Opstandelsens mirakel

„Men nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede. Thi fordi døden er kommet ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. Thi ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus. Men hver i sit hold: som førstegrøde Kristus, dernæst ved Kristi komme de, som hører ham til; derpå kommer enden, når han overgiver Riget til Gud og Faderen, efter at han har tilintetgjort al magt og al myndighed og kraft.“ — 1 Kor. 15:20-24.

1. Hvem tilkommer æren for opstandelseshåbet? Hvornår blev der for første gang talt om dette håb?

KUN JEHOVA GUD kunne undfange tanken om en opstandelse. Kun ved hans kraft kunne et sådant mirakel finde sted. Det er ikke menneskers påfund. Den allerførste profeti, Jehova udtalte, gav håb om en opstandelse. Henvendt til Slangen sagde Gud: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ (1 Mos. 3:15) Her fremholdt han det vidunderlige løfte, der skulle blive en virkelighed, at „sæden“, efter at være knust til døde af Slangen, atter skulle blive levende og knuse ham.

2. Hvordan søger Djævelen og hans falske religioner at afkræfte håbet om en opstandelse, og hvilken virkning har det?

² Slangen, Djævelen, havde bibragt Eva et falsk håb om menneskelig udødelighed. Djævelens løgn har siden været brugt som grund for enten pure at benægte opstandelsen eller afkræfte læren om den, så den mister ethvert anstrøg af trøst og håb. For hvem trøster det at høre en præst komme med falske religiøse udtalelser om, at den kære afdøde i virkeligheden ikke er død, men lever i et eller andet skyggerige, enten i lyksalighed eller i et brændende helvede? Vor egen sunde fornuft siger os, at manden er død. Men tror vi, at han lever, vil vi uvilkårlig tænke: „Er han mon i pine?“ Eller: „Hvis han er i himmelen, hvad ville Gud så med ham her på jorden? Hvad er meningen med det hele?“ Vi bliver slået med forvirring, og den uvished og den uenighed, der hersker om dette spørgsmål, volder os sjælekval. Samtidig afskærer dette falske begreb os fra at få sikker kundskab om og finde sand trøst i det opstandelseshåb som Bibelen giver os. Hvis bare vi undersøgte Bibelen, ville vi få vished for, at den døde, vi holdt af, ikke er i pine, men venter på en opstandelse til langt bedre forhold i den nye verden. Vi ville takke Gud for, at den afdødes skæbne ikke bestemmes af, hvor præsten placerer ham, men af Guds barmhjertighed og dom.

3. På hvilket punkt kan menneskers bestræbelser ikke stå mål med Jehovas løfter?

³ Vor lykke ville ikke være fuldstændig uden håbet om en opstandelse. Vi elsker livet hver især. Hvordan kunne vi være lykkelige, hvis vi troede, at dette liv var alt, hvad vi havde at håbe på? Apostelen Paulus gav udtryk for sine følelser i disse ord: „Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.“ (1 Kor. 15:19) Denne verden kan byde på rigdom og fornøjelser, på fremskridt inden for lægekunstens og andre videnskabers områder og måske forlænge vort liv med nogle få år, men den drister sig ikke til at love mennesker evigt liv og endnu mindre til at stille håb om liv for de døde i udsigt. Det er grunden til, at vi bør sætte vor lid til Guds rige og ikke til et menneskeværk som de Forenede Nationer. Hvad om de nu også kunne indføre fred og en bedre levestandard og større velstand? Det ville vi allerhøjst kunne nyde godt af nogle få år. Riget derimod vil skænke sine undersåtter varigt liv under så gunstige forhold, at mennesker end ikke drømmer derom, og det vil desuden som en vidunderlig opfyldelse af Guds løfter bringe de døde tilbage til livet og lade dem nyde dets glæder og goder til evig tid.

Hvordan behovet for en opstandelse opstod

4. Hvordan opstod behovet for en opstandelse?

⁴ Hvordan opstod behovet for en opstandelse? I begyndelsen var opstandelsen ikke nødvendig. Den var ikke indbefattet i Guds oprindelige hensigt med menneskene, for døden var ikke tænkt som deres lod. Døden er noget naturstridigt for menneskeskabninger, en følge af synd, og opstandelsen blev føjet til Guds hensigter for at bøde på retfærdige menneskers nedarvede afmagt. Adam og Eva var fuldkomne og havde evigt liv i vente, hvis de forblev lydige. Deres børn ville ganske naturligt arve denne fuldkommenhed, og jorden ville blive opfyldt med en prægtig og lydig menneskeslægt uden dødsfrygt og uden kendskab til sygdom og smerte. Satan Djævelen forledte det første menneskepar til at overskride de betryggende grænser, Skaberen havde sat for deres frihed. Adam og Eva gjorde sig skyldige i forsætlig ulydighed og åbenlyst oprør og forspildte dermed muligheden for at blive forældre til et samfund af levende skabninger, og i stedet avlede de en slægt, i hvilken døden herskede. Derved fødtes behovet for en opstandelse, der kunne sejre over døden til gavn for dem, som ønskede at vælge en anden vej end deres oprørske forældre. — 1 Mos. 3:4-6; Rom. 5:12, 14, 19.

5. Hvorfor er det fuldt ud rimeligt, at vi accepterer opstandelsens mirakel som sandt?

⁵ Opstandelsen er i sandhed et mirakel, som det ikke står i menneskers magt at udføre eller bare forstå. Men hvorfor skulle dette afholde os fra at acceptere den? Livet er i sig selv at mirakel, mennesker ikke forstår, men vi accepterer det som en virkelighed. En fødsel er et mirakel, skaberværket er et mirakel, og det er et mirakel, at der findes liv på denne jord og øjensynlig ikke på nogen af de undre planeter i vort solsystem. Alle disse mirakler, som vi ikke har kontrol over, ja ikke engang kan forstå, accepterer vi dog ganske umiddelbart. Det er altsammen ting, en kærlig Skaber har tilvejebragt til gavn for os. Opstandelsen er nødvendig, for at hans gode hensigter kan blive virkeliggjort.

En velunderbygget, pålidelig lære

6. Hvor finder vi de stærkeste beviser for Jesu opstandelse?

⁶ Hvordan kan vi være sikre på, at der er en opstandelse? Tro må være bygget på et bevismateriale, som en pålidelig autoritet siger god for. Vi har sådanne beviser for opstandelsen. De vigtigste er Jesu Kristi disciples og apostles vidnesbyrd. Paulus, der til at begynde med ydede voldsom modstand mod Kristus og ikke troede på hans opstandelse, vidnede om, at han så et glimt af den opstandne og herliggjorte Guds søn, og sagde: „Men når der om Kristus prædikes, at han er opstået fra de døde, hvorledes kan da nogle iblandt jer sige, at dødes opstandelse ikke finder sted? Hvis der ikke er nogen opstandelse af døde, så er heller ikke Kristus opstået. . . . Så kommer vi også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han opvakte Kristus, hvem han ikke har opvakt, såfremt døde i virkeligheden ikke opstår. . . . Og hvis Kristus ikke er opstået, så er jeres tro forgæves; så er I endnu stadig i jeres synder. . . . Men nu er Kristus opstået fra de døde.“ (1 Kor. 15:12-20) I Apostlenes Gerninger 9:1-9; 22:6-11; 26:12-18 kan du læse Paulus’ vidnesbyrd om den mirakuløse tildragelse, at Kristus efter sin opstandelse viste sig for ham.

7, 8. Anfør beviser for, at de mennesker, der hævdede at have været øjenvidner til Jesu opstandelse, ikke bare sagde, de havde været det, eller led under et synsbedrag.

⁷ At Jesus opstod, bliver fastslået af mange flere vidner end blot to eller tre — ja, af mange flere vidner end andre fuldt ud accepterede historiske begivenheder. Som en grundig tilbagevisning af påstanden om, at Jesu opstandelse var et falskneri, og at hans legeme var blevet stjålet, er påstande, som de fjender, der var årsag til hans død, fremkom med, eller at det hele kun var et sansebedrag eller aftalt spil, har vi de følgende kendsgerninger: Vidnerne var ikke velhavende eller indflydelsesrige mænd, der kunne bestikke eller overtale de romerske vagtposter, der stod vagt ved Jesu grav. Muligheden for aftalt spil mellem så mange var yderst ringe, navnlig da ingen af dem havde personlig fordel af et sådant maskepi. Deres vidnesbyrd om opstandelsen kunne ikke bunde i noget selvisk motiv; det udsatte dem for lidelser og død. De gav deres vidneudsagn i selve deres argeste fjenders højborg, hvor ethvert bedrag øjeblikkelig ville være blevet afsløret. De ventede ikke med deres vidneudsagn, men gav det der og da, mens jødernes raseri var på sit højeste. Hvis det hele blot var fantasi eller indbildning, ville det have haft at gøre med noget ventet, men hans opstandelse kom som en fantastisk overraskelse midt i deres fortvivlelse og modløshed — som det helt uventede. Det var faktisk den, der gav dem mod til at aflægge det vidnesbyrd, som ikke kunne kvæles af selv den hårdeste forfølgelse.

⁸ Enhver, der i de fire evangelier læser beretningerne om Jesu opstandelse, vil kunne se den indbyrdes harmoni mellem disse skildringer og forstå, at der ikke kan være tale om aftalt spil. At mange var øjenvidner til hans opstandelse, og at den blev accepteret af endnu flere der i nabolaget, umiddelbart efter at den havde fundet sted, bekræftes af Bibelen og anerkendes af verdslige historikere, som for eksempel Josefos. — Ap. G. 2:41; 4:4.

9. Hvilke andre beviser har vi for, at læren om opstandelsen er sand?

⁹ Hvad med Lazarus’ opstandelse, Jairus’ datters og enkens søns? (Joh. 11:43, 44; Mark. 5:41, 42; Luk. 7:14, 15) Mange så disse opstandelser ske som et vidnesbyrd om Jehovas magt i denne henseende. Ja, Gud havde lagt sin magt for dagen på den måde allerede på Elias’ og Elisas tid. (1 Kong. 17:21, 22; 2 Kong. 4:32-35) Abraham troede på opstandelsen. (Hebr. 11:19) Der blev gang på gang givet løfte om den i Bibelens Hebraiske Skrifter. Vi har en hærskare af vidner om, at det virkelig står i Jehovas magt at udvirke en opstandelse på mirakuløs måde. — Es. 25:8; 53:10-12; Job 14:13, 14; Dan. 12:13; sammenlign 2 Mosebog 3:15 med Lukas 20:37, 38.

Hensigten med opstandelsen

10, 11. Hvilke formål tjener opstandelsen?

¹⁰ Eftersom Jehova er en villende Gud, har han en hensigt med opstandelsen. Dengang Adam syndede, kunne Jehova have frembragt en ny menneskeslægt til at befolke jorden. Men med opstandelsen viser han ikke alene sin ubegrænsede magt, men også sin kærlighed og barmhjertighed, og hævder sig som sine tjeneres beskytter og bevarer. Da han har magt til at oprejse fra døden, kan han bevise, at hans tjenere vil være trofaste mod ham lige til døden. Han kan give Satan svar på tiltale ved at lade ham få frie tøjler og endog give ham lov til at slå nogle ihjel i sit forgæves forsøg på at underbygge sine falske anklager. Den kendsgerning, at Jehovas tjenere er villige til at ofre endog livet i hans tjeneste, er et bevis for, at de ikke tjener ham af selviskhed, men af kærlighed. Det beviser, at de anerkender ham som den Almægtige, der kan oprejse dem fra døden, og som den enevældige hersker og kærlighedens Gud. Det beviser, at de er indviet til Jehova på grund af hans vidunderlige egenskaber. Satan kommer derfor til at stå som en ærkeløgner, når han sår tvivl om Jehovas overhøjhed og retskaffenheden hos de skabninger, som viser Gud kærlig hengivenhed. — Job 1:9-11; 2:4, 5.

¹¹ Ved tidspunktet for dommen i Eden udtænkte Jehova noget nyt. Fuldbyrdelsen deraf ville kræve en opstandelse. Det drejede sig om et nyt skaberværk, en kongelig, teokratisk organisation med 144.001 konger som den regerende del over hans universelle organisation. De skulle udvælges blandt mennesker, der ville bevise deres ubrydelige retskaffenhed lige til døden, og være en regering, hvis medlemmer universet kunne stole på i henseende til ret og retfærdighed, som ville følge Jehovas anvisninger til punkt og prikke og holde fast ved sandhedens principper. På grundlag af opstandelsen kunne Jehova også stille sin enbårne søn, den, der stod ham nærmest i universet og var hans ypperste tjener, på den hårdeste prøve og derefter oprejse ham til himmelen, men denne gang til udødelighed og som forløber og hoved for alle sine 144.000 kongelige brødre. (Rom. 8:29; Kol. 1:18; Åb. 14:1) Det er nemlig gennem denne ene, at vejen er åbnet for andres opstandelse. Hans død og opstandelse giver alle dem et grundlag for håb, som ønsker at opnå liv. Det er den røde tråd i Paulus’ argument: „Men nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede. Thi fordi døden er kommet ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. Thi ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus.“ — 1 Kor. 15:20-22.

Den første opstandelse

12. Hvad var Jehovas største mirakel?

¹² Bibelen omtaler ganske tydeligt to slags opstandelser: først og fremmest den himmelske, og dernæst den jordiske. I det femtende kapitel i 1 Korinter drøfter Paulus hovedsagelig den himmelske opstandelse, som Kristus var den første, der fik del i. Hvilket mirakel var ikke denne opstandelse! Det var den første opstandelse, både hvad tid og betydning angår. (Åb. 20:6) Jehova udførte mange mirakler, da han skabte engle, der var større i magt og vælde end mennesker. Hans allerførste skabning, hans enbårne søn, som han siden hen brugte som sin medskaber, var på det tidspunkt hans største skaberværk. Men det kunne dog ikke sammenlignes med hans mirakuløse magtudfoldelse den 16. nisan år 33, da han oprejste Jesus Kristus som „den førstefødte af de døde“ — den første, der opstod fra de døde til evigt liv.

13. Hvordan blev Jehovas magt på vidunderlig vis demonstreret gennem Jesu opstandelse?

¹³ Forestil dig samspillet mellem Jehovas ophøjede visdom og hans ubegrænsede magt, dengang han oprejste Jesus til udødelighed og gav ham en guddommelig organisme, så han var Jehovas væsens udtrykte billede, højere end nogen anden skabning og i en langt højere stilling end før. (Fil. 2:9; Hebr. 1:3) Den opstandne Jesus havde samme personlighed, som da han døde. Vi kan bedre påskønne Jehovas vældige magt, når vi betænker, at han med denne handling skabte den næststørste personlighed i universet. Hvilke vidunderlige åndens frugter var ikke modnet hos Sønnen i de årtusinder, han havde tjent Jehova i himmelen, før han blev menneske! Og dertil kom nu hans jordiske tjeneste under Satans prøve, under hvilken han lærte „lydighed af det, han led“! (Hebr. 5:8) Ikke et gran af hans egenskaber, der bidrog til hans prøvede, ubrydelige retskaffenhed, gik tabt, da Jehova oprejste ham og genskabte hans personlighed. Hvilket fuldendt storværk!

14. Skal dette forbløffende mirakel gentages? Begrund dit svar.

¹⁴ Dette ufattelige mirakel skal gentages 144.000 gange, idet Kristi legemes lemmer skal oprejses til udødelighed på samme måde. (1 Pet. 1:4; 1 Joh. 3:2) De kan med rette sige: „Herren Jesus Kristus . . . skal forvandle vort fornedrelses-legeme og give det samme skikkelse som hans herligheds-legeme, ved den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt.“ — Fil. 3:20, 21.

15. a) Hvornår fandt opstandelsen af Kristi legemes lemmer sted? b) Hvordan forholder det sig med dem, som endnu befinder sig på jorden?

¹⁵ Hvornår deres opstandelse skal finde sted, fremgår af disse ord: „Således skal også alle levendegøres i Kristus. Men hver i sit hold: som førstegrøde Kristus [Jesus], dernæst ved Kristi komme de, som hører ham til.“ (1 Kor. 15:22, 23) Kristus er nu kommet som den udødelige, regerende konge. Fra og med 1918 har han haft sin opmærksomhed henvendt på sit legemes lemmer, og han har oprejst de af dem, der var døde. Paulus forudsagde dette: „Thi Herren selv skal stige ned fra himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå.“ Når Kristus Jesus, der også har titlen „ærkeengelen Mikael“, har kastet Satan og hans engle ud af himmelen, tager han sig af de døde og oprejser dem på et tidspunkt, da forkyndelsen af det oprettede rige lyder som en vældig basun. (Jud. 9; Åb. 12:7, 10) Fra da af skal de blandt resten, der endnu befinder sig på jorden, og som derefter dør trofaste, ikke mere vente i dødens søvn, men vil blive oprejst i dødsøjeblikket for at samles med Kristus og de andre medarvinger til udødelighed. Paulus forklarer begivenhedernes rækkefølge og siger: „Derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren.“ „Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder; thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal vi forvandles.“ — 1 Tess. 4:16, 17; 1 Kor. 15:51, 52.

Den jordiske opstandelse

16. Hvem har ifølge Jesu ord også håb om en opstandelse?

¹⁶ Også andre har håb om en opstandelse, sådanne, som Gud bevarer i sin hukommelse som værdige til at nyde godt af opstandelsens fordele. Jesus viste, at der var andre, da han sagde: „Undres ikke herover! thi den time kommer, da alle de, som er i gravene [mindegravene, NW], skal høre hans røst, og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at opstå til liv, men de, som har øvet det onde, for at opstå til dom.“ — Joh. 5:28, 29.

17. Hvem får en opstandelse til liv?

¹⁷ Naturligvis er de, som får en himmelsk opstandelse til udødelighed, blandt dem, der opstår til liv. Men der er mange, som beviste deres trofasthed i fortiden, og som nægtede at gå på kompromis med Satans verden, for at de kunne opnå en opstandelse under Riget. Det ville være en bedre opstandelse end den, der fandt sted på deres tid, før Messias havde erlagt genløsningsbetalingen, og før hans rige var begyndt. (Hebr. 11:10, 35) Endvidere er der, efter at Kristi rige blev oprettet i 1914, nogle af hans „andre får“, der hører til den „store skare“, som er døde i trofasthed, og nogle, som måske vil dø, inden Harmagedonslaget gør ende på Satans verdensordning. (Matt. 25:34-40; Åb. 7:9) Visse medlemmer af den „store skare“ tjener nu i egenskab af „fyrster“, det vil sige som tjenere, der har et særligt ansvar i Guds nye verdens samfund. (Es. 32:1) Fortidens trofaste fik løfte om, at også de skulle være fyrster. (Sl. 45:17) Det følger ganske logisk heraf, at disse fortidens trofaste og sådanne blandt vor tids andre får, som dør inden Harmagedon, vil få en tidlig opstandelse i den nye verden og sammen med de overlevende fra Harmagedonslaget have del i arbejdet med at forvandle jorden til et paradis. Deres opstandelse er også en opstandelse til liv, for når de kommer frem, har de en god begyndelse at bygge videre på, for de har da allerede i stor udstrækning dannet et livsmønster, der er i overensstemmelse med Guds krav. Når de kommer frem, vil de ikke stå tvivlende over for alt det nye, men ufortøvet følge lydighedens vej og indordne sig under den nye verdens levevis. De vil også være blandt de „retfærdige“, Paulus omtaler i Apostlenes Gerninger 24:15.

18. Hvem opstår til dom?

¹⁸ Men hvad med de „uretfærdige“, dem, som „har øvet det onde“, og som opstår „til dom“? De kommer med i den jordiske opstandelse og indbefatter alle, som ikke har kendt noget til Jehovas tjeneste, men som i hjertet længes efter retfærdighedens principper. Forbryderen, som Kristus talte til på marterpælen, var et eksempel på disse. (Luk. 23:39-43) De øvede ikke det, der var velbehageligt i Guds øjne og som kunne føre dem til liv, men deres hjertes ønsker var rette, og de ejede kærlighed til retfærdighed, og det husker Gud. Nogle har måske endogså vist Guds tjenere venlighed i forgangne tider. Sådanne vil opstå til dom, og udfaldet af dommen vil være afhængigt af deres lydighed mod de guddommelige regler og bud, der gælder i Jehovas nye verden. Deres opstandelse vil finde sted, når jorden er godt på vej til at blive forvandlet til et paradis, hvilket vi kan se af Kristi løfte til forbryderen.

„Den absolutte ende“

19. Hvordan bidrager opstandelsen i sidste ende til Jehovas navns hævdelse og herliggørelse?