Den nye verdens organisation udrustes

„Hvis nogen holder sig ren og fjernt fra disse, skal han være et kar til ære, helliget, nyttigt for husets herre, brugbart til alt godt arbejde.“ — 2 Timoteus 2:21.

1, 2. Hvor langt kan man føre rækken af Jehovas vidner tilbage, og hvorfor? Hvorfor er vi interesseret i Jehovas vidner i dag?

„JEHOVAS vidner“ var det navn, der blev antaget ved det internationale stævne af indviede kristne i Columbus, Ohio, de Forenede Stater, den 26. juli 1931, og derefter af menighederne hele jorden over. Dette kunne måske bevirke, at mange bare regnede dem for at være en anden religiøs sekt af ganske ny dato. Men det er ikke tilfældet. Dengang menneskeslægten endnu var ganske ung, havde Jehova Gud et vidne på jorden. Det var Abel, der så frem til den nye verden, som skulle regeres af Guds kvindes sæd. (1 Mosebog 3:15) Et af den store slanges redskaber, Kain, dræbte Abel, en skæbne, der lige siden har ramt mange af Jehovas vidner, endogså sæden, Jesus Kristus.

² Fra Abels tid at regne er Jehovas vidners synlige organisation nu næsten seks tusinde år gammel, og derfor ældre end alt andet i kristenheden. Jesus Kristus, „det troværdige og sanddru vidne“ (Åbenbaringen 3:14), dannede og organiserede sit legemes åndsavlede lemmer for næsten to tusinde år siden. De udgjorde Guds kristne eller åndelige Israel under en ny pagt med ham ved en mellemmand, der var større end Moses, Jesus Kristus, og alle var de jøder i det indvortes, og deres omskærelse bestod i, at de holdt deres hjerte rent og fjernt fra al denne verdens urenhed. Det var for lang tid siden, og vi kan selv læse derom i bibelen. Hvad vi nu er interesseret i, er dem, som kalder sig „Jehovas vidner“ i vore dage. Eftersom de ikke udgør nogen del af kristenhedens sekter og ikke er udvalgt eller anerkendt af disse religionssamfund, hvorledes opstod da denne skare af vidner?

3, 4. a) Hvem har udvalgt dem? b) Hvilke krav må de opfylde for at kunne bruges som Jehovas vidner?

³ Dersom disse kristne var blevet udvalgt af kristenhedens verdslige religionssystemer, ville de ikke nu være den Højestes vidner. Jehova kalder sine vidner „min tjener, hvem jeg har udvalgt“, og Jesus talte på samme måde til sine disciple og sagde: „Ikke I har udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer.“ (Esajas 43:10; Johannes 15:16) Lad os antage, at oprigtige mennesker følger bibelens vejledning og indvier sig uforbeholdent til Jehova Gud for at gøre hans vilje i lighed med Jesus Kristus. Vælger Jehova så at anerkende dem og gøre dem til sine vidner, kan intet religionssystem gøre Guds valg til intet eller opnå noget som helst ved at benægte det eller kæmpe imod det. Kristenhedens gejstlighed kan ikke ved deres ubibelske ceremonier indsætte nogen i Guds synlige organisation. Med hensyn til de krav, han stiller til os, for at vi kan blive brugt som hans redskaber eller kar i hans organisation, læg da mærke til skriftstedet over denne artikel: „Hvis nogen holder sig ren og fjernt fra disse, skal han være et kar til ære, helliget, nyttigt for husets herre, brugbart til alt godt arbejde.“ — 2 Timoteus 2:21.

⁴ Hvis man skal vise sig nyttig i tjenesten for Jehova, den store Mester, og brugbar til alt godt arbejde, må man, siger apostelen Paulus, holde sig ren og fjernt fra nogle, som han omtaler som „disse“. Paulus sammenligner mennesker med kar eller brugsgenstande i et stort hus og siger: „I et stort hus er der ikke alene kar af guld og sølv, men også af træ og ler, og nogle til ære, andre til vanære.“ (2 Timoteus 2:20) Det er ved at holde sig fra disse, der mangler ære, at et menneske viser, at han er indviet eller sat til side til Guds hellige brug. Derved bliver han brugbar i Jehovas tjeneste og værdig til at dygtiggøres til at udføre godt arbejde som Jehovas vidne. I Romerne, det 9. kapitel, sammenligner apostelen en bestemt hersker med et kar uden ære, nemlig Ægyptens stolte farao, der sagde til Jehovas vidne Moses: „Hvem er Jehova, at jeg skulle adlyde ham og lade israelitterne rejse? Jeg kender ikke noget til Jehova, og jeg vil heller ikke lade israelitterne rejse!“ (2 Mosebog 5:2) Farao blev som følge af sin æreløse tjeneste tilintetgjort med hele sin hær, efter at Ægypten var blevet ramt af ti ødelæggende plager fra Jehova Gud. Han viste sig som et vredens kar, færdig til fortabelse. Israelitterne, som fulgte Jehovas store vidne, Moses, blev udfriet af Ægypten, og de trofaste blev til sidst ført ind i det forjættede land, der flød med mælk og honning. — 2 Mosebog 14:1 til 15:22.

5, 6. a) Hvem er nu vredens kar, færdige til fortabelse? b) Hvem er barmhjertighedens kar, der er brugbare i Guds tjeneste? Hvad er beviset herfor?

⁵ På samme måde forholder det sig med de åndelige israelitter, der er i denne verden, men ikke er en del af den. Den usynlige farao, denne verdens gud, Satan, er et kar, der har Guds vrede over sig og vil blive tilintetgjort. Men de trofaste kristne i det åndelige Israel omtales som „barmhjertighedens kar“, hvilke Gud forud „havde beredt til herlighed“. (Romerne 9:17-24) Disse har holdt sig adskilt fra onde skabninger, der er kar til simpel eller æreløs brug, og som er dømt til undergang som modstandere af den sande Gud, Jehova.

⁶ Nutidens Ægypten, Satans verden, er fuld af kar, over hvilke Guds vrede hviler. (Åbenbaringen 11:8) De er udset til snarlig undergang i slaget ved Harmagedon. Heri er indbefattet kristenhedens religiøse ledere og sekter, der farer vild fra bibelens sandheder ligesom Hymenæus og Filetus, hvem apostelen Paulus nævner. Jehovas vidner i dag er et indviet folk, thi de har overgivet sig til Guds hellige tjeneste for at adlyde hans vilje og befalinger. Fremfor slavisk at underkaste sig nutidens dødsdømte Ægypten har de, som Jehova har gjort til sine vidner, stillet sig til rådighed for ham og betragter det som en ære at blive brugt af ham i en hvilken som helst egenskab. Kun ved på denne måde at udskille sig fra andre kan de bruges i den store Mesters tjeneste, og hans godkendelse af dem kommer til udtryk deri, at han dygtiggør dem til arbejder, der er gode i hans øjne. Beviset for, at de er hans vidner og udgør hans synlige organisation, ligger netop deri, at hans velsignelse er over dem, og at han gør brug af dem i sin gerning her på jorden. Kristenhedens religionssystemer vil måske benægte, at disse er Jehovas vidner, og give dem alle slags nedsættende øgenavne og modarbejde dem i tale og handling. Har de imidlertid bevis for, at de er kar til ære i Guds synlige organisation, så betyder hån og modstand fra de verdslige religionssystemer intet for dem. De har fast grundvold under fødderne: „Dog, Guds faste grundvold står urokket, beseglet med denne indskrift: Herren [det er Jehova] kender dem, der hører ham til, og: Enhver, som nævner Herrens [Jehovas] navn, skal holde sig fra uretfærdighed.“ — 2 Timoteus 2:19; 4 Mosebog 16:5; Esajas 26:13.

7. Hvilke redskaber har Jehovas vidner brugt i over halvfjerds år? Hvorledes er de udrustet i dag, og hvad beviser dette?