Pas på ikke at blive overrumplet

DE DER er blevet sande kristne siges at være blevet ’friet ud af mørkets magt’. (Kol. 1:13) Herskeren over dette mørke omtales i Efeserne 2:2. Dér siger apostelen Paulus at medlemmerne af menigheden i Efesus før de blev kristne havde vandret, „ledede af denne verdens tidsånd og af herskeren over luftens rige, den åndemagt, som nu er virksom i ulydighedens børn“.

Apostelen nævner ligeud hvem denne mægtige hersker er da han vejleder disse kristne: „Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb.“ — Ef. 6:11, 12.

Det er derfor nødvendigt for den kristne at udvise den største vagtsomhed og forsigtighed. Han opfylder måske Guds krav i mange henseender. Hvis han slækker på sin årvågenhed kan han alligevel pludselig og af vanvare komme til at gøre Satans vilje. Apostelen Peter advarede: „Vær ædru og våg; jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge.“ — 1 Pet. 5:8.

Nogle kristne i menigheden i Efesus havde øjensynlig ikke været vagtsomme. De var ved at vige bort fra sandheden. Paulus skrev til Timoteus for at vejlede og hjælpe sådanne, for at ’de kunne blive ædru igen og udfries af Djævelens snare’. (2 Tim. 2:24-26) Nu er en snare ikke noget som et offer går ind i med åbne øjne. Nej, den er godt skjult. Pludselig, uden varsel, klapper fælden i, og det intetanende offer er da alt for langt inde i den til at komme fri uden hjælp. På samme måde med Satans snare; den overrumpler sit offer. Hvad der imidlertid er endnu mere alvorligt er at man kan være fanget i fælden og stadig ikke være klar over det. Man kan endog uden at vide det tjene Satans hensigter og være bedraget til at tænke at man gør det rette.

Nogle af Satans snarer

Et slående eksempel er et tilfælde hvor apostelen Peter kom galt af sted. Jesus havde sagt til sine disciple at han skulle lide for de jødiske religionslederes hånd og dræbes. Denne vej havde hans Fader afstukket for ham. Jesus vidste at for ham ville det være syndigt blot at pleje den tanke at undgå denne offerdød. Men Peter trak Jesus til side, uden tvivl i en god mening, og sagde: „Vær god mod dig selv, Herre; det skal afgjort ikke gå dig sådan.“ Idet Jesus vendte ryggen til Peter, svarede han: „Forsvind bag mig, Satan! Du er en snublesten for mig, for du tænker ikke Guds tanker, men menneskers.“ — Matt. 16:21-23, New World Translation.

Her faldt Peter i Satans snare og blev intetanende selv en „satan“ eller „modstander“ af Jesus. Dette tilfælde betoner nødvendigheden af at vi lytter til hvad Guds ord siger, så vi får nøjagtig kundskab om det og kan følge det i stedet for at være ledet af sentimentalitet, følelser eller en snæver tankegang.

Bibelen advarer også mod Satans snare dér hvor den råder ægtepar til at yde hinanden den ægteskabelige ret: „Unddrag jer ikke hinanden uden måske med gensidigt samtykke for en tid, for at I kan have ro til jeres bøn. Derefter skal I atter være sammen, for at Satan ikke skal friste jer, fordi I ikke kan være afholdende.“ (1 Kor. 7:5) Ligevægt og sund fornuft må anvendes selv når man vier tid til en eller anden særlig tjeneste for Gud. I dette tilfælde med et ægtepar kunne deres undladelse af at yde hinanden den ægteskabelige ret ellers give Djævelen en anledning til at friste den ene eller begge parter til forkerte tanker eller handlinger over for en anden af det modsatte køn på grund af lidenskab. — Matt. 5:28; 1 Kor. 6:9, 18.

Snarer for menigheden

At en hel menighed, og i særdeleshed de der er ansvarlige for tilsynet med den, må være på vagt for ikke at blive overrumplet af Satan, belyses ved et tilfælde med den første kristne menighed i Korint. Et af dens medlemmer havde begået grov umoralitet. I stedet for at udrense denne ondskab, faldt menigheden i Satans snare og blev opblæst snarere end bedrøvet over sagen. Apostelen Paulus instruerede menigheden om at udstøde det onde menneske. — 1 Kor. 5:1-5, 13.

Senere angrede manden og ændrede sin handlemåde efter at han i en periode havde været udstødt. Nu skrev Paulus til menigheden og formanede den til at tilgive manden og tage ham tilbage, som han sagde, „for at vi ikke skal overlistes af Satan; thi hvad han har i sinde, det ved vi“. Ja, kristne må ikke glemme hvad Satan har i sinde. I det første tilfælde havde menigheden været forsømmelig, ikke omhyggelig med at holde menigheden ren. Men nu var der fare for at den faldt i den modsatte grøft — at den blev hård, ufølsom og utilgivende over for den der virkelig angrede. Dette ville have tjent Djævelens hensigt lige så godt og have kostet dem Guds gunst. — 2 Kor. 2:5-11; Matt. 6:14, 15; Jak. 2:13.

Urette ønsker og stolthed

Urette ønsker kan være en af Satans underfundige snarer. Judas Iskariot er et eksempel. Da han oprindelig blev udvalgt som apostel af Herren Jesus Kristus var han egnet til denne stilling. Men Judas blev begærlig, grådig. Han begyndte at stjæle af de midler som Kristus og hans apostle havde til at leve for. Med denne begyndelse var Satan i stand til at lede ham længere og længere i retning af at udvikle et ondt hjerte, indtil han til sidst forrådte Herren. Han mistede alt og blev „fortabelsens søn“. — Joh. 12:3-6; 13:18-27; 17:12; 18:2-5.

Stolthed er også et af Satans mægtigste redskaber. Den kan besnære selv den retfærdige og få ham til at snuble, og hvad der er endnu værre, den kan bringe vanskeligheder over andre. Fordi apostelen Paulus erkendte at stolthed kom fra Satan, gav han instruktioner om at en nyomvendt ikke måtte udnævnes til stillingen som tilsynsmand i en menighed, „for at han ikke skal blive opblæst [ved så pludseligt at blive ophøjet til et fremtrædende og ansvarsfuldt embede] og falde ind under Djævelens dom“. — 1 Tim. 3:2, 6.

Det er Djævelens faste forsæt at smæde Guds navn. Hvordan et menneske der er udnævnt til at føre tilsyn med en menighed opfører sig, falder tilbage på hele menigheden og på Jehova Gud selv. Af denne grund må det være en mand der har „godt lov blandt dem, som er udenfor“. Han må virkelig leve op til kristennavnet i moral, i forretningsanliggender, i familien, som nabo, i gæstfrihed og i kærlig godhed. I modsat fald kunne han, hvis han blev udnævnt til et embede „komme i vanry og falde i Djævelens snare“. — 1 Tim. 3:7.

Ja, hvis en mand der af udenforstående med rette kan anklages for at øve uret, skulle få en fremtrædende plads i den kristne menighed som hyrde og lærer, hvilken lejlighed ville dette ikke give modstanderne til at spotte! (Sammenlign med Første Timoteusbrev 5:14, 15.) Satan ville fryde sig ved at se en sådan snare lykkes, til vanære for Jehova.

Lad derfor dem der tjener Jehova Gud tage Guds fulde rustning på. „Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse!“ Lad bønnen omfatte både anmodninger, taksigelse og forbøn. Vær „årvågne . . . med stadig udholdenhed og bøn for alle de hellige“. Stol på Jehova og hans regerende konge, Jesus Kristus. Hav ægte omsorg for hinanden og undgå således at handle uligevægtigt eller at blive behersket af urette ønsker. Dette må trofaste kristne fortsætte med at gøre, idet de ved at de, fordi de repræsenterer Jehovas navn, er Satans vigtigste skydeskive. De er ikke uvidende om Satans veje, men de må holde sig vågne så de ikke på underfundig måde bliver overrumplet af ham der er den største fjende af Gud og mennesker. — Mark. 14:38; Ef. 6:11, 13, 18; Luk. 22:31; Åb. 12:9, 17.