Spørgsmål fra læserne
● Er der noget at indvende imod at et Jehovas vidne aftaler stævnemøde med en som ikke er et Jehovas vidne men som respekterer vedkommendes kristne overbevisning? — U.S.A.
Bibelen siger intet om „stævnemøder“ eller om at „gå ud med“ en af det modsatte køn da dette er en moderne foreteelse, men den indeholder visse vejledende principper.
Alvorlige kristne anser ikke det at holde stævnemøde for at være en ganske uskyldig fornøjelse. De betragter det som en alvorlig sag, et skridt hen imod ægteskabet. Med hensyn til ægteskab opfordrer Bibelen en kristen til at vælge en ægtefælle som er „i Herren“, det vil sige en troende, og ikke blot en som ’respekterer ens overbevisning’. (1 Kor. 7:39) Den der aftaler stævnemøde med, eller går ud med, en ikke-troende med henblik på at finde en ægtefælle, går følgelig imod Bibelens formaning.
Endvidere kan siges at selv om en ikke-troende måske respekterer den troendes overbevisning, er vedkommende ikke indstillet på selv at følge Guds ords vejledning i sin livsførelse og vil måske være tilbøjelig til at tage sig visse friheder over for den troende. Da en kristen ikke er immun over for kødets ønsker, er det muligt at han eller hun vil give efter for fristelse i selskab med en ikke-troende. „Lad jer ikke lede vild,“ advarer Bibelen. „Slet omgang fordærver gode sæder.“ — 1 Kor. 15:33.
Selv om man ikke indlader sig på noget umoralsk, er en ikke-troende stadig ikke godt selskab for en kristen. En som ikke har indviet sig til Jehova Gud kan ikke være nogen kilde til sand opmuntring for en som er indviet. Selv om den ikke-troende tilsyneladende er ’et godt menneske’ og respekterer den troendes overbevisning, har vedkommende alligevel ikke nogen sand forståelse og værdsættelse af åndelige ting. Eftersom vedkommende ikke betragter tingene under en bibelsk eller åndelig synsvinkel, kan han eller hun ikke styrke den troendes beslutning om at forblive trofast mod Gud. Tværtimod. Da den ikke-troende sandsynligvis tænker på ægteskab, vil han (eller hun) opmuntre den kristne til at ignorere Guds vejledning om ’kun at gifte sig i Herren’.
Det vil derfor være klogt af en indviet kristen kun at søge en mulig ægtefælle blandt dem som er troende og som er åndeligsindede. — Se til sammenligning Femte Mosebog 7:3, 4; Nehemias 13:26, 27; Malakias 2:10-12.
● Hvad betyder ordene i Første Tessalonikerbrev 4:17 (NW) om at ’vi som lever og som er blevet tilbage, skal rykkes bort i skyer for at møde Herren i luften’? — U.S.A.
Der er tale om den del af Jesu Kristi medarvinger som lever ved tiden for hans nærværelse i Rigets magt.
Vi forstår bedst det pågældende vers når vi betragter det i lyset af sammenhængen, i lyset af det emne apostelen Paulus behandlede da han skrev dette til tessalonikerne. Vi læser: „Endvidere, brødre, ønsker vi ikke at I skal være uvidende om dem som sover i døden, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb. For som vi tror at Jesus døde og opstod, således vil Gud også føre dem som ved Jesus er sovet ind i døden, frem sammen med ham. For dette siger vi jer med Jehovas ord, at vi levende som bliver tilbage til Herrens nærværelse, afgjort ikke skal komme forud for dem som er sovet ind i døden; for Herren selv vil stige ned fra himmelen med et kommandoråb, med en ærkeengels røst og med Guds trompet, og de som er døde i samhørighed med Kristus skal opstå først. Derefter skal vi som lever og som er blevet tilbage, sammen med dem rykkes bort i skyer for at møde Herren i luften; og således skal vi altid være sammen med Herren. Bliv derfor ved med at trøste hinanden med disse ord.“ — 1 Tess. 4:13-18, NW.
Det emne der behandles, er altså Kristi medarvingers opstandelse. Alle de af Kristi medarvinger der døde før hans nærværelse i Rigets magt, måtte sove i døden. Og når hans nærværelse var begyndt, skulle de oprejses til udødeligt liv som åndeskabninger og forenes med deres Herre. Hvilken trøstende tanke for de kristne i Tessalonika, i betragtning af de trængsler de var udsat for! — 1 Tess. 1:6.
Men der er ikke noget bibelsk grundlag for at tro at Jesus rent bogstaveligt ville stige ned fra himmelen og at de der sov i døden ville blive oprejst og herliggjort synligt for mennesker på jorden. Hvorfor ikke? Fordi Jesus Kristus, som en ånd i himmelen, „bor i et lys, ingen kan komme nær“. Intet menneske har set ham eller kan se ham i denne tilstand. (1 Tim. 6:16) Hans stilling kan sammenlignes med hans himmelske Faders. (Hebr. 1:2, 3) Jesus Kristus stiger derfor ned i samme betydning som Bibelen siger at Jehova Gud gør det. Der siges for eksempel om Jehova: „Han sænkede himlen, steg ned med skymulm under sine fødder.“ (2 Sam. 22:10) „Se, fra sit sted går [Jehova] ud, stiger ned, skrider frem over jordens høje.“ (Mika 1:3) Gud forlod naturligvis ikke rent bogstaveligt sin bolig i de usynlige himle, men han vendte sin opmærksomhed mod menneskene på jorden og viste dem sin magt. På tilsvarende måde vil Jesus Kristus ved sin nærværelse, som apostelen Paulus påpegede, rette sin opmærksomhed mod jorden og bruge sin magt til at oprejse dem af hans medarvinger der sover i døden.
Skulle deres opstandelse ske synligt for menneskers øjne? Nej, det kunne ikke lade sig gøre. Hvorfor ikke? Fordi de er ’sammenvoksede med Jesus Kristus ved en opstandelse der ligner hans’. (Rom. 6:5) De får en opstandelse der svarer til hans. Og hvad Jesu opstandelse angår, siger Bibelen at han „blev vakt til live i ånden“. (1 Pet. 3:18) For at blive set af sine disciple måtte Jesus materialisere sig i et legeme af kød. Derved viste han dem at han virkelig var blevet levende igen. (Ap. G. 1:3) Men selve hans opstandelse var foregået usynligt for mennesker. Da vagterne ved Jesu grav ’skælvede af frygt og blev som døde’, var det ikke fordi de så Jesus blive oprejst, men på grund af den engel der rullede stenen bort fra gravens indgang. — Matt. 28:3, 4.
Svarende hertil er Jesu Kristi medarvingers opstandelse usynlig. Bibelen antyder imidlertid ikke at de, ligesom Jesus Kristus, vil forblive en tid i jordens nærhed og umiddelbart efter deres opstandelse vise sig for deres medtroende.
På baggrund af dette forstår vi at ’de som lever’ ikke skal „rykkes bort“ på den måde at deres legeme af kød og blod pludselig begynder at svæve op mod himmelen for at de kan møde Herren Jesus. Denne vil ikke bogstaveligt befinde sig oppe i luften eller på en sky, for han „bor i et lys, ingen kan komme nær“ i de højeste himle, den usynlige åndeverden. Dog må ordene om at de skal „rykkes bort“ sigte til noget som virkelig finder sted i forbindelse med opstandelsen.
Hentydes der mon til at de adskilles fra den dødsdømte menneskeverden? Sigtes der mon til at de ophøjes, ’får plads med Kristus, Jesus i den himmelske verden’ på den måde at de sammen med ham får udsigt til den himmelske arv? (Ef. 1:3; 2:6) Nej, det var ikke det emne Paulus behandlede i dette brev til tessalonikerne.
At de levende skulle „rykkes bort“ var noget de kristne i Tessalonika skulle kunne trøste hinanden med når nogle af Jesu medarvinger døde. Men det man virkelig kan finde trøst i når der sker et dødsfald i Guds folks menighed, er jo ikke at Kristi medarvinger nu er adskilt fra den dødsdømte verden. Og det at de således er adskilt fra verden og forenet med Jesus i åndelig forstand, vil heller ikke sige at de ’altid er sammen med Herren’, som Paulus siger. Når de fuldfører deres jordiske livsløb ophører denne tilstand nemlig, for når de oprejses vil de personligt være sammen med deres Herre, og det til evig tid. Desuden vil den dødsdømte verden forgå. Endvidere kan det jo ske at en kristen som nu er adskilt fra verden, viser sig troløs og derfor ikke opnår den belønning at være sammen med Herren Jesus Kristus. — Åb. 2:10.
Med sine ord til tessalonikerne påpeger Paulus at der er en forskel på opstandelsen af dem der dør før Kristi nærværelse i Rigets magt og opstandelsen af dem der fuldfører deres jordiske livsløb mens han er nærværende. Denne forskel fremgår også af Åbenbaringen 14:13, hvor vi læser: „Salige er de døde, som dør i Herren fra nu af [efter at Herren Jesus er kommet i Rigets herlighed]. Ja, siger Ånden, de skal hvile efter deres møje, thi deres gerninger følger dem.“ De af Kristi medarvinger der døde før hans nærværelse, måtte sove i døden, men det er ikke tilfældet med dem der fuldfører deres jordiske livsløb under hans nærværelse. De oprejses øjeblikkelig til himmelsk liv. De ophører med deres jordiske slid og går lige over til den himmelske tjeneste. Som usynlige ånder rykkes de bort — som i skyer (et symbol på usynlighed) — for at de altid kan være sammen med deres usynlige Herre. Dette stemmer også med apostelen Paulus’ ord til korinterne: „Vi skal ikke alle hensove [det vil sige forblive i dødstilstanden, afventende en fremtidig opstandelse], men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik.“ — 1 Kor. 15:51, 52.
Det Paulus skrev i Første Tessalonikerbrev 4:13-18 var altså i alt væsentligt dette opmuntrende budskab: Salvede kristne som dør før Herrens nærværelse, sover i døden. Når Jesu ventede nærværelse begynder, oprejses de til himmelsk liv som udødelige åndeskabninger. Salvede kristne som lever mens Jesus er nærværende skal imidlertid ikke sove i døden. Når de dør forvandles de i samme øjeblik, idet de optages til himmelen hvor de skal være sammen med Kristus for evigt.