtog Guds ord, som vi forkyndte, ikke tog imod det som menneskers ord, men som Guds ord hvad det i sandhed er, hvorfor det også gør sin gerning i jer, som tror.“ — 1 Tess. 2:13.
1. Hvilken forskel er der på kristenhedens ordinationsceremonier og Jesu ordination?
RELIGIØSE organisationer, såvel protestantiske som katolske, gør et stort nummer ud af at ordinere deres præster. Den der ønsker at blive præst må først studere teologi i en årrække, og når han har taget sin embedseksamen antages han at kunne træde ind i præsternes rækker. Indsættelsen sker under udfoldelse af megen pomp og pragt. Mange honoratiores overværer ceremonien i embeds medfør. Den nye præst indsættes eller helliges tjenesten for og tilbedelsen af sin Gud. Når han stiger i graderne, fra præst til biskop eller ærkebiskop, må han igennem endnu flere ceremonier, og gejstligheden stiller endnu større glans og herlighed til skue. Mange præster i kristenheden ordineres eller indsættes i gejstlige embeder i store, kostbart udsmykkede katedraler under opbud af overdådig glans, ved en ceremoni som i virkeligheden er et pragtfuldt offentligt skuespil. Men den sande kristendoms grundlægger blev ordineret med hellig ånd fra himmelen efter at han var blevet sænket ned i Jordanflodens vand af en mand som „havde klæder af kamelhår og et læderbælte om livet“ og hvis „føde var græshopper og vilde biers honning“. — Matt. 3:4.
2, 3. Hvad viser at Jesus var vel egnet til at tage tjenestegerningen op selv om han ikke havde en teologisk uddannelse?
2 En ganske anden måde at blive ordineret på! Så enkel var den handling Jesus gennemgik for at blive Jehovas ordinerede tjener. Desuden nævner Bibelen intet om at Jesus gik i en særlig skole for at blive uddannet til tjenesten; men som ung mand studerede han Guds ord, De hebraiske Skrifter. Det fremgår klart at han ikke på en særlig skole fik undervisning af de skriftkloge og farisæerne, den tids religiøse ledere. Dog læser vi at Jesus i tolvårsalderen udspurgte sådanne farisæere og skriftkloge om sin Faders gerning. Lukas, historikeren, fortæller at Jesu forældre kiggede efter ham efter påskehøjtiden mens de var på vej hjem fra Jerusalem og „ledte efter ham blandt deres slægtninge og bekendte. Men da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem og ledte efter ham. Og det skete efter tre dages forløb, da fandt de ham i helligdommen, hvor han sad midt iblandt lærerne og lyttede til dem og spurgte dem ud; og alle, som hørte ham, blev ude af sig selv af forbavselse over hans forstand og svar“. — Luk. 2:44-47.
3 Denne dreng, kun tolv år gammel, sagde til sine forældre: „Vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders hus?“ Jesus rejste imidlertid med dem hjem, og beretningen lyder: „Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.“ — Luk. 2:49, 52.
4, 5. (a) Hvilken afgørelsens tid kom for Jesus, og hvorledes viste hans Fader sin godkendelse af den gerning han havde valgt? (b) Foregik hans ordination under udfoldelse af et strålende ceremoniel?
4 Men den tid kom da Jesus skulle være i sin Faders gerning hele tiden, og da han nåede trediveårsalderen gik han til Johannes Døber, en Jehovas profet som døbte i Jordanfloden. På dette afsidesliggende sted hørtes „en røst af en mand som råber i ørkenen: ’Bered Jehovas vej, gør hans veje lige!’“ Manden var Johannes Døber, og han sænkede Jesus helt ned under vandet og rejste ham op af det igen. På denne måde symboliserede Jesus sin indvielse til at gøre sin Faders vilje, og Jehova anerkendte ham som sin elskede søn i hvem han havde velbehag. „Efter at Jesus var blevet døbt, steg han øjeblikkelig op af vandet; og se! himlene blev åbnet, og han så Guds ånd dale ned over sig som en due. Og se! der lød en røst fra himlene som sagde: ’Denne er min søn, den elskede, hvem jeg har godkendt.’“ (Matt. 3:3, 16, 17, NW) Jesus var nu Kristus, den salvede. Han var ordineret af Gud og måtte indlede sin forkyndergerning som en ordineret ordets tjener. „Jesus var omkring tredive år gammel, da han begyndte.“ — Luk. 3:23.
5 Ingen kan sige at Jesu ordination var et skuespil i nærværelse af mange præster og gejstlige. Der var intet optog. Jesus havde heller ikke taget eksamen ved et anset præsteseminarium. Han var søn af en tømrer, var selv tømrer, og var nu trådt frem for at følge tjenestegerningens kald.
6. Hvordan blev Jesu disciple ordinerede ordets tjenere, og hvor mange af dem som dengang blev kristne blev ordineret til tjenestegerningen?
6 Alle Jesu disciple blev døbt på samme måde, ved fuldstændig nedsænkning i vand; og efter at Jesus havde belært dem om at Guds rige var nær, sendte han dem ud for at forkynde budskabet om dette rige ligesom han selv gjorde. De var blevet grundigt uddannet dertil. De kendte Guds ord og vilje og levede som Jesus havde sagt de skulle. De havde aldrig været i berøring med et teologisk seminarium, men alligevel var de Guds ordinerede tjenere. Jehova brugte dem senere til at organisere de første kristne i menigheder, og de udnævnte tilsynsmænd til at vogte Guds hjord, ikke til at spille herrer over fårene. På den tid blev enhver som blev kristen også en ordineret ordets tjener, for Jehova gjorde dem til „ambassadører i Kristi sted, som om Gud rettede en indtrængende anmodning gennem [dem]“. — 2 Kor. 5:20, NW.
7. Hvilken befaling gav Jesus der viser at hans disciple var ordinerede til at være ordets tjenere?
7 Efter sin opstandelse sagde Jesus til sine disciple som var stævnet sammen: „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, idet I lærer dem at holde alt det som jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:19, 20, NW) Apostlene fik ikke besked om at døbe Kristi Jesu sande efterfølgere på en måde som var forskellig fra den de selv var døbt på, eller som afveg fra det eksempel Kristus Jesus havde sat. Man behøver altså ikke at gennemgå et formelt religiøst ritual for at blive en af Guds ordinerede tjenere. Kristus Jesus viste det enkle forbillede.
8. Hvem forestår i overensstemmelse med sandheden og kendsgerningerne ordinationen af Guds tjenere, og hvilken forbindelse har dåb med spørgsmålet?
8 Naturligvis er det ikke dåben i vand som gør en til en ordineret ordets tjener. Det er Gud som forestår ordinationen af den der døbes, og denne har da allerede anerkendt Jehova Gud som den suveræne Regent og Kristus Jesus som sin Frelser, anerkendt at han selv er en synder og behøver Kristi offers fortjeneste for at kunne stå i et ret forhold til Gud. Dåben i vand er af stor betydning, for her afgiver den der døbes en offentlig erklæring om at han er indviet til eller har sat sig til side for at tjene og tilbede Jehova. Det er en selvfølge at han må vide hvad han gør og at han vedblivende viser sig værdig til dette meget ophøjede formål. Når Gud antager den døbte, ordinerer han ham til den guddommelige tjeneste.
9, 10. (a) Hvad vil det sige at blive ordineret? (b) Hvordan viste Jesus hvad denne bemyndigelse betød han skulle gøre?
9 At blive ordineret betyder at blive betroet særlige tjenestepligter, eller at blive officielt udnævnt. Jesus blev officielt udnævnt af Gud til at udføre en særlig tjeneste, det vil sige: hvad der var Guds vilje med ham. I synagogen i Nazaret oplæste Jesus sine tjenestepligter fra Esajas’ bogrulle: „’Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed og udråbe et nådeår fra Herren.’ Så lukkede han bogen og gav tjeneren den tilbage og satte sig; og alles øjne i synagogen var spændt rettede mod ham. Da begyndte han med at sige til dem: ’I dag er dette skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse.’“ — Luk. 4:18-21.
10 Det var profeteret i Esajas 61:1, 2 at Kristus skulle udføre dette arbejde, og derfor kunne Jesus citere skriftstedet og sige at han opfyldte det. Jesus blev ordineret, udnævnt til denne tjeneste, ved Jordanfloden da han blev døbt. Der kom Jehovas ånd over ham, og fra da af var han bemyndiget til at udføre Guds gerning. Nu var tiden inde til at han skulle tale og bekende offentligt. Det var hvad Jesus gjorde.
11. Hvad lærer vi om Jesu gerning når vi læser De kristne græske Skrifter? Blev hans gerning overdraget til andre? Til hvem?
11 Alle som har læst De græske Skrifter kender det enorme forkyndelses- og undervisningsprogram Jesus var optaget af under sin tre et halvt års tjeneste. De kender også det arbejde apostlene udførte, og som apostelen Paulus talte om da han sagde: „Thi med hjertet udøver man tro til retfærdighed, men med munden bekender man offentligt til frelse.“ (Rom. 10:10, NW) I nutiden kan kristne ikke bære sig anderledes ad. Det samme hverv som blev overdraget Jesus, at gå med glædesbud, at udråbe for fanger at de skal få frihed, og for de blinde at de skal få deres syn, og at udråbe et nådeår fra Jehova, blev også givet hans trofaste kristne efterfølgere at varetage. En lignende og meget positiv udtalelse i denne retning blev fremsat med henblik på vor tid af Jesus selv engang han befandt sig på Oliebjerget. Han sagde: „Denne gode nyhed om Riget skal forkyndes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, og så skal den absolutte ende komme.“ (Matt. 24:14, NW) Men apostlene og alle Jesu efterfølgere skulle gøre forkyndelsen af gode nyheder til deres livshverv.
Tjenestens omfang
12. Hvor betydningsfuld er tjenestegerningen, og hvilke betimelige spørgsmål melder sig?
12 At stå som en ordineret ordets tjener ind for Gud eller for verdens regeringer er ikke noget man kan tage sig let. Hvert ord, hver tanke og handling spiller ind; man må af hjertet følge de principper som Kristus Jesus har opstillet, ja, gå i hans fodspor. Hvor meget indbefatter det at stå som en ordineret ordets tjener ind for Gud? Er en ordets tjener kun ordineret i den tid han forkynder den gode nyhed for en eller anden? Eller omfatter hans ordination, i betragtning af at han er indviet til Jehova Gud, alle døgnets fireogtyve timer? Kan man forlade sit kald et kort stykke tid og handle helt anderledes end man plejer, eller er man forpligtet til altid at beholde sin tjenesteklædning på? Bibelen viser at Jesus som ung mand var tømrer; han forlod imidlertid sit håndværk. Han ville gerne have gjort det på et tidligere tidspunkt i sit liv, men det var ikke Guds vilje. Først måtte han fylde tredive år, den alder som en levit ifølge jødisk lov måtte have for at blive præst. Da han så blev ordineret af Gud var han først og fremmest optaget af at gøre Guds vilje, hvilket var at forkynde at himmeriget var nær. Han oplærte sine disciple til at udføre den samme slags arbejde, eller følge det samme kald.
13. Hvad betyder ordet kald? Hvem må følge en sådan kurs?
13 Ordet kald kan defineres således: „En kaldelse til tjeneste for Gud i en særlig stand eller stilling, i særdeleshed i præstestanden eller det religiøse liv, som vist ved ens skikkethed, naturlige tilbøjeligheder, og, ofte, ved overbevisningen om en guddommelig indbydelse. Den stand eller stilling man får en sådan kaldelse til. En officiel indbydelse til et bestemt kirkeligt embede, såsom et pastorat.“ Jesus fik sandelig „en kaldelse til tjeneste for Gud“. Han blev kaldet til en særlig virksomhed eller karriere. Hans kald var nu at ’søge Guds rige og hans retfærdighed først’. (Matt. 6:33) Enhver der bliver en ordineret efterfølger af Kristus Jesus må altid derefter leve et kristent liv på denne måde. Jesu apostle måtte gøre det for at bevise at deres kald var at stå som ordinerede ordets tjenere ind for Gud, selv om de af verdens regeringer og mennesker blev anset for fiskere, skatteopkrævere eller teltmagere.
14. (a) Hvornår bliver beskæftigelser som tømrer, murer, ingeniør eller læge af underordnet betydning? (b) Hvorfor må man aldrig holde op når man én gang er blevet ordineret?
14 At være en indviet kristen i nutiden er ikke en deltidsbeskæftigelse, lige så lidt som det var det dengang. Det er et heltidskald. En virkelig kristen er ikke kun kristen om søndagen i nogle få timer mens han er i kirke eller til bønnemøde. Den der har indviet sig, den der står som en ordineret ordets tjener ind for Gud, må være kristen hele sit liv fra den dag han begynder at følge Kristus Jesus og gå i hans fodspor. I verden kan en mand af profession være tømrer, murer, ingeniør, eller læge, og tjene til livets ophold ved en sådan beskæftigelse. Men hvis denne mand indvier sit liv til Jehova Gud og lader sig døbe i vand, bliver hans verdslige beskæftigelse af en underordnet betydning, og hans kristne tjeneste må få førstepladsen og blive hans virkelige beskæftigelse og kald, for han er blevet kaldet til at udføre tjeneste for Gud. Jesus sagde: „Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.“ En kristens vigtigste arbejde, hans hovedinteresse, er altså hans kaldelse til et kristent liv. Den må være det. Hans kald må være at stå som en ordineret ordets tjener ind for Jehova Gud. Han kan holde op med sit verdslige arbejde, men han må aldrig holde op med at følge sin guddommelige kaldelse til tjeneste for Gud. Hvis en kristen forlader tjenestegerningen mister han sit evige liv. Hvad er da vigtigst?
15. Hvad bekender man når man indvier sig, og hvordan må man betragte Guds ord?
15 Når man indvier sig til tjeneste for Gud og symboliserer indvielsen ved vanddåben, tilslutter man sig ikke en eller anden jordisk religiøs organisation. Et så ubetydeligt skridt er der ikke tale om. Indvielsen og symboliseringen af denne er det største man nogen sinde har gjort i sit liv. Med nedsænkningen i vandet bekender man over for alle medkristne og folk i verden at man fra nu af er indviet til Gud, til at virke som hans tjener. Dette er ens kald, og for fremtiden må hele Guds ord som det er fremsat i Bibelen være rettesnor for en. Som en sand kristen har man handlet efter Paulus’ ord: „Derfor takker vi også uophørligt Gud for, at I, dengang I modtog Guds ord, som vi forkyndte, ikke tog imod det som menneskers ord, men som Guds ord, hvad det i sandhed er, hvorfor det også gør sin gerning i jer, som tror.“ — 1 Tess. 2:13.
16, 17. (a) Hvad indbefattes også når man har taget imod Guds ord? (b) Hvordan viste Paulus dette?
16 ’I har modtaget Guds ord og taget imod det.’ Har du det? Hvor meget ligger der heri? Paulus sagde at det endog havde at gøre med ens spisen og drikken. Det kan lyde absurd, men lad os læse hvad han skrev til korinterne: „Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære! Bliv ikke til anstød for nogen, hverken for jøde eller græker eller for Guds menighed, ligesom også jeg i alt stræber at tækkes alle, idet jeg ikke søger, hvad der gavner mig selv, men hvad der gavner de mange, for at de må blive frelste.“ (1 Kor. 10:31-33) Paulus var interesseret i at redde liv ved ’hvad han spiste eller drak eller hvad han ellers gjorde’. Men hvordan skulle ens spisen og drikken kunne redde liv? Paulus giver forklaringen i det ottende og tiende kapitel i sit første brev til korinterne.
17 Han vidste at den kristne skulle ’afholde sig fra afgudsofferkød’ (Ap. G. 15:29); men han forklarede korinterne: „Alt, hvad der sælges i en slagterbod, kan I spise uden at undersøge noget af samvittighedshensyn; thi Herrens er jorden og dens fylde.’ Hvis nogen af de vantro indbyder jer, og I har lyst til at gå, så spis alt det, der sættes for jer, uden at undersøge noget af samvittighedshensyn. Men hvis nogen siger til jer: ’Det er offerkød,’ så lad være at spise det af hensyn til ham, der meddelte det, og til samvittigheden, ikke jeres egen, mener jeg, men den andens; thi hvorfor skal min frihed dømmes af en andens samvittighed? Når jeg nyder noget med taksigelse, hvorfor skal jeg så høre ilde for det, jeg takker for?“ (1 Kor. 10:25-30) Måske havde kødet som solgtes i slagterboderne været ofret til afguder, men hvordan kunne køberen vide det? Måske havde han ikke spurgt om dyret, eller den del af det han købte, havde været ofret til en afgud. Derfor siger Paulus at hvis et sådant menneske inviterer en til middag, skal man spise hvad han har. Paulus vidste „at der ikke er nogen afgud til i verden, og at der kun er een Gud“. (1 Kor. 8:4) Men hvis den der spiser sammen med en siger: „Det er offerkød,“ så skal man ikke spise noget af det for vedkommendes samvittigheds skyld. For ens egen samvittigheds skyld? Nej, men af hensyn til den andens samvittighed. Spiser man, kan man bringe ham til fald.
18, 19. (a) Hvorfor var Paulus så bekymret for sin broders samvittighed? (b) Bør Kristi efterfølgere i nutiden være lige så bekymrede? Hvorfor?
18 Paulus sagde at en kristens frihed eller kundskab ikke skulle „bringe de skrøbelige til fald“. Hvis man spiste mad som havde været ofret til afguder, efter at man havde takket Gud for det, kunne man alligevel være skyld i at et menneske gik til grunde. „Men når I således synder imod brødrene og sårer deres skrøbelige samvittighed, så er det Kristus selv, I synder imod. Derfor, hvis mad kan bringe min broder til fald, vil jeg aldrig i evighed spise kød, for at jeg ikke skal bringe min broder til fald.“ (1 Kor. 8:9, 12, 13) Paulus’ ordination, dette at han var sat til side til tjenesten for Gud, havde også at gøre med hans spisen og drikken. Den spillede ind i alt hvad han foretog sig til daglig. Paulus var interesseret i at redde liv. Derfor sagde han: „Bliv ikke ved det, du spiser, til fordærv for den, som Kristus led døden for. . . . Thi Guds rige består ikke i, hvad man spiser og drikker, men i retfærdighed og fred og glæde i Helligånden.“ „’Alt er tilladt,’ men ikke alt er gavnligt. ’Alt er tilladt,’ men ikke alt opbygger. Ingen må søge sit eget, men hvad der gavner næsten.“ — Rom. 14:15, 17; 1 Kor. 10:23, 24.
19 Kan kristne i nutiden se anderledes på tingene og lade deres spisen og drikken bringe en jøde eller græker eller en broder i menigheden til fald? Nej! Vi er stillet på nøjagtig samme måde som Paulus. Han ville hellere ’i alt stræbe efter at tækkes alle, idet han ikke søgte hvad der gavnede ham selv, men hvad der gavnede de mange, for at de måtte blive frelste’. (1 Kor. 10:33) Ville du gøre det samme? Hvis du er en ordineret ordets tjener som Paulus vil du.
Spisen, drikken, tale og arbejde
20. (a) Mad behøver ikke at give anledning til vanskeligheder mellem kristne i vor tid, men hvad kan give anledning dertil, og hvilke argumenter fremføres til forsvar for brugen af spiritus? (b) Hvad må vi tænke på med hensyn til vore drikkevaner?
20 Men, siger en eller anden, den slags sker ikke i dag. Folk ofrer ikke mad til afguder. Nuvel, men hvordan forholder det sig med dine drikkevaner? Der drikkes en masse i dag, og Paulus nævner at man skal være varsom med at drikke. Folk nyder alle slags drikke, men det der i særlig grad gør nogle mennesker forstyrrede er spiritus. En der har lyst til at drikke vin fremfører måske at Paulus opfordrede Timoteus til at drikke lidt vin for sin maves skyld. En anden kan finde på at sige at Jesu første mirakel bestod i at skaffe vin. En tredje vil sige at vin gør hjertet glad. Alt dette er nok sandt, og i de fleste lande er det lovligt at have og at drikke spiritus, men gavner det en anden broder? „Opbygger“ det når man drikker spiritus? Lad os ikke tænke på hvad der gavner os selv, men på hvad der gavner næsten.
21, 22. (a) Hvilket dårligt eksempel kan en tankeløs tilsynsmand foregå brødrene med? (b) Hvem andre end brødrene kunne bringes til fald?
21 Forestil dig en tilsynsmand i en af Guds folks menigheder, en mand med indflydelse, en anset mand, som en aften går ud med nogle venner. Han nyder spiritus men holder ikke måde, og han bliver beruset. Bibelen slår afgjort fast at drankere ikke skal arve Riget. „Eller ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! hverken utugtige eller afgudsdyrkere . . . eller tyve eller, havesyge, ingen drankere . . . skal arve Guds rige.“ (1 Kor. 6:9, 10) Nogle af jer var sådan før I kom i sandheden, siger Paulus, men I blev tvættet rene. Hvorfor så vende tilbage til den slags vaner og blive anledning til at jeres broder falder? En broder ser måske denne tilsynsmand gå usikkert hen ad gaden. Han bliver chokeret, foruroliget og forarget over at en ordineret tjener i hans menighed kan have så små tanker om sin ordination ind for Gud at han drikker sig fuld. Denne skødesløshed med hensyn til at drikke er blevet en snublesten for en broder i Guds menighed.
22 Lad os følge den berusede mand lidt endnu. Da han kommer hjem i sin berusede tilstand ses han af sin nabo med hvem han studerer Bibelen, og også naboen tager anstød, for han troede at denne ordinerede ordets tjener levede et kristent liv. Naboen bestemmer sig til at han ikke længere vil studere med tilsynsmanden, og siger til sin kone: „Hvis det er det Bibelen har gjort for ham, kender jeg nogle som ikke tror på Gud der lever et pænere liv og som jeg hellere vil komme sammen med. Hvorfor skulle jeg forandre min måde at leve på når nu en af de fremtrædende i menigheden som påstår at han er en ordineret tjener, drikker sig fuld?“
23. I hvilken henseende er Paulus’ ord i brevene til korinterne og romerne på deres plads?
23 Hvor havde Paulus ret da han sagde: „Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære!“ (1 Kor. 10:31) Var det der her skete til Guds ære? En kristen ønsker bestemt ikke at bringe en jøde, en græker, en nabo, en ven, eller en af sine brødre i Guds menighed til fald. Det hver eneste ordineret ordets tjener må være interesseret i, er at redde alle menneskers liv, at arbejde på at de må komme ind i Guds nye verden. „Lad os altså stræbe efter det, der fører til fred og indbyrdes opbyggelse. Nedbryd ikke Guds værk for madens skyld! Ganske vist er alting rent, men når en spiser, skønt han tager anstød deraf, bliver det ondt. Det er rigtigt at afholde sig fra at spise kød, drikke vin, og hvad andet din broder tager anstød af.“ — Rom. 14:19-21.
24, 25. I hvilke andre retninger må en kristen tage sig i agt for hvorledes han vandrer?
24 En kristen må også i andre retninger tage sig i agt for hvordan han vandrer. Paulus trækker denne sandhed frem når han skriver til kolossenserne: „Lad Kristi ord i rigt mål bo hos jer, så I med al visdom lærer og påminder hverandre med salmer, hymner og åndelige sange og synger med taknemmelighed i jeres hjerter for Gud. Og alt, hvad I tager jer for i ord eller handling, gør det alt sammen i Herren Jesu navn og sig Gud Fader tak ved ham.“ — Kol. 3:16, 17.
25 Paulus formaner os til at vogte på vore ord og vort arbejde, som optager en hel del af vor tid hver dag. Hvordan taler vi til folk og hvordan arbejder vi for vor arbejdsgiver? Ens kristne dannelse genspejler sig tydeligt på disse to områder.
26. Hvilken slags ord bør ordinerede ordets tjenere bruge, og hvorfor er det til tider vanskeligt at beherske sine ord?
26 Er de ord som kommer ud af vor mund sømmelige, rene, nyttige og passende? Vil vi synes om at Gud hører alt hvad vi siger? Jakob skrev følgende med henblik på vore ord: „Kan samme kildevæld give både velsmagende og bittert vand? . . . Ej heller kan en salt kilde give fersk vand.“ Om det lille lem blandt vore lemmer siger han: „Tungen er en ild. . . . tungen kan intet menneske tæmme, rastløs og ond som den er, fuld af dødbringende gift. Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi menneskene, som er skabt, så de ligner Gud. Af den selv samme mund udgår både velsignelse og forbandelse. Mine brødre! således bør det ikke være.“ En ordineret tjeners mund bør undervise og formane andre med venlighed. Sådan noget som praleri og løgn bør ikke findes i vor mund. Den bør altid lovprise Jehova. „Og retfærdighed er frugt af en sæd, der sås i fred til gavn for dem, som stifter fred.“ — Jak. 3:6-12, 18.
27. Kan en ordineret ordets tjener have to sæt ordforråd? Hvad siger Paulus og Peter med hensyn til dette?
27 Ordinerede tjenere for Jehova kan ikke have to personligheder med to sæt ordforråd, det ene rent og retskaffent, det andet smudsigt og ondt. En kristen kan lære sig selv at bruge gode ord som udtrykker hans tanker klart og magtfuldt. Den kristne har ikke et ordforråd han bruger i Guds folks menighed og et andet sæt bestående af grove, rå, smudsige ord som han anvender på sin arbejdsplads. Husk hvad Paulus siger: „Alt, hvad I tager jer for i ord . . ., gør det alt sammen i Herren Jesu navn og sig Gud Fader tak ved ham.“ Peter kommer også ind på dette, og bruger gode, udtryksfulde ord: „Thi ’den, som vil elske livet og se lykkelige dage, skal holde sin tunge fra ondt og sine læber fra at tale svig; skal vende sig fra ondt og gøre godt; skal søge fred og jage efter den! Thi Herrens øjne hviler på retfærdige, og hans øren hører deres bøn; men Herrens åsyn er mod dem, der gør ondt.’“ — 1 Pet. 3:10-12.
28. (a) Hvordan bør den ordinerede kristne tjener se på sin verdslige beskæftigelse? (b) Hvordan kan man være en tyv selv om man ikke direkte stjæler et andet menneskes ejendele?
28 Så er der den anden del af den kristnes liv — arbejde. Der bruges en anselig mængde tid til en eller anden slags arbejde, men hvordan udfører man sit arbejde og tjener sit daglige brød? Enhver indgår faktisk en kontrakt eller en overenskomst med sin arbejdsgiver. Når arbejdsgiveren ansætter ham til at udføre et bestemt stykke arbejde går han ind på at give ham en bestemt løn. Den ansatte bør ikke skulke fra sit arbejde og bestille mindre end han indvilligede i. Han bør være ærlig og yde sin arbejdsgiver alt hvad der tilkommer ham. Hvis man ansættes som tømrer til at arbejde så og så mange timer om dagen og man får den og den løn for de timer, må man sandelig være flittig og udføre et godt stykke tømrerarbejde i alle de timer. Man får ikke løn for at drive den af. Man får løn for at arbejde. Dersom en kristen arbejder i en forretning som ejes af en rig mand, har han ingen ret til at stjæle fra den rige, blot fordi denne har penge nok. Han har heller ikke ret til at stjæle fra kunderne ved at tage mere for varerne end de er værd og selv beholde differencen. Det er at stjæle. En mand kan også stjæle fra sin arbejdsgiver ved at drive tiden væk i stedet for at arbejde. Manden venter at få løn af sin arbejdsgiver. Hvorfor kan arbejdsgiveren så ikke forvente at der udføres et stykke arbejde for de penge han betaler i løn? „Alt, hvad I tager jer for i . . . handling, gør det alt sammen i Herren Jesu navn.“ Gør du det?
29. Hvilken holdning indtog apostelen Paulus over for trællen Onesimus da denne blev kristen?
29 Paulus mente ikke at Onesimus, Filemons træl, skulle blive væk fra sin herre. Da Onesimus blev kristen fandt Paulus ud af at han var træl og sendte ham tilbage til hans ejer. Trællen, som nu var en kristen, tilhørte stadig Filemon, selv om Filemon også var en kristen. Paulus skrev angående Onesimus: „Jeg [beder] dig [Filemon] for mit barn, som jeg har fået i mit fangenskab, for Onesimus, som før ikke var dig til ’gavn’, men nu er til gavn både for dig og for mig; ham sender jeg dig nu tilbage, ham, mit eget hjerte!“ Selv om Onesimus, der var løbet bort fra sin ejer, var til stor gavn for Paulus, ville denne alligevel at han skulle rejse tilbage til sin ejer, fordi det var det rigtigste, og det var dér han hørte til ifølge loven, og også fordi Filemon nu kunne „eje ham evigt, og da ikke mere som en træl, men som noget langt mere end en træl: som en elsket broder. Det er han i høj grad for mig, men hvor meget mere så ikke for dig, både rent menneskeligt og i Herren“. (Filem. 10-12, 15, 16) Bibelen viser at ligegyldigt hvilken stilling en kristen befinder sig i, som træl eller som fri arbejder, bør han arbejde som om han gjorde det „i Herren Jesu navn“ og han bør sige „Gud Fader tak ved ham“.
30. Hvad må kristne være?
30 Kristne må være ærlige. De må være sandfærdige. De må vise at de er ordinerede ordets tjenere, ikke blot når de forkynder den gode nyhed, men i alt hvad de tager sig for, således at alle slags mennesker kan blive frelst. Derved beviser de at Guds ord „gør sin gerning i jer, som tror“. Er du en kristen som gør gode gerninger når du spiser, drikker, taler, arbejder, forkynder eller foretager dig noget andet? Gør du alt til Guds ære for at nogle kan blive frelst? ’Søger du fred og jager efter den’? En kristen ved at „Herrens øjne hviler på retfærdige“, hans ordinerede tjenere. — 1 Pet. 3:11, 12.