Hvad Bibelen siger

Hvorfor er det gavnligt at få sin tro prøvet?

DE DER tjener Gud kan ikke undgå prøvelser. Apostelen Paulus skrev: „Alle de som ønsker at leve gudhengivent i samfund med Kristus Jesus vil også blive forfulgt.“ (2 Tim. 3:12) Denne forfølgelse kan komme fra venner, slægtninge, naboer, befolkningen eller myndighederne. Den kan give sig udslag i hån og spot, i fysisk overlast og i at man mister sit arbejde. Dertil kommer at sande kristne er udsat for de samme problemer som andre — sygdom, skuffelser, uretfærdigheder og sorger. Alle sådanne trængsler er en prøve på ens tro.

Der er dog også positive aspekter ved at få sin tro prøvet. Det gør apostelen Peter opmærksom på, idet han siger: „I [er] nu . . . blevet bedrøvet ved forskellige prøvelser, for at den prøvede ægthed af jeres tro, som er af langt større værdi end guld der forgår til trods for at det prøves med ild, kan blive fundet at være årsag til pris og herlighed og ære ved Jesu Kristi åbenbarelse.“ (1 Pet. 1:6, 7) Virkningen af trosprøver sammenlignes altså med guld der lutres af ild. Renselsesprocessen afslører hvad der er rent guld og fjerner slaggerne. Noget lignende finder sted i forbindelse med vores tro når vi udsættes for prøvelser. Hvordan?

Prøvelserne afslører om vores tro er ægte og om den er stærk nok til at støtte os og holde os oppe i vanskelige tider. For eksempel kan en ulykke eller naturkatastrofe i form af en oversvømmelse, et jordskælv eller et uvejr, bevirke at man kommer i vanskeligheder. De der kun har lidt tro vil måske begynde at gøre sig så store bekymringer at de forsømmer det åndelige. Ligesom de der ikke har nogen tro, vil de måske ængsteligt spørge: „’Hvad skal vi spise?’ eller: ’Hvad skal vi drikke?’ eller: ’Hvad skal vi tage på?’“ (Matt. 6:31) De der har en stærk tro giver derimod ikke efter for unødig ængstelse. De bliver ved med at være helt og fuldt optaget af de åndelige værdier, i tillid til at Jehova Gud vil velsigne deres bestræbelser for at skaffe sig det de virkelig har brug for. (Matt. 6:32, 33) Deres tro holder dem oppe i vanskelige tider og hindrer dem i at gøre sig unødige bekymringer, der blot ville forværre deres situation.

Det er i høj grad til gavn for os at prøvelserne kan afsløre brist eller svagheder i vores tro, for derved hjælpes vi til at indse nødvendigheden af at gøre forandringer til det bedre. Vi gør klogt i at spørge os selv: ’Hvorfor har jeg en svag tro? Har jeg forsømt under bøn at studere Guds ord og at meditere over det? Har jeg fuldt ud benyttet mig af de foranstaltninger der er truffet for at jeg kan komme sammen med mine trosfæller? Stoler jeg mere på mig selv end jeg bør gøre, i stedet for at lægge alle mine problemer frem for Jehova Gud i bøn? Beder jeg hver dag oprigtigt til Gud?’ En sådan selvransagelse er imidlertid kun begyndelsen. Man må også gøre en indsats for at styrke sin tro.

Dette kan betyde at man må skærpe sin åndelige appetit. Dengang man blev en discipel af Jesus Kristus var man måske endnu ikke nået så vidt at man ’higede efter ordets uforfalskede mælk’. (1 Pet. 2:2) Af den grund er man måske, selv om der er gået flere år, stadig ikke vokset til åndelig modenhed og trænger stadig til den mælk man aldrig virkelig har higet efter. (Hebr. 5:12-14) Dét at en bestemt prøvelse klart har afsløret en brist i ens tro, bør afgjort få en til med langt større flid at studere Bibelen, så man virkelig får smag for åndelig føde. Man bør stræbe efter at ligne den retfærdige mand som salmisten beskrev således: „[Han] har lyst til [Jehovas] lov, og . . . grunder på hans lov både dag og nat.“ — Sl. 1:2.

Det kræver at man ikke blot nøjes med at læse Bibelen. Det er yderst vigtigt at man også giver sig tid til at tænke over det Guds ord siger og at følge den vejledning det indeholder, ja at man virkelig finder glæde ved de åndelige værdier. Disciplen Jakob skrev: „Bliv ordets gørere og ikke blot dets hørere, hvorved I fører jer selv bag lyset. . . . den der spejder ind i frihedens fuldkomne lov og bliver ved med det, han skal, fordi han ikke er blevet en glemsom hører men en gerningens gører, være lykkelig når han gør den.“ (Jak. 1:22-25) Vi må altså tænke over det Bibelen åbenbarer om Jehova Gud og hans vilje, og i taknemmelighed meditere over hvilken kærlig himmelsk Fader han er for os. Så vil vores kærlighed til ham vokse, vore bønner blive mere personlige, og vores tro på ham blive stærkere.

Enhver prøvelse som vi udsættes for, burde faktisk minde os om hvor vigtigt det er at vi styrker vores tro. Vi må gøre en anstrengelse for at fjerne alle de ’slagger’ der kunne svække troen. Det kan være at vi må kæmpe med stolthed, stædighed, utålmodighed, selviskhed, magelighed, verdslighed, lidenskabeligt begær eller kærlighed til fornøjelser — der kunne få os til at snuble hvis vi blev udsat for pres.

Hvis vi gør os klart at tro er en absolut betingelse for at opnå Guds godkendelse, vil vi føle en stærk tilskyndelse til at styrke troen. Bibelen giver os følgende påmindelse: „Uden tro er det umuligt at have hans velbehag, for den der nærmer sig Gud må nødvendigvis tro at han er til og at han bliver deres belønner som ivrigt søger ham.“ (Hebr. 11:6) Når vi beder til Gud bør vi derfor give udtryk for den tanke der ligger i anmodningen: „Hjælp mig hvor jeg mangler tro!“ — Mark. 9:24.

De trosprøver vi kommer ud for, kan ikke alene hjælpe os til at gøre visse forandringer til det bedre; de kan også være til hjælp for andre. Hvis en kristen for eksempel mister en af sine kære i døden, vil hans stærke tro på Guds løfter om en opstandelse holde ham oppe. Han vil ikke give udtryk for sin sorg på samme voldsomme måde som man ofte ser det hos dem der ikke har noget håb. Selv om han sørger, viser hans holdning og handlinger at han følger den inspirerede vejledning: „Brødre, [vi] ønsker . . . ikke at I skal være uvidende om dem som sover i døden, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb. For som vi tror at Jesus døde og opstod, således vil Gud også føre dem som ved Jesus er sovet ind i døden, frem sammen med ham.“ (1 Tess. 4:13, 14) Når andre ser hvordan den kristnes tro er i stand til at holde ham oppe, kommer de måske til at forstå at han ejer noget virkelig værdifuldt. Det vil måske kunne vække et ønske hos dem om at få en lignende tro, og få dem til at gøre noget for selv at blive Jesu Kristi disciple.

Det er afgjort til gavn for os at vores tro prøves. Sådanne prøvelser sætter os i stand til at se om vores tro virkelig er så stærk at den kan holde os oppe. Vi hjælpes til at se på hvilke områder vi er svage i troen, og derved bliver det lettere for os at sætte ind på disse punkter. Når vi går sejrende ud af prøvelser, kan dette desuden hjælpe andre til også at blive Jesu Kristi disciple. Måtte vi derfor gøre vort yderste for at bevare en stærk tro, en tro som, efter at være blevet udsat for utallige prøver, „kan blive fundet at være årsag til pris og herlighed og ære ved Jesu Kristi åbenbarelse“. — 1 Pet. 1:7.