Erklæret retfærdige
HVORDAN kan Adams efterkommere blive erklæret retfærdige når de alle sammen er uretfærdige, ufuldkomne og tilbøjelige til at handle uret? Skal vi være ærlige må vi jo hver især indrømme som salmisten David: „Jeg er født i misgerning, min moder undfanged mig i synd.“ — Sl. 51:7.
Ifølge Bibelen har „synd“ og „uretfærdighed“ samme betydning. (1 Joh. 5:17) Ved at synden er gået i arv til os fra vore første jordiske forældre lige til den dag i dag, er vi altså alle blevet „uretfærdige“. Et uimodsigeligt vidnesbyrd om denne nedarvede synd eller uretfærdighed er at vi fortsat dør. (Rom. 5:12; 6:23) Desuden kan vi ikke selv udfri os af denne skæbnesvangre tilstand, for det er som salmisten skriver under inspiration: „Visselig, ingen kan købe sig fri og give Gud en løsesum.“ — Sl. 49:8.
Men alligevel viser Bibelen at uretfærdige kan blive erklæret retfærdige! Hvordan er dette muligt? På hvilket grundlag kan ufuldkomne skabninger erklæres retfærdige? Kan Dommeren, Jehova Gud, gøre dette og stadig selv stå retfærdig?
Ved Jesus Kristus, vor Herre
Lad os lægge mærke til det middel hvorved Gud vil frelse syndige mennesker fra den nedarvede synds dødbringende virkning. (Luk. 2:30) Han udsendte sin søn, ganske vist født af en kvinde, det er rigtigt, men ikke belastet med ufuldkommenheden fra Adam, for Maria var blevet frugtsommelig ved „Helligånden“ og „den Højestes kraft“. (Luk. 1:35) Den søn hun fødte var derfor „ubesmittet, skilt ud fra syndere“. (Hebr. 7:26) Da han havde nået manddomsalderen opfyldte hans legeme betingelserne som det legeme Gud havde ’beredt’ som offer for uretfærdige mennesker. — Hebr. 10:5.
Da Jesus blev døbt i Jordan var han et fuldkomment, retfærdigt menneske. Han fremstillede sig villigt for at betræde den vej hans himmelske Fader havde afstukket for ham, en vej der ville ende med at han ofrede sit liv. Da han steg op af vandet kom Guds hellige ånd over ham, og ved overnaturlige tegn anerkendte Gud ham som sin søn — ikke at han var Hans menneskelige søn, for det havde han været lige siden sin fødsel, men at han nu var „født på ny“, „født af Ånden“. (Joh. 3:3-6) Fra nu af var Jesus på vej tilbage til det himmelske liv han havde haft før han blev sendt til jorden.
Jesu menneskelige organisme var fuldkommen, og han holdt fast ved denne fuldkommenhed ved at bevare sin integritet, selv under de hårdeste prøvelser. „Han [lærte] lydighed af det, han led,“ siges der. Han bevarede med andre ord lydigheden mod Gud, selv da han direkte blev udsat for hadefuld forfølgelse fra Satans og hans håndlangeres side. (Hebr. 5:7-9) Gud førte derved vor frelses banebryder „til fuldendelse gennem lidelser“. (Hebr. 2:10) Man kunne ikke påpege en eneste fejl eller ufuldkommenhed ved ham. Han bevarede af sig selv urokkeligt sin retfærdighed — som det eneste menneske der nogen sinde skulle gøre det.
Lidelserne nåede deres højdepunkt i Jesu skændige men ufortjente død på marterpælen. Derefter oprejste Gud ham fra de døde og satte ham derved i stand til at fortsætte sit liv som en åndeskabning og vende tilbage til himmelen for at han dér kunne frembære sit offers fortjeneste til gavn for den syndige menneskehed. Ved at Gud således oprejste Jesus til liv som en åndeskabning, blev Jesus „erklæret retfærdig i ånd“. (1 Tim. 3:16, NW; 1 Pet. 3:18) Den himmelske Fader erklærede i realiteten at denne søn, der havde været udsat for skændsel og bagvaskelse og havde fået en grusom død, helt havde fuldbyrdet hans vilje, selv om det måske så anderledes ud. Sønnens offerdød gav Gud grundlag for at kunne erklære de mennesker retfærdige som ville udvise tro på Kristus. (Gal. 2:16) At Jesus villigt gik i døden tjente til at udslette den dødens fordømmelse som menneskeslægten var blevet underlagt på grund af Adams ulydighed.
Den kristne menighed
Gud havde imidlertid til hensigt at udvælge et begrænset antal mennesker og optage dem i sin familie af åndelige sønner, og dannede derfor en „menighed af førstefødte, som er indskrevne i Himlene“ — en menighed hvis overhoved er Kristus Jesus. (Hebr. 12:23) Disse mennesker vil opnå liv i himmelen som åndeskabninger. Men først må de være trofaste til døden i den tjeneste Gud giver dem mens de stadig lever i kødet. Det er en præstetjeneste — forligelsens tjeneste, hvorved de skal søge at hjælpe mennesker til at blive forligt med Gud. — 2 Kor. 5:18, 19.
For at disse ’forligelsens tjenere’ kan blive duelige til deres tjeneste, og for at de kan blive „født af Ånden“ og blive Guds børn, må de først, mens de endnu er i kødet, have et ret forhold til Gud, ligesom Jesus da han fremstillede sig til dåb. Hvordan kan de opnå dette? Kun ved at Gud lader dem få gavn af Jesu offers fortjeneste straks, tilgiver dem alle deres synder, og erklærer dem retfærdige ved at tilkende dem menneskelig fuldkommenhed ved en juridisk handling. Dette skridt tager Gud naturligvis kun med hensyn til dem der bliver medlemmer af ’menigheden af førstefødte’ og udviser tro på Kristi Jesu genløsningsoffer. Apostelen Paulus forklarer det på denne måde: „Det er som en fri gave at de erklæres retfærdige ved [Guds] ufortjente godhed gennem frigørelsen ved løsesummen der er betalt af Kristus Jesus.“ — Rom. 3:24, NW.
Disse erklæres altså retfærdige i kødet for at kunne blive optaget i Guds familie af åndelige sønner i himmelen. At de bliver erklæret retfærdige medfører ikke at de bliver virkeligt fuldkomne i kødet, men Gud regner dem for at være fuldkomne mennesker; retfærdigheden tilregnes dem. Gud gør dem således acceptable som et offer til sig. Han gør dem altså allerede nu til sine åndelige sønner. I denne egenskab må de tjene ham, endda i den udstrækning at de må opgive deres menneskeliv og enhver mulighed for liv som mennesker i fremtiden. De går i fuldeste forstand i deres førers, Kristi Jesu, fodspor. — 1 Pet. 2:21.
Vi har set at Jesus Kristus, efter at have bevaret sin loyalitet til døden i kødet, blev „vakt til live i ånden“, „erklæret retfærdig i ånd“, og fik udødelighed og uforkrænkelighed. (1 Pet. 3:18; 1 Tim. 3:16, NW; 1 Kor. 15:42, 45) På samme måde bliver hans åndsavlede efterfølgere, hvis de bevarer deres loyalitet til døden, ’erklæret retfærdige i ånd’, idet de bliver oprejst som åndeskabninger, og de får ligeledes del i guddommelig natur. (2 Pet. 1:4) Så er deres retfærdighed ikke længere en retfærdighed som tilkendes dem, en retfærdighed som skyldes en andens fortjeneste, men en virkelig retfærdighed. (1 Joh. 3:2) De belønnes med uforkrænkelighed og udødelighed.
„Retfærdighed“ før den kristne æra
Men hvad med de retfærdigt indstillede mennesker som tilbad Gud før den kristne æra? Hvordan betragtede Gud dem? De var belastet med nedarvet synd. Adam havde mistet retfærdigheden for sig selv og sine efterkommere, og det hørte stadig fremtiden til at Jesus ville ’bringe liv og uforkrænkelighed for lyset ved evangeliet’. (2 Tim. 1:10) Hvordan kunne den hellige Gud da have nogen forbindelse med disse førkristne tilbedere?
Det var på grund af deres tro på Guds løfter, en tro som gav sig udslag i gerninger, at mænd og kvinder som Abraham og Rahab blev ’regnet retfærdige’ af Gud. (Rom. 4:3; Jak. 2:25) De var ikke i ondskabens vold ligesom de verdslige mennesker omkring dem. De „vandrede med Gud“ ligesom Noa. (1 Mos. 6:9) De forventede imidlertid ikke at blive antaget som Guds åndelige børn. De så frem til den tid da Gud ved en opstandelse ville oprejse dem til liv på jorden. Gud kunne have forbindelse med dem og velsigne dem fordi de troede hans ord.
Den ’store skares’ retfærdighed
Foruden resten af de 144.000 som er kaldede til liv i himmelen, findes der i dag på jorden en „stor skare“ som tjener Gud, en skare som ’ingen kan tælle’. Apostelen Johannes så denne skare i et syn og fik at vide at dens medlemmer „har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“. (Åb. 7:4, 9-17) De viser i handling at de tror på Kristi Jesu, Guds lams, udgydte blod. Kristus Jesus omtalte dem profetisk som „de retfærdige“, fordi Gud også regner dem deres tro til retfærdighed. — Matt. 25:37.
Men medlemmerne af denne „store skare“ som er omtalt i Åbenbaringens syvende kapitel, erklæres ikke på nuværende tidspunkt retfærdige så de kan stå godkendte som Guds børn. Deres hvide klæder er snarere et udtryk for en midlertidig stilling ind for Gud — en stilling hvori de vil blive ført sikkert gennem Harmagedon, hvor dommen fuldbyrdes over en ond verden, ind i Kristi tusindårige fredsrige. Under denne nye tingenes ordning vil de blive oplært i retfærdighed og hævet op mod fuldkommenhed i kødet. Under dette fredelige styre vil myriader af mennesker også blive oprejst fra graven til liv på jorden, og dette indbefatter dem der loyalt tilbad Jehova før den kristne æra. Vil de have mulighed for at blive erklæret retfærdige?
Ja det vil de, men Jehova vil vente med at godkende dem som sine jordiske børn, som en del af sin universelle familie, til slutningen af Kristi tusindårige styre. Til den tid vil Kristus Jesus ved sin himmelske regering have hævet den lydige menneskehed op til jordisk fuldkommenhed, til den fuldkomne tilstand Adam havde da Gud underlagde ham lydighedsprøven. Så er tiden kommet da Kristus „overgiver Riget til Gud og Faderen“ og Faderen afgør hvem der er værdig til at leve evigt i lykke på jorden. (1 Kor. 15:24-26) Ligesom i Adams tilfælde vil denne afgørelse blive truffet på grundlag af en prøve — en prøve som er omtalt i Åbenbaringen 20:7-10.
De der så holder fast ved den rene tilbedelse af Jehova vil blive „erklæret retfærdige“. De vil i bogstavelig forstand opnå „Guds børns herlige frihed“ som Guds jordiske børn. De vil blive erklæret retfærdige, ikke i ånden, men i kødet. Det er ikke en tilkendt retfærdighed de da vil have, men virkelig jordisk fuldkommenhed og udsigt til at leve evigt på jorden under Guds faderlige beskyttelse. — Rom. 8:18-21, NW; Åb. 21:3, 4.
Jehova retfærdig i alle sine handlinger
Jehova bryder aldrig sine egne retfærdige principper. Han hverken billiger eller undskylder synd. Han er for ren og hellig til at se med velbehag på noget der er uretfærdigt. (Hab. 1:13) Alle de der bliver hans børn i himmelen eller på jorden må være hellige, ligesom han er hellig. (1 Pet. 1:15, 16) Han har kærligt sørget for at hans retfærdige krav kan blive opfyldt mens mennesker samtidig kan blive frelst fra den dødens fordømmelse de har arvet fra Adam.
Dette kan kun ske på grundlag af genløsningsofferet, Guds egen elskede søn, Kristus Jesus. Da denne genløsningsbetaling blev erlagt, bragte den Adams efterkommere udfrielse fra dødens fordømmelse. De der bliver udfriet må naturligvis først udvise tro på den genløsning Gud har tilvejebragt. De af Kristi efterfølgere som er kaldede til engang at være sammen med ham i himmelen, opnår allerede mens de er i kødet en tidlig udfrielse fra syndens fordømmelse sådan at de kan blive „genfødt“ og derved komme i samhørighed med Kristus Jesus.
Alle andre mennesker som en dag vil opnå evigt liv — på jorden under Kristi riges herredømme — må afvente udfaldet af den prøve som Gud vil underkaste dem ved slutningen af Kristi tusindårige styre. De der forbliver loyale og lydige mod Gud under denne prøve, vil blive erklæret retfærdige i kødet. De vil da blive den højeste Guds jordiske børn.
Vi har altså set at det er Jehova alene der kan erklære nogen retfærdig, og idet han gør det viser han at han selv er retfærdig i alle sine handlinger. Det er som apostelen Paulus forklarer: „Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud og bliver retfærdiggjorte uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus, hvem Gud fremstillede som sonemiddel ved troen på hans blod; det gjorde Gud for at vise sin retfærdighed, da han i sin langmodighed havde båret over med de synder, som forhen var begået — for i den tid, som nu er, at vise sin retfærdighed, nemlig at han er retfærdig, når han retfærdiggør den, som har tro på Jesus.“ — Rom. 3:23-26, fodnoten.