Ærer du de døde?
HAR du nogen sinde erfaret det smertelige tab at miste en af dine kære? Da ved du hvilken sorg og følelse af hjælpeløshed man kan blive overvældet af. For at bøde på disse følelser vil mange gerne gøre noget for at ære de døde. Som følge af troen på en udødelig sjæl indeholder begravelsesceremonier ofte visse skikke hvis formål er at formilde de døde og påkalde sig deres gunst, eller at hjælpe dem i åndeverdenen.
Når man har mistet en af sine kære er det naturligt at man gerne vil holde mindet om den pågældende i ære. Almindelig anstændighedsfølelse kræver at man sørger for en „sømmelig begravelse“. Denne følelse er også medvirkende til at man ønsker at opfylde den afdødes sidste ønsker — for så vidt dette ikke krænker ens samvittighed og følelse af hvad der er ret. De fleste undlader også at gøre noget der kunne være et udtryk for manglende respekt for den døde.
De der ønsker at lade sig lede af Guds normer, vil imidlertid forvisse sig om at deres handlinger ikke udspringer af troen på at de døde er sig bevidst hvad der sker. Hvorfor? Fordi denne opfattelse ikke er funderet på sandheden, men på overtroiske forestillinger der stammer fra det gamle Babylon. Den er også grundlagt på dæmoners bedrag, dæmoner der giver sig ud for at være de døde.
De håndgribelige vidnesbyrd støtter Bibelens lære om at alt liv ophører med døden og at mennesket ikke har en udødelig sjæl der lever videre i åndeverdenen. Mennesket selv er en sjæl, for Bibelen siger: „Da dannede Gud [Jehova] mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen [en levende sjæl, NW].“ Ved døden vender mennesket tilbage til støvet, og dets tankeprocesser ophører. — 1 Mos. 2:7; 3:19; Sl. 146:4, NW; Ez. 18:4.
Som bekendt findes der religiøse opfattelser som er i modstrid med dette. Hvordan kan vi da holde sandheden i hævd i forbindelse med en begravelse? Og hvordan kan vi gøre det når vi viser vor sorg over tabet af en kær ven eller slægtning?
Hvordan vi kan vise vor sorg
Det kan være en lettelse at vise sin sorg, men ubeherskede følelsesudbrud kan bringe én følelsesmæssigt ud af ligevægt. Derfor er det klogt at vise en vis selvbeherskelse når man lader sin sorg komme til udtryk.
Guds tjenere der levede før i tiden, gav udtryk for deres sorg når de mistede en af deres kære. (1 Mos. 23:2; 5 Mos. 34:8; Joh. 11:33) Men de havde ikke lov til at gøre noget der kunne give det udseende af at de troede at de døde levede videre i en åndeverden. De der tilhørte Jehovas folk måtte ikke besmitte deres gudsdyrkelse ved at efterligne de omboende nationers indstilling til de døde. — 3 Mos. 19:28; 5 Mos. 14:1; 18:10-12.
Jesus græd over Lazarus’ død, og han forudsagde at hans disciple ville faste af sorg over hans egen død. (Joh. 11:35, 38; Mark. 2:20) Men han sagde også at de skulle faste på en måde så kun Gud og ikke mennesker så det. Når de fastede skulle det være et udtryk for den sorg de følte; det skulle ikke være for at andre skulle lægge mærke til dem. (Matt. 6:16-18; jævnfør Joel 2:12, 13.) Jesus sagde til sine disciple at de ikke var en del af verden, og han ønskede naturligvis ikke at de skulle søge at opnå verdens gunst ved at handle i modstrid med sandheden. — Joh. 15:19.
Alt dette vil afholde de kristne fra at efterligne den skik at klæde sig i sort som et ydre tegn på sorg. Dog vil kristne der sørger på grund af et dødsfald, uden tvivl klæde sig på en værdig måde når de viser sig offentligt. Det ville ikke i den situation være passende at klæde sig skødesløst. — Præd. 3:1, 4.
Er det så også forkert at holde ligvagt, at våge ved den døde? Denne skik er, for mange trossamfunds vedkommende, ofte ledsaget af klagesang og gråd natten igennem. Den skaber en dyster og mørk stemning blandt de sørgende efterladte. Skikken med ligvagt kan øjensynlig føres tilbage til frygten for de døde, og den havde til hensigt at formilde den døde og beskytte ham mod onde ånder. Men eftersom Bibelen viser at de døde ’ingenting ved’, bygger denne skik på falsk lære og er uforenelig med sand kristendom. — Præd. 9:5, 10.
Der er dog intet i vejen for at man kan aflægge besøg hos en familie der har mistet en af sine kære. Dette kan udmærket lade sig gøre selv om den afdødes legeme endnu ikke er blevet fjernet fra hjemmet; men den kristne vil ikke tage del i en traditionel vågen der er baseret på ubibelske synspunkter og skikke. Det vil naturligvis ikke være til megen trøst for familien hvis man blot sidder og ser trist og dyster ud. Det vil heller ikke være betænksomt at pålægge de efterladte den økonomiske byrde det er at skulle servere et større måltid for de besøgende. Det vil være hensynsfuldt at undgå et længere besøg, medmindre man er et af familiens medlemmer eller en nær ven. Derimod vil det virke opbyggende hvis man tilbyder sin hjælp og ’trøster de modfaldne sjæle’. (1 Tess. 5:14) Måske kan man hjælpe ved at udføre noget husligt arbejde, ved at gå på indkøb eller ved at tilberede et måltid mad.
Hvordan lader du din sorg komme til udtryk hvis du har mistet en af dine kære? Kristne giver ikke efter for deres sorg på en ubehersket måde, og de frygter ikke de døde. De tror heller ikke at de døde behøver nogen hjælp fra de levende. Kristne har tværtimod det håb at de døde vil få livet igen, for apostelen Paulus sagde: „Vi [ønsker] ikke at I skal være uvidende om dem som sover i døden, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb.“ (1 Tess. 4:13) Den kristnes håb virker derfor som en modvægt mod sorgen. — Joh. 11:24; Apg. 24:15.
Hvis du har mistet en af dine kære i døden, vil opstandelseshåbet hjælpe dig til at overvinde savnet og sorgen. Det vil hjælpe dig til at få det bedst mulige ud af de nuværende omstændigheder, og det vil styrke dig til at hjælpe andre. Du kan for eksempel fortælle andre sørgende efterladte om dit håb og din tro på en opstandelse og således hjælpe dem til at komme over deres sorg. — Joh. 5:28, 29.
Begravelsen
Ved en kristen begravelse skaffes den dødes legeme af vejen på en måde der opfylder myndighedernes sanitære krav og som ikke støder an mod andres følelser. Der er her en lejlighed til at trøste de efterladte og give alle de tilstedeværende et håbets budskab. Nej, en kristen begravelse er hverken et sakramente som skal skaffe sjælen hvile eller en handling der skal formilde den afdødes „ånd“. Kristne tror heller ikke at det er muligt at „hellige“ den døde ved den måde hvorpå vedkommende begraves. Eftersom de døde ’ingenting ved’, kan det man gør for dem hverken gavne eller formilde dem, eller påvirke deres stilling i Guds øjne. (Sl. 6:6; 115:17) Begravelseshøjtideligheden (eller hvis den dødes legeme ikke er til stede, en mindehøjtidelighed) er imidlertid til trøst for de efterladte og et udtryk for den agtelse man nærede for den afdøde.
Hvor meget er en pompøs begravelse værd hvis den afdøde ikke blev behandlet med agtelse mens han eller hun stadig levede? Nogle har påstået at det er nødvendigt med en flot begravelse og et efterfølgende dyrt traktement for at vise at man respekterede og værdsatte den afdøde. Men det ville have været mere værdifuldt hvis man havde vist denne værdsættelse mens vedkommende stadig var i live, så han eller hun havde kunnet nyde godt af det.
Selv om man kan føle taknemmelighed over at en afdød slægtning eller ven har haft et rigt liv, er døden ikke desto mindre en fjende. (1 Kor. 15:26) Når et dødsfald indtræffer er det en sorgens og ikke en glædens tid; det er en tid til alvorligt at overveje hvor vigtigt det er at bruge sit liv i overensstemmelse med Guds vilje. — Præd. 7:2; 9:10.
Alt dette kan man med fordel tænke på når man skal afgøre hvor langt man vil gå med hensyn til at vise respekt for en afdød slægtning eller ven. Men eftersom de døde er uden bevidsthed og intet kan gøre, er bønner eller ofre for eller til dem ikke blot nytteløse, men direkte forkerte. (Es. 8:19; 38:18) For eksempel bad og fastede kong David mens hans syge barn var i live. Men da han forstod at drengen var død, holdt han op med at bede og faste. — 2 Sam. 12:16-23.
Hvordan det berører den kristne menighed
Hvis den afdøde var tilsluttet en kristen menighed, vil det være naturligt at denne menighed bliver anmodet om at holde begravelsen. Den afdøde har måske udtrykt ønske herom, og det vil da være passende at de efterladte børn eller andre familiemedlemmer respekterer dette ønske. Det er naturligvis familiens ansvar at arrangere begravelsen. Men selv om familien tager sig af udgifterne og de praktiske og juridiske spørgsmål der måtte være, kan den, gennem de ældste, bede menigheden om at holde begravelseshøjtideligheden. — 1 Tim. 5:8.
Hvis der virkelig er behov for det, kan menigheden dog påtage sig visse forpligtelser i forbindelse med begravelsen af en trofast kristen der dør ubemidlet og uden at efterlade sig slægtninge der kan tage sig af disse ting. (Jævnfør Første Timoteusbrev 5:9, 10.) Dette er noget det lokale ældsteråd må tage stilling til. Hvis ikke-troende familiemedlemmer overtager begravelsen, er den kristne menighed naturligvis ikke forpligtet til at arrangere en slags fælles højtidelighed, hvorved den kunne risikere at blive indblandet i falsk religion. — 2 Kor. 6:14-17; Åb. 18:4.
I alle forhold vedrørende dødsfald og begravelser er det vigtigt at holde sig til Bibelens lære. Derfor undgår kristne alt hvad der har blot den fjerneste lighed med forfædredyrkelse eller troen på afdødes „ånder“. Gudfrygtige mennesker tror på opstandelsen og er besluttede på at lovprise Jehova ved at praktisere en gudsdyrkelse der ikke på nogen måde er besmittet af falsk lære. — Joh. 4:23, 24; Jak. 1:27.
Jesus sagde: „Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør.“ — Joh. 11:25.
[Illustrationer på side 5]
Bidrager du til en dyster stemning blandt de efterladte? eller
Opmuntrer du de sørgende med håbet fra Guds ord?