Hvad Bibelen siger

En forvandling eller en opstandelse?

EN KENDT amerikansk forfatter fra forrige århundrede, Henry Wadsworth Longfellow, skrev: „Døden eksisterer ikke! Den er blot en forvandling.“

Havde han ret? Er døden blot en forvandling — en overgang fra dette liv til et andet? Eller er de døde uden bevidsthed indtil Gud en dag vælger at kalde dem frem igen i en opstandelse? Hvad mener du?

Mange er i vildrede med hvad de skal tro. Evangelisten Billy Graham blev engang spurgt i et brev: „Når man dør, skal man så vente i graven indtil opstandelsen? Jeg troede at sjælen med det samme gik op til Gud.“

Graham svarede: „Ved døden adskilles sjælen og legemet. Legemet opløses, og den vantro sjæl holdes fangen i helvede eller Hades.“ Og med hensyn til de troende sagde Graham: „I deres tilfælde betyder døden at sjælen straks frigøres for at være sammen med Kristus.“

Dette er den gængse religiøse opfattelse. Men den afføder et spørgsmål: Hvis et menneske ved døden straks forenes med Kristus i himmelen — eller straks kommer i helvede — hvad skal man så med en opstandelse? Teologerne har længe kæmpet med det spørgsmål, men uden at nå frem til noget svar.

Hvis man accepterer Bibelens klare ord, er der imidlertid ingen forvirring. Guds ord siger at menneskets tanker og eksistens ophører ved døden. „De døde ved ingenting,“ står der, „thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget.“ Nej, „de døde priser ej [Jehova]“. — Præd. 9:5, 10; Sl. 115:17; 6:6.

Da Jesus Kristus døde, kunne han ikke længere lovprise sin himmelske Fader. Han var død, han var uden bevidsthed, han eksisterede ikke. Døden var ikke overgangen til et andet liv for ham. Men på tredjedagen efter hans død oprejste Gud ham til liv igen. „Denne Jesus har Gud oprejst,“ sagde apostelen Peter. — Apg. 2:32.

Jesus døde som et menneske af kød og blod, idet han havde et fysisk legeme ligesom vort. Men han blev oprejst som en åndeskabning, med et legeme der er usynligt for det menneskelige øje. Apostelen Peter forklarer: „Selv Kristus døde jo én gang for alle vedrørende synder, . . . idet han blev overgivet til døden i kødet, men blev gjort levende i ånden.“ Bibelen siger også: „Når der er et sjæleligt legeme, er der også et åndeligt.“ — 1 Pet. 3:18; 1 Kor. 15:44.

Jehova Gud, Kristus Jesus og englene har alle et åndeligt legeme, og de der kommer i himmelen får også et åndeligt legeme. Hvor store de åndelige legemer er — om Guds legeme for eksempel er langt større end Kristi eller englenes — eller hvordan de ser ud, ved vi ikke. Apostelen Johannes vidste det heller ikke, for han sagde: „Det er endnu ikke blevet gjort kendt hvad vi skal være. Vi ved at når han [Gud] gøres kendt skal vi være som han, for vi skal se ham som han er.“ — 1 Joh. 3:2.

Da apostelen Paulus nærmede sig døden, var han overbevist om at han ville opnå det himmelske livs belønning. „Jeg har kæmpet den gode kamp, jeg har fuldendt løbet, jeg har bevaret troen,“ skrev han. „Henlagt til mig herefter er retfærdighedens krone, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig som belønning på den dag.“ — 2 Tim. 4:7, 8.

„Den dag“ — den dag Paulus ville blive belønnet med liv i himmelen — var en dag som dengang lå langt ude i fremtiden. Det var ikke Paulus’ dødsdag, for ved døden blev han ikke forvandlet til liv med Kristus i himmelen; døden betød at han ophørte med at eksistere. Paulus forklarede imidlertid hvad der i fremtiden ville ske med både ham selv og andre trofaste kristne: „Herren selv vil stige ned fra himmelen med et kommandoråb, med en ærkeengels røst og med Guds trompet, og de som er døde i samhørighed med Kristus skal opstå først.“ — 1 Tess. 4:16.

Her vil nogle måske spørge: ’Jamen siger Bibelen da ikke at der ved døden sker en øjeblikkelig forvandling? Og beviser det ikke at man ved døden straks går over til et andet liv?’

Lad os undersøge det nærmere. Apostelen Paulus skrev til korinterne: „Se! Jeg siger jer en hellig hemmelighed: Vi skal ikke alle sove ind i døden, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, under den sidste trompet. For trompeten skal lyde, og de døde vil blive oprejst.“ — 1 Kor. 15:51, 52.

Læg mærke til at den øjeblikkelige forvandling til åndeligt liv som Paulus her taler om, finder sted „under den sidste trompet“. I sit brev til tessalonikerne, som vi har citeret ovenfor, viser han at „Guds trompet“ skal lyde når Herren ’stiger ned’, det vil sige retter sin opmærksomhed mod jorden for at oprejse sine elskede disciple. Til den tid skal „de som er døde i samhørighed med Kristus . . . opstå først“. — 1 Tess. 4:16.

Hvordan så med de salvede kristne der endnu lever på jorden når „Guds trompet“ lyder og Kristus ’stiger ned’ for at oprejse dem der er døde i samhørighed med ham? „Derefter,“ forklarer Paulus, „skal vi som lever og som er blevet tilbage, sammen med dem [de salvede kristne, der er døde før Kristi genkomst] rykkes bort i skyer for at møde Herren i luften; og således skal vi altid være sammen med Herren.“ — 1 Tess. 4:17.

De kristne der bliver oprejst „i et nu, i et øjeblik, under den sidste trompet“, er altså dem der dør efter at Kristus er ’steget ned’. Når Kristus har oprejst dem der er døde i samhørighed med ham, er der ikke nogen grund til at de kristne der har et himmelsk håb og som dør derefter, sover i døden. Ved døden bliver de derfor straks forvandlet, „i et øjeblik“, så de kan slutte sig til dem der allerede er oprejst og lever i himmelen. De dør som mennesker, men oprejses som åndeskabninger.

Det skal imidlertid bemærkes at ikke alle kristne bliver forenet med Kristus i himmelsk herlighed. Det gør kun et begrænset antal. Bibelen forklarer at de der skal i himmelen for at være sammen med Kristus, „har del i den første opstandelse“ og „skal herske som konger sammen med ham“; og der siges at der kun er 144.000 som opnår denne opstandelse til himmelsk liv for at „herske som konger over jorden“. (Åb. 20:6; 5:10; 14:1-3) Hvad så med alle andre mennesker som opnår Guds gunst?

De vil en dag opnå evigt liv på jorden, sådan som det oprindelig var Guds hensigt med menneskene da han satte det første menneskepar i et jordisk paradis. De vil blive Guds riges jordiske undersåtter. Bibelen lover at „de retfærdige arver landet [eller jorden] og skal bo der til evig tid“. Hvor storslået bliver det ikke når hele Guds vidunderlige hensigt til sidst er gennemført! — Sl. 37:29; Åb. 21:3, 4.