• „Endens tid“ for verden
    Vagttårnet – 1950 | 1. marts

    • Hebræerne 1:1, 2, hvor han siger: „Gud . . . har nu ved dagenes ende talt til os ved sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden [aiónes].“ Det kan fornuftigvis ikke betyde, at han har skabt tidsperioder, men her må der være tale om de indretninger af ting, som Gud, den Højeste, brugte sin søn Jesus Kristus til at skabe. Sådanne samfundsindretninger kunne naturligvis eksistere i en begrænset periode eller for evigt, efter som det var Guds vilje. Denne betydning af aión passer også på Hebræerne 9:25, 26, hvor Paulus taler om Jesu offer for synder og siger: „Ej heller gik han derind for at ofre sig selv mange gange, således som ypperstepræsten [i Israel] år for år går ind i helligdommen med blod, som ikke er hans eget; i så fald havde han måttet lide mange gange siden verdens [kosmos] grundlæggelse. Men nu er han een gang for alle ved tidernes [aiónes, tingenes orden] fuldendelse [syntéleia] åbenbaret for ved sit offer at bortskaffe synden.“

      13. Hvordan fremgår dets betydning yderligere af Hebræerne 9:25, 26?

      13 Da Jesus ofrede sig selv som et menneskeoffer til Gud, medførte det en fælles ende for den tingenes orden, som havde været i virksomhed over for jødefolket indtil da. Det gjorde ende på yderligere dyreofres antagelse ind for Gud. Det gjorde ende på den gamle mosaiske lovpagt, som Gud havde oprettet med Israel. Det gjorde ende på det system af profetiske forbilleder og skygger, som var blevet indført hos israelitterne og deres forfædre. Nu trådte en ny pagt i kraft mellem Gud og et nyt Israel, et åndeligt Israel, og nu begyndte de gamle forbilleder og skygger at få deres opfyldelse på dette nye folk. Hele det jødiske system for gudsdyrkelse og forhold til Gud endte fuldstændig, da Jerusalem blev ødelagt omkring fyrretyve år senere. Der var ikke mere et materielt tempel i den tidligere hellige stad, hvor jøderne kunne samles og forrette deres gudsdyrkelse som i gamle dage. Det kan derfor med sandhed siges, at Jesus Kristus blev åbenbaret på en tid, da det særlige tingenes system, som hørte jøderne til, var ved at ende samlet.

      14. Hvad betyder „aión“ da i Mattæus 24:3, og hvorfor?

      14 Eftersom apostlene knyttede Jerusalems og templets ødelæggelse sammen med Kristi nærværelse og den kombinerede afslutning, kan ordet aión i Jesu profeti bedre gengives med „tingenes system“ end med tidsalder, og det kan absolut ikke betyde vor jordklode.

      15. Hvorfor sigter „aións“ ende ikke til år 70 e. Kr.? Hvad sigter det til?

      15 Men når nu romerne ødelagde Jerusalem i år 70, hvorfor kan den ende, apostlene spurgte om, så ikke gælde den fulde afslutning på det jødiske tingenes system i det år, som Paulus hentydede til i Hebræerne 9:25, 26? Grunden hertil er, at Kristi „nærværelse“ ikke begyndte i år 70 e. Kr., og da fik han ikke overdraget Rigets magt og herlighed. Det skete ikke før i året 1914 e. Kr. Når Jesus da kombinerede Jerusalems og templets ødelæggelse med enden og med sin nærværelse som herskende konge, må han have brugt Jerusalems og dens hellige sted som et billede på en lignende religiøs organisation i vor tid, nemlig kristenheden. Endvidere må han have brugt det jødiske systems ende som et profetisk billede for at skildre afslutningen på det tingenes system, som har rådet indtil nu. Denne afslutning finder sted i tiden for hans nærværelse som konge nu. Således lagde Jesus med profetisk forståelse og med sit klarsyn af fremtiden en dobbelt betydning i mange af sine profetiske udtalelser. Han løftede med andre ord sin profeti langt op over den frygtelige ende, som ramte det forkastede jødefolk, og førte den hen til afslutningen for kristenheden i vor tid og hele den verden, den tilhører. Med denne forståelse af hans profeti kan vi langt bedre indse, at vi nu lever i verdens afslutning eller „endens tid“.

      (The Watchtower, 1. november 1949)

  • „Hedningernes tiders“ afslutning
    Vagttårnet – 1950 | 1. marts

    • „Hedningernes tiders“ afslutning

      1. Hvad viser Paulus i Hebræerne 10:12, 13 om Kristi ventetid?

      AT KRISTUS JESUS ikke begyndte sin lovede nærværelse eller parousía ved det jødiske systems afslutning i år 70 e. Kr., viser apostelen Paulus. Fyrretyve dage efter at Jesus steg op til himmelen for at sætte sig ved Guds højre hånd, begyndte han at vente, indtil „hedningernes tider“ skulle udløbe. Herom siger apostelen: „Han har frembåret eet offer for synder og derefter for bestandig taget sæde ved Guds højre hånd og venter nu kun på, at hans fjender skal lægges som en skammel for hans fødder.“ — Hebræerne 10:12, 13.

      2. Hvorfor endte hans ventetid ikke i år 70 e. Kr.? Hvordan vises det?

      2 Læg nu mærke til, hvorfor Jesu ventetid ved