samme selvopofrende kærlighed som Jesus viste. (Mark. 12:30, 31; Joh. 13:34; 15:13) Denne tjeneste lægger hovedvægten på den offentlige forkyndelse, for der siges: „Lad os gennem ham [Jesus] altid bringe Gud et lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn.“ Samtidig må vi ’ikke glemme at gøre godt og at dele med andre’ — ikke af ren og skær godgørenhed, men af hjertet, fordi vi elsker vore trosfæller. Når vore brødre lider ondt, kommer i nød eller udsættes for trængsel, vil vi altså kærligt yde dem hjælp, så alle kan være tilskyndet til at holde fast ved den offentlige bekendelse af deres håb uden vaklen. „I sådanne ofre har Gud velbehag.“ — Hebr. 10:23-25; 13:15, 16; Rom. 10:10-15; Jak. 1:27.

Dette betyder måske at du må revidere dit syn på hvad der er „hellig tjeneste“. Måtte du i så fald gøre det i den ånd der kommer til udtryk i Andet Korinterbrev 13:11: „Endelig, brødre, bliv ved med at glæde jer, at lade jer bringe i den rette tilstand, at lade jer trøste, at være enige, at holde fred; og kærlighedens og fredens Gud vil være med jer.“

● Paulus skrev at en tilsynsmand i den kristne menighed skulle være „én kvindes mand“. Hvorfor nævnte han dette blandt kravene til de kristne tilsynsmænd, eftersom ingen kristen jo måtte være bigamist eller polygamist?

I Første Timoteusbrev 3:2 skrev apostelen Paulus: „Tilsynsmanden bør derfor være ulastelig, én kvindes mand, mådeholden i vaner.“ Udtrykket „én kvindes mand“ betød at en tilsynsmand ikke måtte være under nogen som helst mistanke for umoralitet i seksuel henseende. Han måtte sætte et godt eksempel med hensyn til at følge den kristne norm for ægteskabet.

Jesus havde givet den anvisning at hans disciple skulle holde sig til Guds oprindelige ægteskabsordning, som gik ud på at én mand havde én hustru. (Matt. 19:5, 6) Ingen polygamist kunne derfor blive døbt som kristen før han ophørte med at leve i polygami. Alligevel var det på sin plads at Paulus nu understregede kravet i forbindelse med ældste eller tilsynsmænd, for polygamiet havde været tilladt blandt jøderne og kunne være fremherskende i lande som kristendommen ville blive udbredt til. En ny der kom i menigheden skulle af de ældstes eksempel tydeligt kunne se at den anerkendte ægteskabsordning blandt kristne var monogami, ikke polygami.

Der kan imidlertid ligge mere i udtrykket „én kvindes mand“. Moralen var meget løs dengang, hvilket gav sig udslag i at man tog let på ægteskabet og hyppigt lod sig skille og indgik nyt ægteskab.

„Da både den græske og den romerske lov gav let adgang til skilsmisse, var det meget almindeligt at mand og hustru lod sig skille og giftede sig med andre mens de begge endnu levede. En mand kunne således have både tre og fire levende hustruer, eller snarere kvinder der alle efter tur havde været hans hustru.“ (The Life and Epistles of St. Paul af Conybeare og Howson) For en kristen stillede sagen sig imidlertid anderledes. Kun hvis ægtefællen begik „utugt“ (det vil sige grov kønslig umoralitet) ville han eller hun være fri til at blive skilt og gifte sig med en anden. (Matt. 5:32; 19:9) Kravet „én kvindes mand“ betød at en ældste måtte sætte det rette eksempel. Han kunne ikke være en mand der skilte sig fra sin hustru uden bibelsk grundlag og derefter giftede sig igen.

Nogle kommentatorer forstår Første Timoteusbrev 3:2 på den måde at en ældste overhovedet ikke måtte være gift for anden gang. Men ud fra det Jesus sagde og det Paulus skrev andre steder, forstår vi at det ikke var forkert at indgå nyt ægteskab; derfor kan dette ikke have gjort en mand uegnet til at tjene som ældste i menigheden. Husk at Paulus skrev at enker (og dermed naturligvis også enkemænd) ville gøre bedre i at gifte sig end i at være optændt af lidenskab eller henfalde til lediggang og blande sig i andres sager. — 1 Kor. 7:8, 9, 36-39; 1 Tim. 5:13, 14.

At en ældste skulle være „én kvindes mand“ må også indebære at han ikke var skyldig i bigami eller ægteskabsbrud. Han skulle være moralsk uangribelig i sit ægteskab, loyal og tro mod sin hustru. Ifølge The New English Bible skulle tilsynsmanden, ifølge det vers vi her behandler, „være hævet over al kritik, tro mod sin eneste hustru“.

Da Paulus sagde at en tilsynsmand skulle være „én kvindes mand“, understregede han altså med få ord at en gift ældste på flere måder måtte være et forbillede i moralsk henseende. Enhver der betragtede ham, skulle kunne se at han i praksis efterlevede den sande kristendoms ophøjede syn på ægteskabet.

Hvem styrer verden?

Når man betragter verdensforholdene og tænker nærmere over dem, virker det da ikke som om en ond og usynlig magt står bag verdensherskerne og manipulerer med dem? Måske overrasker det dig, men Bibelen viser at det faktisk forholder sig sådan.

Bibelens lære om dette spørgsmål forklares i bogen Sandheden der fører til evigt liv. Læs kapitlet „Findes der onde ånder?“ Denne værdifulde bibelhåndbog fås for kr. 5,50 (inklusive forsendelse.) Skriv til Vagttårnet, Kongevejen 207, 2830 Virum.