Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w71 15/8 s. 370-375
  • Den gode nyhed som forener menneskene

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Den gode nyhed som forener menneskene
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1971
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Den der kan forene menneskene
  • Enhedens fuldkomne bånd
  • Beskyttet mod en handlemåde der skaber splid
  • Forenet om at støtte Guds rige
  • Kristen enhed herliggør Gud
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2010
  • Den enhed der har Guds behag
    Vågn op! – 1984
  • Behovet for verdensomspændende enhed
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1971
  • Enhed — et kendetegn på sand tilbedelse
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2010
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1971
w71 15/8 s. 370-375

Den gode nyhed som forener menneskene

1. Hvad er det modsatte af enhed, og hvordan opstår det ofte? Giv et eksempel.

DET modsatte af enhed er splid. Splid opstår når folk har modstridende opfattelser, forskellige meninger og uforenelige mål. Hvis menneskene skal opnå enhed må der være en forenende kraft. Den gode nyhed viser sig at være en sådan kraft. Man ser somme tider at enkeltpersoner og grupper arbejder enigt sammen for at nå et fælles mål. Men når først dette mål er nået opstår der ofte forskellige meninger og opfattelser. Et eksempel der kan nævnes er den indsats der er blevet gjort for at få mennesket til månen. Ved tusinders forenede indsats blev det muligt at udføre denne bedrift som blev hyldet overalt i verden. Men da målet først var nået skabte forskellige opfattelser af hvad der nu skulle gøres, splid og uenighed og man kunne ikke længere samarbejde. I en artikel i New York Times den 17. august 1969 kunne man under overskriften „Rumprogrammet — Bag sejren kritik af målsætningen“ læse følgende: „Uoverensstemmelse nr. 1 drejer sig om spørgsmålet: Hvilke astronauter skal sendes af sted på de kommende Apollo-rumrejser: mænd der hovedsagelig har en uddannelse som testpiloter og ingeniører . . . eller astronauter der har en uddannelse som videnskabsmænd og hvis mest fremtrædende kvalifikationer er deres kendskab til geologi, biologi, fysik og andre videnskabsgrene? . . . Utilfredshed har allerede fået adskillige astronauter til at søge deres afsked. . . . Uoverensstemmelse nr. 2 drejer sig om spørgsmålet: Hvem skal afgøre tidspunktet for kommende Apollo-rejser og bestemme hvad de astronauter der sendes til månen skal foretage sig? . . . Uoverensstemmelse nr. 3 drejer sig om spørgsmålet: Bør nationen, i forbindelse med udforskningen af solsystemet uden for månen, lægge vægt på ubemandede rumskibe med kameraer og andre instrumenter, eller bør den sætte alt ind på at få mennesker til Mars og tilbage til jorden først i 1980erne?“

2. Hvad hævder nogle med hensyn til uoverensstemmelser?

2 Nu vil nogle måske sige: ’Uden uoverensstemmelser sker der ingen fremskridt. Eftersom der ikke findes noget menneske der kender alle svarene, må der være visse uoverensstemmelser hvis vi skal gøre fremskridt, selv om det bliver på bekostning af enheden. Hvordan skal det derfor nogen sinde være muligt at forene menneskene? Vi er jo skabninger der er moralsk frit stillet og derfor må vi for altid affinde os med en splittet verden.’ Findes der da en kraft som kan forene alle mennesker? Du vil huske at der i slutningen af den foregående artikel blev sagt at den gode nyhed kan forene menneskene. Vi vil derfor opfordre dig til at følge med i den videre drøftelse af dette emne.

3. Hvorfor kan vi stole på Bibelen og dens gode nyhed?

3 Bibelen, Guds ord, indeholder en god nyhed. Når man ved hvad denne gode nyhed er og forstår hvilken dynamisk kraft den indeholder, bliver man styrket i sin personlige overbevisning om at denne gode nyhed kan forene folk, selv om de er af forskellig nationalitet og race og ikke taler samme sprog. Dette skyldes at den gode nyhed indeholder gode løfter, ikke fra et ufuldkomment menneske eller en gruppe ufuldkomne mennesker — der alle er kommet ynkeligt til kort med hensyn til at skabe enhed på jorden — men fra den almægtige Gud, Jehova, menneskets Skaber og livets opretholder.

Den der kan forene menneskene

4. (a) Hvad opbygger den gode nyhed troen på? (b) Hvilken god nyhed om menneskets Skaber skrev Esajas om? (c) Hvordan kan der opnås enhed i tanke og handling?

4 Bibelens gode nyhed opbygger troen, og tro er „fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser“. (Hebr. 11:1) Bibelens gode nyhed fortæller om det håb troen giver en, og den bibringer en en overbevisning om ting eller virkeligheder som ikke kan ses i øjeblikket. Den gode nyhed opbygger også troen på menneskehedens Skaber. Dette er vigtigt fordi der, som før nævnt, ikke findes noget menneske der kender alle svarene. Den gode nyhed hjælper os til at vende os til kilden til al sandhed og kundskab, til ham der kan lede alt på en sådan måde at ingen vil sige at det burde være gjort anderledes, eller at det mål han har sat sig er forkert. Denne store førsteårsag har alle de egenskaber der kan lede menneskene ad retfærdighedens stier. Esajas skrev under inspiration disse ord, der er en god nyhed, om Jehova, menneskets Skaber: „Med hvem vil I ligne Gud, hvad stiller I op som hans lige? Løft eders blik til himlen og se: Hvo skabte disse? Han mønstrer deres hær efter tal, kalder hver enkelt ved navn; . . . Ved du, hørte du ikke, at [Jehova] er en evig Gud, den vide jord har han skabt? Han trættes og mattes ikke, hans indsigt udgrundes ikke.“ (Es. 40:18, 26, 28) Jehova siger videre gennem Esajas: „Thi mine tanker er ej eders, og eders veje ej mine, lyder det fra [Jehova]; nej, som himlen er højere end jorden, er mine veje højere end eders og mine tanker højere end eders.“ (Es. 55:8, 9) Enhed i tanke og handling opnås derfor ved at man lærer Skaberen at kende og tjener ham. Selv om ufuldkomne mennesker måske anser det for nødvendigt med uoverensstemmelser for at de kan gøre fremskridt, er det ikke tilfældet med den alvise Skaber, Jehova, hvis dybe indsigt og kundskab mennesket aldrig helt kan udgrunde.

5. På hvilke måder tjener Guds udfrielse af mennesket gennem Kristus som en forenende kraft?

5 Den gode nyhed opbygger troen på den foranstaltning Gud har truffet for at mennesket kan opnå evigt liv gennem Kristus Jesus. Bibelens klare lære viser at Jehova i sin barmhjertighed og kærlige omsorg for menneskene har truffet foranstaltning til at udfri det faldne menneske fra synd og død. Dette gjorde han gennem sin førstefødte søn, der før sin fødsel som menneske var kendt som Ordet eller Logos. (Joh. 1:1; Kol. 1:15) Denne gode nyhed forener menneskene, idet den får dem til at lovprise Jehova Gud for denne storslåede foranstaltning som han har truffet i forbindelse med sin førstefødte søn, og til at takke Herren Jesus Kristus fordi han trofast gjorde sin Faders vilje til gavn for menneskene overalt på jorden. Styrkes vi ikke i troen på Guds godhed, og forenes vi ikke i en fælles beslutning ved tanken om den dyrebare genløsningsforanstaltning Gud traf gennem Jesus Kristus? Det var apostelen Paulus der sagde: „Thi medens vi endnu var afmægtige, led Kristus, da tiden var inde, døden for os, som endnu var ugudelige. Der er jo næppe nogen, som vil dø for en retfærdig; kun for sin velgører kunne en måske få sig til at gå i døden; men Gud viser sin kærlighed mod os ved, at Kristus døde for os, medens vi endnu var syndere.“ (Rom. 5:6-8) Denne kundskab tjener til at forene de ufuldkomne mennesker der drager nytte af denne kærlighed, idet det bliver deres beslutning enigt at adlyde den almægtige Gud Jehova, hele menneskehedens Skaber og Fader, og hans enbårne søn, Jesus Kristus, som ved sit genløsningsoffer tilvejebragte en udfrielse fra synd og død.

Enhedens fuldkomne bånd

6. Hvordan virker kærligheden som en forenende faktor?

6 Lad os sammen undersøge de forskellige måder hvorpå de der nøje følger Guds ord, arbejder sammen i enhed uanset hvor på jorden de bor, uanset hvordan deres kultur eller skikke har været, og uanset hvilken nationalitet de tilhører. Jesus Kristus viste at der var en stærk kraft der forenede menneskene, dengang han talte om den gode nyhed i forbindelse med den kærlighed Gud havde til menneskene og som menneskene bør have til Gud og til deres næste. Jesus sagde til sine disciple: „Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.“ (Joh. 3:16) Jesus viste at det var nødvendigt at menneskene havde denne kærlighed, idet han sagde: „’Du skal elske Herren [Jehova, NW] din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Dette er det største og første bud. Der er et andet, som er dette ligt: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ På disse to bud hviler hele loven og profeterne.“ (Matt. 22:37-40) Denne form for kærlighed, den principbestemte kærlighed, indebærer mere end blot at sige: „Jeg elsker dig.“ Den er ikke en erotisk dragning mod et andet menneske. Den er grundlagt på de højeste principper, dem der er fremholdt i Guds bog med den gode nyhed, Bibelen. Den kræver at man har en dyb forståelse af hvad der er Guds vilje og hensigt med menneskene og af hvordan folk kan samarbejde i enhed og harmoni ved at følge det Guds ord lærer.

7. Hvordan gavner denne egenskab kristne i deres indbyrdes forhold?

7 Som eksempel på hvad denne principbestemte kærlighed som kristne har fået befaling til at vise, vil resultere i, kan anføres hvad apostelen Paulus skrev i Kolossenserbrevet om den indstilling man må have for at behage Gud: „Så ifør jer da som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed, tålmodighed; bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden; ligesom Herren tilgav jer, således skal også I gøre! Og over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er det [enhedens, NW] fuldkomne bånd.“ — Kol. 3:12-14.

Beskyttet mod en handlemåde der skaber splid

8, 9. (a) Hvad er nogle af årsagerne til splid, sådan som det vises i Efeserbrevet 5:3-5? (b) Hvad er nødvendigt hvis formaningen i Efeserbrevet 5:3-5 skal forene alle i menigheden?

8 Paulus’ ord viser tydeligt at kærligheden er enhedens fuldkomne bånd og at den fører til enhed, forener mennesker. Ved hjælp af den gode nyhed kan mennesker arbejde sammen i fælles interesse for andre uden at skændes, strides eller mundhugges. Dette fuldkomne enhedens bånd, som er kærlighed, får dem til at leve deres liv i overensstemmelse med den gode nyhed fra Guds ord. Idet de følger det forenende råd i Efeserbrevet 5:3-5 ses det af deres opførsel at de stræber efter at leve et moralsk rent liv. Her siger Paulus: „Men utugt og al slags urenhed eller havesyge bør end ikke nævnes iblandt jer, som det sømmer sig for hellige, ej heller skammelig færd eller tåbelig snak eller letfærdig skæmt (den slags er utilbørligt), men hellere taksigelse. Thi det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller havesyg — det er det samme som en afgudsdyrker! — har lod og del i Kristi og Guds rige.“ Hvis alle tilhængere af den gode nyhed følger dette råd, vil der være enhed. Man kan ikke afvise dette råd ved at sige at det blot er en menneskelig vejledning. Nej, det er Guds vejledning til hans folk gennem den hellige ånd. Dersom enheden skal være fremherskende må hver eneste tilhænger af den gode nyhed fra Guds ord overalt i verden følge denne vejledning. Intet menneske har ret til at sige hvilken del af vejledningen det vil følge, og hvilken del det vil ignorere. De der tjener Jehova og som ønsker at gøre det i enhed erkender at de ikke kan opkaste sig som dommere over hvad man bør adlyde og hvad man ikke bør adlyde. Dette er nøglen til enhed: at man anerkender Jehovas suveræne stilling og det han siger gennem sit ord. Vi bør derfor alle huske Paulus’ vejledning i Romerbrevet 12:3: „Thi i kraft af den nåde, som er mig givet, siger jeg til hver eneste iblandt jer, at han ikke må have højere tanker om sig selv, end han bør have, men han skal tænke besindigt alt efter det mål af tro, som Gud har tildelt enhver.“ Enhed er derfor en følge af at man taler enigt sammen og tænker i de samme baner.

9 Den gode nyhed formaner os til ikke at tale om eller tænke på at bedrive utugt, og den advarer os mod havesyge. Den formaner os til at vogte tungen så vi ikke bruger den til letfærdig skæmt, og til at være påpasselige med vores opførsel så den er hævet over al kritik. Hvorfor? For at vi enigt kan tjene den gode nyheds interesser uden at være splittede på grund af modstridende skikke eller forskellig nationalitet.

10. Hvilke yderligere formaninger giver Paulus i Efeserbrevet?

10 Den gode nyhed fra Guds ord advarer os også imod at lyve, stjæle og bande. Paulus skrev: „Derfor aflæg løgn og tal sandhed, hver med sin næste; vi er jo hverandres lemmer. ’Bliver I vrede, da synd ikke;’ lad ikke solen gå ned over jeres vrede; giv ikke heller Djævelen råderum! Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal hellere slide i det og bruge sine hænder til noget godt, for at han kan have noget at give af til den, som er i nød. Lad ingen rådden snak udgå af jeres mund, men kun ord, som er gode til fornøden opbyggelse, så de kan blive til velsignelse for dem, der hører dem.“ (Ef. 4:25-29) Ved en enig indsats på disse områder vil de der ønsker at tjene Jehova helhjertet erfare at Guds ords gode nyhed giver dem opbyggende vejledning.

11. Hvordan ser nogle på det at lyve, og hvorfor hører løgn og splid sammen?

11 I vor tid lyver mange regeringer for deres undersåtter såvel som for andre staters regeringer. En regeringsembedsmand som blev spurgt om sit syn på at lyve, sagde at det var en regerings naturlige ret „at lyve for at blive siddende“. Guds ord siger derimod noget andet: „Derfor aflæg løgn og tal sandhed, hver med sin næste; vi er jo hverandres lemmer.“ (Ef. 4:25) Der kan kun herske enhed hvis folk taler sandhed med hinanden. Løgnere er bedragere. Hvordan skulle løgn kunne skabe en enhed der bygger på en fast og varig grundvold? Det kan den ikke!

12. Hvorfor skaber tyveri uenighed?

12 Tyveri skaber uenighed. Den gode nyhed fra Guds ord fordømmer tyveri. Ifølge en undersøgelseskomité stjæler funktionærer i De forenede Stater for mere end fem millioner dollars i varer og kontanter hver arbejdsdag. Ikke alle der stjæler er hedninger eller ikke-troende. De fleste af dem er tværtimod tilsluttet et eller andet trossamfund. De har gjort sig selv til en lov, og de har forkastet Guds ords gode råd om at den der stjæler ikke mere må stjæle. Bibelens gode nyhed forbyder dem der søger Guds gunst og velsignelse at stjæle.

13. (a) Hvor almindelig er banden og uanstændig tale blevet i dag? (b) Hvilket klogt råd giver Bibelen herom?

13 I dag er det populært at bande; det bliver accepteret. I teaterstykker, film og fjernsynsprogrammer benyttes et ordforråd som tidligere var utænkeligt. Nu mener man at hvis man skal gøre sig, må man krydre sin tale med kraftudtryk og sjofle ord. De der har en så forkvaklet opfattelse betragter Bibelens råd og vejledning som gammeldags og forældet og har kun ringeagt tilovers for den. Ikke desto mindre siger Bibelen at de der ønsker at fremme enheden blandt menneskene ikke skulle lade rådden snak udgå af deres mund. Det er ikke rådden snak der gør en mand til en „mand“ eller en kvinde til en „kvinde“. Bibelens gode vejledning viser at de der ønsker at behage Gud og fremme enheden bør lægge sig følgende råd på sinde: „I øvrigt, brødre! alt, hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke!“ (Fil. 4:8) Rådden snak virker fordærvende. Skal vi undgå råddenskab må vi følge formaningen i Filipperbrevet 4:8. Skal vi fremme enheden må vi følge vejledningen i den gode nyhed fra Guds ord. Sky det der kan fylde sindet med fordærvede ord og tanker. Hvis du fylder sindet med skrald fra teatre, biografer, fjernsyn og underlødig litteratur, vil din tale efterhånden blive smudsig og uanstændig. Husk at dette råd kommer fra menneskehedens Skaber ved den hellige ånds virke på mennesker, der talte det som denne hellige ånd indgav dem at sige.

14. Hvordan bidrager man til enhed ved at undgå spot, bitterhed, hidsighed, vrede og skrig?

14 Den gode nyhed skaber også enhed på et andet område. Apostelen Paulus skrev herom med følgende ord: „Al bitterhed og hidsighed og vrede og skrig og spot være fjernt fra jer som i det hele al ondskab!“ (Ef. 4:31) I dag er verden fyldt med spot, bitterhed, hidsighed og vrede. Ved hjælp af protester, optøjer, demonstrationstog og andre skrappe midler giver man udtryk for sit mishag med noget en anden eller andre har gjort eller undladt at gøre. Disciplen Jakob, som var en af dem der fik betroet den gode nyhed, gav følgende råd: „Et menneskes vrede virker ikke det, som er ret for Gud.“ (Jak. 1:20) Den gode nyhed som findes i Guds ord vejleder os om at vrede, skrig og spot ikke bør være en del af den kristne personlighed. Kristne formanes i stedet til at iføre sig „den nye personlighed der blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet“. (Ef. 4:24, NW) Når alle der ønsker at opnå Skaberens godkendelse følger Guds gode nyhed opnås der enhed i tanke og handling. Hvor klogt derfor at lytte til Jakobs formanende ord: „Enhver skal være snar til at høre, sen til at tale, sen til vrede.“ — Jak. 1:19.

Forenet om at støtte Guds rige

15. (a) Hvordan er de kristnes neutralitet i stand til at skabe enhed? (b) Hvorfor støtter Jehova ikke ét lands befolkning imod et andet?

15 Et andet forhold som også medvirker til at skabe enhed blandt kristne, som vil følge vejledningen fra Guds ords gode nyhed, er deres neutralitet. Jesus Kristus sagde udtrykkeligt om sine disciple: „De [er] ikke . . . af verden, ligesom jeg ikke er af verden.“ (Joh. 17:14) Bibelen viser tydeligt at „[Jehovas] er jorden og dens fylde, jorderig og de, som bor derpå“. (Sl. 24:1) For Jehova findes der således ikke noget der hedder nationale landegrænser på denne klode. De nuværende opdelinger af jorden i forskellige stater er ikke Jehovas værk. Han sætter ikke ét lands befolkning over et andet, han begunstiger ikke det ene fremfor det andet, eller støtter det ene på bekostning af det andet. Disse opdelinger skyldes „denne verdens gud“, Satan Djævelen, der tilbød Jesus alle verdens riger hvis han blot ville udføre én tilbedelseshandling over for ham. (2 Kor. 4:4; Matt. 4:8, 9) Den gode nyhed fra Guds ord viser at Jehova lod „alle folk nedstamme fra ét menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade“. (Ap. G. 17:26) Gud opfordrer således dem der enigt ønsker at tjene ham til at forholde sig neutrale over for den nuværende tingenes ordnings anliggender. For at der kan herske en sådan enhed må den enkelte, uanset hvor han bor og uanset hans nationale arv, sprog, hudfarve eller afstamning, bevare enheden med Guds folk overalt på jorden. Heller ikke i dette tilfælde kommer det an på hvordan et ufuldkomment menneske vil fortolke Guds lov. Det kommer an på hvad den almægtige Gud Jehova har påbudt menneskene for at de kan leve sammen i enhed og opnå hans velsignelse.

16. (a) Er neutrale kristne ulydige mod de herskende? (b) Hvilken vejledning gav Jesus dem herom?

16 Samtidig viser Guds ords gode nyhed dog at alle der ønsker at blive samlet til den enhed som Guds folk udgør, bør være lydige over for herskere og regeringer, og at de aldrig må ødelægge deres enhed ved at kæmpe for at omstyrte det bestående system. Det var Jesus selv der sagde: „Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!“ (Matt. 22:21) Denne lydighed som kristne viser overalt på jorden, er endnu et vidnesbyrd om deres enhed i tanke og handling.

17. Hvordan tjener Mattæus 24:14 som en forenende kraft for sande kristne?

17 Foruden alle disse måder hvorpå Guds ords gode nyhed forener de troende, findes der også den enhed der er en følge af at de adlyder befalingen i Mattæus 24:14 om at forkynde den gode nyhed om Guds rige på hele den beboede jord til et vidnesbyrd. De der har sluttet sig sammen på grund af den gode nyhed fra Guds ord, Bibelen, forkynder i hele verden et budskab om Guds rige, og denne forkyndelse virker i sig selv forenende. Den gode nyhed om Riget tjener til at forene folk af alle racer og nationaliteter i et fælles arbejde som alle, uden forskel, kan tage del i.

18. Hvad fører det til når Jehova taler og mennesket lytter?

18 Således bliver det forenende budskab fra Guds ord da i dette tyvende århundrede bragt ud både mundtligt og på tryk. Selv om folk måske mener at der ikke kan ske nogen fremskridt uden uoverensstemmelser, kan vi med bestemthed sige at når universets Skaber, Jehova Gud, taler, og folk fra alle samfundslag overalt på jorden lytter, så kan de arbejde sammen i enhed uden at strides.

19. Hvad sagde Jehova han ville gøre for sit folk, og hvad opfordres du til at gøre?

19 Den almægtige Gud siger om sit folk, sådan som vi læser i Mika 2:12: „I enhed vil jeg føre dem sammen, som en hjord i folden.“ (NW) Derfor siges der også: „Se, hvor godt og hvor lifligt er det, når brødre bor tilsammen: . . . som Hermons dug, der falder på Zions bjerge. Thi der skikker [Jehova] velsignelse ned, liv til evig tid.“ (Sl. 133:1-3) Denne enhed findes nu og kan ses i 206 lande og øområder i verden. Du kan blive en del af denne verdensomspændende enhed. Vi opfordrer dig til nøje at undersøge Guds ord og den organisation som Gud i dag bruger til at overbringe folk den gode nyhed som forener alle mennesker.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del