Lad jeres opførsel forblive ret blandt nationerne
„Lad jeres opførsel forblive ret blandt nationerne, så at de . . . som følge af jeres rette gerninger . . . ærer Gud.“ — 1 Pet. 2:12, NW.
1. I hvilke henseender er Jehovas vidner forskellige fra andre mennesker i verden?
HELE verden vil beredvilligt indrømme at Jehovas vidner adskiller sig fra alle andre. Denne kendsgerning afføder nogle ganske interessante spørgsmål. Hvordan er det muligt at indtage en sådan usædvanlig og bemærkelsesværdig stilling? Hvad er det som i det ydre gør disse hengivne tjenere for Jehova så forskellige fra alle andre? Er det deres skønhed eller pæne udseende? Er det fordi de hører til samfundets honoratiores, store politiske skikkelser eller de kendte navne blandt udøvende kunstnere? Er det fordi de bærer særprægede klæder, dragter eller kostumer? Er det fordi de afsondrer sig fra andre mennesker og trækker sig tilbage til afsidesliggende og ensomme steder? Nej, det er ikke den slags ting som gør Jehovas vidner så bemærkelsesværdigt anderledes, for i de nævnte retninger er de ganske almindelige mennesker som udgør et tværsnit af menneskesamfundets brede lag. Det er rigtigt at vidnerne har en tro og lære som er væsentlig forskellig fra kristenhedens, men det som hurtigt og umiddelbart adskiller Jehovas vidner fra andre mennesker på en fysisk og håndgribelig måde er deres ægte kristne opførsel og det at de konstant og konsekvent igennem årene er vedblevet med at opføre sig ret blandt alle jordens nationer, uanset de lokale sprog, skikke eller den politiske uenighed der gør sig gældende i de forskellige lande.
2. Hvordan beviste kristendommens grundlægger at han ikke var af denne verden?
2 Denne kendelige forskel i Jehovas kristne vidners opførsel er ikke af ny dato eller noget der er særegent for vort tyvende århundrede. For mere end nitten hundrede år siden viste kristendommens grundlægger Jesus Kristus i al sin færd at han ikke var af denne djævlebeherskede tingenes ordning. Da han blev tilbudt herredømmet over verden tillige med den prangende men forlorne ære og herlighed som fulgte med, handlede han stik modsat af hvad de fleste mennesker ville have gjort i en lignende situation. Han afslog kategorisk tilbudet. „Mit rige er ikke af denne verden. . . . nu er mit rige ikke af denne verden,“ sagde han. Jesus stod derfor altid uden for politiske og militære anliggender, indgik ikke et forbund med de bestående ortodokse religiøse samfund, og gik ikke ind i sin tids sociale reformarbejde. Desuden adskilte Jesus sig fra andre mennesker ved det retfærdige liv han førte og ved de ting han forkyndte for andre. I hele sin færden var han i sandhed „en, der var hellig, uberørt af det onde og ubesmittet, skilt ud fra syndere“. — Matt. 4:8-10; Joh. 18:36; Hebr. 7:26.
3, 4. Hvad mente Jesus da han sagde at hans efterfølgere ikke var af verden?
3 Til dem som blev Jesu disciple sagde han: „I [er] ikke . . . af verden.“ Med tanke på dem udtalte han i en bøn til sin Fader: „Jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde. De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.“ Eftersom Satan Djævelen stadig væk er „denne verdens gud“, må Jehovas vidner føre et liv i overensstemmelse hermed hvis de skal være Jesu sande disciple. De må forholde sig strengt neutrale i denne onde verdens politiske, militære og sociale liv, og de må ikke have noget som helst at gøre med bestræbelserne for at skabe en trossammenslutning. — Joh. 15:19; 17:15, 16.
4 Da Jesus sagde at hans efterfølgere ikke skulle være af denne verden mente han aldeles ikke at de skulle være eneboere og lukke sig inde i munke- eller nonneklostre. Det gav Jesus sig aldrig af med, for han efterlignede ikke datidens buddhistpræster og -munke. Han var Jehovas ambassadør der skulle „vidne om sandheden“, hvorfor han måtte leve og færdes iblandt verdens mennesker. Hans sande disciple i vor tid, der virker som „ambassadører i Kristi sted“, må derfor bære sig ad på samme måde. Hvordan skulle de forskellige folkeslag ellers kunne se deres rette gerninger og ære Jehova? Netop det havde Jesus i tanke da han sagde: „Lad . . . jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres rette gerninger og prise jeres Fader som er i himlene.“ (NW) — Joh. 18:37; 2 Kor. 5:20; 1 Pet. 2:12; Matt. 5:16.
5. Hvordan har Jehovas vidner i harmoni med Jesu befaling i Mattæus 5:16 ladet deres lys skinne?
5 Enhver kan iagttage at Jehovas vidner efterkommer denne bibelske befaling. År efter år går de offentligt fra hus til hus, fra by til by, i tæt og tyndt befolkede egne, i al slags vejr og selv om det koster dem store personlige ofre i form af tid og penge, alt sammen med det ene formål at lade det vidunderlige lys om Guds konge og rige skinne på retsindige menneskers hjerter og sind så at disse igen kan ære Jehova. Tænk engang, i løbet af bare ét år, tjenesteåret 1959, anvendte de i alt 126..317.124 timer til sådanne rette gerninger blandt mennesker, forkyndte på 125 sprog og i 175 lande og provinser på jorden. Hvis en eneste forkynder skulle præstere det samme måtte vedkommende, med en fyrre timers arbejdsuge og en årlig ferie på fjorten dage, slide i det i mere end 63.000 år!
Den uundgåelige kontakt med ugudelige mennesker
6. Hvilke slags mennesker kommer Guds udsendinge i berøring med, og hvad kommer der ud af det?
6 Under udførelsen af dette arbejde vil Jehovas trofaste vidner selvsagt komme i berøring med alle slags mennesker, mennesker som bedriver utugt, er henfaldne til drik, opfyldt af havesyge, eller er afgudsdyrkere. Men den rette opførsel de lægger for dagen når de er sammen med sådanne mennesker vil også her vise at de er sande kristne. Selve det at vidnerne fortæller disse ulykkeligt stillede mennesker omvendelsens gode nyhed er ikke ensbetydende med at de skal efterligne deres umoralske levevis. Det er derfor Jehovas retskafne vidner ikke bliver ved med at besøge disse syge mennesker hvis de efter i nogen tid at have prøvet at hjælpe dem til at ændre deres syndige handlemåde finder at der ikke gøres fremskridt. At det er nødvendigt at komme i så snæver berøring med urene mennesker anerkendtes af apostelen Paulus: „Jeg skrev til jer i mit brev, at I ikke skulle have samkvem med utugtige mennesker; jeg mente ikke i al almindelighed denne verdens utugtige eller havesyge og røvere eller afgudsdyrkere, så måtte I jo gå ud af verden.“ — 1 Kor. 5:9, 10.
7. Hvilke andre omstændigheder tvinger ofte Guds indviede tjenere til at være på nært hold af urene mennesker?
7 Denne uundgåelige berøring med mennesker som er urene i deres vaner og uretfærdige i deres levemåde sker ofte når Jehovas vidner søger beskæftigelse for at kunne tjene til livets ophold for sig selv og familien. Denne nødvendighed er også noget som påtvinges dem af omstændighederne, for der står skrevet: „Hvis nogen ikke sørger for sine slægtninge, især da for sine husfæller, har han fornægtet troen, ja, er værre end en vantro.“ (1 Tim. 5:8) Hvis man skal kunne tjene Jehova må man have noget at spise, og det koster penge at købe mad. Man kan ikke tillade sig at stjæle, hverken mad eller penge; altså er det nødvendigt at arbejde. Når en indviet tjener for Jehova derfor tager arbejde i verden gør han det for at kunne holde sig i live så han kan love, tilbede og tjene sin Skaber og Livgiver. „De døde priser ej [Jehova], ingen af dem, der steg ned i det tavse.“ — Sl. 115:17.
8. (a) Hvilken form for økonomisk trældom består i dag? (b) Hvilke bibelske befalinger må Guds vidner i den situation adlyde?
8 Hvis den kristne under sin verdslige beskæftigelse skulle komme i den ubehagelige situation at måtte arbejde side om side med gudløse og umoralske mennesker, er der ingen grund til at blive opskræmt. Den skulle snarere betragtes som en lejlighed til at skille sig ud fra de øvrige ved en retskaffen og gudfrygtig adfærd, både i forholdet til arbejdsgiveren og arbejdskammeraterne. Når den kristne har arbejde hos en ikke-troende, må han ikke indtage denne holdning: „Nå, jeg behøver ikke at tage det så nøje, for hvad, både han og hans forretning forsvinder jo i Harmagedon.“ I Bibelen læser vi: „Forman trællene til at lyde deres herrer i alt, være dem til behag, ikke svare igen, ikke stikke noget til side, men vise al god troskab.“ Hvorfor det? For at den ansatte „i eet og alt kan være en pryd for Guds, vor frelsers lære“. Det kan godt være at den form for trældom som bestod dengang Paulus skrev disse formaninger til Titus ikke eksisterer i dag, men principperne gælder stadig, for folk som har en verdslig beskæftigelse er i realiteten økonomiske trælle under denne tingenes ordning. „I trælle! vær i alle forhold lydige mod jeres jordiske herrer, ikke med øjentjeneste som de, der vil tækkes mennesker, men af et oprigtigt hjerte i ærefrygt for Herren. Hvad I end har for, gør det af hjertet som for Herren og ikke for mennesker. I ved jo, at I til gengæld af Herren skal få arven.“ Ja, ikke af den verdslige arbejdsgivers udstrakte hånd med den ugentlige lønningspose, men af Jehovas alkærlige hånd skal vidnerne modtage en arv i hans rige fordi de førte et retfærdigt liv blandt nationernes folk. Måtte alle Guds vidner derfor findes ærlige, pålidelige, ordholdende, trofaste og respektfulde over for deres arbejdsgivere, foresatte og formænd, „også de urimelige“. — Tit. 2:9, 10; Kol. 3:22-24; 1 Pet. 2:18.
9. Hvordan skal vi ifølge Skriften behandle vor næste?
9 Hvordan skal den kristne opføre sig i forholdet til sin næste, sine naboer og fremmede mennesker? I den henseende gav Jesus nogle gode retningslinjer med ordene: „Alt hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem.“ „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Matt. 7:12; Mark. 12:31) Apostelen Paulus skrev til romerne (12:17-21; 13:8, 9): „Gengæld ikke nogen ondt med ondt; . . . Hold fred med alle mennesker, så vidt det står til jer! Tag ikke jer selv til rette, I elskede, men giv plads for Guds vrede, . . . ’Dersom din fjende sulter, så giv ham at spise; dersom han tørster, så giv ham at drikke; thi når du gør det, sanker du glødende kul på hans hoved.’ Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode! Bliv ingen noget skyldige uden det at elske hverandre; . . . ’Du skal elske din næste som dig selv.’“
10. Hvordan viser Jehovas vidner på en praktisk måde ægte kærlighed over for helt fremmede mennesker?
10 Når Jehovas vidner kører med bus til og fra arbejde eller rejser til og fra stævner viser de fremmede mennesker kærlighed ved, når lejlighed byder sig, at tale om den største personlighed i universet, Jehova, og om tidens mest interessante og betagende emne, himmelens rige. Vidnerne viser næstekærlighed når de går fra hus til hus og trøster efterladte enker og faderløse ved at fortælle dem om Guds hensigter, og dernæst atter aflægge besøg hos disse mennesker som intet håb ejer, og hjælpe dem ved at holde bibelstudium med dem i deres hjem. Det er ikke at blande sig i andres sager. Tværtimod, på denne måde passer vidnerne deres egne sager, for deres sag er Kristi, Kongens, sag. — 1 Tess. 4:11.
11. Hvordan må vi opføre os i samfundet hvis vi skal følge bibelskribenten Jakobs ord?
11 I en større målestok, i samfundet som et hele, kendes Jehovas vidner som en særegen gruppe der adskiller sig fra befolkningens øvrige lag. De giver sig ikke af med nabosladder, hadekampagner eller racefejder; men ikke det alene, deres gudfrygtige neutralitet forbyder dem at deltage i politiske revolutioner, militærkup og at gå ind i såkaldte „broderskabs“- eller trossammenslutningsbevægelser. De holder sig uden for partistridigheder og samfundsreformistiske bestræbelser. De stiller sig ikke bag velgørenhedskampagner, basarer eller offentlige pengeindsamlinger. De spiller ikke i lotterier og deltager ikke i spil som er arrangeret af en eller anden institution, end ikke når disse er „lovlige“ eller drives af staten. Således bevarer de sig uplettet af denne smudsige, gamle verdens anliggender for at de som rene og trofaste kristne kan tilbede Gud. „En ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader, er dette: at besøge faderløse og enker i deres trængsel og bevare sig selv uplettet af verden.“ — Jak. 1:27.
At tilbagebetale Gud og „kejseren“
12. Hvornår må Jehovas trofaste vidner være særlig påpasselige med at udvise den rette opførsel, og hvorfor?
12 Det forekommer nogle mennesker mærkværdigt at Jehovas vidner, selv om de lever stille og fredeligt i samfundet, ofte bliver genstand for megen polemik, offentlig kritik og hån. En sådan modgang skyldes imidlertid ikke at vidnerne har opført sig forkert. Den har sin rod i det standpunkt som de gudfrygtigt indtager til sådanne brændende spørgsmål som blodets hellighed, hedenske ritualer og skikke, eller tvangsudskrivning til tjeneste for den totalitære stat eller den tvungne tilbedelse af dens afgudssymboler. Især under sådanne prøvende omstændigheder er det absolut nødvendigt for sande kristne at stå urokkeligt fast og lade deres opførsel forblive ret i overensstemmelse med Den hellige Skrift. Kun på den måde kan de være med til at hævde Jehovas kostelige ord og navn.
13. Hvilke ting tilhører „kejseren“, og hvordan skal kristne betale for dem?
13 Når Guds folk stilles for politiske herskere og regeringsmyndigheder, for rettens dommere, og for militær- og politimyndigheder, må de altid optræde som det sømmer sig kristne. Paulus formanede til at vise tilbørlig respekt for myndighedspersoner af enhver art da han sagde: „Giv alle, hvad I er dem skyldige: . . . den, I er frygt skyldig, frygt; den, I er ære skyldig, ære.“ Og det var Jesus som udtalte: „Tilbagebetal kejseren hvad kejserens er, men Gud hvad Guds er.“ (NW) Så opstår imidlertid spørgsmålet: Hvad er „kejserens“ og hvad er Guds? Hvor skal man trække grænsen mellem de to ting? Den som fuldt og fast har viet sig til Gud volder det ikke vanskelighed at besvare spørgsmålene. „Kejseren“ sørger for vandledninger og kloakanlæg. Han har anlagt gader og landeveje. Han yder en vis politibeskyttelse. Han bringer vejrmeldinger og stormvarsler. Han har, inden for visse grænser, sørget for steder hvor børn kan blive undervist. Alle disse og mange andre ting tilhører „kejseren“, for han har tilvejebragt dem. Jehovas vidner betaler ham derfor for disse ting, ikke alene i form af ret klækkelige skattebeløb, men også ved at rette sig efter og overholde de forskrifter som han fastsætter for brugen af sådanne foranstaltninger; og det med rette, for Jehova befaler dem at erlægge en sådan betaling. — Rom. 13:7; Mark. 12:17.
14. (a) Hvordan kan vi tilbagebetale Gud hvad der tilhører ham? (b) Hvordan indtog det første århundredes kristne et lignende standpunkt, og hvad var resultatet?
14 På den anden side er det Gud som giver os livet og alt det der er nødvendigt for at opretholde det, nemlig føde, vand, luft og så videre. Sundt tænkende skabninger betaler derfor tilbage til Skaberen hvad der er hans, idet de vier det liv han har skænket dem, til tjenesten for ham, og anvender de midler han giver dem, til ære og pris for ham, universets suveræne Hersker. Og her er det at Jehovas vidner ofte kommer i vanskeligheder, for de ubarmhjertige og grådige herskere fordrer ikke alene det som er deres, de begærer også skabningernes hengivenhed, tilbedelse og tjeneste, hvilket med rette tilkommer Skaberen. I dette spørgsmål indtager Jehovas vidner samme ubøjelige og kristne holdning som Peter og de første kristne da de til datidens umættelige herskere sagde: „Døm selv, om det i Guds øjne er ret at lyde jer mere end Gud.“ „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ Hvem ved, måske en sådan stadig, korrekt bibelsk handlemåde vil få adskillige rettænkende herskere, dommere, sagførere og politifolk til at vedgå, således som kong Agrippa gjorde det: „Der mangler kun lidt i, at du får mig overtalt til at blive en kristen.“ — Ap. G. 4:19; 5:29; 26:28.
Den rette opførsel bag fængselsmure
15. Er de mange tusinde Jehovas vidner som er kastet i fængsel, kommet der fordi de er politiske agitatorer?
15 I mange dele af verden vansmægter Jehovas vidner i fængsler og koncentrationslejre. Hvordan skal de under sådanne prøvende forhold opføre sig over for fængselsfunktionærer og vogtere? Skal de pønse på hemmelig flugt eller åbent oprør? Absolut nej! Disse vidner for Jehova har aldeles ikke gjort sig skyldige i overtrædelser som kunne gøre dem fortjent til den behandling de får. De er ikke politiske agitatorer eller revolutionister. At det er sandt, slås fast af den beretning som på historiens blade kan læses om de titusinder af vidner der blev sendt i Hitlers modbydelige koncentrationslejre og kastet i fængsel i katolske lande som den kanadiske provins Quebec, Den dominikanske Republik og Francos Spanien, samt af det levende vidnesbyrd i form af mange, mange tusinder af vidner som i dette øjeblik er udsat for pinsler i kommunistbeherskede landes straffelejre. Der kan ikke nævnes et eneste tilfælde hvor disse trofaste vidner for Jehova har forsøgt at vælte herskere eller deres politiske regeringer. Hvert af disse indespærrede vidner kunne sige sådan som fangen Paulus sagde om sit forhold til jøderne: „Jøderne har jeg ingen uret gjort, som du meget godt ved. Hvis jeg altså har forbrudt mig og har gjort noget, som fortjener døden, vægrer jeg mig ikke ved at dø.“ — Ap. G. 25:10, 11.
16. (a) Hvad er da grunden til at så mange vidner har måttet vandre i fængsel? (b) Hvordan skal man ifølge Bibelen tage det hvis man med urette forfølges?
16 Sandheden er at disse Jehovas vidner er blevet kastet i fængsel fordi de ville bevare en god samvittighed over for Gud. Det er endnu en grund til at de er villige til at udstå uretfærdige fængslinger, hvis det skulle være Jehovas vilje. „Thi da er man under nåden, om man, bunden til Gud i sin samvittighed, finder sig i genvordigheder, selv om man lider med urette. Thi hvad ros fortjener det, om I tålmodigt finder jer i at blive slået, når I forsynder jer? Men finder I jer i at lide, skønt I gør det gode, da er I under Guds nåde.“ „Det er bedre, hvis det skulle være Guds vilje, at lide, når man gør det gode, end når man gør det onde.“ (1 Pet. 2:19, 20; 3:17) Kristendommens grundlægger viste selv hvilken handlemåde der ville være den rette i så henseende, og efterlod os et fuldkomment forbillede, „han, som ikke skældte igen, når han blev udskældt“. Jesus gav også tydelige anvisninger til dem som ville have den særlige ære og den store forret i fællesskab at vidne om Jehova: „Elsk jeres fjender og bed for dem, som forfølger jer, så I må vorde jeres himmelske Faders børn.“ En af disse Jesu disciple, apostelen Paulus, han som skrev: „Bliv mine efterfølgere, ligesom jeg igen er Kristi efterfølger!“, gentog den tanke der lå i Mesterens forskrift da han skrev: „Velsign dem, som forfølger jer, velsign, og forband ikke!“ „Gengæld ikke nogen ondt med ondt.“ — 1 Pet. 2:19-23; Matt. 5:43-48; 1 Kor. 11:1; Rom. 12:14, 17.
17. Hvilke udslag har det givet når fangne vidner har udvist en retfærdig handlemåde?
17 I lyset af forannævnte skriftsteder er det let at forstå hvorfor Jehovas vidner der fængsles fordi de „gør det gode“, aldrig gør mytteri, aldrig går med i en sidde- eller sultestrejke, aldrig deltager i organiserede fængselsoptøjer og aldrig slutter op i forsøg på at bryde ud af fængselet. Fængselsfunktionærer som ser at de ønsker at bevare en god samvittighed over for Gud har nøje lagt mærke til dette, og de lader ikke sjældent falde en bemærkning som denne: „Vi er kede af det når Jehovas vidner skal rejse fra vor institution, for dem kan man altid betro et ansvar.“ Det er således deres gode opførsel inden for og uden for fængselsmurene der står som et vældigt vidnesbyrd om at Jehovas trofaste folk tilhører en helt ny og bedre verdens samfund.
18. Hvad må man gøre hvis man vil opnå at leve under den retfærdige nye verdens styre?
18 Det menneske som håber på at komme til at leve under en sådan retfærdig, ny verdens styre, det teokratiske, himmelske rige som Jesus befalede os at bede om, må først overvinde og sejre over denne gamle sataniske verden og alle dens syndige skikke og vaner, og det uanset hvilke forfærdelige forfølgelser det vil komme ud for. Der kan ikke herske nogen tvivl om at genvordigheder venter forude, for denne nye verdens salvede konge erklærede: „I verden har I trængsel; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.“ Trængselen er altså uundgåelig; Jehovas sande kristne vidner må derfor fortsat følge og efterligne Jesus. De må fortsat vandre i tro og uangribelighed og må til stadighed lade deres tro ledsage af retfærdsgerninger. „Alt det, som er født af Gud, sejrer over verden; og dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro.“ — Joh. 16:33; 1 Joh. 5:4.
19. Hvad må det vise og forstandige menneske nu gøre?
19 Et liv der leves efter de retningslinjer bliver genstand for latter og hån, men det er alligevel den eneste måde det er værd at leve livet på. Det er det eneste forstandige og rimelige at gøre. Det er praktisk visdom at følge den handlemåde. Den inspirerede bibelske pennefører Jakob spørger: „Er der nogen viis og forstandig iblandt jer“? Dem som er i stand til at svare ja herpå giver han det råd: „Så skal han ved sin gode færd lade det komme frem i gerning med visdommens sagtmodighed.“ (Jak. 3:13) Når vidnerne derfor adskiller sig fra andre ved deres gudfrygtige opførsel, gør de det ikke for at prale, ikke i stolthed og hovmod, men i oprigtig ydmyghed og med en sagtmodighed efter Kristi sind.
20. Hvorfor er det netop på dette tidspunkt forkert at blive træt af at gøre det rette blandt nationerne?
20 Alle tiders højdepunkt er nået! Tiden er ved at udløbe. Det er afgjort ikke nu tiden til at gå på akkord med sin overbevisning eller tænke på at holde op med at gøre hvad Gud siger er ret. Faktisk har der aldrig været et gunstigere tidspunkt til at lægge rette gerninger for dagen over for Gud og mennesker under prøvende kår, end netop på denne dag da Jehova skal hævdes og ophøjes. „Når vi gør det rette, da lad os ikke blive trætte, thi vi skal høste til sin tid, såfremt vi ikke giver tabt. Så lad os da, mens vi har lejlighed til det, gøre godt mod alle.“ (Gal. 6:9, 10) Og ved at handle således vil Jehovas vidner ikke alene frelse sig selv fra undergangen i Harmagedon, men tillige mange andre som iagttager deres rette færd; disse sidste vil nemlig sammen med dem ære og prise den store Jehova! — 1 Tim. 4:16; 1 Pet. 2:12.