En kristen opførsel i en verden der er præget af vold

Antallet af voldshandlinger stiger hastigt. Hvordan skal den kristne forholde sig?

OVERALT i verden stiger antallet af voldshandlinger. Denne bølge af voldshandlinger, der har antaget et internationalt omfang, fik De forenede Nationers generalsekretær U Thant til at sige at han frygtede at „vi er vidne til de indledende faser af den tredje verdenskrig“.a

I mange lande er regeringerne i de senere år blevet styrtet ved voldsomme indre uroligheder. I andre lande truer de partier der er i opposition til regeringen med at anrette et landsomfattende blodbad.

I så godt som alle lande på jorden stiger antallet af forbrydelser og optøjer hurtigt. I en rapport fra De forenede Stater hedder det: „Antallet af forbrydelser vokser fire eller fem gange så hurtigt som hele befolkningstallet i dette land. Hvis der ikke sker en forandring, vil det uundgåeligt føre til anarki.“b En af de sidste rapporter viser at alvorlige forbrydelser i de første tre måneder af 1967 er steget skyhøjt med 20 procent over samme periode sidste år, det vil sige mere end femten gange så meget som befolkningstallet er steget!

Hvorfor er hele verden præget af vold? Vil antallet af voldshandlinger fortsat stige i de kommende år? Hvad vil det hele til sidst ende med? Og hvordan bør den kristne forholde sig i en verden der er præget af vold?

Hvorfor så mange voldshandlinger?

Den egentlige årsag til disse voldshandlinger er at menneskene i det store og hele har forkastet Guds vejledning. Mennesket blev ikke skabt til at klare sig uden Gud. Så længe det fulgte de retningslinjer Gud gav det, kunne det glæde sig over fred og lykke. Men til skade for os alle forkastede vore første forældre Gud som deres Vejleder. De ønskede i stedet at være uafhængige af Gud, gjorde oprør og gik deres egne veje. Den almægtige Gud gav mennesket rigelig tid til at gå sine egne veje, så tiden blandt andet kunne vise at mennesket aldrig kunne opnå fred og lykke uden Guds styre. — 1 Mos. 3:17-19.

Verdenshistorien har vist at det er sandt. Mennesker og nationer der ikke lader sig lede af Gud, har dannet deres egne regeringer, ideologier og filosofier. Når mennesker ikke lader sig lede af de samme guddommelige love og principper, vil der uundgåeligt opstå konflikter iblandt dem. Siden menneskets oprør har det gang på gang vist sig at være sandt hvad Jeremias udtalte under inspiration: „Jeg ved, [Jehova], at et menneskes vej ikke står til ham selv, og at det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed.“ (Jer. 10:23) Jeremias skrev også: „Se, [Jehovas] ord har de vraget, hvad visdom har de?“ (Jer. 8:9) Fordi menneskene har forkastet Guds visdom og valgt at stole på deres egen forstand, har de mistet deres fred.

I de forgangne århundreder har menneskene ikke kunnet forbedre deres forhold til hinanden. Hvorfor ikke? Fordi der kun var én retning menneskene kunne gå i, efter at de havde løsrevet sig fra Gud. Det kunne kun gå ned ad bakke for dem, og jo længere de i tidens løb fjernede sig fra Gud, jo værre ville deres tilstand blive. Dette ville ske lige så sikkert som man kan forudsige at en sten der bliver kastet ud over en klippeskrænt ifølge tyngdeloven vil falde nedad.

Foruden den tiltagende forværring i menneskenes forhold som følge af at de i så lang tid har været uden Guds vejledning, er der endnu en faktor der medvirker til at voldshandlingerne har taget et opsving i vor tid. I Åbenbaringen 12:12 siges der: „Ve jorden og havet! thi Djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.“

Det er Satan Djævelen og hans dæmoner — åndeskabninger som også har gjort oprør imod Gud — der står bag voldshandlingerne i verden. Fra den usynlige åndeverden påvirker de mennesker på jorden og bruger dem som villige redskaber til at bringe hele menneskeheden i ulykke. Hvor vidt rækker deres indflydelse? I Første Johannesbrev 5:19 siges der: „Hele verden er i den Ondes vold.“ Som kendsgerningerne, sammenholdt med Bibelens profetier, bekræfter, er Satan og hans dæmoner i vort århundrede blevet kastet ud af himmelen og ned til jordens nærhed. (Åb. 12:7-9) Disse usynlige kræfter bidrager til at styrte mennesket endnu dybere ned ved at ægge til flere voldshandlinger. Hvorfor? Jo, de ved at den tid nærmer sig da Gud vil fjerne alle de onde, deriblandt de onde åndeskabninger. De ved at de uundgåeligt vil blive tilintetgjort på grund af deres store ondskab, og derfor gør de deres yderste for at ødelægge menneskene. „Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge.“ — 1 Pet. 5:8.

Som følge af at menneskene så længe har været adskilt fra Gud og er påvirket af onde åndemagter, bliver de mere og mere hensynsløse i deres opførsel. Bibelen har nøjagtigt forudsagt de forhold vi ser i dag: „Det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme strenge tider. Thi menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, rå, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, opblæste, lystens venner snarere end Guds venner.“ — 2 Tim. 3:1-4.

Hvordan vil fremtiden blive?

Vil de voldshandlinger vi nu oplever, fortsat tage til eller vil de aftage i tiden der kommer? Bibelens profetier siger: „Onde mennesker . . . kommer længere og længere ud i det onde.“ (2 Tim. 3:13) Det hedder også: „Ånden siger med klare ord, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, idet de lytter til forførende ånder og dæmoners lærdomme.“ (1 Tim. 4:1) Jesus Kristus forudsagde ligeledes: „Fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste.“ — Matt. 24:12.

Voldshandlingerne vil således tage til endnu en kort tid, indtil disse „sidste dage“ når deres afslutning. Så vil Gud gøre ende på al vold og på dem der er ansvarlige for den.

Der er ingen tvivl om at „verden forgår og dens lyst“. (1 Joh. 2:17) I den ene bølge af voldshandlinger efter den anden styrer verden hastigt mod sit endeligt for Guds hånd. Men Guds ord lover at „den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid“. Dette trøstende løfte om at overleve afslutningen på denne voldsprægede ordning fremholdes således for alle retskafne mennesker der ønsker at gøre Guds vilje.

En kristen opførsel

Men hvad er Guds vilje i forbindelse med de mange situationer der opstår og som kan føre til vold? Bør den kristne være med til voldeligt at omstyrte undertrykkende regeringer? Bør han være med i demonstrationsmarcher og på denne måde kæmpe for sine rettigheder eller protestere mod uretfærdige handlinger? Hvis nogen er grov over for ham eller fornærmer ham, skal han så give igen med samme mønt og vise dem at det slipper de ikke godt fra?

Guds inspirerede ord siger: „En Herrens tjener bør ikke leve i ufred, men være mild imod alle, dygtig til at lære fra sig, rede til at finde sig i ondt.“ (2 Tim. 2:24) Uanset omstændighederne vil det være klogt at følge dette råd.

Når kristne følger dette råd, vil de for eksempel ikke arbejde på med vold at omstyrte en regering, ikke engang en undertrykkende regering. Mange der har gjort det opdager ofte at de bagefter befinder sig under en dårligere regering end den de omstyrtede. De udsætter sig også for at miste livet for en sag som Gud ikke godkender. Jesus sagde til sine efterfølgere at de skulle bede om Guds riges komme, ikke at de skulle kæmpe for at omstyrte de nuværende regeringer. (Matt. 6:9, 10; Joh. 18:36) Han vidste at Gud til sin bestemte tid for stedse ville gøre en ende på alle undertrykkende regeringer. Derfor bør en kristen „ikke leve i ufred“, men tålmodigt vente på at Jehova griber ind på sin egen måde, den måde der alene kan tilfredsstille og gavne hele menneskeheden.

Der findes fordom og diskrimination overalt. Skal man nu, hvis man ikke kan få sin ret gennem landets juridiske instanser, ty til demonstrationer og optøjer i gaderne? Hvis man som kristen griber til den slags midler, gør man sig skyldig i lovløshed. Kristendommen tilskynder til lovlydighed og giver ikke rum for lovløshed. Lovløshed kan aldrig hidføre retfærdighed, men afføder tværtimod mere undertrykkelse og diskrimination. Guds ords praktiske visdom formaner os: „Tæm din harme, lad vreden fare, græm dig ikke, det volder kun harm.“ (Sl. 37:8, 9) Og apostelen Paulus skrev: „Nu skal også I aflægge det alt sammen: vrede, hidsighed, ondskab, spot, skamløs snak.“ (Kol. 3:8) De kristne ser hen til Jehova efter retfærdighed og forstår at det ikke er dem men Jehova der skal afskaffe denne onde tingenes ordnings uretfærdigheder.

Når der forekommer optøjer eller demonstrationer i nærheden af hvor man bor, gør man vel i at passe på ikke at udsætte sig for voldshandlinger. Når det er muligt bør man trække sig tilbage til et sikkert sted indtil voldshandlingerne er stilnet af. Denne adfærd er et udtryk for en gudlignende visdom: „Den griber en hund i øret, som blander sig i uvedkommende strid.“ Den kristne vil således ikke tage del i optøjer eller demonstrationer eller blot af nysgerrighed prøve at nærme sig disse. — Ordsp. 26:17.

Men hvad skal man gøre hvis nogen skubber til en, fornærmer en eller er grov over for en? Skal man give igen på samme måde? Bibelen advarer: „Sårende ord vækker nag.“ (Ordsp. 15:1) Hvis man giver igen med samme mønt, vil det højst sandsynligt fremkalde mere vrede og måske ophidse den anden part så han griber til fysisk vold. Dette kan især ske i vor tid hvor så mange ligger under for dæmonernes indflydelse eller er påvirket af narkotika. I stedet for at gøre stemningen endnu mere ophidset prøver den kristne først med et mildt svar, fordi han ved at „mildt svar stiller vrede“. Hvis det ikke hjælper, følger han formaningen: „Hold derfor inde [gå din vej, NW], før strid bryder løs.“ — Ordsp. 17:14.

Den kristne tager også sine forholdsregler så han ikke bliver offer for forbryderiske voldshandlinger. På farefulde steder udviser han forsigtighed ved ikke at gå alene efter mørkets frembrud når han kan undgå det. Selv når den kristne besøger folk for at tale med dem om Guds hensigter, gør han klogt i at tage en ledsager med på steder hvor forbrydelser florerer. Det betyder ikke at den kristne for enhver pris søger at undgå at lide overlast. Han er i sandhed villig til at udholde forfølgelse, ja endog lide døden, hvis det drejer sig om hans tilbedelse af Gud. Men han vil ikke udsætte sit liv for fare af grunde der ikke angår hans uangribelighed i Guds øjne.

Neutralitet

Den kristne søger ikke at tage parti på den ene eller den anden side i nationale og internationale stridigheder der fører til vold eller blodsudgydelse. Som en Guds træl forbliver han neutral i denne verdens konflikter, og undgår således at pådrage sig den blodskyld der er forbundet med dem. Jesus sagde til sine efterfølgere: „De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.“ (Joh. 17:16) Den kristne tager derfor ikke del i verdens voldelige kampe. Han ved at Gud til sin tid vil gøre ende på alt det onde, og dét uden at uskyldige behøver at lide.

Ved at undgå at blive indblandet i verdslige anliggender handler den kristne i vor tid på nøjagtig samme måde som de kristne i det første århundrede. Læg mærke til hvad Justinus Martyr skrev i det andet århundrede: „Vi som var fyldt med krig og gensidigt myrderi og al slags ondskab har hver især på hele jorden aflagt vore krigsvåben — vi har ombyttet vore sværd med plovjern og vore spyd med vingårdsknive — og vi opdyrker fromhed, retfærdighed, godgørenhed, tro og håb, som vi har fra Faderen selv, gennem ham der blev korsfæstet.“ — The Ante-Nicene Fathers, bind I, side 254.

Selv om mange landes myndigheder ikke forstår de kristnes neutrale holdning, er der andre der gør det.

For eksempel fik indre stridigheder i et afrikansk land politiet og hæren til at opstille vejspærringer. Kontrollen ved disse vejspærringer var meget streng og tog lang tid. Men i så godt som alle tilfælde lod soldaterne og politiet Jehovas vidner slippe igennem så at sige uden visitation, når de kunne identificere sig. Disse myndighedspersoner sagde ofte: „Vi stoler på jer.“ Eller man hørte dem sige: „Lad dem bare slippe igennem; vi kender Jehovas vidner.“ Da nogle af disse kristne skulle rejse til et stævne, fik de på kontrolstedet at vide: „Nogle af jeres venner er allerede rejst til stævnet; fortsæt bare!“ Disse lovens håndhævere der var kendt med Jehovas vidners neutrale standpunkt, behandlede dem med respekt, for de vidste at de ikke var ansvarlige for den uro der herskede i landet.

Men også når myndighederne forfølger de kristne, bevarer hver enkelt sin neutrale holdning. Jehova Gud har i sit ord givet de retningslinjer den kristne må følge. Der er intet der kan få den kristne til at gå på kompromis. Derved undgår han at pådrage sig et ansvar for den vold der præger denne verden, og han undgår ligeledes at blive ramt af den ugunstige dom Gud vil eksekvere over den.

Om meget kort tid vil Gud gøre ende på denne tingenes ordning, der hjemsøges af vold og forbrydelser. Han vil erstatte den med sin nye tingenes ordning hvor „retfærdighed bor“. (2 Pet. 3:13) De kristne, der har fastholdt en ret opførsel trods de voldshandlinger de har været omgivet af, vil til den tid høste store velsignelser i form af liv, sundhed, fred og lykke. De vil for evigt kunne glæde sig over livet i en ny verdensorden uden vold. „De sagtmodige skal arve landet, de fryder sig ved megen fred.“ — Sl. 37:11.

[Fodnoter]