Læg Alt Det Bort, Som Tynger
DA JEHOVA GUD sagde til Slangen i Eden: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen“, fremsatte han en krigserklæring. Den gjaldt en krig, som skulle vare lige til det endelige slag ved Harmagedon, i hvilket Kristus, Guds kvindes sæd, ville binde den sataniske slange i afgrunden. Derpå skulle Sæden ifølge Guds løfte velsigne alle jordens slægter. Men indtil den tid skulle Guds tjenere altid leve i fjendskab med Slangens sæd, og Djævelen skulle stadig lægge byrder og forhindringer på Guds tjeneres sti for at få dem til at bøje af, snuble, falde og give slip på deres ustraffelighed. — 1 Mos. 3:15; 22:18; Åb. 20:1-3.
Denne kamp har stået på ned gennem århundrederne. Ligesom deltagerne i et løb har Jehovas trofaste vidner holdt blikket fæstet på målet: hans endelige ophøjelse og den nye verdens velsignelser. Ligesom distanceløbere har troens mænd sikret sig den endelige sejr ved at koncentrere sig om kampen, lægge alt det bort, som tynger, og undgå de forhindringer, som den listige fjende anbringer på væddeløbsbanen.
Kristus Jesus er det fuldkomne eksempel på en, der, for at kunne deltage i den århundredlange strid, lagde alt det bort, som tynger. Man kan ikke forestille sig ham bebyrde sig selv med de skriftkloges og farisæernes religiøse traditioner og dogmer. Ingen af Satans lumske tilbud kunne overbevise ham om, at han skulle påtage sig ansvaret for det politiske romerske styre. Da han nåede en alder af tredive år, lagde han sit hverv som tømrer på hylden; ingen forpligtende forretningsanliggender måtte hindre ham i at være fuldt optaget af den gudfrygtige kamp. Som en fri, ubebyrdet, ung mand ville han ikke engang så meget som overveje muligheden af at påtage sig forpligtelserne over for en kone og børn. Ingen egenvilje eller selviskhed af nogen art fik lov at besvære Guds kvindes sæd. I overensstemmelse med profetierne blev han til sidst myrdet af Slangen, og fjendskabet mellem Guds kvinde og Slangen fortsatte.
Idet apostelen Paulus viser hen til dette fuldkomne eksempel, ansporer han de kristne til at fortsætte løbet for at vinde Guds godkendelse og livet ved trofast kamp i den heftige strid. Han fører sine læsere tilbage gennem årene og skildrer kampen, der begyndte med Abel. Han viser os Slangens fjendtlige sindelag gennem fyrretyve århundreder, hvor kampen har bølget frem og tilbage; men disse modige forsvarere af Jehovas overhøjhed slog trolig angrebene på deres ustraffelighed tilbage. De blev „helte i krig“. (Hebr. 11:4-40) Så fortsætter Paulus henvendt til de kristne: „Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, lægge alt det bort, som tynger, og synden, som så let hilder os, og lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os, mens vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender.“ (Hebr. 12:1, 2) Paulus kunne med fuld ret skrive således, for han vandt i dette løb: „Den gode strid har jeg stridt, løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret.“ — 2 Tim. 4:7.
Nu er kampen ved at nå sit højdepunkt. I 1914 tog Kristus magten og begyndte at regere over Riget, og derefter fulgte krigen i himmelen, som betød et stort nederlag for Satan. Nu har den regerende Guds kvindes sæd fanget den vrede slange her på sin fodskammel jorden for at knuse hans hoved i Harmagedon. Opfyldt af vrede og raseri, fordi han ved, at hans tid er kort, søger Satan nu som en brølende løve, hvem han kan opsluge. Han bringer veer over alle mennesker, men fører især trængsler og vanskeligheder over Guds tjenere for at nedbryde deres ustraffelighed. (1 Pet. 5:8; Åb. 12:1-17) Men Jehovas trofaste vidner har deres kampordrer. Forkynd hævnens dag fra Gud! Trøst alle, som sørger! Forkynd dette Rigets evangelium for alle nationer! Forkynd ordet! (Es. 61:1, 2; Matt. 24:14; 2 Tim. 4:2) For at vinde sejrsprisen, nu da slaget nærmer sig sin endelige afslutning, nu da løbet går ind i sidste omgang, må kristne lægge alt det bort, som unødvendigt tynger deres virksomhed.
Byrder, der han lægges bort
Men hvad er det for byrder og vanskeligheder, der må lægges til side, for at vi kan fortsætte kampen og fuldføre løbet til sejr? Som nummer eet blandt de byrder, Satan har lagt på mennesker, er falsk religion. Ved at skjule bibelske sandheder om menneskets død og opstandelse har dæmonreligionen vanæret Gud med sine lærepunkter om skærsild og evig pine, som begge har rod i hedensk filosofi om menneskets udødelige sjæl. Ved at fornægte Guds hensigt med jorden, nemlig at mennesket skulle bo på den under paradisiske forhold, har den falske religion latterligt lært, at Jehova Gud vil opbrænde denne planet, som han beredte til at være menneskets hjem. Den ortodokse religion fornægter Guds overhøjhed ved at forfægte et hedensk dogme om en treenighed af guder, ikke een suveræn Gud, men tre ligestillede guder. Man kunne blive ved med at udpege de mange vildfarelser, der læres inden for kristenhedens religioner — kristne af navn, men i virkeligheden så hedenske som det gamle Rom, Grækenland og Babylon, hvorfra deres religioner er hentet. Hvilken frygtelig byrde har disse religioner ikke været, som deler menneskene i hundreder af stridende og kæmpende sekter og kulter og hindrer dem i at deltage i den sande tilbedelse af Jehova, som den kommer til udtryk i hans ord, Bibelen! — Rom. 6:23; Ez. 18:4; Præd. 1:4; Es. 45:18; Joh. 14:28; Matt. 23:4, 13.
Da Guds vidner forstod, at Jehova og Kristus var de sande „øvrigheder“, som kristne må underordne sig, blev endnu en tung og streng byrde løftet fra Guds folks skuldre. (Rom. 13:1) Bestikkelige politikere indtog ikke længere denne urette stilling i Guds tjeneres sind, og når sådanne politikere hovmodigt forlanger, at Jehovas vidner skal holde inde med deres forkyndelse, svarer Guds tjenere tilbage: „Døm selv, om det i Guds øjne er ret at lyde jer mere end Gud; for vi kan ikke lade være at tale om det, vi har set og hørt.“ „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ (Ap. G. 4:19, 20; 5:29) De blander sig heller ikke i politik. — Matt. 4:8-10; Joh. 6:15; Jak. 4:4.
Men nogle, der er kloge nok til at undgå den verdslige religions snare og er vågne for det dåragtige i at bære på byrder som politik, bliver ikke desto mindre hemmet af deres jag efter materiel vinding, og de bærer rundt på tyngende byrder i form af forretningsforpligtelser. Nogle er så tyngede af deres stræben efter materielle rigdomme, at de kun har lidt eller slet ingen tid til at udføre deres kampordrer om at „forkynde ordet“. De vakler og snubler idet kristne kapløb, og mange segner under den kommercielle byrde. Og måske vil de aldrig rejse sig igen.
Lad os iagttage et eksempel fra det virkelige liv: En ung mand, der er opdraget i gudsfrygt ligesom den unge Timoteus og kender De hellige Skrifter fra barndommen af. (2 Tim. 3:15-17) Hans skoletid svinder hurtigt hen. Forude ligger der vidunderlige muligheder i Rigets tjeneste. Fri, som han er, har han mulighed for at følge Herrens opfordring: „Kom så og følg mig!“ (Matt. 19:21) Men der lyder også et kald fra den gamle verden. Et forretningsfirma tilbyder ham en stilling. Han gribes af ærgerrighed og higen efter materiel vinding. I begyndelsen går det ikke ud over hele hans tid. Han bruger nogen tid til at forkynde.
Men efterhånden som han avancerer i forretningslivet, lider hans teokratiske virksomhed derunder. Han er ved at blive noget i firmaet. Den voksende byrde af forretningsforpligtelser optager det meste af hans tid. Den smule gadearbejde, han udfører, sætter ham i forlegenhed. Forretningsforbindelser lader ham høre for det. Og hvad nu, hvis han stødte på sin chef i hus-til-hus arbejdet? Desuden bringer den nødvendige selskabelige omgang med arbejdskammerater ham i farlig berøring med denne verdens løsagtige moralske standard. Inden længe vakler den engang så frie og ubekymrede unge mand under kampen. Nej, han har ikke forladt sandheden; han kommer stadig nu og da til møderne og deltager periodisk i tjenesten. Men hans samvittighed tynger ham.
Som det var tilfældet på Paulus’ tid, gælder det også i dag: „Men de, som vil være rige, falder i fristelser og snarer og mange uforstandige og skadelige begæringer, som styrter mennesker i undergang og fortabelse; thi kærlighed til penge er en rod til alt ondt; drevet af den er nogle faret vild fra troen og har voldt sig selv megen bitter smerte.“ — 1 Tim. 6:9, 10.
Søg først Guds rige
Selv livets fornødenheder kan tynge os ned, dersom vi sætter dem over tjenesten. Jesus sagde: „I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: I må ikke være bekymrede for jeres liv, hvad I skal spise, eller hvad I skal drikke; heller ikke for jeres legeme, hvad I skal klæde jer med. Er ikke livet mere end maden, og legemet mere end klæderne? Thi efter alt dette søger hedningerne, og jeres himmelske Fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.“ — Matt. 6:24, 25, 32, 33.
Somme tider taber indviede Guds tjenere dette vigtige Jesu råd af syne. De undlader at følge formaningen om at søge Riget først. Det første i deres liv bliver et nyt hjem, bil, radio, fjernsynsapparat og tilvejebringelsen af de midler, som skal dække betalingen af sådanne „fornødenheder“. Så går de da til den daglige trædemølle. Men det er ikke nok. De må have et job, der er bedre betalt. Stadig ikke nok. De må have deres egen virksomhed. Ja, det er bedre. Nu, da de er deres egne herrer, ræsonnerer de, vil der blive masser af tid til tjenesten. Så snart forretningen går godt, kan de blive pionerer. Det tager længere tid, end de troede. Med materiel rigdom vokser de økonomiske byrder, og i stedet for mere tid anvender de nu mindre tid i vidnearbejdet. Ja, de ejer en forretning, som har givet dem et hyggeligt hjem, en stor flunkende bil, et fjernsynsapparat, god mad og fine klæder — alt. Alt, det vil sige, undtagen fred i sindet, lykke og udsigt til et evigt liv. I stedet for, at de ejer en forretning, hjem, bil, fjernsynsapparat o.s.v., er det snarere disse ting, der ejer dem.
Der er andre tjenere, som også har sådanne ting, men i stedet for at lade disse besiddelser besvære dem, begrænser de brugen af dem eller anvender sådanne redskaber som en hjælp for dem i tjenesten. De har ikke gjort disse ting til det højeste her i livet ved at give dem deres tid, energi og interesse først. Kærlighed til verdslig rigdom er en stor byrde, „thi alt det, der er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden. Og verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.“ — 1 Joh. 2:15-17.
Nogle af de byrder og forpligtelser, som man een gang har påtaget sig, kan ikke lægges bort igen. Når man først har taget dem på sig, må man bære dem. En tjener kan selvforskyldt samle sig byrder ved at give efter for „kødets lyst og øjnenes lyst“. Til belysning heraf følger nu en anden sørgelig beretning fra det virkelige liv. En sød ung pionersøster var for seks år siden lykkelig og ubekymret, daglig optaget af at forkynde ordet. Foran hende ventede uddannelsen på Gilead og missionærtjenesten med alle de dertil hørende velsignelser. Hendes forhold i dag får ens hjerte til at krympe sig. Det begyndte ganske uskyldigt. Men det er ikke nødvendigt at gå i detailler — dem kan man tænke sig til. I dag er hendes byrder næsten uudholdelige: en verdslig mand, der nu ligger på hospitalet med uhelbredelig kræft, og tre små børn, hvoraf det ene er født krøbling. Hvor meget tror I, at den engang så frie pioner nu kan deltage i det kristne kapløb? Hun ser meget ældre ud end sin alder og må slide og slæbe fra morgen til aften for at klare det ansvar, der hviler på hendes skuldre. Hun har slet ingen tid til tjenesten, er fuldstændig uvirksom og slået ud af kampen. Hun kæmper stadig for at kunne vende tilbage til kapløbet, men den byrde, hun bærer, vil gøre den fremtidige vej meget vanskelig. Med tårer i øjnene sagde hun: „Jeg ville give alt for at kunne være en fri, ung pioner igen.“
Der kunne gives eksempel efter eksempel for at vise de sørgelige resultater, det medfører at give efter for selvet og egenviljen fremfor at lægge dette bort og holde sig til den forhåndenværende kamp. Selvet, lige meget i hvilken form, selvtilfredsstillelse, selvforherligelse, selvet, der sætter dig selv og dine ønsker først, foran det løb, der skal løbes: det er den store byrde, der må lægges bort. Det selv, der er utilfreds i den grad, at det forårsager strid, splittelse og uenighed blandt de andre deltagere i løbet; det selv og den selviskhed, som skaber misundelse, sladder og hidsighed; det selv, der fører til umoralitet og dårlige vaner; det selv, der altid nærer kødet og kødets gerninger i stedet for at leve efter ånden og dens gerninger: sådanne byrder kan ikke tages med over mållinien og ind i den nye verden. De må lægges bort.
„Gennem en fornyelse af jeres sind“
Men hvordan kan man lægge de byrder og åg bort, som tynger og hindrer? På samme måde som vi lagde den falske religions og politiks byrder bort, da vi gennem studiet af Guds ord lærte deres fordærv at kende. Da vi lærte, at de var Satans redskaber, som ville hindre os i at kende og tjene Gud, lagde vi dem glade og frivilligt til side. Vi forandrede vor indstilling til dem. Det samme gælder alle andre verdslige, selviske vaner: „Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I må kunne skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, velbehagelige og fuldkomne.“ (Rom. 12:2) Det er ved studiet af Guds ord, at vi forbedrer, forvandler og fornyer vort sind og opøver det til at erkende og lægge det bort, som unødvendigt tynger os.
For at vinde løbet må vi følge reglerne, og det er Guds ord, der opstiller dem: „Ingen, som gør krigstjeneste, lader sig indvikle i dagliglivets sysler, hans mål er at vinde anerkendelse hos den, som hvervede ham. Og når nogen deltager i væddekamp, vinder han ikke sejrskransen, hvis han ikke kæmper efter reglerne.“ (2 Tim. 2:4, 5) Reglerne kræver, at vi ikke lader os indvikle i jaget efter selvisk vinding. Reglerne kræver, at vi forkynder. Reglerne kræver, at vi vandrer efter ånden og ikke efter syndige, selviske og kødelige begæringer. At vandre efter ånden er den måde, man fjerner byrder på. „I skal vandre i ånden, siger jeg, så vil I ingenlunde fuldbyrde kødets begæringer. Thi kødet begærer imod ånden og ånden imod kødet; de to ligger nemlig i strid med hinanden.“ — Gal. 5:16, 17.
For at føre løbet igennem til den endelige sejr må alt det, som tynger, lægges bort, indtil Guds tjener er så fri som en marathonløber. Idet apostelen Paulus beskriver denne kloge handlemåde, siger han: „Ved I ikke, at de, der løber på væddeløbsbanen, ganske vist alle løber, men kun een får sejrsprisen. Løb således, at I kan vinde den! Enhver, der deltager i idrætskamp, er afholdende i alt; de andre for at få en sejrskrans, der visner, vi for at få en sejrskrans, der aldrig visner. Jeg løber derfor ikke på må og få; jeg kæmper som en nævekæmper, der ikke støder i luften, men jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.“ — 1 Kor. 9:24-27.
Selv da er „hurtigløberen ikke herre over løbet eller heltene over kampen“. (Præd. 9:11) Sejren er deres, som fornyer deres sind ved bibelstudium og underlægger sig Jehovas ånds ledelse. Hans ånd vil hjælpe os til at aflægge de byrder, der hindrer og holder tilbage, og han vil holde os oppe under de tunge ansvars byrder, som ikke kan lægges bort. „Kast din byrde på Jehova, så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i evighed rokkes.“ (Sl. 55:23) Kristne brødre og søstre må bære „hverandres byrder“. (Gal. 6:2) Dersom så megen tro som et sennepskorn kan flytte et bjerg, så findes der ingen bjerglignende byrder eller besværligheder, som ikke kan fjernes eller overvindes ved at udvise tro. (Matt. 17:20) Tro vises ved gerninger. Lad derfor jeres tro vokse, og læg den for dagen ved forøget virksomhed.
De afsluttende år af det seks tusind år lange fjendskab mellem Slangens sæd og Guds kvindes sæd er nu over os. Enhver indviet Guds tjener vil mærke det mere og mere, efterhånden som de sidste forhindringer før Harmagedon må tages. For at klare disse forhindringer må vi holde os til det anviste arbejde og bære vor del af byrderne side om side med Guds trofaste tjenere i de forløbne århundreder. Som Paulus skrev: „Idet I kæmper den samme kamp, som I før så mig stå i og nu hører, at jeg fremdeles står i.“ — Fil. 1:30.
Vi befinder os stadig på væddeløbsbanen, råbet er stadig fremad, kampordrerne er stadig „forkynd ordet“. Fæst derfor jeres øjne på målet, lær løbets regler og følg dem. Læg alt det bort, som tynger. Nøjes med de enkleste fornødenheder og løb løbet. Løb, som om det gjaldt livet — det gør det!
(The Watchtower, 1. januar 1951)