Finder De tilfredsstillelse i Deres arbejde?
„ARBEJDSGLÆDE“ er et emne der diskuteres mere og mere i industrien. Hvis De finder tilfredsstillelse i Deres arbejde, har De meget at være taknemmelig for. I dag er der et stadig større antal ansatte i hele verden der finder deres arbejde alt andet end tilfredsstillende. Og denne tendens gør sig gældende lige fra arbejdsmanden til direktøren, skønt det skal siges at den er mest fremherskende blandt dem der arbejder ved et samlebånd.
Så hvis De ikke synes Deres arbejde er tilfredsstillende, er De langtfra ene om det. Ifølge en embedsmand i De forenede Staters arbejdsministerium er dette „et af vor tids vigtigste spørgsmål“. Hvordan kan det være? Fordi mangelen på arbejdsglæde rammer ledelsens ømme punkt. Den påvirker produktionen, og det der påvirker produktionen — enten dens kvalitet eller dens kvantitet — indvirker på fortjenesten. Når arbejdet ikke giver den rette tilfredsstillelse, resulterer det i en sjusket udførelse, i sendrægtighed og ofte også i spændinger og ligefrem splid mellem de ansatte. På nogle virksomheder har det ikke blot resulteret i sløvhed og ligegyldighed, men endda i oprør grænsende til sabotage, som i et tilfælde hvor seks færdige biler fik indtrækket skåret op.
Men mest karakteristisk for at et arbejde ikke giver den rette tilfredsstillelse — samt mest kostbart — er forsømmelse. Med forsømmelse mener vi de tilfælde hvor de ansatte ikke møder op på arbejdet når de skal, uanset grunden — hvad enten det er sygdom (opdigtet eller virkelig), dårligt vejr, uoverensstemmelser med den overordnede, tømmermænd som følge af natlige drikkegilder, alkoholisme, stofmisbrug, eller fordi de har lyst til at tage på jagt eller på fisketur. Inden for mange industrivirksomheder ligger forsømmelsesprocenten i dag på gennemsnitlig 5 procent, hvilket vil sige at der på en hvilken som helst dag i arbejdsugen er fem af hver hundrede ansatte der ikke møder op. Og på mandage og fredage, i begyndelsen og slutningen af arbejdsugen, er procenten i nogle virksomheder så høj som 15 til 20.
Forsømmelser er mest almindelige blandt unge på atten til femogtyve år. For de kvindelige ansattes vedkommende ligger forsømmelsesprocenten på gennemsnitlig 36 procent over de mandlige ansatte, og håndens arbejdere har gennemsnitlig 57 procent flere forsømmelser end kontorfolk. I de senere år er antallet af forsømmelser inden for forskellige industrier steget med fra 10 til 41 procent. Angående den pris industrien må betale for denne forsømmelse, siges det at en stigning på kun 1 procent i forsømmelserne i en virksomhed med 1000 arbejdere, kan forøge omkostningerne med 900.000 kroner om året. En direktør for et mindre aktieselskab sagde at man i hans firma, på grund af forsømmelser, har 285 arbejdere på lønningslisterne, selv om man i virkeligheden kun har brug for 255.
Hvorfor denne mangel på arbejdsglæde?
Hvorfor er denne mangel på arbejdsglæde så udbredt og tiltagende? Skyldes det for lave lønninger? Nej, ikke udelukkende, for ikke blot stiger lønningerne år for år, men de ekstragoder man opnår ud over den egentlige løn har langt overgået selv de dristigste forhåbninger som arbejdere gjorde sig for blot få år siden.
De ledende inden for industrien mener åbenbart i det store og hele at sådanne materielle goder skulle være nok til at stille deres arbejdere tilfreds. Som en direktør i et aktieselskab udtrykte det: „Vi må have en ærlig dags arbejde når vi betaler en ærlig dagløn.“ Og arbejdere ved samlebånd får en god løn, idet de i De forenede Stater ofte får fra 3,50 til 4,50 dollars i timen. Men er en god løn og masser af ekstragoder nok til at give arbejdsglæde? Det har det måske været for nogle arbejdere før i tiden, men det er det tilsyneladende ikke nu, i hvert fald ikke for manges vedkommende.
I dag hører man overalt i industrien råbet om ensformighed, om samlebåndsarbejdets kedsommelighed, og om det nedslående i at der ikke er mulighed for at blive forfremmet. Især unge mænd taler om at de ikke blot er maskiner, men har følelser, ønsker og ambitioner. Dette blev eftertrykkeligt slået fast ved strejken på General Motors’ virksomhed i Lordstown i Ohio. Denne virksomhed siges at have verdens mest moderne og mest produktive automobil-samlebånd, idet samlebåndene er konstrueret til at færdiggøre 101 biler i timen. Hvorfor strejkede mændene? På grund af lønningerne? Nej, de fik en god betaling. De strejkede fordi arbejdet var for kedeligt og presset var for stort. Tilsyneladende havde konstruktørerne af dette anlæg overset den menneskelige faktor. Ledelsen måtte altså erfare at selv verdens mest effektive samlebånd kun er produktive når folk er villige til at arbejde ved dem!
Ledelsens andel i skylden
Der er ingen tvivl om at de forhold hvorunder mange arbejder ved samlebåndene, sammen med ledelsens indstilling, har en stor del af skylden for den manglende arbejdsglæde. Nogle erhvervspsykologer der har studeret situationen giver begge disse faktorer skylden for den manglende forståelse mellem ledelsen og arbejderne. Blandt andet sagde de:
„Det vi har vanskeligst ved er at få den øverste ledelse til at forstå arbejdernes problem — og, endnu vigtigere, få den til at gøre noget ved det.“ „Den tid aktieselskabernes bestyrelse bruger på at træffe beslutninger der angår mennesker er uendelig lille. I den sidste tid er industrien blevet tvunget til at tænke på disse problemer. Men de betragtes stadig som sekundære.“ „Den øverste ledelse må tvinges til at indse at arbejdsglæde er en betingelse for øget produktivitet. Jeg er også bange for at vi ofte har mere omsorg for maskinerne end for de mænd og kvinder der betjener dem.“
At disse iagttagelser er rigtige ses af en artikel i New York Times for 5. februar 1973. Under overskriften „Arbejdet går på skift for at bekæmpe kedsomhed“ fortaltes der om den tilfredsstillelse tres arbejdsmænd på en virksomhed der fremstillede dyrefoder, følte ved at få „lejlighed til at udføre alle de vigtigere arbejder på virksomheden“. Men ifølge en undersøgelse for nylig, foretaget af De forenede Staters ministerium for sundhed, undervisning og velfærd, er der kun 3000 som er med i sådanne eksperimenter. Der udføres flere af denne slags eksperimenter her i Europa. Men dette øger selvfølgelig ikke nødvendigvis produktionen. For eksempel er der på adskillige europæiske bilfabrikker grupper af arbejdere der i fællesskab samler en hel bil, selv om de i produktivitet slet ikke kan komme op på siden af førende bilfabrikanter i De forenede Stater. Men er dette egentlig så slemt? Ville det ikke være rart hvis flere mennesker var oprigtigt interesseret i deres medmenneskers velfærd?
Arbejdernes andel i skylden
Imidlertid er det ikke kun den øverste ledelse der har været langsom i vendingen til at forøge arbejdsglæden, men de organiserede arbejdere har også oftere hindret end fremmet forbedringer i den retning. Hvordan kan det være? Fordi de nærer en instinktiv mistænksomhed over for ledelsens motiver til alt hvad den gør. Grunden kan også være at fagforeningsledere er bange for at miste deres arbejde og deres magt hvis forholdet mellem arbejdere og arbejdsgivere blev bedre. I virksomheder hvor der er blevet indført nye metoder for at forøge arbejdsglæden og ledelsen har vist oprigtig interesse for arbejderne, er det sket gentagne gange at de ansatte har modsat sig fagforeningsfolks bestræbelser for at organisere dem.
Nej, det er ikke hele skylden for arbejdernes manglende arbejdsglæde der hviler på ledelsen. Noget af skylden må også tilskrives den stadige tilbagegang for det man kalder „arbejdsetikken“. Som The Wall Street Journal udtrykte det: „I både den private og den offentlige sektor er arbejdsetikken — troen på et ærligt stykke arbejdes værd, følelsen af at have udrettet noget når man har været med til at fremstille noget værdifuldt — tydeligvis kommet i vanskeligheder.“ Der er færre og færre som anerkender det bibelske princip at enhver der er arbejdsdygtig, er pligtig til at udføre et ærligt stykke arbejde. Bibelen siger: „Den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden!“ I virkeligheden irettesætter Bibelen gang på gang de dovne, de lade, de magelige, de ugidelige, især i Ordsprogenes bog. Typisk er den velkendte talemåde: „Gå hen til myren, du lade, se dens færd og bliv viis.“ — 2 Tess. 3:10; Ordsp. 6:6.
Et eksempel på denne mangel på arbejdsvilje er det motto der står på væggen i en bar i nærheden af en automobilfabrik i Fort Dearborn. Det lyder: „Jeg er her 40 timer om ugen — forventer I at jeg også skal arbejde?“ Der var også en arbejder som svarede da han blev spurgt om hvordan hans nye arbejde var: „Hør engang, det kunne ikke falde mig ind at tage et arbejde hvor jeg kom træt hjem om aftenen!“ Man hører ofte ældre, virksomme arbejdere beklage sig over de unges indstilling til arbejdet.
Ja, folk bliver mindre og mindre tilbøjelige til at arbejde ihærdigt, især hvis arbejdet er uinteressant. Denne indstilling har uden tvivl noget at gøre med de tilstande vi oplever nu og som er forudsagt i Bibelen — den tiltagende lovløshed og de strenge tider. (Matt. 24:12; 2 Tim. 3:1-5) Der er to tendenser som virker fremmende på disse tilstande. På den ene side er der stadig færre der tror på Gud, og som følge deraf er der færre som føler at de er ansvarlige over for ham. Og på den anden side er de økonomiske forhold blevet meget bedre. Det lader til at man kan få arbejdsløshedsunderstøttelse eller socialhjælp hvad enten man er villig til at arbejde eller ej.
Hvad man kan gøre for at opnå arbejdsglæde
Hvad kan man gøre for at finde glæde og tilfredsstillelse i sit arbejde? Man må først og fremmest gøre sig klart at når man påtager sig et arbejde, påtager man sig også visse forpligtelser man må opfylde. Det er uærligt ikke at gøre det. Dernæst må man — så vidt som det er muligt — sætte en ære i at gøre et godt stykke arbejde for den betaling man får for det. Ved et samlebånd må den enkeltes arbejde gøres godt hvis det færdige produkt skal godkendes ved kontrollen. Manglende interesse på grund af manglende arbejdsglæde er skyld i den store procentdel af kasserede produkter i visse virksomheder, hvilket kun gør sagen værre for arbejderen selv.
Selvfølgelig vil det måske være bedst at skifte arbejde hvis man kan det. Måske kan man finde et arbejde der tilfredsstiller en. Det er ikke så få der gør det nu om stunder, og det er ikke kun samlebåndsarbejdere. Således var der en handelsrejsende i Ohio der forlod sit arbejde og flyttede til Alaska, hvor han nu glæder sig over at have udendørs arbejde. En tidligere børsmægler studerer nu, og arbejder hen imod en videnskabelig karriere hvor han kan være i kontakt med naturen. En assurancemægler i New York forlod sit arbejde og driver nu en kro som han har købt i Maine. En tidligere dyrlæge har et arbejde hvor han læsser af og på lastbiler fordi det er en tilfredsstillelse for ham at arbejde manuelt, selv om han kun får 2,50 dollars i timen. Ja, han har endda afslået tre tilbud om forfremmelse fordi han ikke er interesseret i at få kontorarbejde. Og der er en politiassistent som opdagede at han blev uomgængelig på grund af de nedslående momenter der var forbundet med hans arbejde. Derfor opgav han dette arbejde og begyndte at male, og nu er det en tilfredsstillelse for ham at tjene til livets ophold som kunstner.
Hvis man kan finde et tilfredsstillende arbejde er det klart at det er den letteste løsning på problemet med den manglende arbejdsglæde. Men det er forholdsvis få der kan foretage en så drastisk forandring eller vil gøre det, måske fordi de er bange for at deres planer ikke skal lykkes. Så hvad kan man ellers gøre, bortset fra at prøve at vise sit arbejde større interesse?
Enhver kan forsøge at anlægge et lysere syn på livet. Som en erhvervspsykolog udtrykte det: ’Graden af kedsomhed afhænger af ens livsfilosofi. Selv om man har et arbejde der ikke stiller særlige krav til én eller giver én et ansvar, behøver man ikke at lide under en dræbende ensformighed. Man kan betragte arbejdet som et middel til at nå et mål — for det er det jo i virkeligheden. Giver det én en vis sikkerhed, det man behøver for at kunne forsørge sig selv og sin familie? Man må ikke tabe disse grunde til at arbejde af syne.
Hvis man intet kan gøre for at ens arbejde kan blive mere interessant, tilfredsstillende og udbytterigt, så kan man arbejde på at gøre sit eget familieliv mere interessant og indholdsrigt. Hvis man arbejder ihærdigt på dette, vil man sandsynligvis blive belønnet med den kærlighed, respekt og det samarbejde man længes efter. Når man bidrager til sin kones og sine børns lykke, og de på deres side bidrager til ens egen glæde og tilfredsstillelse, vil det ensformige arbejde ikke synes så stor en byrde.
I denne henseende er Jehovas vidner gunstigt stillet. De stræber nemlig efter at følge Jesu Kristi vejledning om ikke at sætte sin lid til materiel rigdom. I stedet søger de „først Guds rige og hans retfærdighed“. (Matt. 6:19-33) Selvfølgelig er de også taknemmelige når deres verdslige arbejde er personligt tilfredsstillende. Men et sådant arbejde er ikke det vigtigste i deres liv. De betragter det kun som et middel til at nå et mål. Det skaffer dem de materielle fornødenheder, så de i så høj grad som muligt kan hellige sig tjenesten for Gud. Deres virkelige glæde består i at lære andre om Guds nye orden, hvor tilværelsen ikke vil blive ødelagt af at nogle udnytter deres næste. Kærlighed til Gud, kærlighed til næsten, retfærdighed og sandhed vil præge livet i denne nye orden. Under disse forhold vil det arbejde man udfører være virkelig tilfredsstillende. Og virkeliggørelsen af dette håb afhænger ikke af selviske menneskers forhandlinger. Det er grundlagt på en kærlig Guds løfte, på det ufejlbarlige ord som Skaberen af himmelen og jorden har udtalt. Med en fast tro på sådanne storslåede fremtidsudsigter kan man opnå megen tilfredshed i livet allerede nu. — 2 Pet. 3:13; 1 Tim. 6:6-12.