Jehovas vidners historie i nyere tid

Første del: Spæde røster (1870-1878)

„SÅ LAD da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, lægge alt det bort, som tynger, og synden, som så let hilder os, og lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os, mens vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender.“ (Hebr. 12:1, 2) Den, der nedskrev dette råd, hentydede ikke til øjenvidner til sit eget kapløb som kristen, men til nogle vidner, som han skriver om i det foregående kapitel, og af hvilke han kalder mange ved navn, mænd og kvinder, som havde levet på jorden fra Abel og fremefter, men før Jesus afsluttede sin jordiske tjeneste; på grund af deres tro fik de det vidnesbyrd, at de behagede Gud. (Hebr. 11:1-40) De var vidner om Jehova, ligesom Jesus var det på jorden. (Åb. 1:5; 3:14) I Bibelen har vi en autentisk beretning om disse vidner fra gammel tid, skrevet af nogle af disse Jehovas vidner selv, og ialt nævner disse nedskrivere Jehovas navn mindst 6823 gange.

I de kristne Græske Skrifter fra Mattæus til Åbenbaringen har vi en beretning om Jehovas kristne vidner på Jesu og hans apostles tid, nedskrevet af nogle af hans inspirerede disciple. Siden da er der gået over 18 århundreder, og i de senere år har Jehovas kristne vidner atter vist sig, og de har været genstand for megen spørgen og megen polemik. Mange har spekuleret over, hvorledes Jehovas vidner er opstået. I massevis er man gået til deres anklagere og angribere, og man har troet, at man fik upartiske og korrekte oplysninger om den højeste Guds vidner i den nyere tid. For at alle kan få autentiske oplysninger og for at retlede de mange, der er blevet vildledt af modstandere, der har givet sig ud for at vide besked, påbegynder vi her en serie artikler om „Jehovas vidners historie i nyere tid“.

Hvad der skete til at begynde med (1870-1878)

Lidt efter lidt kaldt ud af mørket til Guds vidunderlige lys! Disse ord beskriver i al korthed Jehovas vidners historie i nyere tid, efterhånden som de gik fra den babylonisk-religiøse tænknings mørke henimod den tiltagende genoprettelse af de nye bibelske sandheder. (1 Pet. 2:9) Den lange nat med åndeligt mørke, som disse kristne vidner kom ud af, havde varet lige fra begyndelsen af det andet århundrede efter Kristi apostles død og indtil sidste halvdel af det nittende århundrede. Den oprindelige kristendom med dens skinnende lys fra den sande lære og renhed i teokratisk organisation begyndte efter år 100 at blive fordunklet af babylonisk-religiøse læresætningers snigende mørke, af græsk og romersk hedensk filosofi og udbredt frafald. Satan Djævelen, der altid er virksom, når det gælder at tilintetgøre den sande tilbedelse af Jehova Gud, havde avlet frafaldne, falske hyrder, „ulve i fåreklæder“, i den hensigt at bringe ødelæggelse over den engang i åndelig henseende så blomstrende kristne menighed. Til trods for den protestantiske reformation i det 16. århundrede, som i virkeligheden ikke medførte nogen genoprettelse af den sande tilbedelse, blev det mørke dække ved at være over de vildførte kristnes sind, indtil tiden var inde for Jehova til at sende sin befrier, den større Kyros, Jesus Kristus, for at udfri de sande kristne vidner fra deres babyloniske trældom.

Mens deres fuldstændige befrielse fra det babyloniske fangenskab ikke fandt sted før i 1919 e. Kr., oplevede vidnerne dog i løbet af næsten halvtreds år forud herfor en gradvis opvågnen, der skulle berede dem til deres befrielsestime som „den nye verdens“ folk. Dette viste sig at være en parallel til de kødelige jøders tilfælde, da de var i fangenskab under det gamle Babylon, hvor Daniel og mange andre af Jehovas trofaste vidner blev vakt til årvågenhed flere år i forvejen, for at de kunne være parat til at genoprette den sande tilbedelse i Jerusalem, da befrielsen til sidst indtraf i 537 f. Kr. Det forholder sig på samme måde med Jehovas vidner her i nyere tid; en opvækkelse til åndelig årvågenhed fandt sted fra 1870erne og fremefter.

Med hensyn til den gamle verden, der dannede baggrunden for og rammen om Jehovas vidners fornyede fremtræden på verdensscenen, så viste tiden fra 1870 til 1900 sig at være skæbnebestemmende for denne det tyvende århundredes „atomalder“. Politiske, religiøse og kommercielle kræfter begyndte at manøvrere sig ind i stillinger, hvorfra de kunne kontrollere den indtrædende nye, videnskabelige æra. Mennesker og organisationer var fulde af anelser med hensyn til den kommende sælsomme, hektiske tid, der, som nogle rigtigt forudså, ville bringe voldsomme omvæltninger. Ved den vatikanske kirkeforsamling i 1869-70 søgte den romersk-katolske kultus at styrke sin organisation for den nærmeste fremtid ved at erklære sit selvstyrende overhoved, paven, for ufejlbarlig. De førende protestantiske, religiøse organisationer havde ingen åndelig fremgang at notere, men deres præsteskaber søgte at befæste deres magt over lægfolket. Dette, at præsterne tiltog sig større myndighed over deres menigheder, betød for den store masse, der erklærede sig for kristne, et tilbageskridt, hvad friheden til kristen tænkning og gudsdyrkelse angik. Vantro, bibelkritik, udviklingslære, spiritisme, ateisme og kommunisme begyndte at vinde indpas i og at hærge blandt verdens store religiøse organisationer. Mange af de evangeliske kirker begyndte at „modernisere“ deres falske religiøse læresætninger, ikke i overensstemmelse med genfundne bibelske sandheder, men i overensstemmelse med bibelkritikkens og udviklingslærens teorier. Den afkristnede moderne teologi oversvømmede kirkerne.

Stærke politiske kræfter var i bevægelse. Amerikas Forenede Stater var netop ved at komme til kræfter efter borgerkrigen (1861-1865) og genvandt hurtigt sin styrke, der kom til en fantastisk udfoldelse og gjorde landet til en af verdens stormagter. Tyskland havde vundet den fransk-tyske krig i 1870 og blev derved i endnu højere grad en mægtig europæisk kolos. Storbritannien oplevede sin viktorianske periodes gyldne år, hvor det kæmpede for fremtidigt at kunne kontrollere verden. Industrielt foregik der i de Forenede Stater, Storbritannien, Frankrig og store dele af Europa en revolution som følge af opfindelsen af dampmaskinen. Og som årene gik, blev revolutionen mere og mere gennemgribende. Det skyldtes opdagelsen af elektriciteten, opfindelsen af telefonen, automobilet og mange andre af den indvarslede nye atom-civilisations „mirakler“. Handelsomsætningen steg til nye højder som følge af industrialiseringen i de førende lande og skabelsen af nye „guldmine“-forretningsforetagender. Også fagbevægelsen fremstod som et modtræk mod den voksende kapitalisme. Det medførte altsammen en bølge af materialisme, profitbegær og forlystelsessyge. Denne gamle verdens usynlige, dæmoniske magter opfandt glitrende og glimtende snarer med nye lokkemidler for at gøre folkene blinde for den genoprettede kristne sandheds højere og ædlere værdier, der var for døren.

Midt i rummelen fra de industrielle, kommercielle, sociale og religiøse systemskifter hørtes så spæde røster fra små religiøse grupper, der prøvede at tyde tidernes tegn og forudsige Jehovas Salvedes, Jesu, nært forestående andet komme. Forskellige adventistgrupper var både i de Forenede Stater og Europa optaget af at forkynde 1873 eller 1874 som tidspunktet for Kristi synlige genkomst, skønt bevægelsens amerikanske grundlægger, William Miller, havde erkendt sin fejltagelse og skuffelse med hensyn til de tidligere fastsatte tidspunkter 1843 og 1844. Tidligere havde den tyske lutherske teolog Bengel (1687-1751) fastsat året 1836 som det afmærkede tidspunkt, da millenniet, hvorom der tales i Åbenbaringen 20:6, skulle begynde. I Skotland og England var der andre, de såkaldte irvingianere, der lod høre fra sig og forkyndte 1835, 1838, 1864 og til sidst 1866 som året for Kristi genkomst. Kristne skribenter som Elliott og Cumming så frem til enden i 1866, Brewer og Decker forudsagde 1867, mens Seiss foretrak 1870. I Rusland fastsatte Claas Epp, mennonitterbrødrenes (brødremenighedens) leder, og hans tilhængere 1889 som tidspunktet for en stor verdensbegivenhed.a Men alle disse vidt og bredt forkyndte forudsigelser medførte fuldstændige skuffelser, fordi de ikke grundede sig på nøjagtig bibelsk kundskab om Jehovas profetier. Kristi genkomst var bestemt til at være — ikke en fysisk åbenbaring, som de havde formodet, men derimod, som Skriften nu klart viser — en usynlig nærværelse i herlighed og magt for at fremkalde den største krise, som mennesker på jorden nogen sinde har oplevet.

Endnu nogle røster hørtes, men de begyndte at forkynde en forestående usynlig Kristi genkomst. En af disse grupper lededes af George Storrs fra Brooklyn, New York. Han og hans tilhængere udgav fra 1870 et blad med navnet The Bible Examiner, hvori de fremsatte som deres mening, at Kristi genkomst ville blive usynlig. En anden gruppe, hvis leder var H. B. Rice fra Oakland, California, udgav bladet The Last Trump, der forkyndte en usynlig genkomst, som skulle finde sted i 1870erne. En tredje gruppe, der påkalder sig vor opmærksomhed, består af skuffede adventister, der forlod bevægelsen, da Herrens genkomst, som adventisterne tidligere havde forudsagt ville finde sted i 1873, udeblev. Denne gruppes leder var N. H. Barbour. Deres virke udgik fra Rochester, New York, og de udførte en forkyndertjeneste ved at sende talere til enhver kirke, som ville åbne sine døre for dem. De udgav også et månedsblad, The Herold of the Morning. Et af denne gruppes medlemmer kom i besiddelse af B. Wilsons Diaglott-oversættelse af det „Nye Testamente“ og lagde mærke til, at det ord i Mattæus 24:27, 37, 39, der i King James Version er oversat komme, her var oversat nærværelse. Det var dette fingerpeg, der gjorde denne gruppe til talsmænd for Kristi usynlige nærværelse, som man hævdede begyndte i efteråret 1874.b

Men endnu en fjerde røst, der forkynder Kristi usynlige nærværelse, lader sig høre. Den kommer fra en gruppe oprigtige bibelstudenter i Pittsburgh, Pennsylvania, U.S.A., med C. T. Russell som ordstyrer. Charles Taze Russell blev født i Old Allegheny (nu en del af Pittsburgh) den 16. februar 1852; han var et af Joseph L. og Eliza Birney Russells tre børn.c Begge forældre var presbyterianere af skotsk-irsk afstamning. Russells fader drev en forretning i beklædningsbranchen. Hans moder døde, da han kun var ni år gammel. Som dreng havde han for vane at skrive skriftsteder med kridt på fortovene, og skønt han blev opdraget som presbyterianer, sluttede han sig til den nærliggende kongregationalistiske menighed, fordi den var mere frisindet. Da Russell blev femten år, indgik han kompagniskab med sin fader, der nu var indehaver af en voksende kæde af herreekviperingsforretninger. Men mens det i forretningslivet gik godt for den unge Russell, så led han kvaler rent sjæleligt. Læren om forudbestemmelse og evig straf voldte ham især vanskelighed, og da han havde nået syttenårsalderen, erklærede han sig åbent for skeptiker, kasserede Bibelen og trosbekendelserne.

I de nærmest følgende måneder fortsatte Russell med at spekulere over det religiøse spørgsmål, ude af stand til at gå ind for det og dog uvillig til at lade det falde. Men så en dag i 1870 kiggede han ind i et støvet, snusket lille lokale i en kælder nær ved sin forretning —

„for at se, om den håndfuld, der mødtes der, havde noget mere fornuftigt at fremføre end de store kirkesamfunds trosbekendelser. Der hørte jeg for første gang noget om adventisternes synspunkter; taleren var hr. Jones Wendell . . . Skønt hans skriftfortolkning ikke var ganske klar, og skønt den var meget langt fra det, vi nu har at glæde os over, var det ved Guds hjælp tilstrækkeligt til atter at grundfæste min vaklende tro på Bibelens guddommelige inspiration og til at vise, at apostlenes og profeternes beretninger er uadskilleligt sammenknyttede.“d

Kort tid derefter begyndte Russell og fem andre at mødes regelmæssigt fra 1870 til 1875 for at foretage et systematisk studium af Bibelen. Læg mærke til følgende beskrivelse af den forandring i tankegangen, der blev frugten af disse fem års fælles bibelstudium:

„[Vi] begyndte snart at indse, at vi levede et sted i nærheden af evangelietidsalderens afslutning og nær ved det tidspunkt, da Herren havde erklæret, at de af hans børn, der var kloge, og som vågede, skulle komme til klar viden om hans plan. . . . Vi fik set noget af Guds kærlighed, hvorledes den havde sørget for hele menneskeheden, hvorledes alle må opvækkes fra graven, for at de kan få Guds kærlighedsplan forkyndt, og hvorledes alle, som viser tro på Kristi genløsningsværk og viser lydighed i harmoni med den kundskab om Guds vilje, de til den tid modtager, da ved Kristi fortjeneste vil blive bragt tilbage til fuld harmoni med Gud og få skænket evigt liv. . . . Vi kom til at forstå forskellen mellem vor Herre som „mennesket, der gav sig selv“, og som Herren, der ville komme igen, et åndevæsen. Vi indså, at åndevæsener kan være nærværende og dog usynlige for mennesker. . . . Vi følte os meget sørgmodige over de adventisters fejltagelse, som ventede Kristus i kødet, og som lærte, at verden og alt i den med undtagelse af adventisterne ville blive brændt op i 1873 eller 1874, og hvis fastsættelse af tider, hvis skuffelser og ufærdige meninger i almindelighed om hensigten med og måden for hans komme bragte mere eller mindre hån over os og over alle, som længtes efter, og som forkyndte hans kommende rige. Disse fejlagtige meninger, der var så almindelige, både om hensigten med og om måden for Herrens genkomst, fik mig til at skrive en pjece: The Object and Manner of Our Lord’s Return, af hvilken der blev udgivet ca. 50.000 eksemplarer.“e

I januar 1876 modtog Charles Russell for første gang et eksemplar af månedsbladet The Herald of the Morning, udgivet af Rochester-gruppen, der lededes af Nelson H. Barbour. Da det viste sig, at de havde samme syn på Kristi andet komme, nemlig at det var usynligt, blev der snart arrangeret et møde mellem Russell og Barbour. En følge af dette blev, at Pittsburgh-bibelgruppen, der var på omtrent tredive, besluttede at forene sig med Rochester-gruppen, der var ganske lidt større. Russell blev sammen med Barbour medredaktør af The Herald of the Morning. På Russells foranledning gik Pittsburgh-gruppen ind på at finansiere et lille trykkeri i Rochester til den fælles trykkevirksomhed. Det besluttedes desuden at udgive en bog, der indeholdt deres fælles synspunkter, et arbejde, der var tilendebragt i 1877. Denne publikation på 194 sider hed „Three Worlds or Plan of Redemption“ og havde både Barbour og Russell som forfattere. På dette tidspunkt begyndte Russell, der nu var 25 år, at afvikle sine forretningsinteresser for at gå ud i heltidstjenesten som forkynder. Han rejste fra by til by og talte til forskellige offentlige forsamlinger, på gaderne og om søndagen i protestantiske kirker.

I den omtalte bog gjorde de rede for deres tro på, at Kristi anden nærværelse begyndte usynligt i efteråret 1874, hvorved der indledtes en 40-årig høsttid. Dernæst fremstillede de bemærkelsesværdigt korrekt året 1914 som afslutningen på hedningernes tider. — Luk. 21:24.

„Det var derfor i 606 f. Kr., at Guds rige ophørte at eksistere, hovedbindet blev fjernet, og hele jorden overgivet til hedningerne. 2520 år fra 606 f. Kr. vil udløbe i 1914 e. Kr. eller fyrre år efter 1874, og disse fyrre år, som vi nu er begyndt på, vil blive en trængselstid . . . som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til. I løbet af disse fyrre år skal Guds rige etableres (men ikke i kødet, det første er det sjælelige, derefter det åndelige), jøderne skal genrejses, hedningerigerne ituslås „som en pottemagers kar“, og denne verdens riger skal blive vor Herres og hans Salvedes, og domstiden skal begynde.“ — Three Worlds or Plan of Redemption, side 83 og 189.f

Efter to års forløb indtraf der imidlertid en begivenhed, som fik deres veje til at skilles. I 1878 begyndte Barbour at blive offer for den højere bibelkritik. Han offentliggjorde i The Herald en artikel —

„hvori han benægtede, at Kristi død var genløsningsbetalingen . . . og hvori han sagde, at Kristi død lige så lidt var en betaling af straffen for menneskets synder, som det at stikke en nål igennem en flue og derved forvolde den lidelse og død af en jordisk fader kunne anses for at være en retfærdig betaling for hans barns forseelse.“g

[Fodnoter]