Hav Kristi sindelag
DET, der først og fremmest lå Kristus på sinde, var, at han kendte og gjorde sin Faders vilje for at være ham til behag. Lige fra begyndelsen var hans sindelag således, at han glædede sig i sin Fader, Jehova Gud: „Mig skabte Jehova først blandt sine værker, i urtid, førend han skabte andet. Da han grundfæsted himmelen var jeg hos ham, da han satte hvælv over verdensdybet. Jeg var hos ham som hans myndling; og daglig var jeg opfyldt af glæde, mens jeg leged foran ham hele tiden.“ — Ordsp. 8:22, 27, 30 (vers 30 AT).
Jesus glædede sig over at beskæftige sig med sin Faders ord og bud: „Mange undere gjorde du, Jehova min Gud, og mange tanker tænkte du for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.“ „Hvor kostelige er dine tanker mig Gud, hvor stor er dog deres sum! Tæller jeg dem, er de fler end sandet, [skulle jeg nå til ende med dem, måtte mit liv være lige så langt som dit, AT]!“ I sin tjenergerning viste han, at han var hjemme i sin Faders ord, idet han brugte det til at bevise sine synspunkter og modbevise sine modstanderes. — Sl. 40:6; 139:17, 18.
Uden hensyn til hvilke lidelser, det kunne medføre, var Jesu sindelag således, at han glædede sig over at gøre sin Faders vilje: „Da sagde jeg: Se, jeg er kommen (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud.“ (Hebr. 10:7; Sl. 40:7, 8) Det er derfor, apostelen Paulus giver os følgende råd: „Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus, der, skønt han var i Guds skikkelse, ikke overvejede at gribe efter at blive Gud lig. Nej, men han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og kom i menneskers lighed. Hvad mere er, da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig indtil døden, ja døden på en marterpæl.“ — Fil. 2:5-8, NW.
At det var udførelsen af hans Faders vilje, der først og fremmest lå ham på sinde, ses af hans eget vidnesbyrd: „Jeg kan slet intet gøre af mig selv; således som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig, thi jeg søger ikke at fremme min egen vilje, men hans, som har sendt mig.“ „Thi jeg er kommen ned fra himmelen, ikke for at gøre min vilje, men hans vilje, som sendte mig.“ Og videre: „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og fuldbyrde hans gerning.“ — Joh. 4:34; 5:30; 6:38.
Om det eksempel, Jesus satte for os, læser vi videre: „Ret blikket mod vor tros leder og fuldender, Jesus. Af hensyn til den glæde, der ventede ham, udholdt han en marterpæl uden at ænse skammen, og han har taget sæde på højre side af Guds trone.“ (Hebr. 12:2, NW) Hvori bestod den glæde, der ventede Jesus, og som satte ham i stand til at udholde alle lidelser og forsmædelser? Det var glæden over at kunne glæde sin Faders hjerte ved at herliggøre ham. „Vær viis, min søn, og glæd mit hjerte, at jeg kan svare den, der smæder mig.“ Således gav salmisten profetisk udtryk for Jesu indstilling: „I en stor forsamling forkyndte jeg retfærd, se, mine læber lukked jeg ikke; Jehova, du ved det. Din retfærd dulgte jeg ej i mit hjerte, din trofasthed og frelse talte jeg om.“ — Ordsp. 27:11; Sl. 40:10, 11.
Det var nødvendigt, at hans Faders navn blev æret og ophøjet på grund af den forsmædelse, den skærmende kerub, som senere blev Satan Djævelen, havde kastet over det. I stedet for at glæde sig over at gøre Guds vilje, var Satans sind fuldt af lovløshed; og i stedet for at lægge den samme kloge og ydmyge lydighed for dagen, som Jesus viste, satte han sin visdom over styr på grund af stolthed og oprør. Han kastede smuds på Jehovas navn ved sin onde handlemåde og ved at påvirke andre til også at følge den. — Job, kapitlerne 1 og 2.
I skærende modsætning til den oprørske kerub elskede Kristus Jesus sin himmelske Fader og var opfyldt af iver efter at ære hans navn. Han forstod til fulde grunden til, at han var kommet til jorden, og derfor gjorde han brug af enhver lejlighed til at ære det ved at fortælle andre, hvor god og kærlig hans Fader er. Gentagne gange læser vi om, at han forkyndte i folks hjem, i deres synagoger, i templet, på bjergskrænter og strandbredder. Selv mens han hvilede sig ved en brønd, gjorde han god brug af en lejlighed til at forkynde for en ringeagtet samaritansk kvinde, og resultatet blev, at der blev aflagt et stort vidnesbyrd for hele den by, hvori hun boede. — Joh. 4:6-42.
Fordi det først og fremmest var ophøjelsen af Faderens navn, der lå Jesus på sinde, var han opfyldt af brændende nidkærhed for at afsløre dem, der smædede det. Det er derfor, han den ene gang efter den anden rettede sine knusende slag mod farisæerne, de skriftkloge og lovkyndige, og det er derfor, han både ved begyndelsen og afslutningen af sin jordiske tjenergerning drev vekselererne ud af templet i retfærdig harme. Han udbrød: „Der står skrevet: Mit hus skal kaldes et bedehus; men I gør det til en røverkule.“ — Matt. 21:12, 13; 23:1-39; Joh. 2:13-17.
Jesus vidste med sikkerhed, hvad Guds vilje med ham var, og han adlød denne vilje ved at have en ubøjelig beslutning om ikke at tillade noget at vende ham bort fra den rette vej. Djævelens lumske pile i form af smiger prellede af på hans troens skjold, da han mødte denne modstander i ørkenen. Heller ikke lod han den jødiske folkemængde gribe sig med magt og gøre sig til konge, for han vidste, at det ikke var Guds vilje med ham, og han ønskede ikke at ophøje sig selv. Da Peter søgte at få ham fra at følge den ydmygende lidelsernes vej, som hans himmelske Fader havde anvist ham, irettesatte han ham med disse ord: „Vig bag mig, Satan! Du er en anstødssten for mig, for du tænker ikke Guds tanker, men menneskers.“ Da han fuldt ud vidste, hvad der ventede ham, „holdt han sig stadig Jerusalem for øje som sin vandrings mål“. — Matt. 4:1-10; 16:23, NW; Luk. 9:51; Joh. 6:15.
Da Jesus var i forhør hos Pontius Pilatus gjorde han klart rede for hensigten med, at han var kommet til jorden: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ Og at denne sandhed først og fremmest var sandheden om hans Faders navn, viser Jesus i sin bøn til Faderen i den nat, han blev forrådt: „Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig.“ — Joh. 17:4, 6; 18:37.
Profeten Esajas (42:19) giver en klar beskrivelse af Jesu sindelag med ordene: „Hvo er blind, om ikke min tjener, og døv som budet, jeg sendte? Hvo er blind som min håndgangne mand, blind som Jehovas tjener?“ Ja, Jesus var døv og blind for både den falske venlighed, hånen og truslerne, som Satan og de, han havde ført bag lyset, anvendte overfor ham. Alt, hvad han så og hørte, var, hvad hans Fader ønskede, han skulle beskæftige sig med.
Efterlign Kristus Jesus
Vi har set, at Jesus var uskyldig, ubesmittet og fuldstændig uden synd, men det at have Kristi sindelag indbefatter mere end blot at undlade at begå de grovere synder. (Joh. 8:46; Hebr. 7:26) At man går rundt med en skinhellig mine og bærer en religiøs dragt er absolut heller ikke noget bevis for, at man har Kristi sindelag; faktisk beviser det det modsatte.
Ønsker vi at have samme sindelag som Kristus? Så må vi allerførst glæde os over Guds ord, som Jesus gjorde. Vi må fylde vort sind med kundskab om Jehova Gud og hans hensigter, oplysning om hans egenskaber: visdom, retfærdighed, kærlighed og magt, om hans ypperste hensigt, at herliggøre sit navn og overherredømme, hvilket først og fremmest ligger til grund for, at han tilbyder skabningen frelse, og at han har tolereret det onde, samt at han til sidst vil udslette det; vi må forstå hvilken rolle, Kristus Jesus har spillet med hensyn til at tilvejebringe vor genløsningsbetaling og ophøje sin Faders navn, og hvilken rolle han i fremtiden vil spille i samme forbindelse; vi må vide, at Riget, som vi har bedt om, nu er oprettet, og at det vil bringe menneskeheden talløse velsignelser i den nye retfærdige verden. Omkring disse grundsandheder drejer alle Bibelens andre sandheder sig. — 2 Mos. 9:16; Sl. 83; Ez. 36:20-22; Matt. 6:10; 20:28; 24:1-44.
Imidlertid er det ikke nok, at vi fylder vort sind med disse sandheder ved hjælp af studium, og at vi tror på dem. For at have Kristi sindelag må vi handle i overensstemmelse med dem. Vi må beslutte at kæmpe for disse sandheder og så holde fast ved vor beslutning uden hensyn til, hvad mennesker eller dæmoner eventuelt bringer over os. Det betyder først og fremmest, at vi indvier os til at tjene Gud, ligesom Jesus gjorde, så vi fortsat kan bevise, at vi glæder os over at gøre Guds vilje. (Sl. 40:9) Og ligesom det var tilfældet med Jesus, er det først og fremmest Guds vilje med os, at vi skal forkynde sandheden om hans navn og rige. — Matt. 24:14; 1 Pet. 2:9.
For at have Kristi sindelag må vi være nidkære for vor himmelske Faders gode navn; og derfor må vi afsløre de falske lærdomme, der bringer forsmædelse over ham, og samtidig passe på, at vi ikke selv gør noget, der kan kaste smuds på Jehovas navn. Vi må aldrig skamme os over at vedkende os Jehovas navn for mennesker, og vi må heller aldrig moderere sandheden for at undgå menneskers vrede. Som Jesus må vi være blinde og døve både for den falske venlighed, verden viser os for at lokke os bort fra vor beslutning, og for dens trusler og forsmædelser, som har til hensigt at slå vort mod ned. Vor bevæggrund må stadig være, at vi ønsker at vinde Guds godkendelse, ikke menneskers.
Og i vor omgang med vore medkristne må vi give agt på Paulus’ råd: „Hvis da formaning i Kristus betyder noget, hvis opmuntring i kærlighed, hvis åndens fællesskab, hvis inderlig kærlighed og barmhjertighed betyder noget, så gør min glæde fuldkommen ved alle at være enige, ved at have den samme kærlighed, samme sjæl, samme sind. Gør intet af egennytte eller lyst til tom ære, men agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv, og se ikke hver på sit eget, men også på de andres. Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus.“ — Fil. 2:1-5.