Det fornuftige syn på penge
VI HØRER ofte folk kalde penge „roden til alt ondt“. Denne udtalelse giver et forkert indtryk, skjuler en forrædersk snare og tilslører et af tegnene på de sidste tider. Hvordan det? Jo, penge er ikke roden til alt ondt. Det betalingsmiddel, der kaldes „penge“, er ikke i sig selv ondt. Hvad der virkelig er roden til alt ondt, lærer vi af Kristi apostels ord: „De, som vil være rige, falder i fristelser og snarer og mange uforstandige og skadelige begæringer, som styrter mennesker i undergang og fortabelse; thi kærlighed til penge er en rod til alt ondt; drevet af den er nogle faret vild fra troen og har voldt sig selv megen bitter smerte.“ (1 Tim. 6:9, 10) Her er denne rod til det onde — kærligheden til penge! Hvad sker der med dem, der bliver ofre for kærligheden til penge?
Kærligheden til penge er en snare, hvad enten pengene erhverves på ærlig vis eller på uærlig vis. Vi kan sammenligne denne snare med en overdækket fælde eller faldgrube i jorden fuld af spidse pæle. Når så et menneske eller et dyr træder på den, styrter det ned i den. „De, der vil være rige“, falder uundgåelig i en sådan snare. Man kan undgå det ved at se nøgternt på begrebet penge, ved at give agt på de råd, der gives i Guds skrevne ord, Bibelen. Denne bog indeholder håndgribelige beviser for, at kærlighed til penge er en rod til al slags uret.
Tag for eksempel tilfældet Akan. Lige før Jerikos fald blev israelitterne advaret imod at tilvende sig noget af byttet; alt guld og sølv skulle bringes ind i skatkammeret i Jehovas hus. Men da Akan fandt noget sølv og en guldbarre, gav hans kærlighed til penge ham andre tanker. Han tog pengene og skjulte dem i sit telt. Israel led nederlag foran byen Aj på grund af Akans ulydighed. Da hans synd blev afsløret, blev han og hele hans familie stenet til døde. Akans kærlighed til penge førte til ulydighed, og hans ulydighed førte til død. — Josua, kapitlerne seks og syv.
En anden, som lod sin kærlighed til penge resultere i illoyalitet, der igen førte til ulykke, var Elisas tjener Gehazi. Elisa havde netop helbredt Na’aman for spedalskhed ved Jehovas kraft. Da Na’aman tilbød ham gaver, afslog Elisa at modtage dem. Men Gehazi, der løb efter Na’aman og på svigagtig måde misbrugte Elisas navn, bad om sølv og klæder. Gehazis illoyalitet blev imidlertid opdaget. Elisa sagde: „Gik jeg ikke i ånden hos dig, da en stod af sin vogn og gik tilbage for at møde dig? Nu har du fået penge, . . . men Na’amans spedalskhed skal hænge ved dig og dit afkom til evig tid!“ (2 Kong. 5:26, 27) Begæret efter selvisk vinding gjorde Gehazi til løgner og bedrager og voldte ham „megen bitter smerte“.
Navnet Judas er blevet et synonym til ordet forræder. Men hvad førte Judas ind på forræderens vej? Griskhed. Han elskede penge. Han elskede penge så højt, at han gjorde sig til tyv, længe før han forrådte Jesus. Da Maria fra Betania salvede Jesus med kostbar salveolie, fordømte Judas det som ødselhed, for han ønskede, at salven skulle sælges for penge. Hvorfor? „Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; og da han havde pengepungen, stak han jævnlig til sig, hvad der blev lagt i den.“ Hvad der ellers kan have været Judas’ grund til at forråde Jesus, så spillede kærlighed til penge den største rolle. Han spurgte ypperstepræsterne: „Hvad vil I give mig for at forråde ham til jer?“ De blev enige om tredive sølvpenge. Enhver ved, hvad der videre skete. Efter ugerningen kastede Judas sølvet bort og hængte sig. Hvad kom denne kærlighed til penge til at betyde for Judas? Den gjorde ham til tyv, forræder og på en måde til morder, for han vidste godt, at præsterne ønskede at få Jesus dræbt. Ikke pengene selv, men kærlighed til penge fik Judas til at fare vild fra troen og styrtede ham i undergang, så Jesus sagde: „Det havde været bedre for det menneske, om han aldrig var født.“ — Joh. 12:6; Matt. 26:15; Mark. 14:21.
Pengene bliver elsket af mange grunde. Ofte er årsagen begær efter magt eller anseelse. Simon fra Samaria elskede penge af denne grund, for han ønskede magt, så han kunne udnytte andre og ophøje sig selv. Da han så Peter og Johannes meddele den hellige ånds gave, bad han: „Giv også mig denne magt, så den, jeg lægger hænderne på, får den hellige ånd. Da sagde Peter til ham: Gid dit sølv må gå til grunde og du selv med, siden du mener at kunne købe Guds gave for penge.“ (Ap. G. 8:18-20) I dag bruges ordet „simoni“ for at betegne køb og salg af kirkeembeder.
Kærlighed til penge har i sandhed gennemtrængt den organiserede religion i vor tid. Kristenhedens kirker driver handel med Guds ord og lægger ikke vægt på Bibelens sandheder, men på indsamlinger, basarer og andre pengeindbringende foreteelser. Man behøver slet ikke at nævne den pengekærlighed, der holder handelsverdenens hjul i gang; og kærligheden til selvisk vinding, magt og anseelse inden for politikken kendes også kun alt for godt. Selv ægteskaber er blevet ødelagt af den allestedsnærværende kærlighed til penge. Det var det samme på Jesu tid. Lords Beacon Lights of History siger om oldtidens Rom. „Penge var det, der først blev talt om ved indgåelser af ægteskab.“ Sådan har mange det også i dag.
Bibelen advarer os mod den stadige fare for at komme til at elske penge. Men er penge ikke nødvendige? Jo, men den sande kristne erkender, at bortset fra et vist beløb, som er nødvendigt for at betale livets fornødenheder, har penge ingen magt til at skabe lykke i tilværelsen. Virkelig lykke og virkeligt liv opnår man ved at samle sig skatte i himmelen ved at vise kærlighed til Gud og ikke til penge. Jehova Gud er rig, for al jordens guld og sølv tilhører ham. Den kristne kan bruge den uretfærdige verdens penge til at gøre sig til ven med Gud. Jesus gav dette råd: „Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige mammon, for at de, når det er forbi med den, kan tage imod jer i de evige boliger.“ (Luk. 16:9) Jehova og Kristus er disse sande venner, der kan bevare vort liv, når penge ikke længer gavner os. Kun de, der har brugt deres liv, tid og materielle velstand til at ære Jehova og Kristus, vil have sande venner ved Harmagedon.
En del af tegnet på de sidste tider er, at menneskene vil være „pengekære“. (2 Tim. 3:2) Såvel dette som de andre dele af tegnet på de sidste tider ser vi nu overalt omkring os. Hvor vigtigt er det derfor ikke, at vi har et nøgternt syn på penge, at vi undgår den snare, der kan styrte os i undergang i Harmagedon. Millioner af mennesker vil dø rige i Harmagedon. De har ikke noget ud af deres rigdom! Gør derfor pengene til dine tjenere. Brug dem til at ære Gud og vise kærlighed mod næsten ved at bringe ham det gode budskab om Guds rige. Så vil Jehova og Kristus være dine venner for evigt. De vil ikke glemme din kærlige tjeneste. For Kongen, Kristus, vil byde dig velkommen i „de evige boliger“, den nye verden: „Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt, fra verdens grundvold blev lagt.“ — Matt. 25:34.