Hvordan udstødelse må betragtes
„[Jehova], . . . hvo kan bo på dit hellige bjerg? Den, som vandrer fuldkomment og øver ret.“ — Sl. 15:1, 2.
1, 2. Hvordan ved vi at Gud forventer at de der tilbeder ham, lever op til hans normer?
JEHOVA er retfærdig og hellig. Selv om han er barmhjertig og forstående over for ufuldkomne mennesker, forventer han dog at de der tilbeder ham afspejler hans hellighed ved at søge at leve op til hans retfærdige normer? — Sl. 103:8-14; 4 Mos. 15:40.
2 En israelit der forsætligt overtrådte Guds bud — for eksempel mod frafald, ægteskabsbrud eller mord — skulle udryddes. (4 Mos. 15:30, 31; 35:31; 5 Mos. 13:1-5; 3 Mos. 20:10) Det var godt for alle israelitter at Guds rimelige og retfærdige normer blev håndhævet med denne fasthed, for det var med til at bevare menigheden ren og det tjente til at afskrække enhver fra at sprede fordærv blandt det folk Guds navn var nævnet over.
3. Hvordan var en jøde der blev udstødt af synagogen stillet?
3 I det første århundrede var jøderne underlagt romersk herredømme og havde ikke myndighed til at eksekvere dødsstraf. (Joh. 18:28-31) Men en jøde der gjorde sig skyldig i at overtræde Loven, kunne udstødes af synagogen. Denne hårde straf indebar blandt andet at andre jøder ville afsky eller undgå ham. Det siges at man end ikke ville gøre forretninger med den udstødte, ud over at sælge ham livets fornødenheder.a — Joh. 9:22; 12:42; 16:2.
4, 5. Hvordan skulle den kristne menighed behandle en ubodfærdig synder?
4 Da den kristne menighed blev oprettet, trådte den i stedet for jødefolket som den nation Guds navn var nævnet over. (Matt. 21:43; Apg. 15:14) Man kunne derfor med rette forvente at de kristne ville holde Jehovas retfærdige normer i hævd. Apostelen Peter skrev: „I overensstemmelse med den Hellige som kaldte jer, [skal I] også selv være hellige i hele jeres adfærd, for der står skrevet: ’I skal være hellige, for jeg er hellig.’“ (1 Pet. 1:14-16) Jehova nærer kærlighed til sit folk og ønsker at værne om den kristne menigheds renhed. Derfor har han truffet den ordning at mennesker der fortsætter med en adfærd som vanærer Gud og bringer menigheden i fare, skal ’afvises’ eller udstødes.
5 Apostelen Paulus skrev: „Et menneske som vil danne en sekt skal du afvise efter en første og en anden formaning, idet du ved at et sådant menneske er blevet vendt bort fra vejen og synder, dømt af sig selv.“ (Tit. 3:10, 11) Ja, de der ligesom Titus er ældste i åndelig forstand, vil først i kærlighed søge at hjælpe overtræderen. Hvis han ikke tager imod deres hjælp men fortsætter med at synde, har de myndighed til at nedsætte et udvalg af ældste som kan „dømme dem inden for menigheden“. (1 Kor. 5:12, Seidelin) Kærligheden til Gud og til hans folks renhed kræver at menighedens medlemmer ’afviser’ eller udstøder et sådant menneske.
6. Hvorfor var det rigtigt at udstøde ubodfærdige syndere?
6 I det første århundrede viste der sig nogle overtrædere af denne slags. Der var for eksempel Hymenæus og Aleksander, som havde „lidt skibbrud med hensyn til deres tro“. Paulus sagde: „Jeg har overgivet dem til Satan for at de gennem tugt kan lære ikke at spotte Gud.“ (1 Tim. 1:19, 20) Udstødelsen af disse to mænd var en hård revselse eller tugt, en straf der måske kunne lære dem ikke at spotte den hellige og levende Gud. (Jævnfør Lukas 23:16, NW og da. aut. Der benyttes her en form af det samme græske ord for „tugt“.) Det var kun ret og rimeligt at disse gudsbespottere blev overgivet til Satans myndighed, kastet ud i mørket i denne verden som er underlagt Satans indflydelse. — 2 Kor. 4:4; Ef. 4:17-19; 1 Joh. 5:19; jævnfør Apostelgerninger 26:18.
Hvordan udstødte skal behandles
7, 8. Hvordan kan vi afgøre hvordan vi skal forholde os til en udstødt?
7 Der kan imidlertid opstå nogle spørgsmål med hensyn til hvordan vi skal behandle et medlem af menigheden der er blevet udstødt. Vi kan være taknemmelige for at Gud i sit ord har givet svar og anvisninger som vi kan være sikre på er fuldkomne, rette og retfærdige. — Jer. 17:10; 5 Mos. 32:4.
8 På et tidspunkt var der en mand i menigheden i Korint som øvede umoralitet og åbenbart ikke ændrede sind. Paulus skrev at manden skulle ’fjernes fra deres midte’ fordi han var som en smule surdej der kunne syre eller fordærve hele dejen. (1 Kor. 5:1, 2, 6) Men skulle han, når han var udstødt, blot behandles som om han var et almindeligt verdsligt menneske som de kristne traf på i deres dagligdag? Læg mærke til hvad Paulus skrev.
9. Hvilken vejledning gav Paulus angående den kristnes holdning til uretfærdige mennesker i almindelighed?
9 „I mit brev skrev jeg til jer at I skulle holde op med at omgås utugtige, jeg mente ikke helt og holdent denne verdens utugtige eller havesyge og udsugere eller afgudsdyrkere. Ellers måtte I jo gå ud af verden.“ (1 Kor. 5:9, 10) Med disse ord erkendte Paulus realistisk at de fleste af de mennesker vi kommer i berøring med i vor daglige færden, aldrig har kendt eller fulgt Guds vej. De kan være utugtige, udsugere eller afgudsdyrkere, og de er derfor ikke den slags mennesker som kristne vil vælge at pleje regelmæssig eller nær omgang med. Men vi lever trods alt på denne jord og kan være nødt til at omgås den slags mennesker og tale med dem på vor arbejdsplads, i skolen og i nabolaget.
10, 11. Hvorfor skal kristne forholde sig anderledes til en synder der er blevet udstødt?
10 I det næste vers stiller Paulus dette forhold i modsætning til den måde kristne bør optræde på over for en som har været en kristen broder men som er blevet udstødt af menigheden på grund af en uret adfærd: „Men nu skriver jeg til jer at I skal holde op med at omgås [have samkvem med, da. aut.] enhver som kaldes broder og som er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller spotter eller dranker eller udsuger, ja end ikke spise sammen med et sådant menneske.“ — 1 Kor. 5:11.
11 Den udstødte er ikke blot et verdsligt menneske der aldrig har kendt Gud eller vandret på gudsfrygtens vej. Nej, han har kendt sandhedens og retfærdighedens vej, men han er veget bort fra vejen og er uden at angre blevet ved med at synde indtil han har måttet udstødes. Derfor skal han behandles anderledes.b Peter kom ind på hvordan sådanne forhenværende kristne adskiller sig fra „almindelige mennesker“, idet han skrev: „Hvis de, efter at være undsluppet verdens besmittelser ved nøjagtig kundskab om Herren og Frelseren Jesus Kristus, igen bliver indviklet i netop disse ting og bliver overvundet, er det sidste blevet værre for dem end det første. . . . Det er gået dem som det sande ordsprog siger: ’En hund vender tilbage til sit eget bræk, og en badet so til at vælte sig i sølen.’“ — 2 Pet. 2:20-22; 1 Kor. 6:11.
12. (a) Hvad indebærer en udstødelse således? (b) Hvordan viser historien at de der bekendte sig til kristendommen i de første århundreder, forholdt sig til syndere?
12 Ja, Bibelen befaler kristne ikke at omgås eller have samkvem med et menneske som er blevet udstødt af menigheden. At menighedens medlemmer ikke omgås en udstødt i nogen åndelig eller selskabelig sammenhæng, er et udtryk for deres loyalitet mod Guds normer og deres lydighed mod hans befaling i Første Korinterbrev 5:11, 13. Dette stemmer med Jesu vejledning om at et sådant menneske skal betragtes på samme måde som „en fra nationerne“ blev betragtet af datidens jøder. Det ser ud til at de der bekendte sig til kristendommen, fulgte denne bibelske fremgangsmåde i nogen tid efter apostlenes død.c Men hvor mange kirker i dag retter sig efter Guds klare anvisninger i denne henseende?
De der afskærer sig selv fra menigheden
13. Hvad skal man gøre hvis en bliver svag og uvirksom?
13 En kristen kan blive åndeligt svag, måske fordi han ikke studerer Guds ord regelmæssigt, fordi han har personlige problemer, eller fordi han udsættes for forfølgelse. (1 Kor. 11:30; Rom. 14:1) Det kan være at han holder op med at overvære de kristne møder. Hvad skal man da gøre? Vi husker at apostlene forlod Jesus den nat han blev arresteret, men Jesus havde forinden sagt til Peter: „Når du engang er vendt tilbage, da styrk dine brødre [som også forlod Jesus].“ (Luk. 22:32) Ledet af kærlighed kan kristne ældste og andre altså besøge og hjælpe den der er blevet svag og uvirksom. (1 Tess. 5:14; Rom. 15:1; Hebr. 12:12, 13) Det er imidlertid en anden sag når et menneske fornægter sin kristne tro og afskærer sig selv fra menigheden.
14. Hvordan kan et menneske afskære sig selv fra menigheden?
14 En der har været en sand kristen kan fornægte sandhedens vej og erklære at han ikke længere betragter sig som et af Jehovas vidner eller ønsker at være kendt som et vidne. Dette, som forekommer meget sjældent, vil i praksis sige at den pågældende fornægter sit kristne standpunkt og med vilje afskærer sig selv fra menigheden. Apostelen Johannes skrev: „De udgik fra os, men de var ikke af vor slags; for hvis de havde været af vor slags, ville de være forblevet hos os.“ — 1 Joh. 2:19.
15, 16. (a) Hvordan kan man også afskære sig selv fra menigheden? (b) Hvordan bør kristne betragte og behandle sådanne der afskærer sig selv fra menigheden?
15 Et menneske kan også frasige sig sin plads i den kristne menighed ved sine handlinger, for eksempel ved at slutte sig til en organisation hvis mål er i strid med Bibelen og som derfor er under Jehova Guds dom. (Jævnfør Åbenbaringen 19:17-21; Es. 2:4.) Hvis en kristen således vælger at slutte sig til dem som Gud misbilliger, vil det være på sin plads at menigheden tager det til efterretning ved kort at meddele at den pågældende har afskåret sig selv fra menigheden og ikke længere er et af Jehovas vidner.d
16 De der viser at de ’ikke er af vor slags’ ved med fuldt overlæg at fornægte Jehovas Vidners tro, bør betragtes og behandles ligesom de der bliver udstødt for en uret adfærd.
Vi samarbejder med menigheden
17, 18. Hvordan kan vi vise at vi støtter menigheden når den har foretaget en udstødelse?
17 Kristne nyder åndeligt fællesskab når de drøfter eller studerer Bibelen med deres brødre eller interesserede, men de ønsker ikke at pleje et sådant fællesskab med en udstødt synder (eller en der har fornægtet Jehovas Vidners tro og afskåret sig selv fra menigheden). Den udstødte er blevet ’afvist’ idet han ved at synde er blevet „dømt af sig selv“, og menighedens medlemmer både anerkender og støtter Guds dom. Udstødelsen indebærer imidlertid mere end at det åndelige fællesskab hører op. — Tit. 3:10, 11.
18 Paulus skrev: „I skal holde op med at omgås . . ., ja end ikke spise sammen med et sådant menneske.“ (1 Kor. 5:11) Et måltid er en anledning til at slappe af og nyde andres selskab. Heraf følger at Bibelen med disse ord også forbyder selskabeligt samvær eller fællesskab med en udstødt, som for eksempel det at være sammen med en udstødt til en fest eller på en skovtur, på stranden, i teateret eller i et boldspil, eller dét at sætte sig ned og nyde et måltid sammen med ham.e (De særlige problemer der kan være når den udstødte er en slægtning, behandles i den følgende artikel.)
19. Hvorfor kan det undertiden synes vanskeligt at respektere en udstødelse, men hvorfor er det vigtigt at vi gør det?
19 Undertiden kan en kristen føle sig stærkt fristet eller presset til at ignorere dette bibelske råd. Det kan være hans egne følelser der lægger pres på ham, eller det kan være venner og bekendte. I et tilfælde lod en broder sig således overtale til at forrette en vielse for to udstødte. Kunne dette forklares som en ren og skær barmhjertighedshandling? Det kunne man måske synes. Men hvorfor ønskede parret at blive viet af broderen, i stedet for at gå til den borgerlige myndighed? Var det ikke fordi han var en Guds ords tjener og var i stand til at give ægteskabelig vejledning fra Guds ord? Giver man efter for et sådant pres bliver man inddraget i et fællesskab med personer som er blevet udstødt af menigheden for deres gudløse handlinger. — 1 Kor. 5:13.
20. Hvordan bør vi forholde os hvis en som vi har forretninger sammen med, bliver udstødt?
20 Hvis man har forretningsmæssig eller erhvervsmæssig forbindelse med en der bliver udstødt, kan der være andre problemer. Det kan for eksempel være at man er ansat hos en mand der nu er blevet udstødt af menigheden, eller at man selv har en ansat der er blevet tugtet på denne måde. Hvad så? Det er muligt at man af økonomiske eller kontraktlige årsager er nødt til at fortsætte med forholdet i øjeblikket, men det er klart at man fra nu af vil indtage en anden holdning til den udstødte. Det kan være nødvendigt at drøfte forretningsanliggender med ham eller at have en vis kontakt med ham i forbindelse med arbejdet. Men åndelige drøftelser og selskabeligt samvær hører nu fortiden til. Derved kan man vise lydighed mod Gud og rejse en skranke der kan tjene som beskyttelse for en. Samtidig kan det belære den udstødte om hvor meget hans synd har kostet ham på forskellige måder. — 2 Kor. 6:14, 17.
Må man tale med en udstødt eller en der har afskåret sig selv fra menigheden?
21, 22. Hvilken vejledning giver Bibelen om det at tale med en udstødt?
21 Vil det at man anerkender Guds retfærdighed og støtter hans udstødelsesordning indebære at man overhovedet ikke taler med en udstødt og end ikke siger goddag til ham? Nogle har spekuleret på om det kan forholde sig sådan, i betragtning af Jesu ord om at vi skal elske vore fjender og ’ikke kun hilse på vore brødre’. — Matt. 5:43-47.
22 Hertil må vi svare at Gud i sin visdom ikke har søgt at komme ind på enhver mulig situation. Hvis vi imidlertid fatter ånden i det Jehova siger om behandling af udstødte, vil vi kunne stræbe efter at lægge hans indstilling for dagen. Gennem apostelen Johannes forklarer Gud:
„Enhver som går videre og ikke forbliver i Messias’ lære, har ikke Gud. . . . Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så modtag ham ikke i jeres hjem og hils ikke på ham. For den der hilser på ham er delagtig i hans onde gerninger.“ — 2 Joh. 9-11.
23, 24. Hvorfor er det klogt at undgå at tale med udstødte?
23 Den apostel der gav denne kloge advarsel stod Jesus meget nær og vidste udmærket hvad Jesus havde sagt om at hilse på andre. Han vidste også at den almindelige hilsen dengang var „fred“. Mens vi kan bede for en personlig fjende eller en verdslig myndighedsperson der modarbejder de kristne, kan vi imidlertid ikke ønske fred over en der er udstødt eller som har afskåret sig selv fra menigheden og som søger at udbrede eller retfærdiggøre sin frafaldne tankegang eller at fortsætte med sin gudløse adfærd. (1 Tim. 2:1, 2) Desuden ved vi alle af erfaring at et enkelt „goddag“ ofte kan være det første skridt til en samtale og måske et venskab. Vil vi ønske at tage dette første skridt over for en udstødt?
24 ’Men hvad nu hvis han lader til at angre og blot trænger til at opmuntres lidt?’ vil nogle måske spørge. Der er truffet en foranstaltning til behandling af sådanne tilfælde. Menighedens tilsynsmænd tjener som åndelige hyrder der beskytter hjorden. (Hebr. 13:17; 1 Pet. 5:2) Hvis en udstødt eller en der har afskåret sig selv fra menigheden anmoder om at blive genoptaget eller viser tegn på at han gerne vil tilbage til Guds gunst, kan de ældste tale med ham. De vil venligt forklare hvad han må gøre, og de kan give ham passende formaninger. De har forudsætningerne for at tale med ham, idet de kender til hans tidligere synd og hans indstilling. Andre i menigheden sidder ikke inde med disse oplysninger. Hvis nogen føler at en udstødt eller en der har afskåret sig selv fra menigheden ’har angret’, er spørgsmålet altså om denne bedømmelse bygger på et personligt indtryk eller på nøjagtige oplysninger. Hvis tilsynsmændene er overbevist om at den pågældende har ændret sind og bærer den frugt der stemmer med sindsændringen,f vil han blive genoptaget i menigheden. Når dette er sket, kan menighedens øvrige medlemmer byde ham velkommen ved møderne, vise at de har tilgivet ham, trøste ham og bekræfte deres kærlighed til ham, sådan som Paulus tilskyndede korinterne til at gøre over for den mand der blev genoptaget i Korint. — 2 Kor. 2:5-8.
Ikke delagtig i onde gerninger
25, 26. Hvilken vejledning giver Gud om det at blive „delagtig“ med en udstødt?
25 Alle trofaste kristne må mærke sig den alvorlige sandhed som Gud inspirerede Johannes til at skrive: „Den der hilser på ham [en udstødt synder der forfægter en fejlagtig lære eller fortsætter med en gudløs adfærd] er delagtig i hans onde gerninger.“ — 2 Joh. 11.
26 Mange af kristenhedens bibelkommentatorer gør indsigelse mod dette. De påstår det er ’en ukristen vejledning, i strid med vor Herres ånd’, eller at det fremmer en intolerant holdning. Men sådanne opfattelser kommer fra religiøse retninger der ikke følger Guds bud om at ’fjerne det onde menneske fra deres midte’, retninger som sjældent, om nogen sinde, udstøder selv forhærdede overtrædere. (1 Kor. 5:13) Deres „tolerance“ er ubibelsk og ukristen. — Matt. 7:21-23; 25:24-30; Joh. 8:44.
27. Hvordan kan en kristen blive „delagtig“ med en udstødt, og med hvilket resultat?
27 Det er ikke forkert at være loyal mod Bibelens retfærdige Gud. Han siger at han på ’sit hellige bjerg’ kun vil modtage dem der vandrer fuldkomment, øver ret og taler sandhed. (Sl. 15:1-5) Hvis en kristen gør fælles sag med en overtræder der er blevet forkastet af Gud og udstødt, eller som har afskåret sig selv fra hans menighed, vil det faktisk være det samme som at sige: ’Jeg ønsker heller ikke at bo på Guds hellige bjerg.’ Hvis de ældste ser en kristen styre i denne retning ved regelmæssigt at have samkvem med en udstødt, vil de kærligt og tålmodigt søge at hjælpe ham til at genvinde Guds syn på sagen. (Matt. 18:18; Gal. 6:1) De vil formane ham og, om nødvendigt, ’retlede ham med strenghed’. De ønsker at hjælpe ham til at forblive på ’Guds hellige bjerg’. Hvis han ikke vil holde op med at pleje fællesskab med den udstødte, gør han sig „delagtig i hans onde gerninger“ (idet han enten støtter ham eller selv øver de samme gerninger) og må derfor fjernes fra eller udstødes af menigheden. — Tit. 1:13; Jud. 22, 23; jævnfør Fjerde Mosebog 16:26.
Loyale mod Guds indstilling
28. Hvordan kan vi vise vor loyalitet mod Jehova?
28 Loyalitet mod Jehova Gud og hans ordninger fører til lykke, for alle hans veje er rette, retfærdige og gode. Det gælder også den ordning at ubodfærdige overtrædere skal udstødes. Når vi støtter denne ordning kan vi have tillid til Davids ord om at „Jehova nok skal gøre noget særligt for sin loyale“. (Sl. 4:3, NW) Ja, Gud udskiller og leder dem der er loyale mod ham og hans veje, og han viser dem ære. En af de mange velsignelser vi opnår ved at være loyale, er den glæde at høre til dem som Gud godkender og giver adgang til ’sit hellige bjerg’. — Sl. 84:11, 12.
[Fodnoter]
a „Fra nu af var han som død. Han måtte ikke studere Skrifterne sammen med andre; man måtte ikke have [selskabelig] omgang med ham, end ikke vise ham vej. Han kunne købe livsfornødenheder, men det var forbudt at spise eller drikke sammen med ham.“ — The Life and Times of Jesus the Messiah af A. Edersheim, bind II, s. 184.
b Bibelkommentator Adam Clarke understreger forskellen idet han siger: „Hav intet fællesskab med [en udstødt synder] i noget helligt eller borgerligt anliggende. Du kan ordne dine verdslige anliggender med et menneske der ikke kender Gud og ikke bekender sig til kristendommen, uden hensyn til hans moral; men selv ikke i denne grad må du anerkende en der bekender sig til kristendommen men er skandaløs i sin adfærd. Lad ham få dette ekstra udtryk for din afsky for al synd.“
c Kirkehistorikeren Joseph Bingham skriver angående de første århundreder: „Kirketugten bestod i at man havde magt til at fratage mennesker alle dåbens fordele og privilegier, ved at udelukke dem fra kirkens samfund og fællesskab, . . . og alle undgik dem i den almindelige omgang, dels for at stadfæste kirkens fordømmelse af og indgriben over for dem, dels for at få dem til at skamme sig, og dels for at sikre sig selv mod faren for besmittelse.“ „. . . ingen måtte modtage ekskommunikerede personer i deres hjem eller spise ved samme bord som de; de måtte ikke tale familiært med dem så længe de levede, og ikke forrette begravelsen for dem når de var døde, . . . Disse retningslinjer var udarbejdet på grundlag af apostlenes regler, som forbød de kristne at yde uforbederlige overtrædere nogen som helst moralsk støtte.“ — The Antiquities of the Christian Church, s. 880, 891.
d Vi har hidtil sagt at sådanne „har trukket sig tilbage“ fra Jehovas folks menighed. (Se Organiseret til at forkynde og gøre disciple, s. 167.) Fra nu af vil vi imidlertid bruge det mere betegnende udtryk „har afskåret sig selv fra menigheden“, idet der er tale om en bevidst afstandtagen fra menigheden og fornægtelse af troen.
e I Vagttårnet for 1. november 1981 behandlede vi Andet Tessalonikerbrev 3:14, 15, hvor Bibelen siger at det kan være nødvendigt at ’mærke sig’ en kristen der bliver ved med at ’vandre uordentligt’. Han er stadig en broder og skal formanes som sådan, men andre kristne skal ’holde op med at omgås ham’. Hvis de skal undgå selskabelig omgang med en sådan, hvor langt mere bør de da ikke holde sig fra overtrædere som er blevet udstødt eller har afskåret sig selv fra menigheden?
f Emnet sindsændring er behandlet i Vagttårnet for 1. november 1981.
Husker du?
Hvordan behandlede jøderne dem der blev udstødt af synagogen?
Hvilken forskel var der ifølge Paulus på den måde man skulle forholde sig på over for (1) umoralske mennesker i verden og (2) umoralske mennesker der var udstødt af menigheden?
Hvordan bør kristne betragte en der ved sine handlinger afskærer sig selv fra menigheden?
Hvilke former for fællesskab ophører når et menneske udstødes af menigheden?
Hvorfor ønsker kristne ikke at hilse på eller tale med udstødte?
Hvad må vi gøre i forbindelse med en udstødelse for at forblive på ’Guds hellige bjerg’?
[Illustration på side 15]
„End ikke spise sammen med“ en udstødt