Resultatet er at den elektriske kirke kører anderledes rent økonomisk. Seerne betaler ikke for disse programmer indirekte ved at købe sæbespåner som er blevet annonceret under udsendelsen. I stedet må de betale for programmerne direkte, ved deres bidrag. Indsamlingen og opretholdelsen af disse bidrag er blevet en meget omfattende datastyret virksomhed for de fleste af den elektriske kirkes stjerner. Datamaten er lige så livsvigtig for den elektriske kirke som billedrøret er det.

Det stadige behov for at skaffe penge har bevirket at disse prædikanter er kommet ind i en ond cirkel. Man har startet store projekter, som for eksempel „katedraler“, universiteter eller hospitaler, og fulgt dem op af fortvivlede bønner til de trofaste om flere penge til at „fuldføre Guds gerning“. Som en lokal bankier sagde om en af stjernerne i den elektriske kirke: „Der er kun ét problem ved en præstegerning som Jerrys. Han kan ikke ophøre med at tjene stadig flere penge; hvis han holder op, falder det hele fra hinanden.“

Dette aspekt ved den elektriske kirke får måske tænkende kristne til at mindes ordene i Jesu bjergprædiken: „Ingen kan trælle for to herrer; for enten vil han hade den ene og elske den anden, eller han vil holde sig til den ene og foragte den anden. I kan ikke trælle både for Gud og for Rigdom.“ — Matt. 6:24.

Men risikerer prædikanterne i den elektriske kirke ikke at forarge deres seere med deres stadige anmodninger om bidrag? Næppe. Den elektriske kirkes teologi er — hvad der ikke virker overraskende — simpel og taler til selvet. „Spørg ikke om hvad du kan gøre for din tro; spørg hellere om hvad din tro kan gøre for dig,“ som bladet Forbes udtrykker det.

Selv nogle som er positivt indstillet over for den elektriske kirke, indrømmer at den ikke har meget indhold. Som den evangeliske teolog Carl F. Henry bemærker: „Megen ’TV-religion’ drejer sig i for høj grad om oplevelser og er rent læremæssigt for intetsigende til at danne et fyldestgørende alternativ til vor tids religiøse og moralske forvirring.“ Med andre ord: denne form for gudsdyrkelse kan ikke virkelig hjælpe én til at løse livets problemer.

I stedet, siger teologiprofessor Harvey Cox fra Harvard-universitetet, er prædikanterne i den elektriske kirke blot med til at „bibeholde og rodfæste den materialistiske forbrugerkulturs værdier. De hjælper folk til at acceptere nogle meget overfladiske værdier, idet de giver løfte om en uforpligtende frelse som de serverer i en særdeles kommerciel indpakning“.

Hvordan stemmer dette budskab med Jesu advarsel om at vejen til livet ikke ville være nem, men vanskelig — „snæver er den port og trang den vej som fører til livet, og det er få der finder den“? (Matt. 7:14) Lyder det som om man kan opnå det evige liv blot ved at stille ind på kanal 21?

Jesus gav yderligere denne formaning: „Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors [sin marterpæl, Ny Verden-oversættelsen] op og følge mig.“ (Luk. 9:23, den autoriserede danske oversættelse) Fornægter man sig selv og ’tager sit kors op’ daglig ved at sidde mageligt tilbagelænet foran fjernsynet? Kan Jesus Kristus virkelig anerkende en „kirke“ som lover folk en uforpligtende frelse — uden marterpæl, uden selvfornægtelse — hvis de blot sender en check en gang om måneden til en „verdensomspændende TV-mission“?

Det ser snarere ud til at den elektriske kirke er et af det 20. århundredes eksempler på det apostelen Paulus advarede Timoteus om, da han sagde: „For der kommer en tid da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men i overensstemmelse med deres egne ønsker vil de samle sig en bunke lærere for at få deres ører kildret; og de vil vende ørerne bort fra sandheden og vende sig til usande historier.“ — 2 Tim. 4:3, 4.

Hvorfor er folk villige til at give millioner af dollars som støtte til den elektriske kirke? Fordi de får dét at vide som de gerne vil høre. De bliver forsikret om at Gud vil høre deres bønner, og de behøver ikke at fornægte sig selv, at ’tage et kors op’ eller at gøre det samme arbejde som Jesus, men de er „frelst“ og Gud elsker dem — lige så længe de bliver ved med at sende checks ind.

Men selv om den elektriske kirkes teologi er vag og upræcis, så er dens politik klar og specifik. Dette vil være emnet for den følgende artikel.

3. del

Den elektriske kirke ryster amerikansk politik

TALEREN var temperamentsfuld og dynamisk. Han fægtede ivrigt med sin bibel og erklærede over for forsamlingen, der bestod af 1000 præstekoner: „Vi sidder inde med løsningen på det politiske kaos i dette land, på den økonomiske ruin, på den moralske skam og på familiens svaghed.“

Hvad var løsningen? „Vi må sammen forene vore hjerter og hænder for at genforene denne nation . . . Vi må kræve at kursen lægges om,“ sagde prædikanten James Robison fra Texas.

I et sprog der ville appellere til mange oprigtige kristne fordømte han abort i skarpe vendinger. „Hvis det sindssyge myrderi af ufødte børn i deres mødres maver ikke er ondt, så kan mennesket overhovedet ikke dømmes skyldig i nogen synd.“

Samtidig var der en taler et andet sted i landet der i lige så udtryksfulde vendinger gav gode råd til en samling af sine kolleger. „Hvad kan I gøre fra prædikestolen?“ spurgte han. „I kan vise folk hvordan de skal stemme. I kan forklare stridspunkterne for dem. Og I kan give jeres tilslutning til de rigtige kandidater, dér i kirken søndag formiddag.“ Ligesom Robison gik Jerry Falwell — ’superstar’ i den elektriske kirke — ivrigt i brechen for politiske synspunkter.

Mange lytter til hvad disse prædikanter siger. James Robisons ugentlige fjernsynsprogram sendes fra 100 stationer. Falwells udsendelser er endnu mere populære. Hver uge når han ud til mellem 6 og 18 millioner mennesker over henved 400 fjernsynskanaler og yderligere 400 radiostationer.

Sådanne politisk konservative prædikanter fra den elektriske kirke var ivrige efter at øve indflydelse på vælgerne under præsidentvalget sidste efterår. Kort tid før valget talte nogle af dem ved et instruktionsmøde i Dallas, Texas, som blev overværet af omkring 15.000 religiøse fundamentalister, hvoraf størstedelen var præster. Republikanernes præsidentkandidat, Ronald Reagan, henvendte sig også til forsamlingen og roste den: „Det religiøse Amerika er ved at vågne. Måske netop tids nok til at redde vort land.“ Han fik et varmt bifald.

Som bekendt blev Reagan båret frem til sejren af det der er blevet kaldt et „konservativt