Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g76 22/3 s. 20-21
  • Hvordan kan man blive frelst?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvordan kan man blive frelst?
  • Vågn op! – 1976
  • Lignende materiale
  • Hvad vi må gøre for at blive frelst
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1989
  • Jesus frelser verden — hvordan?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1983
  • Hvad er Guds vej til frelse?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1960
  • Hvad menes der med udtrykket frelse?
    Svar på bibelske spørgsmål
Se mere
Vågn op! – 1976
g76 22/3 s. 20-21

Hvad siger Bibelen?

Hvordan kan man blive frelst?

LIVET er dyrebart — vi ønsker alle sammen at beholde det. Forestil Dem at De befandt Dem på havet i en lille båd der blev kastet hid og did af en rasende storm. Mon ikke De ville spekulere på hvordan De kunne redde livet? Jesu apostle befandt sig engang i denne situation, og de råbte: „Herre, red os, vi er ved at gå under!“ — Matt. 8:23-27.

Men hvad enten vi rent bogstaveligt har været i havsnød, ligesom apostlene, eller ej, så har vi alle sammen et stærkt behov for at blive reddet eller frelst i en anden forbindelse.

Vi har alle desperat behov for at blive frelst fra den ufuldkomne, syndige og døende tilstand vi har arvet fra vores fælles forfader Adam. (Rom. 3:10-12; 5:12) I Romerbrevet 6:23 nævnes både vort stærke behov for frelse og resultatet af at opnå den: „For den løn synden betaler er døden, men den gave Gud giver er evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre.“ Men hvordan kan vi blive frelst fra døden og få evigt liv i fuldkommenhed og lykke?

Millioner af mennesker har godtaget et svar af samme art som det man kunne finde i en traktat som en baptistkirke har udgivet: „Kære synder, du skal ikke gøre dette til en vanskelig sag. Der er kun et enkelt lille skridt imellem dig og Jesus. Når du stoler på ham er alt andet bragt i orden, og du har angret, du er kommet til Kristus, du har taget imod ham, du har gjort alt hvad der skal til for at du kan blive frelst. Tag svaret i Apostlenes Gerninger 16:31 bogstaveligt: ’Tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst.’“

Men er det, ifølge Bibelen, virkelig ’alt hvad der skal til for at man kan blive frelst’? Kan man simpelt hen ved at tro på Jesus blive frelst én gang for alle? Hvis det er tilfældet, hvorfor skrev apostelen Paulus, som udtalte ordene i Apostelgerninger 16:31, da til kristne som var salvet med den hellige ånd: ’Arbejd på jeres frelse med frygt og bæven’? (Fil. 2:12, danske autoriserede oversættelse) Og hvis man for al eftertid er helt og holdent frelst, når man er kommet til troen, hvorfor skrev Paulus da: „Nu er vor frelse nærmere end da vi blev troende“? — Rom. 13:11.

Da det drejer sig om vort liv, er det vigtigt for os at vide hvad Bibelen siger om hvordan man kan blive frelst og opnå et evigt, lykkeligt liv.

Skaberen er ikke uvidende om de forhold vi som ufuldkomne mennesker befinder os i. „Hos [Jehova] er frelsen,“ sagde salmisten David, og i overensstemmelse hermed har Gud truffet en foranstaltning hvorved vi kan blive frelst. (Sl. 3:9) De der ønsker at blive frelst fra synden og dens virkninger må se hen til Jehova, vor Frelser, „han som vil at alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. Bibelen tilskynder os til at påkalde ham i tro, til at være dybt interesseret i hvad der er hans vilje. — 1 Tim. 2:3, 4; Joel 3:5.

Her vil nogle måske tage forbehold og henvise til hvad Paulus sagde til fangevogteren i Filippi: „Tro på Herren Jesus, og du vil blive frelst.“ Hvorfor mon Paulus gav denne opfordring, når han nu vidste at det er Jehova der er ’vor Frelser’? Svaret ligger i den rolle Jesus spiller i gennemførelsen af Guds hensigt, som blandt andet har at gøre med vores frelse.

Den Guds engel som fortalte Josef at Jesus skulle fødes, sagde: „Du skal give ham navnet Jesus [som betyder ’Jehova er Frelse’], for han vil frelse sit folk fra dets synder.“ (Matt. 1:21) Ja, den grundlæggende foranstaltning som vor kærlige Fader har truffet til frelse for menneskeheden, er hans enestefødte søns genløsningsoffer. Guds ord lægger gentagne gange vægt på at Jesus spiller en central rolle i vores mulighed for at opnå frelse. — Joh. 3:16, 17.

For eksempel holdt apostelen Peter på pinsedagen i år 33 en mesterlig tale, som sluttede med ordene: „Lad derfor hele Israels hus vide som noget sikkert at Gud har gjort ham til både Herre og Kristus, denne Jesus som I pælfæstede.“ Det stak de lyttende jøder og proselytter i hjertet at høre dette, så de ville gerne have at vide hvad de skulle gøre. I forvejen tilbad de Jehova, anerkendte Skrifterne og troede på den hellige ånd. Hvad andet skulle de gøre? — Apg. 2:36.

Peter sagde at de skulle ’lade sig frelse’ ud af den forkvaklede generation. Hvordan? Jo, de skulle anerkende Jesus som Messias, den om hvem Peter kort tid efter sagde: „Der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn hvorved vi skal frelses.“ (Apg. 2:38-40; 4:12) På samme måde var det helt på sin plads at Paulus, efter at han i Filippi havde forkyndt „frelsens vej“, sagde til fangevogteren at han skulle tro på Jesus for at blive frelst. — Apg. 16:12, 17, 31.

Det er imidlertid af største vigtighed at bemærke dette: I begge tilfælde viste apostlene at der skulle mere til end blot at ’tro på Jesus’. Peter sagde at de troende, foruden at tro på Jesus, skulle lade sig døbe og søge tilgivelse for deres synder, på grundlag af Jesu offer. (Apg. 2:38) Og Paulus havde først ’talt Jehovas ord’ til fangevogteren og hans familie, før de blev døbt. (Apg. 16:32, 33) Fortæller det os ikke noget om hvad vi må gøre hvis vi ønsker at blive frelst?

Der kræves mere end blot at sige „jeg tror på Jesus“ eller „Jesus er min Frelser“. Det er naturligvis nødvendigt at anerkende og tro på Jesus som genløseren. Men der gives kun frelse til dem som retter sig efter de betingelser der stilles for at opnå frelse. Vi har allerede nævnt nogle af disse betingelser: Man må kende og tro på Jehova, anerkende hans ord, anerkende hans ånds virke, angre sin tidligere handlemåde, ændre sind og lade sig døbe. — Hebr. 11:6; Matt. 28:19; Apg. 3:18.

Når man opfylder disse krav er det muligt at opnå frelse. Hvis man derefter bliver spurgt: „Er du frelst?“ kan man med rette svare: „Ja, indtil nu er jeg.“

’Men hvorfor sige „indtil nu“?’ vil nogle spørge. ’Var de første kristne ikke sikre på at de allerede var frelst?’ Jo, på en måde, for de opfyldte betingelserne for at blive tilgivet og frelst fra deres synder. Vi læser: „Ved denne ufortjente godhed er I frelst ved tro,“ og ’han frelste os ifølge sin barmhjertighed gennem det bad der bragte os til live’. — Ef. 2:8; Tit. 3:5.

De vidste imidlertid at de ikke var blevet frelst uigenkaldeligt og for al fremtid. Efter at have anerkendt Jesus som Guds frelsesredskab måtte de fortsætte på frelsens vej. Derfor blev der sagt til dem: ’I skal blive ved med at arbejde på jeres egen frelse med frygt og bæven,’ og: „Nu er vor frelse nærmere end da vi blev troende.“ (Fil. 2:12; Rom. 13:11) De måtte befæste deres frelse for al evighed ved at holde ud på frelsens vej. — Matt. 10:22; Åb. 2:10.

Når man én gang er slået ind på frelsens vej, må man derfor anstrenge sig for at blive på den. Man kan ikke gøre sig fortjent til frelsen ved sine gerninger; det er troen der skal til. (Rom. 3:10-12; Gal. 3:11) Men man må praktisere denne tro ved gerninger som beviser den. (Jak. 2:14-17, 26) Det gjorde apostlene. De lagde særlig megen vægt på det forkyndelsesarbejde som Jesus befalede de kristne at udføre. De indså, ligesom vi må indse det, at Jesus ikke giver frelse til enhver som blot siger at han har anerkendt ham, men at han er blevet „ansvarlig for evig frelse for alle dem som adlyder ham“. — Hebr. 5:9.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del