• Opstandelsens mirakel
    Vagttårnet – 1954 | 1. august

    • at også de skulle være fyrster. (Sl. 45:17) Det følger ganske logisk heraf, at disse fortidens trofaste og sådanne blandt vor tids andre får, som dør inden Harmagedon, vil få en tidlig opstandelse i den nye verden og sammen med de overlevende fra Harmagedonslaget have del i arbejdet med at forvandle jorden til et paradis. Deres opstandelse er også en opstandelse til liv, for når de kommer frem, har de en god begyndelse at bygge videre på, for de har da allerede i stor udstrækning dannet et livsmønster, der er i overensstemmelse med Guds krav. Når de kommer frem, vil de ikke stå tvivlende over for alt det nye, men ufortøvet følge lydighedens vej og indordne sig under den nye verdens levevis. De vil også være blandt de „retfærdige“, Paulus omtaler i Apostlenes Gerninger 24:15.

      18. Hvem opstår til dom?

      18 Men hvad med de „uretfærdige“, dem, som „har øvet det onde“, og som opstår „til dom“? De kommer med i den jordiske opstandelse og indbefatter alle, som ikke har kendt noget til Jehovas tjeneste, men som i hjertet længes efter retfærdighedens principper. Forbryderen, som Kristus talte til på marterpælen, var et eksempel på disse. (Luk. 23:39-43) De øvede ikke det, der var velbehageligt i Guds øjne og som kunne føre dem til liv, men deres hjertes ønsker var rette, og de ejede kærlighed til retfærdighed, og det husker Gud. Nogle har måske endogså vist Guds tjenere venlighed i forgangne tider. Sådanne vil opstå til dom, og udfaldet af dommen vil være afhængigt af deres lydighed mod de guddommelige regler og bud, der gælder i Jehovas nye verden. Deres opstandelse vil finde sted, når jorden er godt på vej til at blive forvandlet til et paradis, hvilket vi kan se af Kristi løfte til forbryderen.

      „Den absolutte ende“

      19. Hvordan bidrager opstandelsen i sidste ende til Jehovas navns hævdelse og herliggørelse?

      19 Åbenbaringen 20:5 viser, at ingen på jorden vil få evigt liv før ved slutningen af Kristi tusindårige regering. Til den tid har Kristus genrejst hele den lydige menneskeslægt til bogstavelig fuldkommenhed, og dermed er hans præstetjeneste udført. Den død, der skyldes Adam, vil da være tilintetgjort, idet al ufuldkommenhed vil være fjernet. Jorden er da opfyldt og forskønnet i overensstemmelse med Jehovas oprindelige hensigt. Kristus træder til side og lader menneskene stå for Jehova i deres fuldkommenhed, ligesom Adam stod ind for Jehova i Eden. Det er „enden [den absolutte ende, NW] . . . efter at han har tilintetgjort al magt og al myndighed og kraft“. (1 Kor. 15:24) Dernæst kommer en sidste prøve, idet Satan løses en lille tid, og de, som står urokkelig fast for Jehovas teokratiske regering, bliver erklæret retfærdige og får et varigt hjem i den nye verden uden ende. Da er det, at „de andre døde“ får liv i ordets videste forstand. (Åb. 20:5) Til den tid er Gud i sandhed „alt i alle“, for han alene afgør, hvem af jordens beboere der skal leve for bestandig, og hvem der skal udslettes for bestandig. Opstandelsen hævder og herliggør Jehovas navn og hensigter. Lykkelige er de, som får del i dens goder!

      (The Watchtower, 1. maj 1954)

  • Opstandelsen — vort styrkende håb
    Vagttårnet – 1954 | 1. august

    • Opstandelsen — vort styrkende håb

      1. a) Ved hvilke midler tvinger verden folkene frem ad undergangens vej? b) Hvordan kan vi blive frigjort for dødsfrygt?

      DET er ikke let for nogen at gå imod den gamle verdens tænke- og væremåder i sin kamp for at bevare sin retskaffenhed. Det er ikke en vej for den fejge eller krysteren, selv om verden måske bruger denne falske beskyldning mod den kristne for at skræmme ham eller tvinge ham til at følge den i dens eget vilde jag mod undergangen. I stedet for at appellere til menneskenes kærlighed og fornuft appellerer denne verden til det faldne menneskes afstumpede følelser. Den driver dem frem med frygtens eller stolthedens eller selviskhedens pisk. Få er de, som kan stå imod. Det er grunden til, at diktatorer kan holde et helt folk i ave, så de bliver bange for frimodigt at hævde dyrebare retfærdighedsprincipper i tale og handling. Ved deres tavshed samtykker de — for at hytte deres eget skind — i regeringens ugudelige og totalitære metoder og kommer under samfundsfordømmelse sammen med hele den onde nation. Frygten for deres egen eller deres pårørendes død trælbinder dem. Bibelen omtaler Djævelen, den store fangevogter, som den, der har alle dem i sin magt, „som af frygt for døden hele deres liv havde levet i trældom“. (Hebr. 2:15) Hvis mennesker havde sand kundskab om opstandelsen, ville de være frigjorte for en sådan frygt. Det er derfor et spørgsmål om liv eller død at tilegne sig denne kundskab. Uden denne erkendelse og tro kan den kristne ikke bevare sin retskaffenhed.

      2. Hvordan var kundskaben om opstandelsen en hjælp for Jesus til at bevare sin retskaffenhed?

      2 Opstandelseshåbet var en bærende kraft for Jesus under hans kamp for at bevare sin retskaffenhed under det hårde pres, Djævelen og hans verden lagde på ham, mens han vandrede her på jorden. Da han måtte lide døden på en marterpæl, gav denne tro og dette håb ham styrke til at bevare sin retskaffenhed over for sin Fader ubrudt. Der står skrevet om ham: „Ja, også mit kød skal bo med håb; thi du vil ikke lade min sjæl blive tilbage i dødsriget [hades, NW].“ (Ap. G. 2:26, 27) Jesus vidste, at Gud ikke ville glemme ham eller lade hans tilværelse, hans „sjæl“, gå til i graven.

      3. Hvilke andre eksempler viser, at kundskab om og tro på opstandelsen er en nødvendighed?

      3 På samme måde fik Abraham styrke til at bestå prøven, da han skulle ofre sin søn Isak, Job til at udholde svære lidelser og tabet af alt, hvad han havde,