„Menneskene vil blive egenkærlige“

„DET skal du vide, at i de sidste dage skal der komme strenge tider. Thi menneskene vil blive egenkærlige.“ Således indleder den inspirerede apostel Paulus en profeti der umiskendeligt får sin opfyldelse i dag. — 2 Tim. 3:1, 2.

Måske vil nogen spørge: Hvad galt er der i at elske sig selv? Siger Guds ord ikke at vi skal elske os selv når det befaler: „Du skal elske din næste som dig selv“? — 3 Mos. 19:18.

Jo, det gør det. Vi må nære kærlighed til os selv hvis vi skal være lykkelige, og det er Guds hensigt at vi skal være lykkelige, for han er en lykkelig Gud. Guds ord støtter ikke den tanke at vi skal gøre livet til en lidelse i fromhedens navn. Det siger derimod at „skånselsløshed mod legemet“ måske nok har „ry for visdom“, men at der ikke er „nogen ære ved det; det tjener kun til tilfredsstillelse af den syndige menneskenatur!“ — 1 Tim. 1:11; NW; Kol. 2:23.

Den kærlighed vi nærer til os selv kan imidlertid kun være fornuftig og gavnlig hvis den er afstemt efter vor kærlighed til næsten. Da Paulus sagde at menneskene ville blive egenkærlige mente han øjensynlig at de ville drive deres egenkærlighed så vidt at de ville forsømme at elske andre. Dette antyder han ved også at sige at menneskene ville blive ukærlige. — 2 Tim. 3:3.

Lige siden Adams dage har mennesker været egenkærlige. Adam var den første der forsyndede sig på dette punkt; havde han ikke været egenkærlig ville han ikke have været ulydig mod Gud og han ville heller ikke have lagt skylden for sin synd på sin hustru, hvilket han gjorde med ordene: „Kvinden, som du satte ved min side,“ — ikke: ’min kære hustru’ — „gav mig af træet, og så spiste jeg.“ Ikke dermed sagt at Eva havde grund til at føle sig forurettet — når alt kom til alt var hun jo også egenkærlig. — 1 Mos. 3:1-12.

De fleste mennesker fra Adams tid til nu har kunnet stemples som egenkærlige, men denne egenskab er i vor tid blevet så udtalt som aldrig før. Derfor gør alle der elsker Gud og det som er ret, klogt i at vogte sig for alle dens forskellige former. Mange af dem der fører an inden for politik, handel og verdslig religion røber ved deres begærlige stræben efter magt, velstand og berømmelse at de er egenkærlige. Den slags mennesker siges at være egocentriske, for alle deres tanker, mål og handlinger kredser om dem selv, om deres eget jeg. De er intrigante, dominerende, ufølsomme og ude af stand til at underlægge sig andres myndighed. De udnytter deres venner og dropper disse når de ikke længere har brug for dem; derved viser de sig i høj grad ukærlige.

Skuespillere, skuespillerinder, operaprimadonnaer og andre fremtrædende blandt scenens folk røber ofte at de er egenkærlige ved de mange og selvrådige krav de stiller som betingelse for at samarbejde. Et typisk eksempel er en kendt filmstjerne, der kom ulykkeligt af dage. Det blev sagt om hende at hun viste „en stædig ligegyldighed over for andre“ og at hun sædvanligvis kom for sent til optagelserne, undertiden helt op til fireogtyve timer; hendes selviskhed fordyrede en enkelt scene med så meget som en million dollars. Andre „stjerner“ som endnu befinder sig i de levendes land, har endog overgået hende; deres temperamentsbestemte og planløse opførsel har ofte fordyret optagelsen af en film med adskillige millioner dollars.

En særlig graverende form for egenkærlighed er „selvforelskelse“, narcissisme. Den har fået sit navn efter Narkissos, „en skøn yngling i den græske mytologi der forelskede sig i sit eget billede, døde af ulykkelig kærlighed og blev til blomsten narcissus“. (Webster) Selvforelskelse og lignende usunde ideer danner ofte temaet i nutidens film. Man ser en skuespiller som kysser sit eget spejlbillede; en anden står foran et spejl og synger „Jeg tror på dig“; en tredje, en kvinde, betragter med beundring sig selv i et trefløjet spejl mens hun synger „Jeg føler mig så køn“. Forfængelighed over ens legemlige yndigheder er et udslag af denne selvforelskelse. Højst sandsynligt skyldtes Absaloms sammensværgelse for at fravriste sin fader kong David kongemagten over Israel, at han var blevet forelsket i sin egen legemlige skønhed, hvilket fordrejede hovedet på ham og fordærvede hans hjerte. — 2 Sam. 14:25; 15:4.

For nylig var der en ung ægtemand der sagde at han simpelt hen ikke kunne nære kærlighed til sin unge, smukke og hengivne hustru og at han følte sig som en hykler hver gang han forsøgte at give udtryk for kærlighed til hende. Han var tydeligvis så forelsket i sig selv at han ikke kunne nære naturlig hengivenhed for en kvinde, uanset hendes gode egenskaber, hendes behov for kærlighed og selve det at Guds ord befaler ham at elske sin hustru! — Ef. 5:25.

Nu er denne overdrevne egenkærlighed ikke begrænset til yderliggående tilfælde. Den skinner også igennem når en ægtemand er blind for de muligheder han har for at række en hjælpende hånd i hjemmet eller når en hustru gang på gang lader sin ægtemand vente. Den der er doven eller som skyr ubehageligheder og besvær, eller som utålmodigt farer op når andre er forsinkede, er også egenkærlig. Egenkærlighed er uden tvivl hovedårsagen til ægteskabelige uoverensstemmelser og ødelagte ægteskaber. Overdreven interesse for ens helbred, kost, o.s.v., er også en af dens frugter.

Denne egenkærlighed kan endog snige sig ind i et menneskes gudsdyrkelse. En indviet kristen kan gå så meget op i sine bestræbelser for at nå hvad han har sat sig for i sin tjeneste for Gud, at han er blind for sine forpligtelser over for sin familie og sine svage brødre. Og medmindre en heltidstjener passer på, kan han blive selvoptaget og krævende på grund af sit særlige privilegium, som om det gav ham en åndelig position.

Lad os her lægge mærke til hvad der skete da Jesus blev spurgt: „Hvilket bud er det første af alle?“ Jesus nøjedes ikke med at svare: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke.“ Nej, han fandt det påkrævet at bemærke at der var et andet bud som også var vigtigt: „Du skal elske din næste som dig selv.“ Lad begge disse store bud tjene til beskyttelse for dig nu da vi lever i de sidste dage, hvor menneskene skulle blive egenkærlige. — Mark. 12:28-31.