Tro og beslutsomhed nødvendig for at behage Jehova
„Uden tro er det umuligt at have hans velbehag.“ — Hebr. 11:6.
1. I hvilken henseende er alle normale børn født lige?
Når det drejer sig om tro er alle født lige. Alle er født uden tro. Foruden at alle nyfødte befinder sig i denne tilstand hvor de er fuldstændig uden tro, står de også lige i det forhold at de alle, hvis de er normale, har evnen til senere hen i livet at få tro. Troens sæd må først sås, og derpå vandes, næres og plejes hvis den skal vokse op og trives. Det forklarer hvorfor nogle får tro i en tidlig alder, mens andre først får troen senere hen i livet, og andre igen dør som gamle uden tro, ligesom de blev født uden tro.
2. Hvilken lighed er der mellem troen og andre skatte eller formuer?
2 I visse henseender kan troen sammenlignes med en skat, en formue af stor værdi. Det er imidlertid ikke en skat man uden videre arver fra sine forældre; det er en formue som den enkelte samler sig gennem livet, og dens størrelse afhænger hvor meget den enkelte har bestræbt sig for at forøge den. Og på samme måde med en anden skat eller formue kan den let gå tabt eller blive ødelagt hvis ikke man omhyggeligt passer på den.
3, 4. (a) Hvordan kan tro defineres? (b) På hvilken autoritet bør vor tro bygges?
3 Hvordan kan man da definere eller beskrive tro? Hvad er tro, denne sindsegenskab som alle normale mennesker har lige mulighed for at erhverve sig, men som må opdyrkes, denne skat der er så værdifuld at den ikke kan måles i penge, denne formue der er hellig og som kan mistes eller blive ødelagt, denne hjertets åndelige tilstand som kræves af alle der ønsker at opnå evigt liv?
4 Navneordet tro kan defineres som det at antage en sætnings sandhed på grundlag af en andens autoritet, snarere end på grundlag ens egen viden, tænkning eller erfaring. Man kan have tro på Jehova Gud, tro på hans søn Jesus Kristus og tro på Guds ord, Bibelen. Et barn som har tro, har til at begynde med bygget den på det som forældrene eller andre har lært det. Senere finder barnet ud af at forældrene eller lærerne ikke altid har ret, og så søger det en højere autoritet at bygge sin tro på. Enhver der ønsker at eje en stærk, urokkelig tro, må bygge på en autoritet der er højere end de menneskelige autoriteter.
5. (a) Hvordan definerer Paulus tro? (b) Forklar hvordan det græske ord hypoʹstasis træffende betegner tro.
5 Apostelen Paulus definerede tro som „den sikre forventning [græsk hypoʹstasis] om ting der håbes på, det klare bevis [græsk eʹlengchos] på virkeligheder skønt ikke sete“ (Hebr. 11:1, NW) Jehova har givet mange løfter som endnu ikke er indfriet. Man håber måske at de vil blive opfyldt, men der er måske kun tale om et ustadigt ønske, ikke om en virkelig tro. Tro er mere end blot en forventning. Det er en forventning der er sikker i en sådan grad at den er i stand til at støtte, hævde og garantere at det der håbes på vil blive en realitet. Dette er tanken i hypoʹstasis, et ord som var almindeligt i gamle forretningsdokumenter på papyrus; det blev brugt om de garantier der var knyttet til transaktionerne.
6. Vis hvordan tro også kan beskrives ved hjælp af det græske ord eʹlengchos.
6 Eller sagt på en anden måde er tro „det klare bevis på virkeligheder skønt ikke sete“. Med det bogstavelige øje kan vi ikke på nuværende tidspunkt se noget vidnesbyrd om at der vil komme til at råde paradisiske forhold overalt på jorden. Men de der har tro på at sådanne forhold om kort tid vil blive en realitet, har vidnesbyrd der kan fremlægges som bevis (eʹlengchos) og støtte for deres tro på at et sådant lovet jordomspændende paradis snart vil komme. For dem er der ikke blot tale om et barnligt ønske eller en hypotetisk eller filosofisk drøm. Det vidnesbyrd som de har, er så overbevisende at det er i stand til at gendrive alt hvad der synes at pege i modsat retning. Det bringer det der ikke er åbenbart, for lyset og gør det klart og tydeligt. Det kan modstå fjenders angreb og udholde skeptikeres krydsforhør, for ingen kan omstyrte eller modbevise det.
7. Hvordan ser en bibelkommentator på apostelens definition af tro?
7 Marcus Dods kommenterer dette første vers i kapitel 11 i Hebræerbrevet og siger: „Egentlig betyder ordene [hypoʹstasis og eʹlengchos] at tro gør noget fremtidigt som man stadig blot håber på, så virkeligt som hvis det faktisk eksisterede nu; og den overbeviser os på uimodståelig måde om virkeligheden af det usete og fører os ind i dets nærhed.“ — The Expositor’s Greek Testament, bind IV, side 352.
8, 9. (a) Hvilken særlig grund er der til at mange i dag mangler tro? (b) Hvilken retningslinje har Gud ikke desto mindre givet menneskeheden?
8 Men „troen er ikke alles“, som det klart fremgår af de kendsgerninger der blev fremholdt i den foregående artikel. (2 Tess. 3:2) Dette gælder ikke mindst i tiden efter det historiske år 1914. Grunden hertil er først og fremmest, som Bibelens sidste bog siger, at Satan og hans dæmoner er blevet kastet ud af himmelen og ned i jordens nærhed. (Åb. 12:10-12) Imidlertid har Jehova ikke i denne „endens tid“ overladt menneskeheden til disse sataniske kræfter uden samtidig at oplyse den om den rette vej. To kapitler længere fremme i denne række af syner i Åbenbaringsbogen siger Johannes:
9 „Og derefter så jeg en engel flyve midt oppe under himmelen; han havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, for alle folkeslag og stammer og tungemål og folk. Og han råbte med høj røst: ’Frygt Gud og giv ham ære; thi nu er hans doms time kommet. Ja, tilbed ham, som har skabt himmelen og jorden og havet og kildevældene.’“ — Åb. 14:6, 7.
10. Hvordan afgiver en stor skare mennesker, som reaktion på denne engels forkyndelse, bevis på deres tro?
10 Åbenbaringsbogen giver os også den forsikring at der ville være en „stor skare“ bestående af folk fra alle folkeslag som ville reagere positivt på denne forkyndelse af evangeliet eller den gode nyhed. De mange mennesker i denne skare ville afgive bevis på at de havde tro på Gud idet de ville frygte og tilbede ham, selv i en verden som ikke har tro. Vi læser: „Og se, en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet . . . og de råbte med høj røst og sagde: ’Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’“ — Åb. 7:9, 10.
11, 12. Hvad er fremgangen i antallet af dem der har lagt tro for dagen i løbet af de sidste halvtreds år, et vidnesbyrd om?
11 Det tyvende århundredes historie viser at antallet af mennesker der trofast priser Jehova er blevet mangedoblet, især siden forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige har lydt, og det vil sige fra og med året 1919. Den enestående forøgelse fremgår af følgende oversigt.
1918: 3.868
1928: 23.988
1938: 47.143
1948: 230.532
1958: 717.088
1968: 1.155.826
12 Dette er ikke en kold statistik fra en livløs datamaskine. Nej, det at nogle få tusinde rigsforkyndere i 1918 er blevet til over en million i 1968, regnet som et månedligt gennemsnit, er et gribende og handlingsmættet historisk drama. Tænk blot på den tro og beslutsomhed som hver enkelt i denne store skare har lagt for dagen ved at skille sig ud fra denne gamle verden, indvi sig til Jehova og derpå tage forkyndelsen af Rigets budskab op trods den voldelige modstand og den forfølgelse de som følge heraf er blevet udsat for!
Hvor er de 200.000?
13. Hvilke andre tal er imidlertid af særlig interesse for os?
13 Disse imponerende tal må ikke få os til at overse visse andre forhold som vækker til eftertanke. Antallet af rigsforkyndere er i de sidste tyve tjenesteår (1949-1968) vokset med mere end 925.000, nemlig fra 230.532 til 1.155.826. Men i samme periode blev 1.262.187 nye døbt som symbol på deres indvielse til Jehova. Forskellen mellem antallet af dem der er blevet døbt og det samlede antal af dem der regelmæssigt rapporterer som forkyndere er 336.893. Hvis vi regner med at 1 procent årligt falder bort af dem der rapporterer, hvilket er højt sat, så vil der i løbet af disse tyve år have været over 137.000 som trofast har fuldendt deres løb og er døde. (Åb. 2:10) Det vil så sige at der er et meget stort tal, over 199.000, ja næsten 200.000, som har givet udtryk for så megen tro på Gud at de har indviet deres liv til hans tjeneste, men som på et eller andet tidspunkt har mistet troen og er holdt op med at forkynde.
14, 15. (a) Hvorfor er vi ikke overraskede over at mange falder fra troen, selv om det bekymrer os? (b) Hvorfor falder nogle fra?
14 Det bør imidlertid ikke overraske os at nogles tro bliver ødelagt, i betragtning af den dæmoninspirerede propaganda vi verden over bombarderes med. At nogle ville falde for en sådan propaganda er vi blevet advaret om gennem Bibelen: „Men Ånden siger med klare ord, at i de sidste tider [i senere tidsperioder, NW] skal nogle falde fra troen, idet de lytter til forførende ånder [vildledende inspirerede udtalelser, NW] og dæmoners lærdomme.“ — 1 Tim. 4:1.
15 At nogle ’falder fra troen’ viser at de engang har haft troen. Af hvilken grund falder de fra? Fordi de har lyttet til og givet agt på vildledende inspirerede udtalelser og dæmoners lærdomme. Disse frafaldne kan deles i to hovedgrupper.
16. Anfør grunde til at nogle har mistet deres tro, som belyst i Jesu lignelse.
16 Først er der dem som var forholdsvis nye i sandheden. De har måske forhastet sig med indvielsen, som de foretog på grundlag af en ret begrænset kundskab, hvorpå de så af en eller anden årsag ret hurtigt er faldet fra. Som Jesus sagde i lignelsen blev troens sædekorn ædt af fugle da hjertet var for hårdt til at sæden kunne slå rod. Eller der var nogle hvis tro visnede bort da den første modstands hede vind blæste. Eller måske voksede bekymringernes og den bedrageriske materialismes tidsler op i deres liv og kvalte den smule tro de havde. — Matt. 13:3-9, 18-23.
17. Af hvilke grunde har en anden gruppe forladt troen?
17 Den anden gruppe har ifølge optegnelserne ikke været, om man så må sige, nyfødte børn, men voksne, modne kristne der har tjent aktivt i fem, ti, tyve eller flere år. De er også faldet fra, og der kan være flere grunde til det. Nogle er blevet udstødt på grund af en umoralsk handlemåde, andre er blevet hovmodige og indbildske og gør nu fælles sag med den „dårlige“ eller „onde“ tjenerskare eller den skare som kaldes „lovløshedens menneske“; de har gjort oprør imod Herren og hans organisation og er begyndt at slå deres medtjenere. — 1 Kor. 5:1, 11-13; Matt. 24:45-51; 2 Tess. 2:3, 4.
18. Hvordan ser Jehova på dem der ikke trofast holder deres løfter?
18 Uanset årsagen til at nogle falder fra, så har Jehova ikke behag i dem der har givet ham et løfte og derpå bryder det. Det er uden betydning om de bryder deres løfte efter ét års eller tyve års forløb. Jehova siger det er bedre ikke at give et indvielsesløfte end at binde sig på en sådan højtidelig måde og derpå vise sig utro. „Dette er, hvad [Jehova] har påbudt: Når en mand aflægger et løfte til [Jehova] . . . må han ikke bryde sit ord, men skal holde hvert ord, der er udgået af hans mund.“ „Når du giver Gud et løfte, så tøv ikke med at holde det! Thi der er ingen glæde ved dårer. Hvad du lover, skal du holde. . . . Lad ikke din mund bringe skyld over dit legeme og sig ikke til Guds sendebud [engelen, NW], at det var af vanvare! . . . nej, frygt Gud!“ (4 Mos. 30:1, 2; Præd. 5:3-6) I Romerbrevet 1:31, 32 går apostelen Paulus så vidt som til at sige at de der med vilje og overlæg bryder deres løfte til Jehova, fortjener døden. Det er sandelig ikke dem som svigter, der behager Jehova, men dem der har tro og beslutsomhed og som holder deres indvielsesløfte!
Hvordan tro og beslutsomhed opbygges
19. Hvad må troen baseres på?
19 Først og fremmest må man have kundskab. Foruden kendskab til læren om frelsen, som naturligvis er meget vigtig, må man også have kundskab om de snarer og faldgruber der kan få en til at miste troen på Jehova og vende sig bort fra sandheden.
20. Hvem er vor største modstander, men hvordan kan vi alligevel beskytte os imod ham?
20 Husk på at Djævelen er vor modstander, og han har en vældig organisation som er indstillet på at tilintetgøre al tro på Gud. Hele verden er i Djævelens vold. Han er denne tingenes ordnings gud. (1 Joh. 5:19; 2 Kor. 4:4; Joh. 14:30; Ef. 2:2) „Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge,“ siger Peter. Det kan være en som dig han søger, en der har indviet sig til Jehova og som står i et ret forhold til ham. Lyt derfor godt efter hvad Peter siger i det næste vers: „Stå ham [Djævelen] imod, faste i troen; I ved jo, at jeres brødre her i verden må igennem de samme lidelser.“ (1 Pet. 5:8, 9) Du er derfor ikke alene når du står Djævelen og hans dæmoner imod. Husk at for hver 200.000 der svigter, er der en million af trofaste brødre som forbliver faste i troen og er besluttede på at intet af det Djævelen og hans verdensorganisation gør skal få dem til at vende om og flygte! „Dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro.“ — 1 Joh. 5:4.
21. Hvad har ligesom i fortiden stadig overlistet nogle så de er blevet utro mod Jehova?
21 Vi bør også kende vor modstanders taktik. Noget af det mest forførende som Djævelen og hans dæmoner har brugt til at lokke Herrens indviede tjenere bort fra troen med, har været den fremgangsmåde at appellere til kønsdriften og friste dem til umoralitet. Husk hvordan det engang skete at 24.000 israelitter på en dag faldt på grund af umoralitet. (4 Mos. 25:9) På samme måde har i vor tid løsagtighed, utugt og hor fået mange tusinder til at falde fra troen. Hvor er Peters levende beskrivelse af disse mennesker dog sand: „Det er gået dem, som ordsproget [26:11] træffende siger: ’Hunden vender sig om til sit eget spy,’ og ’den vaskede so vælter sig atter i sølen’.“ — 2 Pet. 2:22.
22. Hvilket bibelsk råd kunne mange andre have fulgt og derved have undgået at falde fra troen?
22 Et andet dæmoninspireret middel er materialismen. Dette har fået mange af de 200.000 til at falde fra troen. Havde de blot givet agt på Guds advarende ord i Bibelen: „Når vi har føde og klæder, skal vi lade os nøje med det. Men de, som vil være rige, falder i fristelser og snarer og mange uforstandige og skadelige begæringer, som styrter mennesker i undergang og fortabelse; thi kærlighed til penge er en rod til alt ondt; drevet af den er nogle faret vild fra troen og har voldt sig selv megen bitter smerte.“ — 1 Tim. 6:8-10.
23. Hvordan kan vi beskytte os selv i denne troens kamp?
23 Ja, vi er i sandhed i kamp, og som Judas siger, må vi „kæmpe en hård kamp“ for troen. (Jud. 3, NW) Vi må ikke tro at vi kan vinde kampen i vor egen styrke, for vore modstandere er hovedsagelig overmenneskelige kræfter. Derfor, „hent kraft fra Herren og hans vældige styrke! Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. . . . Løft i al jeres færd troens skjold, hvormed I kan slukke alle den Ondes gloende pile“. — Ef. 6:10-16.
24. Hvilke omgangsfæller bør man undgå, og hvorfor?
24 Husk også dette: Dårlige omgangsfæller vil ødelægge ens tro. Det var i første række dårlige omgangsfæller der fik de 24.000 israelitter ind på vejen der førte til umoralitet og død. Lignende omgangsfæller kan også medføre vor død. Og hvis man har samfund med „Gud-er-død“-folkene, vil ikke blot ens tro snart være så død som deres, men man vil også om kort tid være fælles med dem om en evig afskærelse rent bogstaveligt.
25. Hvorfor er det godt at komme sammen med Jehovas vidner?
25 På den anden side vil gode omgangsfæller kunne opbygge ens tro. Det er trosstyrkende at studere Bibelen i sit hjem sammen med Jehovas trofaste vidner. Det er trosstyrkende regelmæssigt at komme i deres rigssale, for på disse mødesteder vil man høre trosopbyggende foredrag der er baseret på Bibelens urokkelige sandheder. Dér er man i godt selskab. Det er også det bibelsk rigtige at gøre, især nu i denne „endens tid“, sådan som Paulus tilråder: ’Lad os ikke forsømme at komme sammen, men opmuntre hverandre, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.’ — (Hebr. 10:25, NW) Det er den bedste måde at følge Judas’ vejledning på, så man opbygger sig selv ’På sin højhellige tro’. — Jud. 20.
26, 27. (a) Er troen mere end blot at have en tro? (b) Hvordan viser man at man tror på Gud og hans lovede rige?
26 Troen består ikke blot i at have en tro. De onde ånder tror — og skælver, men de ejer ganske afgjort ikke troen. (Jak. 2:19) Man må handle i harmoni med troen for at vise at man har tro. At vandre i overensstemmelse med troen er at handle efter den, og „i tro, vandrer vi her, ikke i skuen“. (2 Kor. 5:7) At vandre i skuen eller efter hvad man ser, ville medføre at man sammen med verden måtte famle sig frem i det tætte mørke der omgiver den.
27 Bibelskribenten Jakob understreger at det er med vore handlinger, vore „gerninger“, vi afgiver bevis på vor tro, for uden gerninger er troen værdiløs og livløs. (Jak. 2:18-26) Hvis vi har tro på Jehovas lovede rige må vi bevise det ved at aflægge et grundigt vidnesbyrd om det, ved at forkynde den gode nyhed om dette rige for andre og undervise dem. Hvis vi er tavse, vil Jehova få stenene til at råbe det ud. (Luk. 19:40) Vi vil da bytte plads med stenene. De bryder deres tavshed og bliver forkyndende og lovprisende tjenere for Gud, mens vi, fordi vi har hjerter og hoveder der er hårde og kolde som sten, til sidst bliver døde som sten!
Hav sammen med tro også beslutsomhed!
28. Forklar hvad beslutsomhed er og hvorfor det er nødvendigt at have denne egenskab.
28 At være beslutsom indebærer at lægge sig fast på en bestemt kurs. Det vil også sige at være resolut, at blive ved trods fjenders modstand eller forsøg på at tale en fra det man vil. Beslutsomhed er ganske afgjort en nødvendig egenskab for dem der ønsker at behage Jehova. Mennesker der mangler beslutsomhed og fasthed og som er overfladiske og kastes og drives hid og did af alle mulige ideer ligesom skyerne bevæges af vinden, fordømmes gentagne gange i Bibelen. (Ef. 4:14; Jak. 1:8; 4:8) Mangel på overbevisning og beslutsomhed får en til at unddrage sig i stedet for at gå frem trods modstand. „Men vi hører ikke til dem, som unddrager sig og går fortabt, men til dem, som tror og vinder deres sjæle.“ — Hebr. 10:39.
29, 30. Hvorfor må alle der løber for Riget have beslutsomhed?
29 Skal vores tro fortsat være stærk og urokkelig må vi være helt overbeviste om at vi har sandheden, og vi må være fast besluttede på at tjene Jehova trofast, komme hvad der vil. Uden en sådan fast beslutsomhed vil man uvægerlig falde ud af løbet før eller senere. „Ved I ikke, at de, der løber på væddeløbsbanen, ganske vist alle løber, men kun én får sejrsprisen?“ Svaret er indlysende, og apostelen slutter: „Løb således, at I kan vinde den!“ — 1 Kor. 9:24-26.
30 Der skal beslutsomhed og udholdenhed til for at vinde et væddeløb. Den der vinder er ikke den der begynder med en spurt, for han må give op før målet nås. Nej, den der vinder er den der er besluttet på at blive på banen til det sidste. Det er ikke altid den hurtige der vinder løbet, havde kong Salomon lagt mærke til. (Præd. 9:11) Jesus sagde: „Den, som holder ud indtil enden [ikke den der giver op], han skal frelses.“ — Matt. 24:13.
31. Hvorfor kan vi trygt regne med at vor tro vil blive prøvet til det yderste?
31 Vi kan ikke ignorere de nuværende forhold i verden. Vi må være realistiske og se kendsgerningerne i øjnene. Der øves stort pres på os i øjeblikket og vi kommer ud for farlige situationer, men vi kan trygt forvente at faren bliver endnu større i fremtiden. Vor tro vil blive prøvet til det yderste før denne døende, djævelske tingenes ordning til sidst udånder. På samme måde som de kristne i det første århundrede må vi lide meget og „bedrøves i mange slags prøvelser, for at jeres prøvede tro — som er langt mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves ved ild — må vise sig at blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares“. — 1 Pet. 1:6, 7.
32. Hvorfor bør vi alligevel aldrig sætte farten ned eller holde op?
32 Nogle vil måske endog blive slået ihjel af Djævelen og hans dæmoner. Men det må ikke skræmme os eller få os til at holde op. Det ville være fejt, ja selvmorderisk, for de feje vil aldrig få liv i Guds rige. (Åb. 21:8) Det vil være viist at fortsætte fremad med stor tro og beslutsomhed og med fuldstændig tillid til Jehova, selv om det kan betyde en voldsom død. Til opmuntring for os er der skrevet: „Frygt ikke for det, du vil komme til at lide! Se, Djævelen vil kaste nogle af jer i fængsel, for at I skal stilles på prøve . . . Vær [derfor] tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans.“ — Åb. 2:10.
33. Hvad vil de der er trofaste over for Jehova modtage i form af belønninger nu og i fremtiden?
33 Tro, stærk kompromisløs tro der bevises med gerninger, og sammen med den en fast beslutsomhed om at adlyde Jehovas bud, dét vil glæde Jehovas hjerte. (Ordsp. 27:11) Til gengæld vil den store Belønner rigt velsigne dem der er trofaste, og skænke dem mange storslåede privilegier i denne „endens tid“. Deres glæde har ingen grænser. Og en herlig sejrspris venter dem, når den højeste, den sidste belønning, det evige liv, bliver deres eje! Som der står skrevet: „Den retfærdige skal leve af tro.“ — Gal. 3:11; Rom. 1:17.
[Illustration på side 567]
Ligesom en løber behøver beslutsomhed og udholdenhed for at vinde løbet, således må en kristen have disse egenskaber. Ellers vil han uvægerlig før eller senere falde ud af løbet