Lad os vandre sømmeligt

„Lad os vandre sømmeligt.“ — Rom. 13:13.

1. Hvem er ophav til åndens frugt, og hvem bærer åndens frugt? Hvad bør forståelsen heraf tilskynde os til?

HVAD vi til nu har drøftet vedrørende åndens frugt i almindelighed og kærlighed i særdeleshed, gælder også de andre ting, der nævnes. I hvert eneste tilfælde ser vi, at disse egenskaber først og fremmest kommer til udtryk hos Jehova i hans ophøjede uforlignelighed. De ses også hos hans elskede søn, Kristus Jesus, i hele deres fuldkommenhed. Når vi, takket være nøjagtig kundskab om sandheden, ser, hvor vidunderlige udslag disse egenskaber har givet sig i hele Jehovas handlemåde, kommer vi til at beundre dem og ønske at „ligne Gud, som hans elskede børn og vandre“ i disse egenskaber og lade dem præge vor handlemåde over for enhver, vi kommer i berøring med. Som Paulus sagde sidst i sit brev til galaterne: „Så lad os da, mens vi har lejlighed til det, gøre godt mod alle, men især mod dem, der har hjemme i den samme tro.“ — Ef. 5:1, 2; Gal. 6:10.

2. Hvorfor nævnes kærlighed først i Galaterne 5:22, 23?

² Lad os så ganske kort betragte disse andre egenskaber, der tilsammen udgør åndens frugt. Hævet over enhver tvivl, „størst af dem er kærligheden“. Den er selve den uundværlige drivfjeder, uden hvilken de andre egenskaber ikke kan komme til udtryk eller få udløsning. Vi vil tage disse egenskaber op til overvejelse i den rækkefølge, apostelen nævner dem, ikke fordi de ser ud til at følge nogen bestemt orden, for de nævnes gang på gang i snart den ene, snart den anden rækkefølge i de kristne Græske Skrifter. — 1 Kor. 13:1-3, 13.

Glæde

3. Hvilken grund anføres der for den nære forbindelse mellem glæde og Guds organisation?

³ Glæde nævnes næst efter kærlighed. Hvor kan vi finde glæde i dag, og hvordan byder der sig bedst lejlighed til at bære denne frugt? Der er kun eet svar, og det er: i Jehovas organisation, Zion, hvor hans eget kærlige hjerte finder glæde og tilfredshed. Siger ikke Zefanias’ profeti til Zion: „Glæd dig og fryd dig af hele dit hjerte“, for dernæst at berette om, hvordan endogså Jehova selv „glæder sig over dig med fryd, han tier [hviler, AS] i sin kærlighed, han fryder sig over dig med jubel“? (Zef. 3:14, 17) Som et specielt bevis på dette vil mange tusinder af vore læsere sikkert mindes den overordentlige glæde og lykke, der rådede de otte dage, det store internationale stævne på Yankee Stadium i 1953 varede. Dette sted var i disse otte dage rent bogstaveligt det sted på jorden, hvor man bedst kunne erfare sand glæde, og dette er principielt tilfældet med alle Jehovas folks særlige stævner.

4, 5. Hvilken glæde ventede der Jesus, og hvordan kan vi få del i denne glæde?

⁴ Vi ved også, at Kristus Jesus er gået ind til „den glæde, der ventede ham“, idet han som konge er blevet det udvalgte redskab, der skal fuldbyrde sin himmelske Faders herlige beslutning og hævde og herliggøre sin Faders navn for stedse. Alle Herrens sande efterfølgere indbydes til at være med i denne lykkelige gerning. Det er jo Guds „beslutning, som han havde fattet hos sig selv . . . at sammenfatte alt, . . . i Kristus“ og i organisationen under ham; „for at vi skulle være hans herlighed til lov og pris“. Af den grund bør vi være trofaste i forvaltningen af enhver af Rigets interesser, der betros os, så vi en dag må høre de skønne ord og efterkomme den attråværdige indbydelse: „Gå ind til din herres glæde.“ Hvilken større glæde gives der end at søge, finde og pleje et af Herrens „andre får“? — Hebr. 12:2; Ef. 1:9-12; Matt. 25:21.

⁵ Har du ikke rent personligt oplevet den situation, at du er kommet ud for en prøve eller en vanskelighed, der helt har taget modet fra dig, så du syntes, alt var gråt i gråt? Men så er du gået til et møde, hvor du i fællesskab med dine brødre har glædet dig over Rigets sandheder og taget del i Rigets tjeneste, eller måske har du givet dig til at kigge i Vagttaarnet, der lige var kommet ind ad døren? Du ved, hvilken virkning det har, det er, som en byrde løftes fra dit tyngede sind. Det får dig til at glemme dig selv (en fortræffelig ting), og det får dig måske til at se på problemet med helt friske øjne og finde frem til en løsning på det. Du har med andre ord, som det blev forklaret i det foregående studium, benyttet dig af de foranstaltninger, organisationen træffer, og det har ført til, at Jehovas ånd har fornyet dit sind og hjerte og båret frugt i form af glæde.

Fred

6. Hvorledes lægges der i Bibelen vægt på fred? Hvad indebærer dette?

⁶ Den næste egenskab i rækken er fred. Hvad kan der siges om den? Mangt og meget, naturligvis, men hvis vi brugte billedet med en jæger, der går ud og opsporer sit bytte og indleder en vild jagt på det, ville det ikke lyde alt for fredeligt, vel? Men hør, hvad David skrev i Salme 34:15: „Søg fred og jag derefter.“ Vil det sige, at fred er som en fugl, der er svær at indfange i lighed med nationernes „fredsdue“? Nej. Det er fredens betydning, der understreges. For det første må vi gennem Jesus Kristus opnå fred med Gud og med hans families indviede medlemmer. Vi må forstå nødvendigheden af at jage efter fred, bevare den, bede for den og arbejde for den til enhver tid, som David siger i en anden salme: „Bed om Jerusalems fred! Ro finde de, der elsker dig! For brødres og frænders skyld vil jeg ønske dig fred, for HERREN vor Guds hus’ skyld [huset, der er center for ren tilbedelse] vil jeg søge dit bedste.“ (Sl. 122:6, 8, 9) Det vil måske betyde, at du må bringe et eller andet offer, måske opgive et venskab, du har sluttet, og som er absolut legitimt i dine egne øjne, men som du ved kan volde uro eller vække diskussion blandt dine brødre, for slet ikke at tale om, at det kan blive årsag til sladder blandt dem, som ikke er i sandheden. Det vil altid være klogt at lade Guds samfunds interesser gå forud for ens personlige interesser.

7. Hvordan opfylder Jesus nu sit løfte fra Johannes 14:27?

⁷ I almindelighed søger folk fred ved at skabe sig fredelige forhold at leve under. Opnåelsen af denne fred afhænger hovedsagelig af deres umiddelbare omgivelser og er gerne en følelsesbetonet tilstand. Det er den eneste måde, hvorpå verden kan skænke denne attråværdige skat. Men Jesus sagde til sine disciple, da de var forsamlede i en sal: „Min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver.“ (Joh. 14:27) Nu under sin anden nærværelse blandt sine disciple opfylder han dette løfte ved at udfri os fra denne disharmoniske verdens magt og myndighed og flytte os over i sit eget land, sit teokratiske område, hvor han som konge hersker med retfærd i den himmelske hovedstad, det nye Jerusalem. I kraft af Guds almægtige ånd leder han fra dette sted sit folk på jorden i et storslået retfærdsarbejde, hvis virkning har fred og tryghed til følge for dem, som deltager i det. Under den fredens ånd, der styrer og retleder vore hjerter og sind, bor vi i sandhed „i fredens hjem, i trygge boliger, sorgfri pauluner“. Hvilken skøn og afklaret frugt af ånden! — Es. 32:1, 17, 18; Fil. 4:7; Kol. 1:13; 3:15. Se også Vagttaarnet for 15. december 1953, siderne 376, 377, paragrafferne 3-6.

Langmodighed

8, 9. Hvilke eksempler har vi på langmodighed, og hvilken virkning bør de have på os?

⁸ Vi skal nu se på den næste egenskab, langmodighed. Her har vi atter en storslået egenskab, der kommer til udslag i Guds egen handlemåde, for han har i megen langmodighed „båret over med vredens kar, fuldt færdige til fortabelse, og gjort dette også for at kundgøre sin herligheds rigdom over barmhjertighedens kar . . . os“. Paulus nævner sit eget tilfælde som et enestående eksempel på, hvorledes Kristus viste ham langmodighed i betragtning af hans tidligere forkastelige færd, og han gør det til opmuntring for andre, som „skal komme til tro“ på Herren. (Rom. 9:22-24; 1 Tim. 1:16) Med så inspirerende eksempler for øje bør vi indse nødvendigheden af at være villige til at vise den samme egenskab, når som helst det er påkrævet. Det betyder ikke, at vi i det uendelige skal finde os i en uret adfærd hos en enkelt person eller i en menighed, men når vi oprigtigt bliver bedt om at vise barmhjertighed, eller når vi må undskylde nogen på grund af uvidenhed, som vi gør med dem, der ikke er i sandheden, bør vi ikke nægte at vise denne egenskab.

⁹ Det modsatte af at være langmodig er at være utålmodig. Bliver du meget hurtigt utålmodig med dine brødre og bider dem af i irritation eller ærgrelse? Så bærer du ikke Guds ånds frugt. Det vil ikke sige, at et par skarpe ord aldrig er nødvendige. Men hvis det kun sker for at give vor egen vrede luft, gør vi klogt i at holde den for os selv lidt længere.

Godhjertethed

10. Hvad er godhjertethed, og hvilket særligt indtryk gør denne egenskab?

¹⁰ Vi vil nu vende vor opmærksomhed mod en egenskab der gør et særligt indtryk, nemlig godhjertethed. Hvordan skal vi definere denne egenskab, og hvordan bliver den brugt i Bibelen? Godhjertethed er det at være indstillet på at gøre godt, sprede lykke, vise gavmildhed, medfølelse, barmhjertighed og tjenstvillighed. Den er et spontant udslag af kærlighed, og den nævnes ofte sammen med kærlighed i Bibelen. En anden ting, der er værd at lægge mærke til, er, at Jehovas godhjertethed mod os er ganske ufortjent. — 1 Mos. 20:13, NW; 1 Kor. 13:4; Hebr. 4:16, NW.

11, 12. a) Hvad kan vi lære af Guds godhjertethed? b) Hvad siger Johannes om Jesus i den henseende?

¹¹ Når vi følger den samme fremgangsmåde som før, lærer vi, at godhjertethed har Jehova, den Allerhøjeste, til kilde. Dengang Jesus belærte sine tilhørere om denne egenskab, understregede han netop, at det ikke bare drejer sig om at være godhjertet mod dem, som påskønner vort venlige sindelag og gengælder os vor godhed. „Nej,“ siger Jesus, „elsk jeres fjender, og gør godt, og lån uden at vente noget igen, så skal jeres løn være stor, og I skal være den Højestes børn; thi han er god [godhjertet, NW] imod de utaknemmelige og onde. Vær barmhjertige, ligesom jeres Fader er barmhjertig.“ (Luk. 6:35, 36; Matt. 5:43-48) Lad os indprente os dette, navnlig når vi viderebringer budskabet om Riget til andre, for dér byder der sig en fortrinlig lejlighed til at vise denne åndens frugt til gavn og vederkvægelse for tilhørerne. Når vi bestandig møder ligegyldighed eller modstand, og når folk kommer med skarpe ord, kan vi fristes til at give et skarpt og syrligt svar, men moden frugt er ikke syrlig.

¹² Dernæst lærer vi, at Kristus Jesus er det redskab, der er særlig udvalgt til at forklare og være et eksempel på sin himmelske Faders ufortjente godhed. Som Johannes så smukt udtrykte det: „Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne søn har den fra Faderen, fuld af nåde [ufortjent godhed, NW] og sandhed.“ „Den enbårne, . . . som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.“ — Joh. 1:14, 18.

13. Hvordan bliver vi belært om denne åndens frugt?

¹³ For at fuldstændiggøre billedet er Kristus Jesus, den eneste som „kender Faderen“, villig til at „åbenbare ham“ for dem, der tror på hans navn. Disse føler stor lettelse, når de går ind til Mesterens tjeneste som hans disciple, for, som han selv siger: „Mit åg er gavnligt [mildt, NW], og min byrde er let.“ Vi har derfor al grund til beredvilligt og af hele vort hjerte at efterkomme apostelens formaning: „Vær gode [godhjertede, NW] mod hverandre og barmhjertige, så I tilgiver hverandre, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.“ — Matt. 11:27-30; Ef. 4:32; Joh. 1:12.

Godhed

14, 15. Hvem er ophav til godhed, og hvilken åbenbaring fik Moses i denne forbindelse?

¹⁴ For at lære, hvad godhed er, og hvordan vi kan bære denne frugt, må vi som før vende os til godhedens ophav. Nej, det er ikke Jesus, der er dette ophav, hvilket han særdeles tydeligt gav til kende i sine ord til en mand, der tiltalte ham med titlen „gode mester“. Det vil ikke sige, at Jesus ikke trofast og til fuldkommenhed var et eksempel på godhed; ellers kunne han ikke have opfordret manden til at blive en af sine efterfølgere. — Mark. 10:17, 18, 21.

¹⁵ Vi får først en rigtig klar forståelse af, hvad godhed, som den ses hos Jehova, består i, når vi overvejer den vidunderlige og fortrolige åbenbaring, han gav af sig selv til Moses. Du husker, at Moses stod i et ganske særligt forhold til Jehova. Måske er han med undtagelse af Jesus det menneske på jorden, der er kommet ham nærmest, for beretningen siger, at Jehova talte „med Moses ansigt til ansigt, som når den ene mand taler med den anden“. Ved een lejlighed bad Moses Jehova: „Lad mig dog skue din herlighed!“ Jehova svarede: „Jeg vil lade al min rigdom [godhed, NW, margen] drage forbi dig og udråbe HERRENS [Jehovas] navn foran dig.“ Al Jehovas godhed kan sammenfattes i den storslåede kundgørelse af sit navn, han kort derefter fremkom med, og som lyder: „HERREN, HERREN, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd.“ — 2 Mos. 33:11, 18, 19; 34:6, 7.

16. Hvad lærer Jakob os vedrørende godhed, og hvilken forpligtelse påhviler der os med henblik på denne egenskab?

¹⁶ Jakob henviser til den samme kilde til al godhed og siger: „Lutter gode og fuldkomne gaver kommer ned ovenfra, fra himmellysenes Fader, . . . Af egen fri vilje fødte han os ved sandhedens ord til at være en førstegrøde af hans skabninger.“ Dette viser også, at vi bliver ført ind i nær samhørighed med Jehova, og det siger sig selv, at denne „førstegrøde“ sammen med alle deres retsindige medarbejdere må bære de samme frugter som ham, der fødte dem, og således hævde det princip som sandt, at „den, som gør det gode, er af Gud“. — Jak. 1:17, 18; 3 Joh. 11. Se også 1 Peter 3:8-11.

Tro

17. I hvilken forstand er tro en hovedgrundvold?

¹⁷ Den kendsgerning, at tro først nævnes som nummer syv i rækken i Galaterne 5:22, 23, viser, at apostelen ikke har valgt at opstille disse egenskaber i nogen bestemt rækkefølge, da tro er den grundvold, den kristne først og fremmest bygger på. (Hebr. 11:6; 2 Pet. 1:5) Ja, vi må have rig tro på Gud, og også på alt det, vi ved, Gud selv sætter absolut lid til, nemlig sin søn, sit ord, sine hensigter og sin rigsorganisation, Zion.

18, 19. Hvad slags gerninger kræver åndens frugt, troen?

¹⁸ Vi vil ikke her tage emnet tro op til en almindelig drøftelse, men vil derimod ganske særlig understrege nødvendigheden af ikke alene selv at eje tro, men at lære, hvordan vi kan bære denne frugt og meddele vor tro til andre som en del af åndens frugt. Det vil sige, at vi må have en levende og virksom tro, således som Jakob sagde: „Sådan er det også med troen; hvis den ikke har gerninger, er den i sig selv død.“ (Jak. 2:17) Paulus viser, hvilken slags gerninger det er, der er påkrævede, for at andre kan høste gavn af vor tro. I en række spørgsmål og svar fastslår han, at forkyndelsen af sandhedsbudskabet er vor hovedopgave, fordi dette arbejde udvirker, at andre kan komme til at høre om Jehova, dernæst til at tro på ham og påkalde ham, og det vil på sin side føre til deres endelige frelse og også til vor egen. — Rom. 10:9-15.

¹⁹ Det er grunden til, at vi altid bør være rede til at tale og handle i overensstemmelse med vor tro. Har vi en stærk tro på Jehovas rige og dets budskab? Så må vi gøre, som Paulus siger: „Prædik ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt.“ (2 Tim. 4:2) Har vi en stærk tro på Jehovas organisation? Så støt den loyalt og aktivt. Din regelmæssige overværelse af menighedsmøderne er i sig selv et vidnesbyrd om din tro og vil opmuntre andre til at gøre det samme. Kender vi ikke godt disse, der er gamle i sandheden og gamle af år, måske så svækkede, at de kun i meget begrænset omfang kan prædike for andre, eller så døve, at det er meget begrænset, hvad de kan få ud af møderne? Men de kommer så regelmæssigt, som de kan. De elsker at komme sammen med Guds forsamlede folk. Det er et udslag af deres rodfæstede tro og hengivenhed. Selve deres nærværelse opmuntrer de nyinteresserede og får dem til at tænke godt om en organisation, der kan inspirere en sådan tillid hos sine medlemmer gennem et helt langt liv. Måtte Jehova rigt velsigne disse trofaste sjæle og holde dem oppe i stærk tro og sand hengivenhed resten af deres leveår.

Mildhed

20. Hvordan kan vi se, at Jehova besidder mildhed og de dertil knyttede egenskaber?

²⁰ Dernæst kommer den udmærkede egenskab, mildhed, der er nært knyttet til ydmyghed og sagtmodighed. Nogle vil måske betvivle, at Jehova besidder denne egenskab, når man betænker hans overlegne myndighed, hans suveræne vilje og hans højt ophøjede stilling. Men lyt til, hvad Jehova selv siger i denne forbindelse: „Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis navn er „Hellig“: I højhed og hellighed bor jeg, hos den knuste, i ånden bøjede.“ Hvilken uventet og ufortjent godhed mod os, at den Almægtige så at sige kommer ned til vort ringe plan! — Es. 57:15.

21. Hvorfor er det så forfriskende at komme i berøring med denne del af åndens frugt?

²¹ Det er den del af åndens frugt, der er så forfriskende og vederkvægende at komme i berøring med, for det er trods alt frugtens forfriskende virkning, der er dens store tillokkelse, fremfor dens ernæringsmæssige værdi, ikke sandt? Finder dine brødre og søstre samværet med dig forfriskende, og behøver de aldrig at frygte, at du vil optræde hårdt og ufølsomt, som om du bevægede dig på et højere plan end de? Mildhed og sagtmodighed er påkrævet, og navnlig når vi vidner for andre, idet mange af dem, vi kommer til, er nedbøjede i ånden. Husker du, hvad Jesus sagde om dette? „Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile [vederkvægelse, NW] for jeres sjæle.“ — Matt. 11:28, 29.

22. Hvorfor er mildhed en nødvendig egenskab hos dem, som indtager ansvarsfulde stillinger?

²² Mildhed er også en nødvendig egenskab hos dem, som indtager en ansvarsfuld stilling, for som Paulus skrev til galaterne: „Brødre, om nogen skulle blive overrasket af en synd, da hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige, med sagtmodig [mild, NW] ånd, og se du selv til, at ikke også du bliver fristet.“ — Gal. 6:1. Se også 2 Timoteus 2:24, 25.

Selvbeherskelse

23. Hvad er selvbeherskelse nært knyttet til, og i hvilke henseender bør vi være på vagt hele tiden?

²³ Sluttelig vil vi vende vor opmærksomhed mod endnu en egenskab, selvbeherskelse. Verdens ånd er præget af det stik modsatte nu om stunder, for i den hører vold og vrede og given efter for kødelige lyster og lidenskaber til dagens orden. (2 Tim. 3:3) Selvbeherskelse omtales måske ikke så ofte i Skriften, men når vi husker, at denne egenskab har tilknytning til tugt, så ved vi, at Bibelen går kraftigt ind for den. På grund af vor ufuldkommenhed er vi tilbøjelige til at gå til yderligheder, så vi enten bliver stivsindede eller lader stå til og bliver sløve. Husk, at et frugttræ, der overlades til sig selv, snart ophører med at bære fin frugt, fordi det forfalder og bliver et let bytte for skadelige påvirkninger og sygdom. Altså bør vi være på vagt hele tiden, ikke alene over for de enestående rigsforrettigheder, vi har, og vore fremtidsudsigter, men også over for de farer, der lurer indefra og udefra. Vi har et løb at fuldføre, og som Paulus siger: „Enhver, der deltager i idrætskamp, er afholdende [viser selvbeherskelse, NW] i alt.“ Fremdeles siger han: „Jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.“ — 1 Kor. 9:25, 27.

24. Hvilken anden slags tugtelse er medvirkende til, at vi kan bære rig frugt?

²⁴ Senere i samme brev omtaler han, efter at han har henledt opmærksomheden på de sørgelige følger af manglende selvbeherskelse og nødvendigheden af selvransagelse, en anden side til spørgsmålet om tugt, nemlig Jehovas tugtelse af os. Han siger: „Hvis vi bedømte os selv ret, blev vi ikke dømt. Men når vi dømmes af Herren [Jehova, NW], tugtes vi.“ Enhver ægte søn trænger til tugt og bliver tugtet, som Paulus påpeger i sit brev til hebræerne. „Al tugtelse synes vel i øjeblikket ikke at være til glæde, men til sorg; men siden giver den dem, der er opøvet ved den, en fredens frugt: retfærdighed.“ — 1 Kor. 11:31, 32; Hebr. 12:11.

25. Hvordan og under hvilket andet billede formaner Paulus os i Kolossenserne 3:12-14?