kommende Harmagedonkrig, som vil afmærke enden på den nuværende onde tingenes ordning, på samme måde som Noa og hans familie blev reddet gennem den daværende verdens tilintetgørelse. Derefter vil den store skare kunne glæde sig over de fysiske goder ved Kristi genløsning, idet de lidt efter lidt vil opnå fuldkommenhed på sind og legeme, uden først at have måttet smage døden. Dette betyder at de har udsigt til aldrig at skulle dø, sådan som det profetiske løfte tilkendegiver: „Søg [Jehova], . . . søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på [Jehovas] vredes dag.“ — Zef. 2:3.

I sandhed, hvor velsignet er ikke deres lod som drager nytte af Kristi genløsningsoffer allerede nu!

Spørgsmål fra læserne

● Hvordan kan Mattæus 8:11, der taler om Abraham, Isak og Jakob i Himmeriget, harmonere med Mattæus 11:11, der antyder at ikke engang Johannes Døber skal komme der?

I Hebræerne 11:8-19 (NW) læser vi: „Abraham . . . boede i telte med Isak og Jakob, arvinger med ham til den selv samme forjættelse. Thi han ventede på staden med de virkelige grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud. . . . Men nu rækker de efter et bedre sted, et der hører himmelen til. Derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at blive påkaldt som deres Gud, thi han har beredt dem en stad. Ved tro var det at Abraham, da han blev prøvet, så godt som ofrede Isak . . . Men han tænkte at Gud var i stand til at oprejse ham endog fra de døde, og derfra modtog han ham jo også forbilledligt.“

Hvor og hvordan ventede Abraham at få Isak tilbage fra de døde? I himmelen som en ånd? Nej, her på jorden som menneske. Forbilledligt fik han — her på jorden — Isak tilbage fra de døde. Abraham så altså lige så lidt frem til en åndelig, himmelsk opstandelse til liv blandt de himmelske engle, som han forventede at Isak skulle få en sådan opstandelse og forenes med ham i himmelen.

Abraham var draget ud fra Ur i Kaldæa, og han længtes ikke tilbage til denne by. Han, hans søn Isak og hans sønnesøn Jakob så frem til et bedre sted, det vil sige et sted der hørte himmelen til, en stadsregering, nemlig den regering eller stad Gud har grundlagt og i hvilken Abrahams lovede sæd eller afkom skal være Guds konge. Det er „Guds rige“ eller „himlenes rige“, idet disse to udtryk er synonymer; udtrykket „himlene“ hentyder til Gud. Abraham, Isak og Jakob forventede at blive dette himlenes riges eller Guds riges jordiske undersåtter.

I år 30 (e. Kr.) fortalte Jesus Nikodemus at Abraham, Isak og Jakob ikke var i himmelen. (Joh. 3:13) Tre år senere, på Pinsedagen år 33, sagde apostelen Peter at Abrahams, Isaks og Jakobs efterkommer David ikke var faret op til himlene og altså ikke befandt sig i et himlenes rige eller et Guds rige. (Ap. G. 2:34) Peter sagde dette efter at Jesus havde fremsat udtalelsen om Abraham, Isak og Jakob i Mattæus 8:11 i forbindelse med helbredelsen af en romersk centurions tjener.

Altså kunne disse tre patriarker ikke høre til rigsskaren og være Herren Jesu Kristi medarvinger. De var hans forfædre, og de levede mere end sytten hundrede år før han.

Det er derfor åbenbart at Jesus i Mattæus 8:11 taler billedligt om Abraham, Isak og Jakob. Ved den lejlighed da Abraham ofrede sin søn Isak, var Abraham et billede på Jehova Gud og Isak et billede på Guds enbårne søn Jesus Kristus, der blev bragt som et offer. I overensstemmelse hermed var Jakob et billede på den åndelige kristne menighed, „himlenes riges“ skare, for ligesom menigheden får liv gennem Jesus Kristus, således fik Jakob livet fra Abraham gennem Isak. Set under denne synsvinkel var Abraham, Isak og Jakob, nævnt samlet i det billede Jesus brugte, et billede på den store teokratiske regering, i hvilken Jehova er den store Teokrat, Jesus Kristus hans salvede, bemyndigede konge og den trofaste, sejrende kristne menighed på 144.000 medlemmer, Kristi medarvinger til Riget.

Da den kristne menighed blev grundlagt på Pinsedagen blev dens ånds-salvede medlemmer gjort til Kristi medarvinger og fik håb om en plads i det himmelske rige, hvor de skulle ligge til bords med den større Abraham og den større Isak ved det åndelige bord. De bogstavelige jøder af Israels nation gjorde krav på at være „Rigets børn“ eller fremtidige medlemmer af Guds rige. Fra Pinsedagen og fremefter så de denne teokratiske ordning tage form og brede sig gradvis, men på grund af deres manglende