Hvorfor blev det skrevet på den måde?
„Giv mig kløgt [Få mig til at forstå, NW], så jeg agter på din lov og holder den af hele mit hjerte.“ — Sl. 119:34.
1. Er det almindeligt at der er brug for opmuntring, og hvor kan opmuntringen ofte findes?
HAR du ikke ofte erfaret, når du har haft brug for opmuntring, at sandheder fra det åndelige forråd som Gud har skænket os i Bibelen, har givet dig styrke til at møde personlige prøver og problemer? Det ser ud til at vi alle har erfaret dette i vort liv som kristne.
2. Hvad har mange Jehovas vidner været udsat for i årenes løb, noget som har givet anledning til mismod, og hvordan har det været muligt for dem at holde ud trods det alt sammen?
2 For eksempel har mange Jehovas vidner i dag været igennem perioder med mismod når modstandere har talt nedsættende om Guds folk og endog har grebet til vold fordi de som vidner for Gud har forkyndt sandheden. Mange som har gået aktivt ind for sand kristendom i halvtreds-tres år husker endnu uvenlige bemærkninger og reaktioner fra naboer og andre under den første verdenskrig og i tiden derefter. Hvor mange blev ikke foragteligt kaldt russellitter og millennister! Nogle blev pryglet, rullet i tjære og fjer, sat i fængsel, spottet, pisket og spyttet på. Under det alt sammen fortsatte Jehovas kristne vidner trofast det arbejde som deres Gud, Jehova, havde pålagt dem. Hvordan var det muligt for dem? Til dels på grund af den forståelse, opmuntring og styrke de hentede fra Guds ord og fra de publikationer som „den tro og kloge tjener“ udsendte i disse modgangens dage.
3. Hvad bør vi tænke på når vi læser Bibelen?
3 Og er det ikke netop hensigten med Guds ord at opbygge Jehovas tjenere? Derfor bør man, når man læser en af Bibelens bøger, skaffe sig oplysninger om baggrunden for bogens tilblivelse og om den der har skrevet den. Læseren gør vel i at spørge sig selv: ’Hvorfor er bogen skrevet på den måde?’
4. Hvilken bog i Bibelen vil vi nu især beskæftige os med?
4 Lad os tage en af Bibelens bøger og bruge nogen tid på at fastslå hvorfor den fremtræder netop i den form og bruger netop de argumenter som den gør. Vi vil koncentrere os om apostelen Paulus’ brev til de kristne i Jerusalem; det kaldes almindeligvis brevet til hebræerne eller Hebræerbrevet, og det findes altså i De kristne græske Skrifter. (Hebr. 13:22) Ved at betragte de forhold der eksisterede for nitten hundrede år siden, da Paulus skrev brevet, vil vi bedre kunne forstå hvorfor det han skrev var til styrke og trøst for Guds folk.
Meninger om de kristne i det første århundrede
5. Hvordan er den religiøse situation i Jerusalem omkring år 61 e.v.t.?
5 Lad os gå tilbage i tiden til omkring år 61 e.v.t. og se på byen Jerusalem. Det er cirka otteogtyve år siden Jesus døde på en marterpæl uden for Jerusalems mure. Jerusalem er en hellig by for jøderne. Tilsyneladende er den kommet velbeholdent over den tid da den foragtede Jesus fra Nazaret levede. Jøderne hævder at deres religion er gammel; den kan føres helt tilbage til deres stamfader Abraham. Deres åndelige ledere, rabbinerne, er højt agtede; de nyder stor anseelse, og de æres af folket. De har taget sæde på Moses’ stol og sidder øverst til bords ved aftensmåltiderne og har de fornemste pladser i synagogerne. Man hilser på dem på torvene, og de bliver kaldt „rabbi“ af folk. De udgør i sandhed en religiøs magtfaktor i tiden. — Matt. 23:6, 7.
6. (a) Hvordan blev de kristne i denne by betragtet af de jødiske religiøse ledere? (b) Hvad havde apostelen Paulus oplevet da han havde været i byen få år tidligere? (c) Hvad havde den lille gruppe kristne i Jerusalem især brug for?
6 I byen befinder der sig også en forhadt sekt kaldet „de kristne“ eller „vejen“, men de er forholdsvis få. (Ap. G. 9:2; 19:9; 22:4) De betragtes med foragt af de jødiske religiøse ledere og deres tilhængere. De bliver kritiseret, udskældt og forfulgt. Hvad der gør sagen endnu værre for dem er at de for størstedelens vedkommende er jøder af fødsel; de er derfor dobbelt forhadte fordi de har forladt den jødiske religion og er blevet disciple af Jesus, den „såkaldte“ Kristus. Så stort er hadet til de kristne at da apostelen Paulus nogle år tidligere var i byen, havde hans blotte tilstedeværelse i templet givet anledning til en opstand hvorunder de religiøse jøder havde skreget: „Bort fra jorden med en sådan! han skulle ikke have lov at leve!“ (Ap. G. 22:22) Mere end fyrre jøder havde under forbandelser forpligtet sig til hverken at spise eller drikke før de havde ryddet Paulus af vejen. (Ap. G. 23:12-15) I denne atmosfære af religiøs fanatisme og had til de kristne måtte menigheden leve, forkynde og stå fast i troen. De kristne havde således virkelig brug for opmuntring, solid kundskab om Kristus og forståelse af hvordan han opfyldte Moseloven, så de ikke faldt tilbage til jødedommen og til at overholde Loven. Paulus vidste hvad de havde brug for. Han kendte personligt de prøvelser de var udsat for.
7. Nævn nogle af de argumenter som de jødiske ledere og deres tilhængere kan have brugt imod de kristne.
7 Tænk et øjeblik på de modsigelser og argumenter som disse første kristne måtte kæmpe med. Det var de jødiske religiøse ledere og deres tilhængere magtpåliggende at de forhadte kristne ikke for alt i verden troede at de nød Guds bevågenhed. Var det ikke jøderne som havde de håndgribelige beviser på Guds velsignelse? Havde Gud ikke handlet med jøderne gennem engle? Jo sandelig, Mosebogen siger jo: „Da åbenbarede [Jehovas] engel sig for ham i en ildslue, der slog ud af en tornebusk.“ Senere sagde Jehova: „Se, jeg sender en engel foran dig for at vogte dig undervejs og føre dig til det sted, jeg har beredt.“ (2 Mos. 3:2; 23:20) Jøderne har måske oven i købet pralet af at Moses endog talte ansigt til ansigt med Gud. Se desuden på det prægtige tempel med det Hellige og det Allerhelligste. Læg mærke til dets skønhed, dets styrke, dets sikre grundvold! Det havde jøderne! Og noget andet: de havde det jødiske præsteskab! Det gik helt tilbage til Aron og hans sønner, medlemmer af Levis stamme. Ypperstepræsten tilhørte stadig denne særlige slægt. Jøderne havde Lovpagten, som Gud selv havde givet Moses. Guds rige var jødernes eje, og Jerusalem, ja Jerusalem var selve regeringsbyen hvorfra Guds styre skulle udgå.
8, 9. (a) Hvad har de jødiske ledere måske nedsættende sagt om kristendommens grundlægger og hans disciple? (b) Hvad kan de udmærket have stillet op som en modsætning til de kristne og deres beskedne mødesteder?
8 Se så på de kristne i Jerusalem. Hvad havde de? I de jødiske lederes øjne havde de kristne intet som kunne måle sig med det de selv havde. Deres leder Jesus var død, og han havde lidt døden som en simpel forbryder. Og hvem var han? Han var ikke nogen fremtrædende person. Han var blot søn af en beskeden tømrer, og det fra Nazaret. Han havde ikke fået den avancerede uddannelse som rabbinerne fik i deres skoler. Hvor han dog stod tilbage i kundskab og dannelse set med jødernes øjne, i sammenligning med hvad deres lærere vidste og havde lært! Desuden var der meget få lærde mænd blandt hans disciple. Hans tilhængere bestod for det meste af fiskere, skatteopkrævere og endog hedninger, og disse hedninger var i hvert fald ikke Abrahams afkom i de jødiske lederes øjne. Hvordan kunne de kristne for et øjeblik tro at de var begunstiget af Gud og at Gud handlede med dem? Jøderne følte at de var Guds udvalgte, for de var Abrahams afkom. Hertil kom at de kristne samledes i private hjem eller på afsides steder, mens jøderne havde deres prægtige tempel som samlingssted.
9 Uden tvivl var det argumenter som disse og mange andre der blev brugt imod de kristne jøder. Hvor havde de dog brug for opmuntring og forståelse af deres situation! Hvis blot der var en som vidste hvad de trængte til og som kunne sende trøst og hjælp!
Modargument: Kristus større end Moses
10. Hvem kendte til disse vanskeligheder som de kristne havde, og hvem inspirerede han til at skrive til dem og opmuntre dem?
10 Naturligvis kendte Jehova Gud i himmelen til deres vanskeligheder. Ved hjælp af inspirationens ånd lod han apostelen Paulus føle bekymring for deres situation. Derfor skrev Paulus til de troende i Jerusalem, og Hebræerbrevet indeholder hans svar på de mange anklager der uden tvivl blev ført i marken mod de kristne i det første århundrede af deres fjender.
11, 12. (a) Hvad brugte Paulus som udgangspunkt for sin argumentation, og hvorfor var dette meget passende? (b) Hvordan viste Paulus at Jesus stod over englene? (c) At han stod over Moses?
11 Med udgangspunkt i jødernes påstande viser Paulus hvor ophøjet den kristne ordning og dens præstedømme er i sammenligning med den jødiske. Det var af betydning at han gjorde dette. De kristne i Jerusalem var uden tvivl for størstedelens vedkommende jøder af fødsel. De var godt kendt med Moseloven og de jødiske lederes argumenter. Derfor var Paulus nødt til at vise dem modargumenterne, hvordan sagen virkelig forholdt sig, og derved afsløre de falske anklager som blev rettet imod dem af de jødiske religiøse ledere. Det var for eksempel rigtigt at Moseloven var givet ved engle. Men hvilken stilling indtog englene i forhold til Herren Jesus? Her er hvad Paulus skrev i Hebræerbrevet 1:4-6: „Og han [Jesus] er blevet så meget mere ophøjet end englene, som det navn, han har arvet, er over deres. Thi til hvem af englene har Gud nogen sinde sagt: ’Du er min Søn, jeg har født dig i dag?’ og et andet sted: ’Jeg vil være ham en Fader, og han skal være mig en Søn?’ Og når han igen lader sin førstefødte komme til jorderig, siger han: ’Og alle Guds engle skal tilbede ham.’“ Her påpeger Paulus altså at englene er tjenere, hvorimod Jesus er Guds søn.
12 Men hvad kan der siges til at Gud talte ansigt til ansigt med Moses? Der er ingen tvivl om at dette var en betydningsfuld ting. Dog skriver Paulus om Jesus Kristus: „Thi han [Jesus] er fremfor Moses agtet værdig til så meget større herlighed, som den, der bygger et hus, nyder større ære end selve huset. . . . vel var Moses ’tro i hele hans hus’ som tjener, . . . men Kristus er tro som Søn over hans hus.“ Her siger Paulus i virkeligheden: ’Brødre, hvem er størst i et hus — en tjener, sådan som Moses var, eller sønnen af husets ejer, hvilket Jesus Kristus er?’ Hvor må det have indgydt de jødekristne i Jerusalem styrke og mod at få denne forståelse af tingene! — Hebr. 3:3-6.
Kristi ophøjede stilling som ypperstepræst
13. (a) Hvad kunne være bedre end templet i Jerusalem, og hvor var Kristus Jesus? (b) Hvordan viste Paulus at Kristi præstedømme stod over Arons?
13 Paulus går nu over til at behandle et andet argument, det der drejede sig om det smukke tempel i Jerusalem. Det var i sandhed smukt og kostbart, men hvilken betydning havde det at være til stede i et jordisk tempel af træ og sten, når man kunne være i selve Guds nærhed? Det var kong Salomon som havde bygget det første smukke tempel på Morija bjerg, i Jerusalem i det ellevte århundrede før vor tidsregnings begyndelse, og ved indvielsen af det sagde han at Jehova ikke egentlig boede i en bygning som var skabt af mennesker, ja at ikke engang himlenes himle kunne rumme den almægtige Jehova Gud, langt mindre da det tempel han havde bygget! (1 Kong. 8:27) At opholde sig i selve Guds nærhed i himmelen ville derfor være langt, langt mere værd end at tjene i noget jordisk tempel. Derfor skriver Paulus om Kristus Jesus at han er „steget op igennem himlene“ og nu befinder sig i sin Faders, Jehovas, nærhed. (Hebr. 4:14) Og med hensyn til det aronitiske præsteskab, som dengang tjente ved templet i Jerusalem, sammenligner Paulus dette med Kristi præstedømme og viser at dette sidste står langt over det aronitiske præstedømme, fordi det er et præstedømme efter Melkisedeks vis. Paulus siger herom, som vi læser i Hebræerbrevet 5:5, 6: „Således har heller ikke Kristus tillagt sig selv den ære at blive ypperstepræst, men har fået den af ham, som sagde til ham: ’Du er min Søn, jeg har født dig i dag,’ . . . ’Du er præst evindelig, på Melkisedeks vis.’“ Ja, præst evindelig, og det var han ikke som følge af nogen arv efter syndige mennesker, men på grundlag af Guds ed. Paulus’ ord herom lyder ifølge Hebræerbrevet 7:19-22: „Loven bragte jo ikke i nogen henseende det fuldkomne — men der indføres i stedet derfor et bedre håb, hvorved vi kommer Gud nær. Og så vist som det ikke er sket uden edelig bekræftelse, . . . så vist er Jesus blevet den, der står inde for en bedre pagt.“ Og med hensyn til at han ikke behøvede nogen efterfølger men kunne fortsætte til evig tid i embedet, siger Paulus derefter: „Og mens de andre præster havde været flere efter hverandre [under den jødiske lov], fordi døden hindrede dem i at fortsætte, så har han [Jesus] et uforgængeligt præstedømme, fordi han bliver evindelig. Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever, så han kan gå i forbøn for dem.“ — Hebr. 7:23-25.
14. Vis hvordan det Paulus skrev om Kristi offer må have været til stor opmuntring for de kristne som læste hans brev.
14 Det var visselig stærke argumenter som de kristne her modtog fra deres elskede apostel Paulus til styrkelse af deres stilling og som en hjælp for dem til at forblive faste i troen. Men det var ikke alt. Paulus fortsætter og påpeger andre sider af Jesu ypperstepræstelige stilling som viser denne stillings fortrin fremfor de levitiske ypperstepræsters. Han når ind til selve problemets kerne med de argumenter han yderligere giver de kristne i hænde. Han sammenligner Jesu offer med de ofre som blev bragt af de aronitiske præster og som de jødiske ledere var så stolte af. I versene 26 til 28 i kapitel syv skriver Paulus: „Thi en sådan ypperstepræst passede også for os: en, der var hellig, uberørt af det onde og ubesmittet, skilt ud fra syndere og ophøjet over himlene; en, der ikke som de andre ypperstepræster hver dag har nødig at bringe ofre først for sine egne synder, og så for folkets; thi det gjorde han én gang for alle, da han ofrede sig selv. Thi loven indsætter til ypperstepræster skrøbelige mennesker; men edens ord, der lød senere end loven, indsætter en Søn, som er nået til fuldendelse for evigt.“ Tænk på hvilken opmuntring disse ord må have været for troende i Jerusalem. Ja, Kristus, der som ypperstepræst ofrede sit eget fuldkomne liv for menneskene, er ved Guds svorne ed nu præst for bestandig uden efterfølgere.
En ny pagt gør den gamle forældet
15. Hvad er hovedtanken i Paulus’ argument i Hebræerbrevet 8:7-13 om en bedre pagt, og hvad må den logiske slutning være med hensyn til den gamle pagt?
15 Paulus går nu over til et andet argument som de kristne også med fordel kan benytte. Det vedrører Lovpagten, som Moses var mellemmand for, i sammenligning med den bedre pagt som Kristus formidlede mellem Gud og hans trofaste tjenere på jorden. Læg mærke til Paulus’ argument i Hebræerbrevet 8:7-13: „Hvis nemlig den første havde været udadlelig, ville ingen have søgt at sætte en anden i stedet.“ Var den første pagt udadlelig? Nej, for Jehova sagde: „Se, dage skal komme, . . . da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og Judas hus; ikke som den pagt, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden for at føre dem ud af Ægyptens land; thi de blev ikke i min pagt.“ „Thi dette er den pagt, jeg i dagene herefter vil oprette med Israels hus,“ siger Jehova. „Jeg vil give mine love i deres sind, og på deres hjerter vil jeg skrive dem, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.“ „Når han siger en ’ny pagt’,“ slutter Paulus, har Gud „dermed erklæret, at den første er forældet; men det, som er ved at blive forældet og gammelt, er nær ved at forsvinde“. — Jævnfør Jeremias 31:31-33.
16. Hvem havde nu grund til at føle sig opmuntrede? Hvem havde grund til at føle mismod? Hvorfor?
16 Tænk på hvilken opmuntring disse ord må have været for de kristne: „Men det, som er ved at blive forældet og gammelt, er nær ved at forsvinde.“ Hvem kunne nu være glade og ikke bedrøvede og sørgmodige? De kristne, naturligvis, for de holdt sig til en pagt som skulle erstatte den gamle pagt, Lovpagten. Nu var det de pralende religiøse jøders tur til at græde og sørge, de som kæmpede imod kristendommen. Det de satte deres lid til havde ikke længere nogen gyldighed. Gud handlede ikke længere med sit folk på samme måde som før. Hans søn, Herren Jesus Kristus, som var oprejst til himmelsk herlighed, havde formidlet en ny og bedre pagt, som var grundlagt på bedre og mere varige løfter, og som var sat i kraft ved et offer som havde langt større værdi, hans eget udgydte blod.
Riget oprettet på det himmelske Zions bjerg
17. (a) Hvad var de kristne kommet til, i modsætning til Moses, der kom til Sinaj bjerg og fik Lovpagten? (b) Hvordan er det himmelske Jerusalem i forhold til det jordiske Jerusalem?
17 Men hvad med påstanden om at retten til Riget tilhørte jøderne og at Jerusalem var Guds stad hvorfra Guds styre ville udgå? Hvordan behandlede Paulus dette argument i brevet til hebræerne? Meget interessant begynder han sin argumentation, der findes i kapitel tolv, versene 18-27, på denne måde: „I er jo ikke kommet til et udvortes håndgribeligt bjerg, til en flammende ild og mulm og mørke og uvejr.“ Sandt nok, de kristne var ikke kommet til det gamle Sinaj bjerg, hvor Lovpagten var blevet givet til Israels folk. De var ikke kommet til noget håndgribeligt bjerg hvorfra de kunne se en flammende ild skyde op. Nej, begyndende med vers 22 siger Paulus: „I er kommet til Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem og til en højtidsskare af engle i tusindtal og en menighed af førstefødte, som er indskrevne i Himlene, og til en dommer, som er alles Gud, . . . og til den nye pagts mellemmand, Jesus.“ Ja, det var det de var kommet til, det sted hvorfra den virkelige magt og regering udgik, ikke et jordisk, men et himmelsk Jerusalem, med Gud, tusinder af engle, de førstefødtes menighed og Jesus, den nye pagts mellemmand. I sammenligning hermed var det jordiske Jerusalem, og også Sinaj bjerg, såvel som templet og jødernes præsteskab, for intet at regne.
18. (a) Hvor længe skal det himmelske Jerusalem bestå? (b) Hvad havde det jordiske Jerusalem allerede oplevet og ville opleve for anden gang?
18 Og hvor solidt, varigt og sikkert er så dette Zions bjerg og det himmelske Jerusalem grundfæstet? Vi lades ikke i tvivl herom, for Paulus tilføjer: „Da vi nu får et urokkeligt rige, så lad os være taknemmelige og derved tjene Gud, som det er ham velbehageligt, med ængstelse og hellig frygt.“ (Hebr. 12:28) Dette rige ville ikke kunne rokkes, sådan som det jordiske Jerusalem var blevet rokket og havde ligget øde hen i halvfjerds år, fra 607 til 537 f.v.t., og igen ville blive rokket i en ikke fjern fremtid af de romerske hære under Titus.
19, 20. Hvad skulle de jødiske kristne gøre nu, og hvad havde Paulus taget sigte på med sine argumenter?
19 Paulus’ ord har sandelig været en trøst og inspiration for disse kristne jøder i det første århundrede! I dag, nitten hundrede år senere, er hans ord stadig levende og fyldt med kraft og betydning for os som kristne.
20 På et tidspunkt da de jødiske modstandere satte deres lid til en århundredgammel religion, til materiel velstand, magt, prægtige ritualer og ceremonier og denne verdens visdom, skulle de kristne vokse i troen, den sikre forventning om det de håbede på, det klare bevis på virkeligheder som ikke sås. Brevet har været til stor opmuntring for de troende omkring år 61 e.v.t. Ja, „vejen“ til et liv med evige velsignelser var klart afstukket for dem. Paulus skrev sit brev på en sådan måde at det talte til deres tankegang som jøder af fødsel, således at de forstod det og opbyggedes i troen. Men Paulus’ ord i Hebræerbrevet tjener også til opbyggelse for kristne i vor tid.
21. Hvordan kan vi alle, som vist i vor lektion, vokse i forståelse og værdsættelse af Guds ord, og hvorfor bør vi gøre det?
21 Skal vi have fuld gavn af det der står i Bibelens bøger, må vi forstå hvorfor de er skrevet sådan som de er. I sådanne bøger som Aid to Bible Understanding og „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig“, samt mange andre, har vi et sandt kundskabsforråd at øse af når vi vil vide hvordan og hvorfor en bog i Bibelen er skrevet. Med denne yderligere kundskab vil vi være udrustet til enhver god gerning som Gud måtte give os at udføre. Som vi har gjort med Hebræerbrevet kan vi gøre med de øvrige femogtres bøger i Guds ord, Bibelen. Lad os her slutte med disse ord som findes i det sidste kapitel af Hebræerbrevet, ord som også gælder de kristne i dag: „Måtte fredens Gud . . . udruste jer med alt godt, så I kan gøre hans vilje, og i os, gennem Jesus Kristus, udrette hvad der er velbehageligt i hans øjne.“ — Hebr. 13:20, 21, NW.