Stabilitet og varighed

„Da vi nu får et urokkeligt rige, så lad os være taknemmelige og derved tjene Gud, som det er ham velbehageligt, med ængstelse og hellig frygt.“ — Hebr. 12:28.

1. Hvordan har Gud tilvejebragt en sikker grundvold for håb, og om hvem samler dette håb sig?

ALLE retsindige mennesker elsker, hvad der er troværdigt og sandt. Det foregående studium har vist os, at vi trygt kan have tillid til, at der ikke sker nogen forandring hos Gud og hans søn, Jesus Kristus, der „er den samme i går og i dag, ja, til evig tid“. (Mal. 3:6; Hebr. 13:8) Dette tilfredsstiller vort hjertes inderste længsel efter noget stabilt og varigt i denne uvishedens verden og giver os en grundvold, vi kan bygge vort håb på, en grundvold, der vil være „som et sjælens anker, der både ligger sikkert og fast“. (Hebr. 6:19) Under hvilken synsvinkel vi end betragter dette håb, har det i overensstemmelse med Guds hensigt sit brændpunkt i Kristus, således som vort studium har vist. Han er den herlige himmelske organisations, Zions, „hovedhjørnesten“, der er dyrebar i Guds øjne og dyrebar for enhver sand troende, „og den, som tror på ham, skal ingenlunde blive til skamme [skuffet, NW]“. Som Paulus siger: „Thi alle Guds forjættelser har i ham [Kristus Jesus] deres ja.“ — 1 Pet. 2:6, 7; 2 Kor. 1:20.

2. På hvilken måde tjener „hovedhjørnestenen“ til opmuntring, men hvilken advarsel må vi give agt på?

² Peters ord, som vi her har citeret, har, som han selv siger, til hensigt at tjene som en opmuntring til at forkynde „hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys“; men samtidig bør vi agte på den givne advarsel, for apostelen viser i samme forbindelse, at nogle vil tage anstød af hjørnestenen. Hvorfor vil de det? Læg nøje mærke til svaret. „I deres [vantro, NW] ulydighed mod ordet tager de anstød.“ (1 Pet. 2:8, 9) Som allerede nævnt (§ 17) kan vi ikke overvurdere betydningen af Guds talte ord, der senere blev optegnet og samlet i de hellige skrifter, Bibelen. Dette ord kan blive os til rig velsignelse, og opmuntring, en urokkelig grundvold, på hvilken vi kan opbygge en stærk tro og et sandt håb, parret med den glæde, som flid i Guds hellige tjeneste fører med sig. Har vi først „smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter“, kan vi ikke tillade os at blive lade i tro og handling, for det vil uvægerligt føre til, at vi unddrager os og går fortabt, idet vi først bliver vantro, dernæst ulydige mod evangeliet og til sidst tager anstød af de ting, vi netop førhen har taget imod med så stor glæde og begejstring. Vi håber, at vi kan sige som Paulus: „Vi hører ikke til dem, som unddrager sig og går fortabt, men til dem, som tror og vinder deres sjæle [bevarer sjælen i live, NW].“ — Hebr. 6:5; 10:38, 39.

3. Hvordan åbenbarer profetien, hvad der er hensigten med den prøvede sten i forbindelse med dommen, og hvilket tidspunkt hentydes der til?

³ Vi lever på dommens dag, i den onde verdensordnings „sidste dage“, da „dommen tager sin begyndelse med Guds hus“, og det er denne kendsgerning, der gør, at alt dette i enhver henseende bliver så vigtigt og presserende. (2 Tim. 3:1; 1 Pet. 4:17) Som det fremgår af sammenhængen i Esajas 28:16, blev hovedhjørnestenen nedlagt i Zion netop i den hensigt, at der skulle holdes undersøgelse og dom på grundlag af den prøvede stens mål og vinkler. Bemærk, hvad der siges umiddelbart efter vers 16: „Jeg gør ret til målesnor, retfærd til blylod; hagl skal slå løgnelyet ned, vand skylle gemmestedet bort.“ (Es. 28:17) Det varsler død over den gamle verdens grundvolde, dens institutioner og dens bygningsmænd, og også over dens gud, Satan Djævelen. En mindre opfyldelse af nedlæggelsen af den prøvede sten fandt sted ved Jesu første komme, dengang han red ind i Jerusalem og fremstillede sig som konge, tre og et halvt år efter at han var blevet salvet med Guds ånd ved Jordan. Sådan forholdt det sig også, da den samme sten blev nedlagt i fuldeste betydning ved hans andet komme. Ved hedningetidernes ophør, i 1914 e. Kr., fik Kristus bemyndigelse til at begynde sin funktion som konge og præst som opfyldelse af Salme 110:2-4, og tre og et halvt år senere, i 1918, fremstillede han sig som konge for alle, som bekendte at være hans folk. (En indgående behandling af Esajas 28 findes i vort nummer for 1. januar 1952.)

4. Hvilket skriftsted henviste Paulus til, og hvad giver det til kende?

⁴ Et andet interessant og træffende skriftsted er apostelen Paulus’ udtalelse: „Dog, Guds faste grundvold står urokket, beseglet med denne indskrift: Herren [Jehova, NW] kender dem, der hører ham til, og: Enhver, som nævner Herrens [Jehovas, NW] navn, skal holde sig fra uretfærdighed.“ (2 Tim. 2:19) Dette giver også til kende, at når Gud foretager sine domsundersøgelser, bliver det derved åbenbart, hvor den enkelte står. Baggrunden for apostelens udtalelse var netop den, at han ved navn havde nævnt to mænd, som var „kommet bort fra sandheden“ og nu ville blive afsløret som det, de i virkeligheden var. (2 Tim. 2:16-18) Sagen stilles endnu mere på spidsen for os, når vi betragter sammenhængen i det skriftsted, hvorfra Paulus citerer i 2 Timoteus 2:19, nemlig 4 Mosebog 16:5. Understreger det ikke for os, hvor vigtigt og presserende det er, at vi lader os både opmuntre og advare af apostelens tidligere udtalelse: „Stræb efter at kunne træde frem for Gud som en mand, der kan stå prøve, som en arbejder, der ikke skammer sig ved sit arbejde, men forkynder sandhedens ord på rette vis“? (2 Tim. 2:15) Læg vel mærke til, at vi ikke alene bør lytte til og tro på Guds ord, men også lære at forkynde det på rette vis for andre og gøre det med helligede hænder og hjerter.

5. Hvordan tjener de to citater i 2 Timoteus 2:19 som en besegling?

⁵ Måske undrer du dig over, hvordan de to citater i 2 Timoteus 2:19 kan tjene som en besegling af „Guds faste grundvold“. Sagen er den, at ingen mennesker kan bedrage Jehova, hvor meget det end måtte lykkes dem at bedrage andre eller endogså sig selv. Som vi har set, er Zion navnet på Guds regeringsorganisation, den himmelske organisation, hvis hjørnesten er Kristus Jesus, der blev prøvet til det yderste. Alle, som bliver Guds sønner, vil uden personsanseelse blive underkastet de samme prøver og den samme tugtelse, hvilket Paulus klart viser. (Hebr. 12:4-11) Hvor langt Satan end har fået lov til at gå, så langt, at han endog har forsøgt at fordunkle hele sagen ved at så rajgræs blandt hveden, vil det, når den fastsatte tid for Guds dom er inde, og den er allerede kommet, være soleklart, at Jehova „kender dem, der hører ham til“, lige ned til den allersidste. (Matt. 13:25) Ingen vil have ringeste mulighed for at opnå en plads i Zion, der hviler på grundstenen, Jesus Kristus, eller komme til at nyde gavn af friheden i denne stad, medmindre han i sandhed og gerning har taget afstand fra uretfærdighed og bevist, at han har indviet sig selv til Gud og fryder sig over at gøre hans vilje, fordi Guds lov er skrevet i hans hjerte. Opfyldelsen af de to skriftsteder, vi før citerede, bekræfter eller stadfæster (besegler) til fulde den storslåede sandhed, at Guds lovmæssige „faste grundvold står urokket“.

Den gamle verdens lovstridige grundvolde

6. Hvilket modsætningsforhold giver os større værdsættelse af den nye verden?

⁶ Rent naturligt er det sådan, at vi klarest opfatter en ting, når den står i skarp kontrast til noget andet; f. eks. værdsætter vi i langt højere grad de første skønne, varme forårsdage, fordi de udgør en direkte modsætning til de mørke, kolde vinterdage. På samme måde kan vi i langt højere grad værdsætte den nye verdens lovmæssige grundvolde ved at kaste et blik på den gamle verdens lovstridige grundvolde. Ja, lad os gå til bunds i sagen, som den fremholdes i Guds ord, uden at bekymre os om, at mange af kristenhedens præster siger, at det altsammen er myter eller måske allegorier. Vi vil igen drage fordel af den juridiske metode, idet vi mærker os, at sagen har to sider. Den ene er spørgsmålet om kendsgerninger, den anden om lov. Hvori består sagens fakta?

7. Hvor og hvordan skildres Satans oprindelige stilling og hans fald?

⁷ Ezekiels profeti fortæller os, at den, der senere identificeres som Satan, denne verdens gud, oprindelig blev skabt fuldkommen og indtog en ansvarsfuld stilling som vogter over den jordiske skabning. Der står: „I Eden, Guds have, var du; . . . du var en salvet, skærmende kerub.“ Dernæst siges der: „Fuldkommen var du i din færd, fra den dag du skabtes, indtil der fandtes brøde hos dig.“ (2 Kor. 4:4; Ez. 28:13-15) Årtusinder efter at Satan havde været i Eden, nemlig på den tid, da Babylon fremstod som det tredje verdensrige, fortæller Esajas’ profeti os, hvilken form for brøde det var, der fandtes i Satans (Lucifers) sind og hjerte: „Du, som sagde i hjertet: Jeg stormer himmelen, rejser min trone deroppe over Guds stjerner, . . . den Højeste lig.“ (Es. 14:13, 14) Dette er de vigtigste kendsgerninger. Hvad nu med den lovmæssige side af sagen?

8. Hvilken betydning rummer ordet „brøde“, og hvilket modsætningsforhold gør sig her gældende mellem Satan og Jesus?

⁸ Ordet „brøde“ i Ezekiel 28:15 er af største betydning. Det indebærer tanken om fordærv, om forsætlig afvigelse fra det rette, og også tanken om ondskab, det vil sige det, som er i modstrid med moralen eller den guddommelige lov. Satans diametrale modsætning er Jesus, om hvem det blev forudsagt: „Du elsker ret og hader uret.“ Paulus’ citat af dette skriftsted lyder ifølge New World Translation således: „Du elskede retfærd og hadede lovløshed.“ (Sl. 45:8; Hebr. 1:9; se også Diaglott og Rotherham) Den gudgivne lov eller handleregel slår fast, at alle skabninger af hele deres hjerte bør adlyde ham i loyal hengivenhed, fordi han er deres gavmilde Skaber. Et sådant eksempel på lydighed har vi i hans enbårne søn, der blev født i Betlehem og fik navnet Jesus. (Ordsp. 8:22, 30) Som en skærende modsætning til Jesus brugte Satan sin fuldkomne, frie vilje — enhver fornuftbegavet skabnings dyreste eje — til det onde, thi i stedet for at holde stand som en trofast og lovlydig tilsynshavende i Guds organisation og gøre sit til at lede den første retfærdige verden i den rigtige retning og til at tilbede og adlyde Jehova, slog han ind på en vej, der gik på tværs af loven. Ved at følge denne stolthedens, oprørskhedens og trodsighedens vej søgte han at få mennesker til at tilbede og tjene sig og blev derved ophavsmanden til alt, hvad der er lovløst. Han blev i bund og grund upålidelig og falsk mod det hellige hverv, der var ham betroet.

9. Hvordan fristede Satan på lignende måde Eva og hendes mand, og hvad førte det til?

⁹ Vi skal nu se, hvordan Satan forelagde det første fuldkomne menneskepar den samme fristelse, idet vi bemærker os både de faktiske forhold og den lovgyldige side af sagen. I beretningen i 1 Mosebog 3 fortælles der om, hvordan først Eva og dernæst Adam brugte sin fuldkomne frihed til selv at vælge, og hvordan de begge med velberåd hu hengav sig til tanken om, hvor dejligt det ville være, hvis de ikke var afhængige af Jehova og hans love. De ønskede sig retten til at leve livet efter deres eget hoved og lave deres egne love. Gud gav menneskeparret en ganske enkel befaling for at stille deres lydighed på prøve. De måtte ikke spise frugten af et bestemt træ. Der var frugt i overflod rundt omkring dem, og der var derfor ikke mindste grund til at nærme sig det forbudte træ. De fik klar besked om, hvad straffen var for ulydighed, nemlig død, det vil sige total afskærelse fra liv (ikke fortsat liv i evig pine, vel at mærke). Satan henvendte sig til Eva, idet han talte til hende gennem slangen, og det første, han gjorde, var at drage sandfærdigheden af Guds talte ord i tvivl. Satan sagde til Eva omtrent som så: Har Gud sagt, at I visselig skal dø, hvis I er ulydige? Gud har ikke sagt jer sandheden, for I skal aldeles ikke dø; men han ved, selv om han ikke har sagt det til jer, at den dag, I spiser af den forbudte frugt, vil jeres øjne blive åbnet, og I vil blive ligesom Gud. I vil få kendskab til godt og ondt, det vil sige, I vil selv kunne afgøre, hvad der er ret og uret. (1 Mos. 3:1-5) Fik de deres øjne åbnet? Ja, men ikke for det, de havde ventet. Hvad de fik øjnene op for var deres egen tyngende skyldfølelse. De var sig pinligt bevidst, at de ikke turde vise sig for deres Skaber i deres nøgne og fremmedgjorte tilstand. I lighed med Satan løb de af egen fri vilje den risiko at slå ind på ulydighedens og uafhængighedens stolte vej og med det samme resultat: de gjorde sig skyldige i lovløshed og dermed fortjent til døden.

10. Hvordan kaster denne undersøgelse lys over situationen i verden og over dens ånd?

¹⁰ Kaster denne betragtning af roden til alle vanskeligheder ikke lys over situationen i verden og over den ånd, der gennemsyrer den? Ser vi ikke, at nationerne verden over mere end nogen sinde gør krav på retten til suveræn uafhængighed? Er det ikke sandt og bliver det ikke ofte sagt, at mennesker i almindelighed i dag er langt mere selviske end bare for et slægtled tilbage? En undskyldning, mange mennesker ynder at bruge, når de bliver opfordret til at undersøge Bibelens budskab, er noget i denne retning: „Jeg har ikke brug for de bibelhåndbøger. Jeg klarer mig nok. Ganske vist går jeg ikke ret tit i kirke, men jeg mener, at man bør leve et ordentligt liv og ikke gøre andre fortræd. Det er min religion, og jeg kan ikke indse, at man kan forlange mere af mig.“ Det er den samme uafhængighedens ånd, som besjælede det første menneskepar, retten til at leve sit eget liv, som man vil, uden andres indblanding. Der findes utallige beviser på, at den „nuværende onde verdens“ hele karakter er ude af harmoni med Gud, dens påstande til trods, og at dens grundvolde er lovstridige og urette og i sidste ende vil føre til fald. Sagt med Jesu ord kan denne verden sammenlignes med „en dåre, som byggede sit hus på sand. Og regnen styrtede ned, og vandstrømmene kom, og vindene blæste og slog imod det hus; og det faldt, og dets fald var stort“. Følgende profeti opsummerer sagen for os i talende vendinger: „Vanhellig blev jorden under dem, som bor der, thi lovene krænked de, overtrådte budet, brød den evige pagt. Derfor fortærer forbandelse jorden, og bøde må [skyldige er, AS] de, som bor der. Derfor svides jordens beboere bort, kun få af de dødelige levnes.“ — Gal. 1:4; Matt. 7:26, 27; Es. 24:5, 6.

Rigets kloge bygningsmænd

11. Hvorfor er denne trængselens dag en storslået og lykkelig dag for Guds indviede folk?

¹¹ Hvor dybt et indtryk gør det ikke på os, når vi vender os bort fra dette dystre billede og ser den ufortjente godhed, Gud i så rigt mål viser os? De selv samme tegn, som får mennesker til „at dåne af rædsel og gru“ ved synet af de omtalte profetiers opfyldelse, får os til at fryde os, for som Jesus sagde: „Når dette begynder at ske, da skal I rette jer og løfte jeres hoveder, thi jeres forløsning nærmer sig. . . . Således kan I også skønne, når I ser dette ske, at Guds rige er nær.“ (Luk. 21:26-31) Det er så vist en storslået og lykkelig dag for dem, hvis øjne er åbne for sandheden, og som ser, at det er deres forret at tage de skridt, der gør, at de sammen med Guds indviede folk kan være med i Rigets hellige tjeneste, der ledes af hans organisation, Zion. Disse opnår ikke alene den glæde at tro på og forstå Guds talte og skrevne ord, men som Jehovas vidner har de bemyndigelse til at tale og forkynde hans ord, som det så smukt skildres i det betryggende løfte: „Jeg lægger mine ord i din mund og gemmer dig under min hånds skygge for at udspænde himmelen og grundfæste jorden og sige til Zion: Du er mit folk.“ (Es. 51:16) Dette løfte er vor lovmæssige arv.

12. Hvilket emne har Paulus fulgt, og hvilket højdepunkt når han til i sit brev til hebræerne?

¹² Ved højdepunktet i sit lange brev til hebræerne kommer Paulus også ind på emnet: Rigets oprettelse. „I er kommet til Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem,“ skriver han. På ny advarer han og understreger den altoverskyggende vigtighed af Guds talte ord: „Tag jer i agt, at I ikke beder jer fri for ham, som taler.“ Guds talte ord er den røde tråd, der går gennem apostelens brev lige fra de første indladende ord. Hans mest opmuntrende ord kommer til sidst, men de er dog stadig holdt i en advarende tone: „Da vi nu får et urokkeligt rige, så lad os være taknemmelige og derved tjene Gud, som det er ham velbehageligt, med ængstelse og hellig frygt.“ Disse ord er ikke alene til opmuntring for dem, som har det himmelske håb, thi alle de får, Kongen, Kristus Jesus, i dag anviser plads ved sin højre side, indbydes til at arve „det rige, som har været jer beredt, fra verdens grundvold blev lagt“. — Hebr. 12:22, 25, 28; Matt. 25:34.

13. Hvad bør vi undgå, når vi bygger på den rette grundvold?

¹³ Vi bør hver især se til, at vi med flid og klogskab bygger på den rette grundvold, Rigets „hovedhjørnesten“. (1 Kor. 3:11-13) Vi må på den ene side ikke løbe foran Jehova og huns organisation og selv bestemme, hvordan vi vil yde ham velbehagelig og hellig tjeneste, for så udsætter vi os for den fare at handle ultra vires, som det hedder i retssproget, det vil sige overskride grænsen for vore lovlige rettigheder. På den anden side må vi heller ikke være lade og uregelmæssige i rigstjenesten. Vi kan ikke opbygge noget af værdi på den måde, for „ved ladhed synker bjælkelaget; når hænderne slappes, drypper det i huset“. Nej, vær ikke lad i gerningen, men vær brændende i ånden. — Præd. 10:18; Rom. 12:11.

14. Hvad er det vigtigste ord, vi kan give Jehova?

¹⁴ Til sidst vil vi bede dig overveje følgende: Jehova har givet det vigtigste af alt, sit løftes ord. Får det dig ikke til at føle en dybere og dybere værdsættelse af de vidtrækkende foranstaltninger, han har truffet til gavn for os, efterhånden som du gennem studium af hans ord lærer mere og mere om sandheden? Får det dig ikke til at efterkomme hans opfordring: „Giv mig dit hjerte, min søn“? (Ordsp. 23:26) Du har den forret at give dit ord i form af et indvielsesløfte. For dit personlige vedkommende er det det vigtigste, du kan give. Hold det! Ær det! Lev op til det!

15. Hvad er en betingelse for, at vi kan modtage Guds velsignelse?

¹⁵ Undskyld dig ikke med, at du ikke har håb om at være blandt Abrahams sæd eller udsigt til delagtighed med Kristus på hans himmelske trone. Ønsker du ikke inderligt at nyde godt af Guds velsignelse? Du vil ikke modtage nogen som helst velsignelse, hverken som en del af Abrahams sæd eller som en del af „alle jordens slægter“, medmindre du lægger samme tro og samme villige lydighed for dagen som Abraham og gør det i sand hengivenhed og tilbedelse. Lad dig ikke bedrage eller skræmme af Djævelen, der „går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge. Stå ham imod, faste i troen“. — 1 Mos. 12:3; 1 Pet. 5:8, 9.

16, 17. Hvilken indtrængende opfordring bliver der givet os til sidst, og hvilken vidunderlig opmuntring til at efterkomme den får vi?

¹⁶ Vi opfordrer dig derfor på det indstændigste til at være som Abraham, vor stamfader, og udvise samme flid lige til det sidste, alt imens du har det sikre håb, at du vil arve de velsignelser, som strømmer ud fra staden med de faste, urokkelige og lovmæssige grundvolde. Disse velsignelser hilser dig allerede nu. Lyt!