„ikke tvungent men villigt“ at varetage deres pligter. — 1 Pet. 5:2.

Hvert år giver vore områdestævner villige sjæle en glimrende lejlighed til at yde deres brødre en nidkær og uselvisk tjeneste. Og ved de kommende internationale stævner vil dette i endnu højere grad blive aktuelt.

Som Jehovas loyale indviede tjenere er vi alle interesseret i at Guds ord skal vise sig at tale sandt, sådan som Jesus var det og derfor handlede i overensstemmelse med alt hvad der var blevet profeteret om ham. (Rom. 3:4; Luk. 24:26, 27, 44-46) Har vi den samme loyale indstilling til Guds profetiske ord? I så fald vil vi frivilligt, beredvilligt og med glæde tilbyde at hjælpe til ved disse stævner, for Jehova Gud lod følgende skrive i sit ord: „Dit folk møder villigt frem på din vældes dag; i hellig prydelse kommer dit unge mandskab til dig som dug af morgenrødens moderskød.“ (Sl. 110:3) Har vi ikke levet på Jesu Kristi vældes dag siden 1914? Jo, det har vi. Jesus gør stadig det der er Jehovas vilje med ham. Skulle vi så ikke også gøre det Jehova har forudsagt om os?

De kommende internationale stævner tegner til at blive begivenheder med stor åndelig feststemning. Det styrende råd arbejder ihærdigt sammen med andre brødre på hovedkontoret for at tilberede et storslået åndeligt festmåltid for alle blandt Jehovas tjenere der har mulighed for at være til stede. Det samme kan siges om brødrene på afdelingskontorerne i de lande hvor disse stævner skal holdes. Men det er ikke nok blot at tilberede den åndelige føde. Der må også træffes forberedelser til at dette nærende åndelige brød kan fordeles til alle som overværer stævnerne, ligesom der må sørges for at deres behov i andre retninger dækkes. Det betyder at der bliver brug for meget frivillig hjælp ved disse stævner. Og der er arbejde nok til at alle kan være med. Der er et særligt behov for mænd som har håndværksmæssige erfaringer eller evner, og som kan påtage sig at være holdledere i de forskellige afdelinger. Alle andre kan frivilligt tilbyde at hjælpe til hvor ’behovet er stort’, som ordenshavende, eller i en af afdelingerne for rengøring, fællesspisning eller forfriskninger, for blot at nævne nogle få.

Ja, der bliver brug for masser af villige hænder hvis brødrene som overværer de internationale stævner i 1978 skal befinde sig godt og kunne lytte og glæde sig over det program der bliver tilrettelagt af „den trofaste og kloge træl“. De brødre der skal tale har den forret at uddele den åndelige føde. Det er også vigtigt at nogle sørger for de materielle fornødenheder og bekvemmeligheder. Kun hvis alt er tilrettelagt både i materiel og åndelig henseende, vil de der kommer til disse stævner kunne blive åndeligt opbygget. De vil da kunne vende hjem igen, opfyldt af den samme sindsstemning som prægede fortidens israelitter da de vendte hjem efter indvielsen af Jehovas tempel i Jerusalem — de var ’glade og vel til mode over den godhed Jehova havde vist sit folk’. — 2 Krøn. 7:10.

Spørgsmål fra læserne

● Det sker at børn i en ældstes eller menighedstjeners husstand kommer „under anklage for udsvævelser“. Hvad er da afgørende for om familiens overhoved kan fortsætte med at betjene menigheden som udnævnt ældste eller menighedstjener?

Det fremgår meget klart af Bibelen at en gift mand der gør tjeneste i menigheden må sætte et godt eksempel som familieoverhoved. Vi læser: „Tilsynsmanden bør derfor være . . . en mand der præsiderer i sin egen husstand på en god måde og har børn der med al alvor underordner sig; (hvis en mand ikke ved hvordan han skal præsidere i sin egen husstand, hvordan kan han da tage vare på Guds menighed?).“ (1 Tim. 3:2, 4, 5) „Lad en menighedstjener være én kvindes mand, som på en god måde præsiderer iblandt sine børn og i sin egen husstand.“ — 1 Tim. 3:12.

Menigheden forventer med rette at ældste, menighedstjenere og deres familie sætter et godt eksempel i kristen livsførelse. (Jævnfør Første Timoteusbrev 4:12; Første Petersbrev 5:3.) Hvis dette ophører med at være tilfældet, kan det have en skadelig virkning på menighedens åndelige velfærd. Hvis en ældstes eller en menighedstjeners børn for eksempel er efterladende med hensyn til at følge Bibelens principper, kan dette give andre børn i menigheden mod til at efterligne dem og undskylde deres egen urette adfærd med hvad de andre gør. (Jævnfør Første Korinterbrev 8:9-13; 10:31, 32.) Hvis børn af ældste og menighedstjenere forsynder sig groft, er situationen så meget alvorligere.

Hvis sådanne børn bringer skam over deres familie og menigheden, må ældsterådet tage stilling til om faderen er egnet til fortsat at tjene som ældste eller menighedstjener. At han personligt føler at han godt kan fortsætte med at tjene på trods af det der er sket, bør ikke have nogen indflydelse på den afgørelse ældsterådet når frem til.

Skal broderen fortsætte med at tjene, må der være tydelige vidnesbyrd om at han er i stand til at give sine børn den fornødne åndelige hjælp og at han ikke i alvorlig grad har været forsømmelig i denne henseende. En vågen familiefader vil som regel opdage problemerne i sin familie før de tager overhånd. Da det kræves at han véd hvordan han skal præsidere i sin egen husstand, må han kunne tage hånd i hanke med tingene hvis der opstår uønskede situationer i familien. Skulle børnene opføre sig forkert, må han være i stand til at give dem den fornødne tugt og vejledning, så de ikke kommer „under anklage for udsvævelser“. — Tit. 1:6.

På trods af faderens rosværdige bestræbelser for at hjælpe familien åndeligt kan det naturligvis forekomme at et enkelt barn forlader sandhedens vej eller forsynder sig, mens de øvrige børn er gode eksempler i kristen livsførelse og dermed afspejler den gode oplæring fra forældrenes side. Hvis imidlertid det ene hjemmeboende, mindreårige barn efter det andet kommer ud i store åndelige vanskeligheder når de kommer i en bestemt alder, og bringer skam over familien og menigheden, må det alvorligt betvivles at faderen „præsiderer i sin egen husstand på en god måde“. I sådanne tilfælde må man passe på at man ikke undskylder forholdet ved blot at henvise til bibelske eksempler på at andre også har skejet ud, som for eksempel Esau og Samuels sønner. (1 Mos. 25:27-34; 26:34, 35; 1 Sam. 8:2, 3, 5) Man bør huske på at de fleste af dem der ifølge Bibelen gik deres egne veje, var voksne mennesker som fuldt ud var i stand til at træffe deres egne afgørelser. De var ikke underlagt samme myndighed og vejledning som mindreårige børn i en husstand, og det er sådanne mindreårige børn vi her taler om.

I betragtning af den åndelige fare menigheden kan komme i når ældstes eller menighedstjeneres børn gør sig skyldige i en uret adfærd som virkelig er alvorlig, bør fædre til sådanne børn fuldt ud samarbejde med ældsterådet når det søger at finde frem til sagens kendsgerninger. De bør ikke bagatellisere børnenes urette adfærd eller søge at dække over den for at bevare deres egen stilling. De bør på den anden side heller ikke fare unødig hårdt frem mod børnene. (Ef. 6:4) Familiefædre i denne situation bør oprigtigt være interesseret i at hjælpe deres afvegne børn åndeligt, i det omfang det er muligt i betragtning af omstændighederne. De bør først og fremmest tænke på deres families åndelige tilstand og ikke på om de kan beholde deres tjeneste i menigheden. — Jævnfør Første Timoteusbrev 5:8.

Hvis altså børn i en husstand gør sig skyldige i en grov uret adfærd som rejser alvorlig tvivl i menigheden med hensyn til om familiefaderen præsiderer i sin husstand på en god måde, bør han ikke fortsætte med at tjene som ældste eller menighedstjener. Især kan det, hvis hans medældste — enten af personlige eller følelsesmæssige grunde — lader sig påvirke til at vurdere sagen for lempeligt og træffer en afgørelse der ikke tager hensyn til Bibelens principper, virke åndeligt nedbrydende i menigheden at han, skønt uegnet, fortsætter med at tjene som ældste. Det kan undergrave respekten for hele ældsterådet. Det kan give andre børn i menigheden en undskyldning for at handle uret. Det er derfor godt at huske på at det afgørende i dette tilfælde ikke er mandens evner som taler eller organisator eller om han er afholdt i menigheden på grund af en tiltalende personlighed. Det afgørende er om han varetager sin opgave som familiefader på en god måde. Kun hvis han gør dette kan han fortsætte med at tjene, og hvis dette er tilfældet, bør de ældste i rådet naturligvis undgå at være unødigt kritiske og dømmesyge når de vurderer situationen i hans familie.