Adlyd Guds lov om blodet og bevar livet

LIV eller død — valget står til dig selv! Men hvad vil være bestemmende for dit valg? Vil du, ansigt til ansigt med en krise der gælder dit liv, lade din handlemåde følge Guds ords principper? Eller vil du, ifald denne handlemåde synes at bringe dit nuværende liv i fare, hellere bukke under for presset fra mennesker der tilskynder dig til at ignorere Guds lov? — 5 Mos. 30:19, 20; Matt. 16:25.

Det første århundredes kristne nægtede at gå på kompromis. Deres frygtløse forkyndelse af Guds ord bragte dem i konflikt med Rom. Da de kristne ikke følte nogen agtelse for det romerne anså for ærefuldt, kunne deres synspunkter ikke tolereres. Men Rom høstede jo ikke nogen ære ved blot at dræbe dem. Nej, kunne man bare få dem til at afsværge deres tro. For de romerske dommere blev det en hel sport, ikke at få de kristne henrettet, men at få dem til ved deres handlinger at vise at de havde givet afkald på deres kristne overbevisning. „Hvis de gik ind på at kaste nogle få røgelseskorn på alteret [i tilbedelse af de nationale guder], blev de sendt bort fra retssalen under bifaldsytringer og uden at der skete dem noget.“ I sin bestræbelse for at røre fangernes følelser så de tilsidesatte deres kristne overbevisning, søgte dommeren at „henlede deres tanker på alt hvad der kunne gøre livet mere attråværdigt, eller døden mere afskrækkende; de bad, ja tiggede dem om at vise lidt medfølelse med dem selv, deres familie og deres venner“.a

Og røgelsesofringen til kejseren var ikke den eneste overtrædelse romerne søgte at overtale disse kristne vidner til at begå. I en fordømmelse af Roms fremgangsmåde siger den kristne skribent Tertullian: „Måtte jeres vildfarelse blive til skamme over for de kristne, for vi anvender ikke dyreblod i vor kost. Vi afholder os derfor fra alt kvalt eller selvdødt, for ikke på nogen måde at blive besmittet af blod, selv når det findes skjult i maden. Når I underkaster de kristne en prøve, giver I dem pølser fulde af blod; I er naturligvis fuldstændig klar over at det er de kristne forbudt at spise blod; men I ønsker at få dem til at begå en overtrædelse.“b At kristne ikke ville spise blod var så velkendt at man i datidens Rom betragtede en kristens tilsidesættelse af dette princip som en fornægtelse af den kristne tro.

Kunne det egentlig have gjort noget at ofre en smule røgelse til kejseren? Ville det virkelig have været så frygtelig en overtrædelse for en kristen at spise lidt blod? De første kristne vidste at deres handlemåde betød liv eller død. Bevarede de deres uangribelighed kunne de være sikre på at Livgiveren, deres Gud i himmelen, ville godkende dem og udfri dem fra døden ved en opstandelse til evigt liv. — Matt. 24:13.

I deres tro lignede de de Jehovas vidner som havde levet før dem. Om disse står der skrevet: „Andre blev lagt på pinebænk og tog ikke imod befrielse, for således at opnå en bedre opstandelse. Andre igen måtte udstå spot og pisk, ja lænker og fængsel.“ Gud hindrede ikke at de blev fængslet, slået eller endog dræbt. Dog vaklede de aldrig i deres tro. De forventede ikke at blive skånet for prøvelser fra Guds fjenders side. De ønskede at adlyde Guds bud og blive bevaret i hans erindring, så de kunne opnå at blive belønnet med livet i den verden som skulle komme. Rodfæstede i troen nægtede de at lade sig påvirke af de mennesker som ville have dem til at tilsidesætte Guds lov. — Hebr. 11:35-38; 1 Kor. 10:13.

Det er ikke mindre påkrævet at have en sådan tro i vore dage. Guds bud er ikke anderledes for os end de var for de første kristne. Presset fra verden, hvad enten det former sig som brutalitet eller modsigelser, er ikke blevet fjernet. Kristne retter sig stadig efter Guds forbud mod afgudsdyrkelse; ligeså retter de sig stadig efter hans forbud mod indtagelse af blod.

Guds lov om blodet

Hvad siger Bibelen om brugen af blod? Umiddelbart efter Vandfloden i Noas dage, for over 4300 år siden, velsignede Jehova Gud Noa og hans sønner, som han havde bevaret, og i sin velsignelse indføjede han forbudet mod at nyde blod, idet han sagde: „Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene Eder til føde; ligesom de grønne urter giver jeg Eder det alt sammen. Dog kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise!“ (1 Mos. 8:3, 4) Dette guddommelige krav blev understreget mange gange over for Israels nation. Atter og atter fik de at vide at de skulle afholde sig fra blod. „Kun må du ufravigeligt afholde dig fra at nyde blodet, thi blodet er sjælen, og du må ikke nyde sjælen tillige med kødet. Du må ikke nyde det, men du skal lade det løbe ud på jorden som vand. Afhold dig fra at nyde det, for at det kan gå dig og dine børn efter dig vel, idet du gør, hvad der er ret i [Jehovas] øjne.“ Forsætlige overtrædere af denne Guds lov dømtes til døden. — 5 Mos. 12:23-25; 3 Mos. 17:14.

Forbudet mod indtagelse af blod ophævedes ikke sammen med Lovpagten. Det var ikke bare en lov som fortalte jøderne hvad de måtte og ikke måtte spise. Forbudet gælder alle Noas efterkommere, hele menneskeslægten. Det var derfor passende at de kristnes styrende råd allerede i det første århundrede understregede betydningen af dette spørgsmål og gjorde alle troende opmærksomme derpå: „Thi Helligånden og vi har besluttet ingen yderligere byrde at lægge på jer ud over dette nødvendige, at I afholder jer fra afgudsofferkød og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Når I holder jer derfra, handler I ret.“ (Ap. G. 15:28, 29) Ja det er nødvendigt at kristne afholder sig fra blod. Denne forordning, fremsat ved Guds ånd, hans virkekraft, begrænser ikke forbudets omfang til dyreblod eller indtagelse af blod gennem munden. Udtrykket gjaldt enhver form for indtagelse af blod: „. . . at I afholder jer . . . fra blod.“

Når forbudet indbefattede at man ikke måtte drikke dyreblod, hvor meget mere gjaldt det da ikke sådanne handlinger som for eksempel at løbe ind på Roms arena og suge blodet af de besejrede gladiatorer, hvilket man virkelig gjorde dengang. Og eftersom forbudet har lige så megen kraft for vor tids kristne, gælder det altså ikke alene sådanne handlinger som at drikke blodet fra friskslagtede dyr og at spise blodbudding og blodpølse, men også at tage imod et andet menneskes livsblod for at opretholde ens eget liv.

Eksempler på lydighed i nutiden

Tilfældet med den tyveårige Hannie i Holland viser hvilken situation der næsten daglig opstår rundt omkring i alle dele af verden for mennesker som ønsker at rette sig efter Guds lov. Siden Hannie var elleve år har hun lidt af hæmolytisk anæmi, en tilstand i hvilken milten nedbryder et overordentlig stort antal røbe blodlegemer, hvilket resulterer i at legemets celler tilføres for lidt ilt og at huden antager en gusten kulør.

Da Hannie var nitten år blussede sygdommen op på ny og tog til i alvorlig grad, efter at Hannie havde haft det nogenlunde godt i nogle få år. En specialist i blodsygdomme tilrådede faderen at lade Hannies milt fjerne. Operationen, sagde han, ville muligvis nødvendiggøre blodtransfusion. Faderen forklarede imidlertid at han som kristen måtte sætte sig imod denne anvendelse af blod eftersom Guds ord forbyder indtagelse af blod i legemet, hvad enten det sker gennem munden eller på nogen som helst anden måde videnskaben måtte have opfundet.

Omkring et halvt år senere blev Hannie alvorligt syg. Temperaturen steg til 40,5. Fra dag til dag forværredes hendes tilstand. Lægen som var til stede tilrådede blodtransfusion. Han var imidlertid bekendt med forældrenes og pigens synspunkt og lagde ikke pres på dem, men sagde: „I de fleste tilfælde ændrer man en sådan afgørelse i sidste øjeblik.“ Da patientens tilstand yderligere forværredes, tilkaldte faderen specialisten og bad ham indtrængende gøre alt hvad han kunne men uden at bruge blod. En time senere kørte ambulancen op foran huset og pigen blev kørt på hospitalet.

På hospitalet hævdede lægerne at Hannie kunne dø hvert øjeblik hvis hun ikke fik blodtransfusion, men hverken lægelige argumenter eller nedsættende bemærkninger, der havde til hensigt at få forældrenes følelser til at sejre over deres overbevisning, formåede at rokke familiens rodfæstede tro på det rette i at Guds lov forbyder anvendelse af blod. Selv i dette kritiske øjeblik hvor patienten var fortvivlende svag og trængte til medfølelse, blev der gjort flere forsøg på at få hende til at vakle i sin beslutning og tilsidesætte Guds lov, som hun havde opbygget sit liv efter. Hun gengiver selv sin oplevelse således:

„I nattens løb gled jeg over i bevidstløshed, og da man troede jeg ville dø blev mine forældre kaldt til hospitalet. Jeg måtte have kunstig respiration da jeg ikke kunne ånde, og da jeg hverken havde spist eller drukket i adskillige dage var det nødvendigt at made mig ved infusion. . . . Min tilstand forblev alvorlig og jeg var forberedt på alt . . . Ethvert forsøg blev gjort for at få mine forældre, min broder og min forlovede til at skifte mening. Så sagde de til lægen at han kunne spørge mig selv. . . . Jeg kunne se lægens ansigt og lugte den væmmelige tobaksstank da han bøjede sig ned over mig og sagde: ’De har stadig en lille chance for at bevare livet . . . hvis De ikke tager imod en transfusion dør De i nat. Vil De have transfusionen?’ Jeg afslog, ikke én men syv gange.“

Endelig bøjede lægevidenskaben sig for kristen uangribelighed. Operationen blev foretaget, og takket være legemets gudgivne evne til at genopbygge sig selv, kirurgens dygtighed, sygeplejerskernes enestående omsorg og patientens stærke vilje til at leve gik alt godt. Hannie stod det igennem uden blodtransfusion, Og hvad der betød allermest for hende var at hun bevarede sin uangribelighed ind for Gud.

For nogle måneder siden var en ung kvinde, et af Jehovas vidner, og hendes to børn i Los Angeles, Kalifornien, ude for en automobilulykke. Hendes to år gamle søn dræbtes på stedet og hun selv blev livsfarligt kvæstet. Da hun ankom til hospitalet opstod spørgsmålet om blodtransfusion næsten øjeblikkelig. Skønt hun kun var halvt ved bevidsthed fik hun forklaret at hun ikke ønskede blod, og da hendes mand ankom nægtede også han at give sit samtykke til en overtrædelse af Guds lov om blodet. Et øjenvidne beretter: „Dersom jeg ikke næsten uafbrudt havde været på hospitalet det næste par døgn og havde hørt hvad lægerne sagde og iagttaget det konstante pres de lagde på denne unge søster og hendes mand, ville jeg antagelig ikke have troet det. Ubarmhjertigt og stædigt plagede de disse to ulykkelige mennesker. De kaldte manden ’morder’, ’uvidende dyr’ og brugte andre ukvemsord, og det så højt at det kunne høres overalt i afdelingen. Flere gange blev det sagt til den unge søster at hun ville dø og at kun blod kunne redde hende. Jeg tænkte ved mig selv at de slet ikke gav hende en chance for at leve, for læger og sygeplejersker holdt hende i konstant frygt dag og nat. Ethvert forsøg fra min eller andre brødres side på at ræsonnere med disse læger blev mødt med kraftige følelsesudbrud.“ Efter få dages forløb døde søsteren. Ville blod have reddet hende? Det kan ingen læge garantere. Blodtransfusion er højst sandsynligt ikke den eneste udvej, og den er i sig selv en dødelig risiko.

Aviserne har overalt i verden bragt artikler om lignende tilfælde i følelsesbetonede vendinger, idet de har fremstillet lægen som den frelsende og patienten der nægter blodtransfusion som en fanatiker. I krigstid betragter patrioter det som en ære for en mand at dø for sit land. Men hvor mange anser det for en ære hvis et menneske er villigt til om nødvendigt at dø fremfor at miste sin uangribelighed ind for Gud? De fleste mennesker er som de hedenske romerske dommere der søgte at tilsidesætte de kristne principper ved at appellere til følelserne.

Ingen bør ud fra dette drage den slutning at disse døbte kristne forkaster alle lægemidler og slet ikke kan gå med til nogen som helst behandlingsmetode. Der findes utallige tilfælde hvor patienter er blevet afvist af kirurger som nægtede at operere uden blod, men hvor andre læger har vist sig villige til at foretage operationen, og har gjort det med held — uden anvendelse af blod. I mange tilfælde har patienten lidt et stort blodtab, men ved hjælp af „bloderstatninger“ har det været muligt at holde blodtrykket oppe, indtil legemet selv kunne opveje blodtabet. Ofte har det fordret større dygtighed og omhu at operere uden anvendelse af blod, men ikke nok med det, det har tillige været nødvendigt at finde en læge der var villig til at respektere patientens religiøse overbevisning og dog gøre alt hvad der stod i hans magt for at hjælpe. Det har vist sig at flere og flere læger rundt om i verden, i erkendelse af den store risiko en blodtransfusion indebærer, og navnlig i forståelse af den oprigtighed der ligger bag patientens religiøse overbevisning, har været villige til at operere uden blod.

Manglende viden forøger risikoen

I betragtning af det standpunkt lægestanden i almindelighed indtager over for blodtransfusion, vil det være af interesse at betragte den lægelige side af sagen.

Almindeligvis anser lægerne blodtransfusion for at være et middel til at redde liv. Selv de der skriver om hvordan denne metode misbruges, understreger som regel at der, set fra et lægeligt synspunkt, er blevet udrettet meget godt. Men kan man, ud fra et lægeligt standpunkt, sige at blodtransfusioner er aldeles ufarlige og at de kun kan udvirke noget godt?

Selv lægetidsskrifter kritiserer de læger som alt for villigt ordinerer blodtransfusion. Lederen af Den amerikanske Lægeforenings juridiske afdeling skrev i Medicolegal Digest for juni 1960: „Anvendelsen af blodtransfusion er blevet så rutinemæssig at nogle læger er tilbøjelige til at se bort fra de faremomenter der følger med blod- og plasmatransfusioner. Alt for mange læger har den fejlagtige opfattelse at en blodtransfusion er lige så ufarlig som en intravenøs infusion med glykose eller almindelig saltopløsning.“

Blodet er en højst kompliceret bestanddel af det menneskelige legeme, og når lægerne anvender det ved transfusioner er det absolut påkrævet at de udviser den største forsigtighed og har et omfattende kendskab til blodets natur samt til de reaktioner der kan opstå når det indføres i et andet menneskes legeme, såfremt alvorlige komplikationer eller endog patientens død skal undgås. Men har alle læger sat sig ind i disse vigtige spørgsmål? Dr. Paul I. Hoxworth, der er medarbejder ved Den amerikanske Kirurghøjskole, siger i Den amerikanske Blodbankforenings Bulletin for marts 1960: „De senere års øgede anvendelse af blodtransfusioner har haft den mærkværdige virkning at de fleste klinikere nu snarere har et ringere end et bedre kendskab til emnet, simpelt hen fordi det er blevet stadig mere kompliceret, og følgelig er gået over til at være et specialfelt. Den læge som ordinerer en patient blod kan ikke forvente at være velbevandret i alle grene af denne videnskab . . . [Dog] er blodtransfusion en risiko som kun kan vurderes på baggrund af kendskab til farerne derved.“

Selv et grundigt kendskab til alt hvad lægestanden ved om emnet kan ikke fjerne farerne. The Medical Journal of Australia for den 24. september 1960 siger: „Problemet er i virkeligheden at der, trods alle fremskridt med hensyn til blodtypebestemmelser og blodtransfusionsteknik, ikke findes en fuldstændig tilfredsstillende forligelighedsprøve, og det er ikke så lige en sag at finde en løsning på patologernes dilemma.“ En lignende udtalelse, som viser at blodtransfusionsmetoden indebærer momenter som ingen læge fuldt forstår, findes i Englands højt estimerede lægetidsskrift, The Lancet: „Der viser sig vanskeligheder som vi ikke kan forklare. Trods alle forsigtighedsforanstaltninger reagerer nogle patienter uheldigt over for ellers forskriftsmæssigt givne transfusioner.“

Transfusioner forårsager død og sygdom

Den femte internationale Blodtransfusionskongres’ rapport understreger hvor farlige tranfusioner kan være. Den beretter om følgende tilfælde: „En patient som havde fået fjernet en ufarlig æggestoksvulst og hvis bedring var skredet frem uden vanskeligheder, stod for at skulle udskrives fra hospitalet. Lægen bemærkede nogen bleghed hos patienten, og en fuldstændig blodtælling afslørede en sekundær anæmi. Han forklarede patienten at hun kunne tage hjem samme eftermiddag hvis hun ønskede det, men at det i så fald ville være nødvendigt at hun i en periode på cirka 6 måneder kom til behandling hos ham på hospitalet. Dersom hun imidlertid ville blive på hospitalet en dag til og få en blodtransfusion, ville yderligere behandling sandsynligvis ikke være nødvendig. Hun valgte det sidste. Laboratorieundersøgelsen viste at hendes blod var type B Rh-positiv, og 500 cm³ af type B Rh-positiv blev rekvireret, forligelighedsprøvet, erklæret forligeligt og overført til patienten. Om aftenen var temperaturen 41,0 og næste morgen havde patienten gulsot og anuria. Inden 24 timer var hun død.“

De som undgår alvorlige transfusionsreaktioner med døden til følge har kun forceret den første forhindring. Sygdomme er måske i vente. Syfilis, malaria, leverbetændelse og andre sygdomme kan overføres med blodet. Ikke alene kan de overføres med blodet, men de er blevet overført ad den vej, og selv i dag rapporteres der tilfælde hvor de er blevet overført ved blodtransfusion.c Jo, man kan foretage prøver til bestemmelse af om blodet er sikkert, men disse prøver er ikke ufejlbarlige og de som foretager dem er det heller ikke. Mange blodbanker spørger ikke donorerne om de har syfilis, fordi det er et prekært spørgsmål; og selv om en donor har haft sygdommen vil han måske lyve sig fra det; en laboratorieprøve vil ikke altid påvise faren. Hvad malaria angår anses muligheden de fleste steder for at være så fjerntliggende at man ikke koncentrerer sig særlig meget om den. Og selv om man foretager en prøve er det ikke afgjort at den afslører en mulig malariafare. De steder i verden hvor faren for malaria er udbredt ville man, hvis det forlangtes at donorer ikke havde eller havde haft denne sygdom, være nødsaget til at bortvise så mange donorer at man ikke havde blod nok. Derfor ræsonnerer lægerne ofte at de må give patienten blodet og behandle malariaen bagefter. Angående serumhepatitis, overført ved almindelige blod- og plasmatransfusioner, siger Today’s Health for oktober 1960 at den „gennemsnitlig overføres fra donorer til recipienter én gang for hver 200 blodtransfusioner. ’Man kender ingen laboratorieprøve der kan påvise hepatitisvirus hos donorer,’ siger dr. John B. Alsever, medicinsk leder af De sydvestlige Blodbanker, Phoenix, Arizona. ’Man kan ikke regne med at de oplysninger man har om donoren udelukker muligheden for at han er smittebærer, dels fordi han måske fortier sandheden eller har en dårlig hukommelse, men først og fremmest fordi de fleste er uskyldige smittebærere som aldrig har haft en klinisk diagnosticeret sygdom.’“

Visdommen i at adlyde Guds lov

Disse udtalelser fra lægetidsskrifter viser med al ønskelig tydelighed at man ikke kan betegne blodtransfusioner som ufejlbarligt livreddende. Lægernes erfaringer bekræfter at det forbud mod brugen af blod som den almægtige Gud, menneskets Skaber, den store Læge som forstår menneskelegemets funktioner langt bedre end nogen jordisk læge nogen sinde vil komme til at forstå dem, gav menneskene, ikke alene var et krav om menneskers lydighed, men tillige for dem som ville adlyde, en beskyttelse mod de utallige sygdomme der er kommet over menneskeslægten som et direkte resultat af anvendelsen af blod.

Nogle læger vil måske indvende at det er risikoen værd hvis der er en chance for at liv kan reddes. Religiøse ledere er måske enige med dem, idet de hævder at Guds lov ikke gælder når liv står på spil. Begge meninger er forkerte. Når døden truer er det ikke tid at vakle og vende sig fra Gud. Man skal snarere sætte sin fulde lid til den der råder over livet. Og alle andre, læger, venner eller slægtninge, kan vise deres oprigtige kærlighed til patienten, og deres frygt for Gud, ved at opmuntre patienten til at holde fast ved sin tro og ikke frygte, men nære tillid til den almægtige Gud.

Trofaste kristne, husk på den anklage Djævelen slyngede ud: „Hud for hud! En mand giver alt, hvad han ejer, for sit liv!“ (Job 2:4) Han påstod at intet menneske ville holde fast ved troen på Gud og adlyde hans lov dersom dets liv var i fare. Men Djævelen er en løgner, og det beviser gudfrygtige kristne i alle dele af verden daglig ved at vise lydighed mod den guddommelige lov om at afholde sig fra blod. Gud vil bevare dem for deres trofastheds skyld, og skulle de dø, vil han oprejse dem til evigt liv i hans retfærdige nye verden.

[Fodnoter]