Har du tænkt over:
„Kan jeg forhindre at mit barn bliver kriminelt?“
„JEG vil give hvad som helst for at mit barn ikke skal komme ud i vanskeligheder, men til tider føler jeg mig ganske afmægtig.“ Sådan har en moder udtrykt sig, og måske siger du det samme.
De fleste forældre synes naturligvis at børnene er det dyrebareste de ejer. Igennem mange år ofrer de både tid og penge på at lære deres børn at blive ansvarsbevidste voksne. Men alligevel volder mange børn deres forældre store bekymringer. Der er ingen grund til her at komme ind på triste detaljer. De fleste ved udmærket hvordan forholdene er. Det er bestemt ingen let opgave at opdrage børn i dag.
Hvorfor er det vanskeligt for forældre at beskytte deres børn?
Der er mange stærke kræfter som i forfærdende grad påvirker børnene, og alle disse kræfter må forældrene kæmpe imod. Børnene kommer daglig i berøring med børn og voksne som er både selviske, respektløse og umoralske. Desuden må man erkende at mange af de film og TV-programmer børn ser og mange af de bøger de læser, lader hånt om rette principper.
En anden faktor der gør sig gældende, er at de fleste forældre må arbejde mange timer hver dag for at skaffe føde og husly. Derfor føler de sig ofte for trætte, både fysisk og psykisk, til at ofre børnene den nødvendige tid og opmærksomhed. Forældrene begår også selv mange fejl. De er kun mennesker, og de vil ofte komme til at gøre ting der ikke er det bedste eksempel for deres børn.
Alt dette er med til at gøre det vanskeligt for forældrene at afholde børnene fra at tillægge sig dårlige vaner og at komme ud i vanskeligheder. Dog kan disse hindringer overvindes — hvis forældrene bevarer et følelsesmæssigt nært forhold til deres børn.
Hvordan kan man bevare et nært forhold til sine børn?
Det første skridt består i at erkende at børnene har et stærkt behov for ens kærlighed og opmærksomhed. Bibelen råder forældre til at ’elske deres børn’ og „ikke opirre [dem], for at de ikke skal blive mismodige“. — Tit. 2:4; Kol. 3:21.
I bogen „Help! I’m a Parent“ understreges dette behov. Der siges blandt andet: „Denne søgen efter kærlighed og opmærksomhed er sandsynligvis den vigtigste forklaring på Deres barns opførsel.“ Forældre som ikke erkender dette behov, vil være tilbøjelige til at erstatte kærligheden og opmærksomheden med noget andet. En 15-årig pige beklagede sig over dette og sagde: „Gode forældre er forældre der ikke er som min mor. Hendes største bekymring er om mit tøj nu også er ’lige så pænt som de andres’. Men hverken hun eller min far tager sig tid til at snakke med mig.“
Det er nødvendigt at forældrene ofrer tid på deres børn. Der gives ingen erstatning for dette. Det betyder at forældrene må foretage sig noget sammen med børnene, de må snakke med dem, og endnu vigtigere, de må LYTTE til dem, når de kommer frem med deres problemer.
At vise sine børn ægte kærlighed indebærer mere end blot at snakke hyggeligt sammen med dem. Det indebærer også at man fastsætter gode retningslinjer for dem, og at man konsekvent insisterer på at disse retningslinjer bliver overholdt – sagt med ét ord: TUGT! For længe siden har Bibelen vist at dette er et udtryk for ægte kærlighed. Den siger: „Hvo riset sparer, hader sin søn, den, der elsker ham, tugter i tide.“ — Ordsp. 13:24.
„Tugt er en særlig form for kærlighed,“ udtaler en autoritet. „Tugten siger faktisk: ’Jeg er ikke ligeglad med dig. Jeg vil ikke have at du kommer ud i vanskeligheder. Lige meget hvor meget du plager . . . så er svaret nej — og derved bliver det!’“ Men uanset hvor meget forældre tager sig af deres børn og hvor godt de håndhæver disciplinen, må de alligevel se i øjnene at børnene bliver udsat for dårlig påvirkning fra andre.
Er det muligt at beskytte sine børn mod dårlig påvirkning?
Ja, det er det, men man må have hånd i hanke med hvilken underholdning børnene fylder sig med. Man må være vågen for hvad de læser og hvad de ser i biografen og fjernsynet. En erfaren politichef gjorde opmærksom på dette da han sagde: ’Forældre må ikke lade deres børn fylde sig med bras.’ Forældrene må også være påpasselige med hvem de tillader deres børn at komme sammen med. Som Bibelen siger: „Bliv ikke vildledt. Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ — 1 Kor. 15:33.
I dag bliver børn udsat for en demoraliserende påvirkning næsten overalt hvor de kommer. Imidlertid kan det være en trøst at vide at disse forhold ikke vil vare ved. Bibelen lover at Guds himmelske regering snart, ja i vor generation, vil sørge for at Guds vilje sker, ’som i himmelen, således også på jorden’. Det betyder at al ondskab vil blive fjernet og at der vil blive fredfyldte forhold på jorden, sådan som der allerede nu er det i himmelen. — Matt. 6:9, 10; Sl. 37:10, 11.
Indtil dette sker, kan ingen forældre beskytte deres børn fuldstændigt mod en dårlig påvirkning. Bibelen er derfor realistisk når den råder forældre til at styrke deres børns sind. Hvordan kan de gøre det? Ved at „opdrage dem i Jehovas tugt og formaning“. (Ef. 6:4) Hvis forældrene kan indpode Guds love i børnenes sind og hjerte, vil disse love kunne virke som en modvægt mod den dårlige påvirkning udefra. Dette vil hjælpe børnene til at bevare en ret adfærd, selv når de er væk hjemmefra.
Men hvordan kan man indpode sine børn sådanne principper?
Hvor kan forældrene hente hjælp?
Gennem mange årtier har Jehovas vidner, uden at modtage betaling for det, arbejdet med at hjælpe enkeltpersoner og familier til at lære Bibelens principper at kende og at efterleve disse principper. For nylig blev der i tysk fjernsyn vist en udsendelse som på en levende måde skildrede den store værdi af deres arbejde med at hjælpe unge mennesker til at overvinde problemet ungdomskriminalitet.
Udsendelsen omtalte blandt andet hvordan det i mange tilfælde var lykkedes Jehovas vidner at bekæmpe narkotikamisbrug. Dette gjorde et stort indtryk på en kvinde som så udsendelsen. Hun så hvordan Jehovas vidner, for at hjælpe forældre til at indpode deres børn de rette normer, gjorde brug af bogen „Hvordan du får det bedste ud af din ungdom“a. Denne bog behandler sådanne emner som: „Er euforiserende stoffer nøglen til lykke?“ og „Er det klogt at nyde alkohol?“ Kort efter henvendte hun sig til et Jehovas vidne og sagde: „Min søn er narkoman. Tror De at De kan hjælpe? Vil De være villig til at prøve?“ Snart modtog hun og hendes søn personlig hjælp og nød gavn af samværet med forældre og børn der, selv om de ikke er fuldkomne, dog gør deres bedste for at leve op til Bibelens normer.
Hvorfor ikke drage nytte af denne hjælp? Du har intet at miste ved at undersøge denne mulighed.
[Fodnote]
a Udgivet af Vagttårnets selskab.