Besindig livsførelse — en hjælp til at undgå livets faldgruber
„Hold dig fra svig med din mund, . . . gå ad det lige spor, . . . lad ej hånt om HERRENS tugt, vær ikke ked af hans revselse.“ — Ordsp. 4:24, 26; 3:11.
1. Hvilke spørgsmål rejser der sig, når talen er om indøvelse af gode vaner hos børnene?
MANGE forældre hævder, at de har prøvet alt for at opdrage deres børn i Jehovas tugt og formaning, så de kan indtage deres rette plads i den nye verdens samfund, men til ingen nytte. Har I prøvet? Har I prøvet vanens magt? For eksempel den gode vane at drøfte dagens tekst fra Bibelen hver morgen? Kan I ikke godt forestille jer det varige præg, det vil sætte på barnets sind, og hvordan det vil være en hjælp til at minde barnet om Guds hensigter? Hvordan med at holde et regelmæssigt bibelstudium i hjemmet til gavn for hele familien? Studerer din familie Vagttaarnet sammen en aften inden selve mødet? Det kan også blive en god vane for såvel børn som for forældre og en kilde til glæde for alle parter. Hvordan forholder det sig med den regelmæssige mødedeltagelse? At være med til hvert eneste vagttaarnsstudium kan blive en så ubrydelig regel, at man ikke vil lade dårlige undskyldninger hindre en i at overvære dette vigtige møde. Andre menighedsmøder er også vigtige, og i den ugentlige timeplan må der også afsættes tid til at overvære dem, og det skulle blive en fast regel at gøre det. Vi er alle vanemennesker; hvorfor så ikke opelske gode vaner lige fra barnsben?
2. a) Hvad forlanges der af børnene, når de overværer møderne? b) Hvilket eksempel på den rette tugt ved møderne fremdrages her, og hvordan reagerer barnet, når det bliver straffet?
2 Det er imidlertid ikke nok, at vi bare tager børnene med til møderne. Det forventes af dem, at de følger med i, hvad der foregår, og ikke sidder og leger eller tegner eller har andre ting for. De må lære, at der er tider, da man skal andet end at lege. Måske må man ty til tugtens ris for at indprente dem nødvendigheden af at være stille og lytte, men gør man det på rette måde, vil hyppige gentagelser ikke være påkrævet. Det sker, at en fem-seksårs dreng begynder at blive urolig under mødet og finder på unoder, hvorved mange bliver forstyrret. Hans fader, der sidder ved siden af ham, tysser på ham. Drengen fortsætter med sine kunster, hvorpå faderen gør mine til at rejse sig for at tage ham ud. Drengen vil ikke ud — han har været udenfor med far før og lidt et føleligt nederlag hver gang. Nu sidder han stille resten af mødet. Vi ser, at når et barn bliver tugtet med en kærlig, men fast hånd, så det husker det, vil et høste gavn af det. En kærlig hånd behøver ikke altid at betyde en nænsom, blid hånd. Tugt er ikke et tegn på had fra forældrenes side, for det lydige barn holder almindeligvis meget af en fader og moder, der straffer retfærdigt. De fleste af os har lagt mærke til, hvordan børn respekterer forældre, der håndhæver deres ord — og om nødvendigt slår det fast med en afstraffelse — og ikke bare lader deres ord være tomme trusler. De fleste respekterer et menneske, der holder ord, også børn. Lyt derfor til formaningen, børn: „Vær lydige mod jeres forældre, dem er i samhørighed med Herren, for det er retfærdigt: „Ær din fader og din møder“; det er det første bind, hvortil der er knyttet et løfte.“ (NW) Og I forældre, som elsker jeres børn, irettesæt dem til deres eget gavn, i lighed med Jehova, „thi den, Jehova elsker, tugter han, ja i virkeligheden straffer han enhver, som han tager imod som en søn“. Tugtelse er ikke behagelig i øjeblikket, men den er en opøvelse til retfærdighed. — Ef. 6:1, 2; Hebr. 12:6, 11, NW.
3. Hvordan kan gode manerer medindbefatter under indøvelsen af gode vaner?
3 Gode vaner indbefatter gode manerer. Kristne burde have de bedste manerer. Forældre, der har gode manerer i den daglige omgang med deres børn og andre, vil se deres børn erhverve sig de samme gode manerer. Vi bliver formanet: „Lad jeres færd blandt hedningerne være god, så de — på grund af de gode gerninger, de får at se — på deres besøgelsesdag kan prise Gud netop for det, de nu bagtaler jer for, som om I var forbryderne.“ Denne gode færd er slet og ret det samme som gode manerer. Det er en høflighed, der har sit udspring i kærligheden til Gud og næsten. — 1 Pet. 2:12, 13.
4, 5. a) Hvordan er Kristus Jesus et eksempel på et menneske med gode manerer? b) Hvornår bør man lægge gode manerer for dagen?
4 Både forældre og børn kan høste gavn af at følge det fejlfri eksempel, som det fuldkomne mønster på velopdragenhed, Kristus Jesus, efterlod. Han fulgte de gode manerers grundprincip: Gør mod andre, hvad du ønsker, de skal gøre mod dig. Jesu gode manerer var imidlertid ikke dikteret af en bog om takt og tone skrevet af mennesker, men de udsprang fra et oprigtigt hjerte og som et resultat af gode vaner, idel han fra sin ungdom havde praktiseret den almægtige Guds retfærdsprincipper, navnlig hans kærlighedsbud. — Matt. 7:12; Luk. 6:31.
5 Forældre med gode manerer viser det rette eksempel ved at være høflige mod alle og under alle forhold. De viser respekt både for dem, der ikke står på deres åndelige udviklingstrin (børn, sindssyge, mindre heldigt stillede o.s.v.), deres jævnbyrdige (deres brødre) og dem, der betragtes som højerestående (tjenere i særlige stillinger, herskere, konger, guvernører). Nogle tror, at gode manerer er som en frakke, man tager på, når man går på besøg. Et virkelig velopdragent menneske opfører sig imidlertid korrekt til enhver tid. Det bedste sted at lære gode manerer er i det kristne hjem.
6, 7. a) Hvilke faldgruber åbner der sig for de unge, hvis de ikke tugtes? b) Hvilken bibelsk formaning gives der vedrørende korrekt adfærd?
6 Ofte er de unge hurtige til at ringeagte eller tale nedsættende om forældre eller andre voksne mænd og kvinder og lade hånt om deres gode råd og sunde formaninger. Det sker især, når de anvender verdens handlemåde som målestok. Når de følger en sådan adfærd, tyr de ofte til sladder, idet de søger at underminere respekten for og forklejne de ældre og mere modne af Jehovas tjenere. Griber du til at benytte det ondskabsfulde redskab, der hedder sladder? Holder du dig fra den i dine unge år, er det ikke, sandsynligt, at du vil tage den op senere hen i livet. At undlade at vise respekt er intet mindre end åbent oprør, og den unge ordets forkynder såvel som de ældre og modne Jehovas tjenere bør afholde sig fra sligt. Den bibelske formaning, apostelen Paulus giver, har bud til de unge og skal naturligvis heller ikke overses af forældrene: „Opfør jer på en måde, der er den gode nyhed om Kristus værdig,“ idet I „kæmper side om side for troen på den gode nyhed.“ (NW) „Ligesom I ved, hvordan vi formanede og opmuntrede hver enkelt af jer som en fader sine børn og lagde jer alvorligt på sinde, at I skulle vandre den Gud værdigt, som kalder jer til sit rige og sin herlighed.“ — Fil. 1:27; 1 Tess. 2:11, 12.
7 Såfremt kristne børn følger denne vejledning, vil de undgå de faldgruber, der skjuler sig på den uopdragne ungdoms vej. Et menneske, ser ikke tager mod sund formaning, sammenlignes med en yngling, der er blottet for forstand, og som let lader sig lokke og friste. Prædikeren Salomo viste, hvordan det fører til undergang at give efter for fristelse: „Jeg kigged . . . og blandt de tankeløse så jeg en yngling, en uden vid blev jeg var blandt de unge.“ Han fortsætter: „Tankeløst følger han hende som en tyr, der føres til slagtning, som en hjort, der løber i nettet, til en pil gennemborer dens lever, som en fugl, der falder i snaren, uden at vide, det gælder dens liv.“ „Hør mig da nu, min søn, og lyt til min munds ord! Ej bøje du hjertet til hendes veje, far ikke vild på hendes stier. Hendes hus er dødsrigets veje, som fører til dødens kamre.“ Lad din sti beskinne af Guds ords lys og undgå således Djævelens snarer. Bed oprigtigt til Jehova: „Frels mig og udfri mig . . . thi du er mit håb, o Herre! Fra min ungdom var HERREN min tillid; . . . Gud, du har vejledet mig fra min ungdom af, . . . juble skal mine læber — ja, jeg vil lovsynge dig og min sjæl, som du udløste.“ — Ordsp. 7:6, 7, 21-25, 27; Sl. 71:2, 5, 17, 23.
Advarsel mod afgudsdyrkelse
8. Hvad sker der, når man ikke er på vagt over for og undgår fristelser til afgudsdyrkelse?
8 Alle Jehovas tjenere må i dag være på vagt over for Djævelens rænkespil. Alle må kunne gennemskue og opdage de underfundige fristelser til afgudsdyrkelse og de skjulte snarer, der kan bringe en i kløerne på modstanderen. Fordi Israels børn ikke gav tilstrækkelig agt på Guds ord, faldt de i fjendernes hænder. Slet omgang fordærver både børns og voksnes gode sæder. Det var grunden til, at Jehova formanede israelitterne og sagde om de gudsbespottende voldsmænd: „De må ikke blive boende i dit land, for at de ikke skal forlede dig til synd imod mig, til at dyrke deres guder, så det bliver dig til en snare!“ — 2 Mos. 23:33; 5 Mos. 7:16.
9, 10. Hvorfor skal børn gøres opmærksomme på afgudsdyrkelsens snarer?
9 For Kongens kristne børn ville det være utænkeligt at befatte sig med falsk religion. Men hvordan med de mange andre skjulte former for falsk tilbedelse, over for hvilke vi bør være lige så årvågne? Satan er denne tingenes ordnings gud og således genstanden for en hvilken som helst form for falsk tilbedelse, hvoraf der findes et righoldigt udvalg. „I er trælle under ham, som I lyder.“ — Matt. 6:24; Luk. 16:13; Rom. 6:16.
10 Ofte ser vi for eksempel voksne mænd og kvinder forherlige videnskab og lægekunst. Vi ser dem gøre sig skyldige i enhver form for menneskedyrkelse. Børn har deres afguder, nøjagtig ligesom forældrene. Attenårs drenge og piger svælger i meningsløse fornøjelser mange timer, og når de overlades til sig selv, dyrker og tilfredsstiller de deres egne lyster som en tro kopi af deres forlystelsessyge forældre, der for øjnene af børnene har sat eksemplet. Det er, som apostelen Paulus forudsagde: Menneskene vil blive „lystens venner snarere end Guds venner“. Nogle nøjes med at forherlige filmsstjerner og jazzkonger. Andre, der har lært at hengive sig til langt alvorligere synder, forherliger forbrydelser og seksualitet og lader sig beruse af den fordærvede verdens former for afgudsdyrkelse. Dødbringende lokkemidler er alle disse skadelige foreteelser, når de får lov at trænge ind i ungdommens hjerte og sind; de gør den stærke svag, besnærer ham og nedbryder de beskyttelsesmure, Guds sikre ord rejser omkring os. Døden er straffen for at tilbede falske guder af enhver art. At tjene skabninger og lade det udarte sig til en formelig tilbedelse kommer også ind under falsk gudsdyrkelse, ligeledes overdreven lyst til fornøjelser samt at sætte sin hu til alle de ting, der får os til at vende os bort fra den sande tilbedelse af den almægtige Gud. Kan nogen, selv dem, der endnu ikke er fyldt enogtyve år, tillade sig at ignorere den sunde formaning: „Børnlille, tag jer i vare for afguderne“? — 2 Tim. 3:1-4; 1 Joh. 5:21.
En snare at elske og begære rigdom
11. Nævn nogle former for afgudsdyrkelse, der på yderst underfundig vis kan forlede de unge. Hvilken straf medfører sådanne gerninger?
11 Penge er også blevet en afgud i vor tidsalder. Under den nuværende tingenes ordning er mennesker blevet så utrolig pengekære, at de vil nedværdige sig til hensynsløst at bruge et hvilket som helst middel for at komme i besiddelse af penge. Et sådant umætteligt begær har været drivfjederen i mangt et tyveri og mangen en forbrydelse i dette tyvende århundrede. Den slags forbrydelser er en krænkelse af Jehovas rette principper, som de fremholdes i hans ord, og uforenelige med kristen livsførelse. Enhver, der gør sig skyldig i sådanne forbrydelser, er der ingen plads for i den nye verdens samfund. Ja den, som fremturer i sådanne ugerninger, udsætter sig for at blive udstødt af den kristne menighed uden hensyn til alder.
12. a) Hvordan og hvorfor er „kærlighed til penge“ blevet en snare for mange? b) Hvordan bør kristne betragte penge og deres værd, og hvordan bør de bruge dem i deres liv? I deres børns liv?
12 Eftersom erhvervelsen af rigdom er hovedmålet for mange voksne under den nuværende tingenes ordning, vil børn sikkert vise den samme passion for at puge penge eller lignende værdier sammen. Her ser vi atter, hvor vigtigt det er, at sindet formes hos de unge, som befinder sig inden for den nye verdens samfund. Sandt er det, at penge er et værn og nyttige at eje, men kristne forældre bør indprente børnene, hvad der har reel værdi, således som det også fremhæves i Bibelen: „Kundskabs fortrin [fremfor penge] er dette, at visdom holder sin mand i live.“ Da børnene vil få samme opfattelse af disse værdier som forældrene, vil teokratiske forældre anlægge det rette syn på erhvervelsen af rigdomme, idet de altid vil betragte den som underordnet i forhold til det vigtigste i livet: forkyndergerningen. Penge skulle vare et middel til at opnå noget, ikke et mål i sig selv. Heraf kan vi let indse, at forældre kan volde deres børn ubodelig skade, hvis de giver dem for rigeligt med lommepenge og dermed mulighed for at give for mange penge ud. Børns brug af penge bør begrænses — til deres eget bedste. Det kan være en fordel for en dreng at have en morgen- eller eftermiddagsplads, så han kan tjene sig en skilling selv og således lære pengenes værdi at kende og at give dem ud med forstand.
13. Hvilken betydning har de sande rigdomme? Hvilket nøgternt syn bør alle have på finansiel rigdom?
13 Hvor langt vigtigere er ikke de skatte, man samler sig i himmelen! Bibelen understreger dette i Ordsprogene, hvor der tales om visdom: „Den er et livets træ for dem, der griber den, lykkelig den, som holder den fast!“ Som en modsætning hertil skrev Paulus til Timoteus: „Thi kærligheden til penge er en rod til alle hånde skadelige ting, og ved at gribe efter denne kærlighed er nogle blevet ført vild fra troen og har gennemstukket sig med mange smerter.“ (NW) Det er ikke besiddelsen af penge, der nødvendigvis er af det onde, men den relativt store opmærksomhed og respekt, man viser erhvervelsen af dem. — Ordsp. 3:18; 1 Tim. 6:10.
Højere uddannelse
14. Hvorfor bør den unge meget nøje overveje, hvorvidt han skal fortsætte sin uddannelse ved udgangen af mellemskolen?
14 Eftersom kærlighed til penge og materialismens udbredelse har en mærkbar indflydelse på både unge og gamle, spiller disse faktorer en ret stor rolle i forbindelse med de unges beslutninger vedrørende deres fremtid. Mange kristne børn ser deres klassekammerater optaget af at lægge planer om en højere uddannelse med det for øje at opnå succes i livet enten ved hjælp af en god livsstilling eller ved at vinde sig et navn, hvilket jo nu om stunder regnes for bevis på succes. Men er det, set fra et teokratisk synspunkt, at følge visdommens vej? Ofte spørger den unge sig selv: „Vil det være rigtigt, om jeg fortsætter min uddannelse ved en højere læreanstalt? Vil en bedre uddannelse gøre mig dygtigere som en teokratisk ordets forkynder?“ Om den unge skal gå videre med sin uddannelse eller ej, kommer an på ham selv og på, hvad han ønsker at få ud af livet nu og i fremtiden. Indtil nu har han med gode resultater ladet sig vejlede af sine teokratiske forældre i harmoni med de gudgivne principper, for han er blevet en dygtig forkynder. Nu er han som så mange gange før kommet til et punkt i sit liv, hvor han må træffe en afgørelse, og atter kan hans forældre træde til som rådgivere. Da han er en oprigtig, ung kristen ordets tjener, vil han ønske at træffe det rette valg. Han må gøre op med sig selv, om hans stræben følger den populære higen efter materielle fordele eller ej, om han ønsker at have fremgang i verden, opnå en stor stilling og vinde sig menneskers ros og agtelse, altsammen noget, en højere uddannelse giver adgang til. Når han træffer sin beslutning, skal han have dette spørgsmål på sinde: Hvilken indvirkning vil denne have på min stilling i den nye verdens samfund og på mit forhold til Jehova Gud? En gymnasie- eller anden højere uddannelse er alt for ofte et redskab i den gamle verdens hånd og er lagt an på, at man senere stiller sig bag dens ideologier og opnår succes i livet efter den gamle verdens målestok. Det siger sig selv, at en sådan uddannelse kan vende de unge bort fra den teokratiske uddannelse og dens principper. Man må derfor overveje, om man er så stærk, at man kan tåle i tre-fire år praktisk talt at skære forbindelsen med det teokratiske samfund over, mens man fylder sit sind med den gamle verdens tanker og principper.
15. Er tilegnelse af kundskab på de videnskabelige og andre områder skadelig? Hvad kan være medvirkende til, at tankerne ledes i en forkert retning?
15 Tilegnelsen af sand kundskab på det videnskabelige og andre områder er ikke i sig selv skadelig, da sand videnskab er i nøje overensstemmelse med Guds ord, men meget af undervisningen er gennemsyret af menneskers teorier, der er i modstrid med Guds tanker, som for eksempel evolutionsteorien om menneskets oprindelse og andre teorier og hypoteser, der ikke er forenelige med Bibelen. Kundskabsberigelse med henblik på matematisk videnskab, fysik, kemi, ingeniørkunst, historie o.s.v. er absolut anbefalelsesværdig og nødvendig til at højne og forbedre folkenes levestandard i dette det tyvende århundrede og vil måske fortsætte i den nye verden, men da vil det ske i harmoni med Guds norm for, hvad der er ret. Da disse kundskaber bibringes den studerende ungdom side om side med vor tids principløse politiske ideologier, og deres værdi derfor kan bestrides, side om side med hensynsløse forretningsmetoder og med alle den moderne kristenheds forskelligartede doktriner i forening, kan alt dette lave en nedbrydende virkning på de studerendes sind.
16. Hvad bør den studerende ungdom især undgå?
16 En af de største farer ligger også i de fristelser, studenterlivet bringer med sig, tøjlesløse sammenkomster og lignende, der let kan føre til en svækkelse af den moralske standard, den kristne bør leve op til. Det samme gælder de mange andre tillokkelser, der ikke har med selve studiet at gøre, og som kunne bringe den gudfrygtige unge mands eller kvindes retskaffenhed i fare. Ingen bør unødigt bringe sig selv i en situation, der kan føre en lige i de snarer, den underfundige fjende, Satan, opstiller.
17. a) Hvorfor er sammenblandingen af skolefagene og menneskers filosofi farlig? b) Hvilke andre spørgsmål melder der sig for den unge, der overvejer at gå videre med sin uddannelse?
17 Når man gør sig klart, at udviklingslæren og andre af menneskers filosofier, der er i modstrid med Guds ord, udgør en del af den højere uddannelse, må den unge overveje, hvorvidt han er stærk nok til at modstå sådanne fejlagtige læresætningers indflydelse. Vil det ikke gå således, at denne kundskab vil fortrænge den gode og helsebringende kundskab fra Guds ord, som han gennem sin barndom har fået indprentet under sine teokratiske forældres vejledning? Det er meget usandsynligt, at den unge vil være stærk nok til at tåle en adskillelse fra det teokratiske samfund og den teokratiske tjeneste i den påkrævede tidsperiode og alligevel forblive i sandheden. Og sidst, men af allerstørste vigtighed: Hvilket fag skal den unge vælge, som vil være ham en hjælp i forkyndergerningen?
18. Hvilken slags visdom vil man sandsynligvis tilegne sig, og hvad kan den føre til?
18 Gennem en højere uddannelse vil man tilegne sig visdom. Men hvilken slags? Husk på, at institutionerne under denne tingenes ordning propaganderer for deres egne ideer, hvorved de let kan få de unge til at acceptere den gamle verdens tanker og anlægge dens målestok for succes, for „denne tingenes ordnings børn er på en praktisk måde klogere . . . end lysets børn“. Nu bryster de førstnævnte sig af, at de tager praktisk på tingene. Hvad siges der så til os? „Og jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige rigdom, for at de, når det er forbi med den, kan tage imod jer i de evige boliger.“ — Luk. 16:8, 9, NW.
19, 20. a) Hvilken risiko løber den unge kristne forkynder, der søger en højere uddannelse? b) Hvorfor kan vi ikke forvente, at denne uddannelse har Guds godkendelse?
19 Vi får formaning om at holde os adskilt fra verden, og dog ville vi under et sådant videregående studium fylde vort sind med denne verdens principper. Vi bliver opfordret til ikke at gå glip af møderne, og dog ville det uvægerligt blive resultatet. Vi bliver på det kraftigste tilskyndet til at studere for at kunne fremstille os „som en mand, der kan stå prøve“ og blive godkendt af Gud; i den gamle verden ville vore studier skaffe os menneskelig visdom og menneskers godkendelse. „Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere,“ får vi at vide. Men går vi ind for en højere uddannelse, bliver der ikke megen tid til at høre eller gøre Guds ord.
20 Guds godkendelse hviler ikke over nogen del af den gamle verden, og det gælder også dens læreanstalter, der docerer verdslig filosofi. En sådan „visdom“ fremmer på ingen mere den enkeltes vækst som en Jehovas tjener og ordets forkynder, for det er ikke hensigten med en sådan uddannelse, og den er ikke lagt til rette med dette for øje.
21. Hvori består opbyggende kristen belæring, og hvilken værdi har den?
21 Apostelen Paulus omtaler opbyggende undervisning og belæring i sine ord til efeserne sammen med udnævnelser til sådanne opgaver: „Og han gav nogle som apostle, nogle som profeter, nogle som missionærer, nogle som hyrder og lærere med det for øje at oplære de hellige til en tjenestegerning, for at Kristi legeme kan opbygges, indtil vi alle når frem til enheden i troen på og i den nøjagtige kundskab om Guds søn, til at være en fuldvoksen mand, til det mål af vækst, der hører til Kristi fylde.“ Hvorfor alt dette? „For at vi ikke mere skal være spædbørn, der drives som af bølger og kastes hid og did af enhver lærdoms vind ved menneskers bedrageriske kunstgreb og ved underfundighed i at finde på vildfarelse. Men ler os, idet vi taler sandheden, i kærlighed i alt vokse op til ham . . . at I ikke mere vandrer som nationerne i deres tankers ørkesløshed.“ „Vedbliv med at vandre som lysets børn, . . . ophør med at være meddelagtige i de golde gerninger, der hører mørket til.“ Er vor tids højere uddannelse, der følger den gamle verdens standard, forenelig med disse apostelens ord? De to lader sig lige så lidt forene som olie og vand. — Ef. 4:11-17; 5:8, 11, NW.
22. a) Hvad er den unge indviede mands eller kvindes livskald? b) Hvilken plads bør andre interesser i livet indtage? Hvad bør være det mest eftertragtede mål?
22 Når et menneske indvier sit liv til Jehova, er det hans livskald at være en ordets tjener, og alt andet må vige for det eller bruges til at opfylde de krav, der påhviler en Jehovas tjener. Den indviede vil ikke lade nogen anden stræben eller noget andet ønske lægge beslag på hans opmærksomhed. Da sagen forholder sig således, hvor langt mere gavnligt ville det så ikke være for den unge mand eller kvinde at anvende de fire tilsvarende år i heltidstjenesten og måske komme på Gilead og derefter blive sendt ud i missionærtjenesten eller få tildelt en anden særlig tjeneste, ja måske tage beteltjenesten op. Da ville man til fulde efterleve det uforlignelige råd: „Giv bestandig agt på dig selv og din lærergerning. Hold dig til disse ting, thi ved at gøre det vil du frelse både dig selv og dem, som lytter til dig.“ — 1 Tim. 4:16, NW.
23. Hvilken almindelig fejlbedømmelse gør de unge sig ofte skyld i nu om stunder?
23 I dag mener mange unge mennesker, at de selv skal dømme om, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Vi hører tit udtalelser som disse: „Jeg gør, hvad der er rigtigt.“ „Jeg gør kun godt og skader ikke nogen.“ Men så kunne man rigtignok passende spørge: Efter hvilken målestok? Man er ikke længe om at se, at de gør, hvad der er ret i deres egne øjne, nøjagtig som tilfældet var med israelitterne, dengang de ingen konge havde. Dette forklarer en stor del af den forvirring, der råder i verden i dag, og her ser vi atter, at ungdommen har fulgt det samme mønster. Endnu mens de er unge og umodne, afgør de selv, hvad der er ret og uret, og resultaterne er åbenbare for enhver.
Den moralske standard og ægteskabet
24. a) Hvilken anden belæring er det forældrenes pligt at give de unge? Hvorfor? b) Hvad er af største vigtighed ved valget af ægtefælle?
24 Når det drejer sig om at træffe afgørelser, er den vanskeligste tid for de unge sikkert de år, da pigerne bliver kvinder, og drengene begynder at antage karakter af voksne mænd. Der åbner sig et helt nyt syn på livet for dem. Indtil dette tidspunkt har forældrene nydt børnenes fulde tillid, og det bør fortsætte. Unge mænd og kvinder bør stadig kunne komme til deres fader og moder med spørgsmål om livet, og hvad de forandringer, der foregår i dem, betyder. De venter at få de rigtige svar. Unge mennesker har ret til at lære mere end de tilfældige forklaringer om livet, der gives i de sædvanlige historier om fugle, bier og blomster! Nu tilkommer det dem at få besked om livets grundbegreber. Forældre har den gudgivne pligt at give disse betydningsfulde oplysninger. De unge venter det og har krav på at høre det fra jer, fædre og mødre. Dette indbefatter også oplysning om korrekt opførsel over for det andet køn. Ligeledes skal de lære respekt for den morallov, som Jehova Gud, og ikke mennesker, har fastsat. Når de unge er kommet i den alder, da de begynder at tænke på ægteskab, skal forældrene igen udfylde rollen som vejledere, for at sønnen eller datteren kan forstå, hvilke krav der må stilles ved valget af den rette partner for livet. Jehovas love i så henseende er klart formulerede og begynder med at fastslå, hvilke betingelser der må opfyldes. Forældre bør være lige så interesserede som Abraham, da han valgte en ægtefælle til sin søn Isak. Isak respekterede sin gudfrygtige fader i dette spørgsmål. Skønt han levede blandt kana’anæerne og deres unge kvinder, kunne disse ikke komme i betragtning, for de stod ikke i et pagtsforhold til Jehova. Paulus gav de kristne den samme sunde formaning, da han sagde: „Hun kan gifte sig . . . blot det sker i Herren.“ Hvordan kan man holde sig adskilt fra verden, hvis man vælger sig en ægtefælle i verden og skal leve i et så nært forhold som mand og hustru? — 1 Mos. 24:3, 4, 37; 1 Kor. 7:39.
25. a) Hvorfor vises der den ugifte stand så stor anerkendelse i Bibelen? På hvilke betingelser? b) Hvilken handlemåde skal den kristne undgå?
25 Eftersom Bibelen lægger vægt på betydningen af at forblive ugift, vil det være et endnu klogere valg. Paulus forklarer: „Den ugifte mand bekymrer sig for det, der hører Herren til, hvorledes han kan tækkes Herren; men den gifte bekymrer sig for det, der hører verden til, hvorledes han kan tækkes sin hustru; og han er delt.“ Den, som træffer det bedre valg, den ugifte stand, må lægge sig på sinde, at det kræver afholdenhed. Hvis det er umuligt for en ung mand eller kvinde at leve i afholdenhed, råder Paulus: „Men har de ikke selvbeherskelse [gaven til at forblive ugift], så lad dem gifte sig; thi det er bedre at gifte sig end at være optændt af lidenskab.“ (NW) (1 Kor. 7:32-34, 9) Sådanne unge mennesker såvel som de lidt ældre er Kongens, Kristi Jesu, fremtidige børn, og deres opførsel over for det andet køn må være ren og dadelfri. Fordi man i verden ynder drikkegilder, nærgående tilnærmelser og ublufærdige kærtegn, er det ingen grund til, at nogen af Jehovas tjenere, det være sig unge eller gamle, skulle slække på deres agtpågivenhed og følge samme fornedrede færd. Tænk på slutresultatet. Drikkeri og frådseri sløver sanserne og nedsætter ens modstandskraft over for fristelser. Kærtegn pirrer kønsdrifterne. Får disse drifter frie tøjler, fører det til grov umoralitet. Gudfrygtige mennesker kan ikke bære sig ad som den gudløse verden. Forældre har i sandhed en meget alvorlig forpligtelse til at opdrage deres børn til en klar forståelse af disse grundlæggende principper og kendsgerninger vedrørende menneskelivet samt advare dem om faldgruberne.
26. Hvordan bør den unge kristne se på ægteskabet?
26 Når de unge når myndighedsalderen, skulle de have en klar forståelse af ægteskabet, og hvad det indebærer. Den omstændighed, at en tredjedel af samtlige ægteskaber i dag opløses ved skilsmisse, og det af alle mulige grunde, betyder ikke, at man kan tage ægteskabet let, således som det sker i vor moderne tid. Skilsmisse af anden grund end utroskab og indgåelse af et nyt ægteskab er stadig en krænkelse af Guds pagt vedrørende ægteskabet og har ikke Guds godkendelse. „Ingen utugtig eller uren . . . har lod og del i Kristi og Guds rige.“ Det er vigtigt, at unge mænd og kvinder bliver oplyst om disse kendsgerninger i livet, for at deres ægteskab kan være i overensstemmelse med Guds vilje. De skal forstå, at gifte kristne forbliver gifte og respekterer den bibelske ordning: „Hold ægteskabet i ære i et og alt. Besmit ikke ægtesengen; thi utugtige og ægteskabsbrydere skal Gud dømme.“ — Ef. 5:5; 1 Kor. 6:9, 13; Hebr. 13:4.
Afslutning
27. Hvilken lejlighed med udsigt til uendelig stor glæde byder der sig nu for forældre?
27 I dag har forældre en vidunderlig lejlighed til at opdrage børn, så de kan leve op til Guds norm og vinde hans godkendelse. Ingen kan modtage en større arv end denne. Intet kunne bringe forældre større lykke end at se deres børn vokse op til mænd og kvinder, der tager del i tjenesten for den almægtige Gud.
28. Hvad bør være den unge forkynders højeste ønske eller mål, og hvilken stilling kan han opnå inden for den nye verdens samfund?
28 En ungdom, der er oplært og optugtet på rette måde, har i sandhed en plads i den nye verdens samfund på nærværende tidspunkt. De er til ære for deres forældre, for menigheden og fremfor alt for Jehova og hans lydige og trofaste kongesøn, Kristus Jesus. Unge forkyndere vil undgå enhver handlemåde og enhver undervisning, der får deres opmærksomhed til at samle sig om den gamle verdens materialisme, om verdslig fremgang og jordbundne ønsker, der ikke er andet end modstanderens lumske faldgruber. I stedet burde det højeste ønske hos de unge, hvad enten de er gifte eller ugifte, være at udføre heltidstjeneste på betel i Brooklyn eller på et af vagttaarnsselskabets afdelingskontorer, at udføre heltidstjeneste som gileadit i missionsarbejdet eller andet arbejde eller at gå ind i heltidspionerernes rækker. At være en kristen ordets forkynder for Jehova er den fornemste stilling, ungdommen i dag kan stræbe efter at indtage eller uddanne sig til. Det er vejen, der fører til et liv uden ende, og den er midlet til, at andre kan modtage evigt liv og, det vigtigste af alt, vinde den levende Guds, Jehovas, velsignelser. Bliv derfor, I unge forkyndere af i dag, morgendagens modne, loyale og trofaste tjenere og repræsentanter for Jehovas nye verdens samfund til hans ære og pris!
(The Watchtower, 15. maj 1956)