Bestræbelser for at skabe bedre tider

DE SENESTE ÅR har været meget stormfulde. Men efter storm bliver alt som regel roligt og fredeligt igen. Sådan er det med vejret, og undertiden har man set det samme i forbindelse med store begivenheder i verden.

Den urolige periode under den franske revolution og Napoleonstiden blev for eksempel efterfulgt af en lang periode som var forholdsvis rolig. Den svære tid under den store depression der begyndte i U.S.A. i 1929 og kom til at berøre hele verden, blev efterfulgt af en årrække hvor mange lande oplevede en opgangstid. Ofte synes verdensbegivenhederne at følge et tilbagevendende mønster.

Derfor opstår spørgsmålet: Mon de stormfulde begivenheder vi selv har set i den senere tid, danner optakt til en periode med relativ fred og sikkerhed i verden? Meget tyder på at de forskellige lande vil gøre sig ihærdige bestræbelser i den retning. Den tid vil komme — og efter alt at dømme snart — da verdenslederne med overbevisning vil forsikre menneskene om at de nu virkelig går gode tider i møde, at de væsentlige hindringer for at alle kan få en bedre tilværelse nu endelig er ryddet af vejen. Selv bibelprofetien peger frem til at man i verden vil udråbe „fred og sikkerhed“.

Men kan verdens bestræbelser nu også indføre en helt ny æra, med forhold som virkelig er bedre og som kan vare ved? Eller er der en anden mulighed? Hvad siger Bibelen herom?

Vil de nødvendige forandringer ske?

For at der virkelig kan komme bedre tider, må der ske en drastisk forandring på alle områder af samfundslivet. De ledende må sørge for at hele den nuværende tingenes ordning ændrer kurs. Ja, selve folks indstilling må ændres i bund og grund. Tror De at verdenslederne kan klare dette?

Som et vigtigt led i bestræbelserne for at indføre en ny æra, søger man at skabe større samarbejde mellem „supermagterne“. Under et besøg i Vesttyskland udtalte Leoníd Brésjnev, lederen af det sovjetiske kommunistparti, sig om det forbedrede forhold mellem Sovjet og U.S.A. Han sagde:

„Som et hele kan man måske sige at vor klode i dag er nærmere en varig, holdbar fred end nogen sinde før. Og Sovjetunionen lægger al mulig vægt på at støtte denne gavnlige tendens.“

Der kan ikke være nogen tvivl om at der nu foregår vigtige diplomatiske bestræbelser af en styrke og i et omfang man sjældent har set — især da i fredstid. Mange iagttagere er sikkert enige med Sparták Beglóv fra det sovjetiske nyhedsbureau Nóvosti i at „der er ved at dannes et nyt politisk klima“ i hele verden. De forudser gode resultater hvis man kan opnå et virkeligt samarbejde mellem stormagterne, Kina indbefattet.

Der udtrykkes også håb om at verdens økonomiske system vil stabilisere sig, at de seneste kriser vil få landene til at foretage de ændringer eller tilpasninger der længe har været nødvendige, at man vil finde frem til nye energikilder — for eksempel udnytte solenergien — eller udnytte de gamle energikilder mere effektivt, og at alt dette vil føre til ny fremgang og velstand.

Ja, man kan være sikker på at der i de kommende måneder vil blive gjort vældige forsøg på at puste nyt liv i den bestående verdensordning. Og der vil måske også komme en opgangstid igen. Men kan man stole på at en sådan udvikling vil bringe varige resultater?

Det er afgjort bedre at være optimistisk end pessimistisk. Men det er endnu bedre at være realistisk, for uden realisme bliver optimismen blot til ønsketænkning der efterlader én skuffet, desillusioneret. Derfor spørger vi: Er det realistisk at tro at verdensledernes bestræbelser kan føre til en ny æra med varig fred og sikkerhed?

En realistisk holdning

I tidens løb har nationerne undertegnet uendelig mange fredsaftaler, hver gang med store ord om at disse aftaler gav løfte om ’varig fred’. Men hver eneste gang er de rolige forhold blevet afbrudt af krige som konstant er blevet dyrere og frygteligere. Uanset hvor højtidelige og velmente fredsaftalerne mellem nationerne har været, har de aldrig formået at skabe en ægte, varig fred og sikkerhed. Selviske interesser har hele tiden virket som en tærende syre der til sidst har opløst samarbejdets og enhedens bånd. Og kan man sige at nationerne er mindre selviske i dag end de var før i tiden?

Man kan også spørge: Hvis regeringerne og de ledende på forskellige andre felter virkelig er i stand til at fremkalde de vældige forandringer som er nødvendige for at vi kan få bedre tider, hvorfor har de så ikke gjort det for længe siden? Eller hvorfor har vi i det mindste ikke set en gradvis forbedring af forholdene? Det kan umuligt være fordi man ikke har ofret tilstrækkeligt med tid, kræfter og penge på det. Trods alle bestræbelser, hvordan ser det så ud i dag?

Som tiden går, bliver problemerne, verdensproblemerne, flere i stedet for færre. Et stigende antal autoriteter og eksperter giver udtryk for at disse problemer — den stigende mangel på nødvendige varer, befolkningseksplosionen, det moralske sammenbrud, forureningen — i virkeligheden er ved at vokse dem over hovedet. En artikel i bladet Pharos-Tribune & Press, der udgives i staten Indiana i U.S.A., oplyser således:

„En at de grundlæggende ting man får ud af det utrolige år 1973, er at dette land og hele verden på næsten alle områder af samfundslivet eftertrykkeligt får at mærke at problemerne nærmer sig krisepunktet.

En af grundene er at problemerne hele tiden vokser. Man kan tage et hvilket som helst problem. Hvis det engang syntes til at overvinde, eller i det mindste til at udholde, synes det i dag at stige til en sådan størrelsesorden at vi helt mister kontrollen over det. . . .

Den talmæssige vækst, og det at det hele bliver mere og mere kompliceret, har øget vanskelighederne i et sådant omfang at faren nu går alle til marv og ben.“

Problemet stikker langt dybere end de fleste forestiller sig. Det når i virkeligheden ned til selve grundpillerne for det menneskelige samfund. Den væsentligste årsag til de forværrede verdensforhold må nemlig, når alt kommer til alt, søges hos mennesker, i deres livsførelse, de normer de lever efter og følger i deres handlinger over for hinanden. Forfatteren Alvin Toffler peger på dette i sin bog Future Shock:

„Det man ser nu er ikke kapitalismens krise, men selve industrisamfundets krise, uanset dets politiske form.

På samme tid har vi både en ungdomsrevolution, en seksuel revolution, en racerevolution, en kolonirevolution, en økonomisk revolution, og den hurtigste og mest dybtgående teknologiske revolution i historien.

Vi oplever industrialismens generalkrise. Vi står kort sagt midt i den superindustrielle revolution.“

Problemerne omfatter nu hele verden

Det der sker i dag, i vor generations levetid, er helt anderledes end det der er sket på noget andet tidspunkt i historien. Før i tiden blev problemerne inden for det land eller område hvor de opstod. Der gik som regel år, menneskealdre, ja århundreder, før virkningerne kunne føles andre steder.

Men sådan er det ikke nu. I dag er de forskellige lande nært forbundet med hinanden, tæt sammenknyttet som følge af hurtig kommunikation, flytrafik, økonomisk og politisk samarbejde. En drastisk forandring i ét område føles derfor hurtigt i et andet. Det er grunden til at hele verden kom til at lide under virkningerne af den første verdenskrig, den store depression i trediverne, den anden verdenskrig, Vietnamkrigen, og nu energikrisen.

Eksperter indrømmer at de globale problemer i dag uundgåeligt synes at vokse. En af årsagerne til dette er den vedholdende befolkningstilvækst, især i de lande hvor befolkningen i forvejen er rigelig. Ifølge et statistisk kontor (Population Reference Bureau) i Washington, D.C., var jordens befolkning ved slutningen af 1973 oppe på 3.900.000.000. Og den forøges med 2 procent om året. Det vil sige at verdens befolkning i løbet af 1974 forøges med omkring 78 millioner!

Derfor tager problemerne til i styrke og rækkevidde. Det er ikke så mærkeligt at flere og flere kommer „følelsesmæssigt ud af balance“. Et stigende antal giver efter for det voksende pres fra alle sider. Det er grunden til at nervehospitalerne er overfyldte, til at så mange opfører sig uligevægtigt, får bersærkergang og begår massemord. Det der sker nu i bred målestok, kan sammenlignes med at soldater under kamphandlinger får „granatchok“ på grund af det stærke pres de udsættes for.

Vi må derfor drage den slutning at man umuligt kan fjerne alle de alvorlige samfundsmæssige, moralske og økonomiske problemer ved blot at underskrive aftaler om fred og internationalt samarbejde. Uanset hvor god vilje der ligger bag, kan underskrifter på et stykke papir ikke gøre det af med begærlighed, vold, umoralitet eller familielivets sammenbrud. Underskrifter har ingen indflydelse på stofmisbrug, sygdom og død. De kan ikke få folk i ens nabolag til at vise hinanden større venlighed og kærlighed.

Hvis vi regner med at den nuværende ordning virkelig vil skabe bedre tider, bliver vi skuffede. Hvorfor? Fordi det er tydeligt at en ’ny æra med fred og sikkerhed’, indført af verdens ledere, ikke vil bygge på ægte hengivenhed for retfærdighed eller sand kærlighed mennesker imellem, men på frygt for verdensomfattende selvmord i en atomkrig eller for et økonomisk sammenbrud. En sådan frygt er ikke noget varigt grundlag for bedre tider. Verdensledernes bestræbelser for at løse menneskenes problemer giver ikke større løfte om en varig bedring end hvis man nøjedes med at male og tapetsere og flytte om på møblerne i et hus hvor selve fundamentet var ved at synke sammen.

Bibelen forudsiger at der i vor generations levetid vil blive proklameret „fred og sikkerhed“ i verdensvid målestok, med det resultat at mange, ja langt de fleste, vil få fornyet tillid til den nuværende verdensordning. Men Bibelen viser også at proklamationen vil være bedragerisk, at den „nye æra“ kun vil være en fernis, en gang hvidtning på et system der er gennemsyret af korruption og begærlighed og som aldrig vil kunne gavne menneskeheden i det lange løb.

Hvad der vil ske

Bibelprofetien viser at en sådan kommende proklamation af en ny æra med fred og sikkerhed vil betyde noget helt andet for nationerne end de venter. I stedet for at indlede en ny æra med bedre forhold, vil den indvarsle selve afslutningen på hele den fordærvede tingenes ordning der nu behersker jorden. Enhver sikkerhedsfølelse som det vil lykkes verdenslederne at skabe, vil blive slået i stykker med chokerende pludselighed.

Er det virkelig det Guds ord, Bibelen, siger? Ja, Guds profetiske ord erklærer rent ud:

„Jehovas dag [hvor det nuværende, fordærvede system bliver ødelagt] kommer nøjagtig som en tyv om natten. Når de siger: ’Fred og sikkerhed!’ da vil en pludselig undergang komme over dem ligesom veerne over den gravide kvinde; og de skal afgjort ikke undslippe.“ — 1 Tess. 5:2, 3, New World Translation.

Gud vil med andre ord gøre ende på hele det nuværende system. Han vil ikke søge at rette det op. Hvorfor ikke? Fordi det simpelt hen ikke kan rettes op. Systemet er fra begyndelsen blevet bygget på en forkert grundvold, og dets skavanker er nu ved at træde tydeligt frem. Dét er den virkelige betydning af verdensforholdene siden vores urolige tid begyndte i 1914. I dette afgørende år begyndte den tid Bibelen kalder „de sidste dage“. (2 Tim. 3:1) Den generation der oplevede 1914, vil også nå at se afslutningen på denne problemfyldte tingenes ordning.

Her har vi grunden til at nationerne og de der sætter deres lid til dem, vil blive så skuffede over den pludselige vending som begivenhederne snart vil tage. Efter at de tilsyneladende har fået den splittede tingenes ordning lappet sammen og har forkyndt at de har skabt „fred og sikkerhed“, vil de opdage at dette i virkeligheden er signalet til at systemet får sit dødsstød. Det kommer så uventet for dem der ignorerer Guds hensigter at det i sandhed vil være „som en tyv om natten“.

Dette sammenbrud vil resultere i den værste trængselstid verden nogen sinde har oplevet. Jesus forudsagde at det ville være „’en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu’ og heller ikke senere skal komme“. — Matt. 24:21.

Hvorfra der virkelig vil komme bedre tider

Hvordan kan vi da sige at der virkelig ligger bedre tider forude? Hvordan kan vi fastholde dette optimistiske håb når vi véd at „en pludselig undergang“ vil komme over nationerne netop som de har proklameret „fred og sikkerhed“?

Eftersom den nuværende ordning nærmer sig sin afslutning, kan det tydeligvis ikke være den der vil indføre de bedre tider. Hvor vil de da komme fra? Det er Gud der fælder dommen over den nuværende tingenes ordning; så kunne det være ham der vil indføre en helt ny orden? Bibelen svarer ja.

Ingen anden end menneskets Skaber kan indføre en fuldstændig ny æra hvor oprigtige mennesker vil få deres retmæssige behov og ønsker opfyldt. Det står ikke i menneskets magt at skabe en sådan ny ordning. Som bibelskribenten Jeremias sagde: „Jeg ved, [Jehova], . . . at det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed. Tugt os, [Jehova].“ (Jer. 10:23, 24) Jeremias var udmærket klar over at det ikke er muligt for mennesker at skabe bedre tider. Det kan kun Gud gøre.

[Tekstcitat på side 5]

„Problemerne nærmer sig krisepunktet. . . . Man kan tage et hvilket som helst problem. Hvis det engang syntes til at overvinde, eller i det mindste til at udholde, synes det i dag at stige til en sådan størrelsesorden at vi helt mister kontrollen over det.“ — Pharos-Tribune & Press, Indiana, U.S.A.

[Illustration på side 7]

Jordens befolkning vokser nu med 78.000.000 om året

Jordens befolkning tæller nu over 3.900.000.000

[Illustration på side 8]

Når der en dag forkyndes „fred og sikkerhed“ i hele verden vil det være et bedrag, for den „nye æra“ der proklameres vil kun være som et lag kalk over den gamle ordnings forfald og korruption

Kalk

Vold

Økonomisk sammenbrud

Korruption

Begærlighed