Lad trofasthed bevare dig i live
„Men den retfærdige, han skal blive i live ved sin trofasthed.“ — Hab. 2:4, NW.
1. Hvad forventes der af dem der befinder sig i Guds organisation, og hvad får de af Gud?
DEN trofaste Gud, hvis navn er Jehova, har plads til alle retfærdselskende mennesker i sin organisation. De der tager imod hans nådige indbydelse vil imidlertid opdage at det også medfører en del arbejde. Der et forskellige opgaver der skal varetages. Men når man tager imod en sådan opgave må man ikke undervurdere Guds kraft, som kan hjælpe en til at røgte ansvaret og udføre arbejdet. Gud kan også sørge for den nødvendige undervisning, tugt og oplæring til en. — Fil. 4:13; 1 Kor. 12:18.
2. Hvad er trofasthed nært forbundet med, og hvad er således nødvendigt for dem der tjener Jehova?
2 Hvad viser dette? At Jehova er trofast og at han også kræver trofasthed af alle dem han godkender. Trofasthed er nært forbundet med Guds retfærdighed, som er et af de mange tiltrækkende momenter ved Guds rige. (Matt. 6:33) Det er således nødvendigt at de der søger dette rige og sætter det først i deres liv, lever i overensstemmelse med Jehovas retfærdige normer. De må aflægge deres gamle, uretfærdige personlighed og iføre sig en ny personlighed der er „skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet“. Da vil de med deres adfærd genspejle den retfærdighed der kendetegner deres hellige Gud, Jehova. — Ef. 4:23, 24, NW; Kol. 3:5-14.
3. Forklar forskellen mellem de trofaste og pålidelige og dem der ikke er trofaste.
3 I løbet af nogen tid sker der visse nødvendige forandringer hos dem der ønsker at leve under Jehova Guds ordning. Efterhånden som de vokser i nøjagtig kundskab vil de ikke længere „kastes og drives hid og did af alle mulige lærdomme, efter som vinden blæser, ved menneskers terningespil, når de underfundigt forleder til vildfarelse“. De bliver „faste, urokkelige, idet [de] altid har rigeligt at gøre i Herrens gerning“ og er trofaste og pålidelige med enhver opgave de får betroet. — Ef. 4:14; 1 Kor. 15:58, NW.
4. Hvordan viser man sin trofasthed?
4 Sådanne urokkelige tilbedere af Jehova forstår hvor betydningsfuldt det er at leve inden for de sikre grænser deres Gud har fastsat. Det er ikke blot et spørgsmål om at vide hvad der er den rigtige måde at leve på, men om at gøre Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje, trofast at følge hans love, at leve op til hans retfærdsnorm. — Jak. 4:17.
Gud våger trofast over sit folk
5. Hvilken forsikring har man i Bibelen om at Jehova våger over sit folk?
5 Vi kan være overbeviste om at den trofaste Gud, Jehova, følger sine hengivne tjenere opmærksomt og sørger for dem. Han holder øje med „menneskens børn“, både „onde og gode“; men især gælder det at „på retfærdige hviler hans øjne, hans øren hører deres råb“. (Sl. 11:4; Ordsp. 15:3; Sl. 34:16) Kong David bekræftede dette da han skrev: „Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans afkom tigge sit brød.“ — Sl. 37:25.
6, 7. (a) Hvor finder vi et bevis på at Jehova lagde mærke til mænds og kvinders trofasthed i fortiden? (b) Hvilke fremtrædende egenskaber lagde disse fortidens trofaste for dagen?
6 Som et vidnesbyrd om at Jehova i fortiden lagde mærke til dem der var trofaste mod ham, har han nævnt nogle af dem ved navn. Nogle er for eksempel omtalt i Hebræerbrevets ellevte kapitel. Denne sammentrængte beretning indeholder en levende beskrivelse af nogle af de ting disse retfærdige tjenere for Gud måtte igennem for at bevise deres trofasthed. De vidste at Jehova var deres hjælper. Hvad andre sagde eller gjorde kunne ikke slå dem med lammende frygt eller vende dem bort fra deres trofaste tjeneste for Jehova. De udholdt alle slags prøver og alle former for forfølgelse og, som beretningen siger, „dem var verden ikke værd“. De var yderst dyrebare i Guds øjne. Han husker dem, og de vil blive belønnet med den opstandelse de håbede på. — Hebr. 11:38.
7 De bestræbte sig for at opbygge et godt omdømme og opnå en retfærdig stilling ind for Gud. En fremtrædende egenskab hos disse vidner fra fortiden var deres dynamiske energi, deres nidkærhed for det der var rigtigt. Det gør også indtryk på én at læse om den tro, loyalitet og kærlighed de lagde for dagen i deres tjeneste for Gud. De holdt urokkeligt fast ved den livsform de vidste Gud godkendte. Det er til opmuntring for os at beretningen om disse troende mænd og kvinder fra fortiden er blevet bevaret til i dag. — Rom. 15:4; 1 Kor. 10:11.
8. Hvilke andre eksempler kunne der nævnes på nogle som i fortiden levede efter deres tro?
8 Andre som i fortiden fulgte en livsførelse der behagede Jehova, er Zakarias og hans hustru Elisabet. Apostelen Paulus’ medarbejder Lukas beretter om dem: „De var begge retfærdige for Gud og levede ulasteligt efter alle Herrens bud og forskrifter.“ Det førte til at deres bønner en dag blev besvaret, og de blev forældre til Johannes Døber, som blev forløber for Messias. — Luk. 1:5-13.
9. (a) Nævn nogle af de trofaste enker der er omtalt ved navn i Bibelen. (b) Hvilken lektie i trofasthed kan vi lære af beretningen i Markus 12:41-44?
9 Flere enker med en bemærkelsesværdig tro nævnes også ved navn i Bibelen, for eksempel No’omi, Rut, Abigajil og profetinden Anna. Og efter at Jesus havde siddet og betragtet hvordan folk lagde penge i bidragsbøsserne i templet, henledte han disciplenes opmærksomhed på en bestemt enke hvis navn ikke oplyses, og sagde: „Sandelig siger jeg eder: denne fattige enke har lagt mere deri end alle de andre, som lagde noget i tempelblokken. Thi de gav alle af deres overflod; men hun gav af sin fattigdom alt det, hun havde, hele sit eje.“ (Mark. 12:41-44) Vi kender ikke hendes navn, men hun omtales rosende, og hendes beskedne bidrag kan lære os noget om trofasthed i forbindelse med at støtte den sande tilbedelse. Bidragets størrelse giver ikke nødvendigvis et sandt billede af giverens gavmildhed. Enken ønskede at give udtryk for sin kærlighed til Jehova, og hun gjorde det på sin egen beskedne måde.
10. (a) Omtaler Bibelen alle Guds trofaste tjenere fra fortiden ved navn, og bliver alle deres gerninger nævnt? (b) Hvad kan vi lære af dette?
10 Ikke nær alle som viste sig trofaste over for Jehova, har fået deres navn og deres gerninger omtalt i Bibelen. Vil det sige at Jehova ikke lagde mærke til deres livsførelse eller at han har glemt deres trofaste gerninger? Nej, på ingen måde. Jehova har til fulde mærket sig alt hvad de har sagt og gjort. Ikke én af disse trofaste som har vist integritet i deres tilbedelse af den Højeste er blevet glemt af evighedens Gud. Også de er en del af ’den store sky af vidner’ der vil blive belønnet for deres trofasthed med liv i en ny orden. (Hebr. 12:1) De er også gode eksempler for os. Hvordan kan vi efterligne dem? Ved ikke at udføre „øjentjeneste som de, der vil tækkes mennesker“ og ikke søge menneskers bifald eller løn. — Ef. 6:6; Kol. 3:22; jævnfør Mattæus 6:1-4.
11, 12. Hvilket vidnesbyrd har vi om at Jehova nøje lagde mærke til alle som var trofaste mod ham på Elias’ tid?
11 Nogle af disse unavngivne vidner levede i det tiende århundrede før vor tidsregning. Det var en periode hvori Jehova lagde nøje mærke til dem der tilbad ham i Israels folk. Den onde kong Akab og hans hustru Jesabel fremmede ba’alsdyrkelsen i landet, og profeten Elias følte sig nødsaget til at flygte for sit liv. Idet han skjulte sig i en hule forklarede han Jehova at han følte at han var den eneste tilbeder af Jehova i hele Israel, den eneste som endnu var nidkær for Jehovas tjeneste. Jehova korrigerede imidlertid hans opfattelse og viste dermed at han var klar over hvad der foregik i landet. Der var mange andre foruden den trofaste profet som ikke billigede afgudsdyrkelsen. — 1 Kong. 19:1-10, 18.
12 Som bevis på at Jehova skelnede de gode fra de onde fortalte han Elias at der var mange, ja syv tusind foruden profeten, der ikke havde bøjet knæ for Ba’al eller kysset denne afskyelige gud. Jehova havde strengt forbudt sit folk at knæle for afguder og kysse dem i en tilbedende handling. (1 Kong. 19:14; 2 Mos. 20:4, 5) Skønt vi ikke har fået en lang liste med deres navne, er det også her tydeligt at Gud kendte dem alle — disse tusinder der viste sig at være retfærdige idet de holdt fast ved den sande tilbedelse og undgik at lade sig besmitte med ba’alsdyrkelse, selv om dette bragte dem i fare for at blive dræbt af den onde Jesabel.
13. Hvordan gav en lille unavngivet israelitisk pige udtryk for sin trofasthed mod Jehova?
13 Ikke mange år efter disse begivenheder var der „en lille pige“ som aramæerne eller syrerne havde røvet på et strejftog. Vi får ikke hendes navn at vide, men Jehova kender det, og han vil visselig belønne hende for hendes trofaste gerninger over for ham. Skønt hun var taget til fange og var træl i et fremmed land, tøvede hun ikke med at vidne over for den syriske hærfører Na’amans hustru om den store magt hendes Gud, Jehova, havde udfoldet gennem sin trofaste profet. — 2 Kong. 5:1-4.
14. Hvordan blev apostelen Paulus’ nevø prøvet om han var trofast?
14 Apostelen Paulus’ søstersøn navngives heller ikke, men denne unge mand fortalte Paulus, og derefter militærkommandanten, at over fyrre mænd havde rottet sig sammen for at slå Paulus ihjel. Deres planer blev forpurret af denne trofaste unge mands hurtige handling. Jehova elsker i sandhed sådanne unge som sætter Guds folks interesser over deres egne interesser. Hvilket glimrende eksempel for unge i dag til trofast at tage vare på Rigets interesser som de har fået betroet! — Ap. G. 23:12-22.
15. Hvordan er disse bibelske beretninger til gavn for os i dag?
15 Det er en kilde til opmuntring at læse Bibelens beretninger om fortidige eksempler på trofasthed. Ved at undersøge disse beretninger ser vi hvordan Jehova viste sine tjenere kærlighed og vågede over dem. Dette indgiver de nutidige vidner et brændende ønske om at tjene den samme evige Gud trofast.
Trofast brug af kræfter og aktiver
16, 17. (a) Hvad finder vi på jorden i dag, svarende til ’den store sky af vidner’ i fortiden? (b) Hvordan lægger de til stadighed trofasthed for dagen?
16 I dag er der „en stor skare“ mennesker fra alle nationer som slutter sig til „resten“ af Herrens brødre i forkyndelsen af den gode nyhed om Riget, det arbejde som Jesus Kristus forudsagde. (Åb. 7:9; Matt. 24:14) De har erfaret at der er stor lykke forbundet med at dele de gode ting de har lært, med andre. (Ap. G. 20:35) Medlemmerne af denne skare, der nu tæller mange hundrede tusind, gør ikke krav på at eje mirakuløse evner — blot et oprigtigt ønske om at tjene Jehova af hele deres hjerte, sind og sjæl. Med de begrænsede kræfter og aktiver de har, er de fast besluttede på at fremme Rigets interesser.
17 Eftersom vi står lige over for Harmagedonkrigen og de enestående velsignelser der vil følge efter, erkender disse nutidige vidner for Jehova at det ikke er tiden at følge den nemmeste kurs i livet. Nej, det er for dem en ganske særlig periode, en periode hvor de fuldt ud må bruge deres tid, deres begrænsede kræfter og midler og deres naturlige evner i tjenesten for Gud. De ved at åndens mirakuløse gaver forsvandt sammen med apostlene i det første århundrede. Det er således kun ved flittigt at studere og efterleve Guds ord, og ved at benytte sig af alle de foranstaltninger Jehova har truffet med undervisning for øje, at de nye hurtigt kan gøre fremskridt og blive fuldt egnede til at være med i arbejdet. Dette deltager de også ivrigt i. — 2 Tim. 3:16, 17.
18, 19. (a) Hvor kan man i dag finde nogle som har samme indstilling som fortidens kong Ezekias? (b) Giv eksempler.
18 Man behøver blot at besøge en enkelt af de mere end 32.000 menigheder af Jehovas vidner for at finde levende eksempler på at der også i dag er nogle som har samme ånd som fortidens kong Ezekias, om hvem der siges i Anden Krønikebog 31:21: „Alt, hvad han tog fat på . . . det gjorde han af hele sit hjerte, og det lykkedes for ham.“ En menighed har for eksempel haft den glæde at se en pioner tjene trofast og udholdende i sit halvfemsindstyvende år. Han tjente samtidig som tilsynsmand for arbejdsmarken og overværede møderne regelmæssigt. Efter at have forkyndt den gode nyhed om Riget i otteoghalvtreds år kunne han lykkeligt betragte resultaterne af sin gerning — nogle af hans egne „anbefalingsbreve“ som tjente sammen med ham i menigheden! — 2 Kor. 3:1-3.
19 Hvis du begynder at komme regelmæssigt i rigssalen vil du også med tiden blive personligt bekendt med nogle af dem der stædigt holder fast ved livet, som bruger deres livs aften til at prise deres store Skaber og hjælpe andre til at lære hans navn og hensigt at kende. De fortsætter med at give af deres ringe styrke idet de dag efter dag lever deres liv i trofasthed, lige til døden. (Åb. 2:10) Et kvindeligt Jehovas vidne som engang gav udtryk for hvordan det var for hende at blive ældre og være plaget af sygdom, fortalte at hun var ked af at hun var ved at blive lidt glemsom og havde svært ved at holde trit med de yngre vidner for Jehova. Men sådanne ældre kan finde trøst i at vide at de fortsat er eksempler i tro og udholdenhed for de yngre. Ligesom apostelen Paulus kan de sige: „Bliv efterlignere af mig, ligesom jeg igen er det af Kristus.“ — 1 Kor. 11:1, NW.
20. Hvilke andre vanskeligheder må nogle kæmpe med mens de stræber efter at forblive trofaste mod Jehova?
20 Mange må overvinde andre hindringer ud over de svagheder der følger med alderen, idet de fortsat vandrer trofast med Jehova. Nogle har mistet synsevnen. Andre har problemer med hørelsen. Atter andre er meget dårlige til bens. Alligevel ser vi at også de trofast bruger deres resterende kræfter og aktiver i Jehovas tjeneste idet de bringer Gud „lovprisnings-offer, det er: frugt af læber, som bekender hans navn“. — Hebr. 13:15.
21. Hvilken gammel rejsemåde er stadig meget anvendt af Jehovas trofaste vidner?
21 Nogle vi ikke må glemme er de mange vidner der i årevis har gået fra dør til dør i vidnegerningen, og det uden transportmidler af nogen art. Nogle ældre trofaste forkyndere har anslået hvor lang en strækning de i alt har tilbagelagt til fods i forkyndelsen, og enkelte oplyser at det bliver én gang hele vejen rundt om jorden eller mere. I deres tilfælde kunne man passende citere det skriftsted der siger: „Hvor skønne er fødderne på dem som forkynder godt nyt om gode ting!“ — Rom. 10:15, NW.
Lev fortsat på en måde der afspejler værdsættelse af Guds herredømme
22 . Hvad gør et stort indtryk på en når man betragter disse beretninger om trofasthed i tjenesten?
22 Når man gennemgår Jehovas trofaste tjeneres livsberetninger gør det et stort indtryk på en at se at disse mænd og kvinder, både fra fortiden og nutiden, har værdsat Guds suveræne herredømme i en sådan grad at de har forsvaret det med livet som indsats. Dette viser os at de mennesker Jehova ønsker at bevare i live, er dem der tjener ham af kærlighed til ham og hans retfærdige egenskaber. De elsker ham højere end alt andet. (Matt. 22:37, 38) De der har udholdt mange genvordigheder kan ærligt bevidne at de foretrækker Guds herredømme fremfor noget andet. En har udtrykt det på denne måde: „Jeg er taknemmelig for de år jeg har haft til at tjene Jehova. Jeg fortryder ikke et eneste minut, selv om der har været mange prøvelser.“
23. Hvordan ser Jehovas vidner på denne verdens politiske herskere, idet de anerkender Jehovas suveræne herredømme?
23 Forkæmperne for det der er rigtigt og sandt og godt, ser altid hen til den øverste Lovgiver, idet de altid holder sig hans love og principper klart for øje for at følge dem i deres daglige livsførelse. Der er ikke noget andet sted de hellere ville være end inden for den ordning Jehova har truffet for sine tilbedere. (Sl. 84:11) De finder altid en forfriskende ny styrke i at gå fra hus til hus og søge efter dem der beder om at Guds rige må komme og at hans retfærdige vilje må ske på jorden, og som ønsker at leve evigt under den fuldkomne rigsregering. (Matt. 6:9, 10; Joh. 17:3) Jordiske politikeres løfter vil aldrig kunne stille dem tilfreds, og de vil heller aldrig vælge sig en jordisk konge. (Se Første Samuelsbog 8:1-9.) Da de indviede sig, valgte de at gå ind for Jehovas suveræne herredømme, og lige siden har de bestræbt sig for at lade alle deres beslutninger være i harmoni med dette valg, som går forud for alt andet.
24. (a) Hvordan ser folk i verden ofte på Jehovas vidner? (b) Men hvordan alene kan man bevare en fuldstændig ren samvittighed over for Gud?
24 Da disse indviede vidner for Jehova ved at de er ansvarlige over for den højeste i universet, den store Lovgiver og Dommer, må de vandre meget varsomt blandt de onde i den nuværende generation. (Jak. 4:12) Selv om nogle måske undrer sig over deres urokkelige fastholden ved de bibelske principper, hvorfor skulle de da nogen sinde forlade retfærdighedens sti eller for nemheds skyld søge at bryde eller måske omgå Guds love? (1 Pet. 4:3-5) Den der har skabt alt, har afgjort ret til at komme først i sine tjeneres liv. Han har også krav på deres tilbedelse og ubetingede lydighed. At de tager den suveræne Herre i betragtning i alt hvad de tænker og gør, vil i høj grad hjælpe dem til at leve deres liv for ham med en fuldstændig ren samvittighed. — Ordsp. 3:5; Ap. G. 23:1.
25, 26. (a) Hvor befinder vi os på tidens strøm, og hvad er der derfor behov for? (b) Hvad ser vi som et resultat heraf, i harmoni med Første Johannesbrev 5:3?
25 Værdsættelse af Guds herredømme bør tilskynde de oprigtige til at reagere velvilligt på hans opfordring til at tjene. Der er behov for flere villige arbejdere i Guds stadig voksende organisation af forkyndere og lærere. I betragtning af hvor tæt vi er på den største begivenhed i historien bør alle retfærdselskende mennesker nu handle modigt, idet de véd at den handlemåde de følger vil berøre deres udsigter til evigt liv. — 2 Pet. 3:11-14.
26 Hvert år kommer titusinder af mennesker fra alle livsstillinger og med vidt forskellig erfaring og baggrund til nøjagtig kundskab om sandheden og bringer deres liv i harmoni med Guds love og anordninger. Det betyder naturligvis mange forandringer for dem — gamle vaner må aflægges, nye må dannes. Det betyder at de må tage imod vejledning, undervisning og oplæring. De må lære at elske og adlyde Jehova. Men er det svært? Apostelen Johannes sagde: „Thi dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke byrdefulde.“ — 1 Joh. 5:3.
Forbliv trofast og bevar livet
27. Er det nok at have tro for at opnå Jehovas godkendelse?
27 „Min retfærdige skal leve som følge af tro,“ lyder den positive udtalelse i Hebræerbrevet 10:38. (NW) Til denne tro, viser Bibelen, må man føje andre ting som dyd, kundskab, selvbeherskelse, udholdenhed, gudhengivenhed, broderlig hengivenhed og kærlighed. (2 Pet. 1:5-7, NW) Hvis man virkelig ønsker at glæde sig over livet, er det også vigtigt at man bruger de naturlige evner man har, i den hellige tjeneste for Gud.
28. Hvad bør hver enkelt spørge sig selv om, i betragtning af de udnævnelser der foretages i menighederne?
28 Nogle af de trofaste mænd som giver sig selv på denne måde, udnævnes til lærere i menigheden, og som „hyrder for Guds hjord“ må de bære et stort ansvar. Der er behov for sådanne kvalificerede lærere til at hjælpe andre til at nå frem til nøjagtig kundskab og enhed i troen. (1 Pet. 5:2; 2 Tim. 2:2; Ef. 4:11-13) Det er bibelsk rigtigt at modne mænd i menigheden rækker ud efter et sådant øget privilegium som tilsynsmænd; det er „en smuk gerning“. Man gør vel i at ransage sig selv for at se om man gør fremskridt. Man kan spørge sig selv: ’Kan jeg forbedre mine evner eller udvikle eventuelle skjulte talenter så jeg bliver til større gavn i menigheden og i højere mål bliver til ære for Gud?’ — 1 Tim. 3:1-13, NW.
29. Hvordan kan vi vise at vi værdsætter det liv vi har, og hvad vil det føre til?
29 Det vil være tilfredsstillende for os at vide at vi er blevet fundet trofaste. Lad os derfor fuldt ud påskønne det liv vi har, og lad os bruge det forstandigt idet vi bærer frugt dag efter dag ved at leve retfærdigt, til Guds ære og pris. Uanset om vi har vandret kort tid eller lang tid på livets vej, så lad det være vor beslutning at intet skal skille os fra Jehova Gud. Da vil Guds ubrydelige kærlighed til gengæld bevare os i vor trofaste færd, selv under de sværeste prøver. (Rom. 8:38, 39) Gør vi alt til Guds ære vil det afholde os fra at overskride grænserne eller forlade den velafmærkede retfærdsvej der fører til evigt liv.
30. Hvordan kan vi være med til at glæde Jehovas hjerte?
30 Måtte vort største ønske altid være at bevare vor integritet over for vores trofaste Gud og at bevise at ingen, selv ikke Guds store modstander, Djævelen, kan få os til at forlade denne vej. Da vil vi glæde Jehovas hjerte. — Ordsp. 27:11.
[Illustration på side 568]
En israelitisk pige som var taget til fange, viste sin trofasthed over for Jehova ved at oplyse Na’amans hustru om Elisa, den sande Guds profet